
Oversized breder sig
Oversized tøj er en trend.
Jeg tror, jeg stødte på den første gang for et par år siden, da jeg besøgte Arket i Københavns Købmagergade. Arket er en relativt ny kæde, som H & M har lavet, og som satser på lidt pænere basistøj, end hvad man finder i H & M.
Pullovere, bukser og skjorter hos Arket var overraskende normale, mod det store i snittet.
Der var også et foto fra omkring det tidspunkt af den trendbevidste Mark Cho fra The Armoury og Drake’s, jeg studsede over, fordi han optrådte i en habit med en relativt løs jakke, der havde bukser med stor vidde. Stilen var påfaldende anderledes end de tætsluttende jakkesæt, han og så mange andre ætlinge af Pitti Uomo ellers bevægede sig rundt i.

Siden har jeg opdaget, at flere af de store designermærker er begyndt at sende modeller ned ad rampen, der er klædt i oversized tøj. Inden for jakkesæt er det specielt oversized dobbeltradede jakkesæt.
Her skal med, at meget nyt tøj slet ikke er oversized, men bare er gennemsnitlige i snittet. I og med alt har været så smalt 15-20 år, forekommer normale snit bare nemt oversized.
Pendulsvinget
Designdetaljer vidner også om et skift, eller i det mindste et supplement af slimfit-stilen. Jeg tænker specielt på læg i bukserne. De er begyndt at dukke op på ready-to-wear igen. De kræver lidt vidde rundt om hoftepartiet. Det er naturligvis svenskerne, der længst fremme i Norden, for eksempel Engelska Herr i Malmø og webshoppen Berg & Berg. Jeg ved, Garodkin på Gl. Kongevej i København har prøvet at sælge bukser med læg og høj talje, men uden den mindste succes. Danske mænd vil stadig har slimfit og “flat front”.
Ankomsten af oversized kan ikke overraske. Moden er et system, der udvikler sig efter en indre logik, hvilket først og fremmest indebærer, at den pendulerer inden for farver, snit, tekstiler med videre. Samfund og økonomi påvirker, javist, men modens tandhjul følger sine egne veje. Jeg tror ikke på ideen om, at man direkte kan aflæse økonomiske høj- og lavkonjunkturer i nederdelens længde, som digteren og dragthistorikeren Rudolf Broby-Johansen mente.
Øverste billlede er et godt eksempel på, hvordan bukserne “udfylder” jakkens åbning, som Alan Flusser omtaler i “Dressing the Man”. Det samlede visuelle udtryk har tyngde og harmoni.
Mvh. Søren