Svær begyndelsen
“Klæd dig på som på et landsted. Gå aldrig i tweedjakke og flannelsbukser – altid i jakkesæt.”
Mange forundres, når de støder på Evelyn Waughs ord fra Gensyn med Brideshead (1945) første gang.
“Hvad er der nu galt med tweedjakke og et på flannelsbukser? Det er da ultraklassisk!”
Situationen omkring 1920, da handlingen går for sig, er dog noget anderledes. Tweedjakke og flannelsbukser ville omtrent have den status, som et sæt joggingtøj har i dag. Flannelsbukser var i manges øjne tennisbukser eller feriebukser. En habit, gerne i tweed “som på et et landsted”, var den sikre, lydefri løsning. Ikke mindst et sted som Oxford, hvor Evelyn Waugh har henlagt handlingen.
I 1930’erne ændrede dresscode sig. Tweedjakke og flannelsbukser blev så udbredte, at man så stilen i selv City of London.
“Oxford- og Cambridge-studerendes sjuskede uniform – tweedjakke, pullover og grå flanelbukser – kan man se selv i Bond Street,” beklagede det amerikanske herremodemagasin Esquire sig i 1933.
Med chinos og jeans’ ankomst sidst i 1940’erne forstummede kritikken af tweedjakke med flannelsbukser. Der var andet at være arrig på.
Tiden som klassiker
Til gengæld kunne tweed-flannel-stilen etablere sig som en solid figur i den klassiske herremode.
“Flannelsbukser med en tweedjakke kom […], og kom for at blive,” konkluderer Vivian Ogilvie i sin bog Our Times (1953).
Det var optimistiske ord. Virkeligheden er, at muligvis lever tøjstilen, men i det små. Man ser få mennesker bevæge sig rundt i påklædningen. Jeg tror, at det især er flannelsbukserne, der afskrækker. Man sætter hellere tweedjakken sammen med jeans, chinos eller eventuelt fløjl.
Men konfigurationen er stadig skudsikker, vil jeg hævde. Tweed og flannel står simpelthen godt til hinanden.
Desværre har alt for få fået øjnene op for flannelsbukser. Måske det hænger sammen med, at de modeller som bl.a. Oscar Jacobson og Morris fører er meget, meget smalle og ikke specielt behagelige. Det gælder også “regular” modellerne. Jeg var selv ved at opgive, indtil jeg blev rådet til at prøve et par fra Hiltl. Nu lever jeg i mine mellemgrå flannelsbukser fra slutoktober til det tidlige forår. Både med tweedjakke, men også med pullover og skjorte. Jeg har haft held til at sætte dem sammen med en langærmet polo/rugby trøje.
Meget enig. Jeg elsker, når der er sæson for rullekrave, flannel og tweed. Har prøvet lidt forskellige mærker. Værst har været Suit Supply (hvor jeg startede for år tilbage for at holde først forsøg på et rimeligt omkostningsniveau), hvor forarbejdningen lader for meget tilbage. Bedst har været PT, som har vist sig enormt slidstærke og holder formen i løbet af dagen. Men vil da give et Hiltl et skud næste gang.
Jeg kan også anbefale de nye fra Cordings med læg. De er gået over til samme snit som deres Cavalry Twill, som har en taljehøjde på 31 cm og benvidde på 46 cm. Så bestemt også komfortable.
Sidste vinter var jeg i Troelstrup og prøvede Hiltl’s mellemgrå flannel med cashmere. Luksuriøs oplevelse må jeg sige. Desværre var den i min optik gal med design af sidelommerne der virkede for i øjenfaldende.
Jeg tog billeder af udstillingen, da det tungere stof faldt utroligt flot.
https://i.ibb.co/kKQ1jg9/IMG-0732-2.jpg
https://i.ibb.co/2Sdj249/IMG-0733.jpg
(to verdener kontrasteret)
Jeg har haft held med at købe flannelsbukser fra Brooks Brothers i pasform Madison som er deres fullest cut. Ved livvidden 33″ er fodvidden 21 cm. Et par $248 bukser fik jeg $55 på tilbud. Det er VBC flannel.
PS mine foto gengiver måske ikke buksernes brede fodvidde godt, da skoene i udstillingen er uforholdsmæssig store (EU 47) til livvidde 32.
Skøn sammensætning af teksturer og farver – og stadig urbant.
Flannel fra Fox er virkelig skønt i farve og densitet. Ved du, hvilket batch-nummer metervaren til dine bukser har?
Alt godt,
Søren
Det er vintage-flannel fra Fox, 20-25 år gammel. Den er 450-500 gram pr. meter. Jeg har stadig to bukselængder i det. Skriv, hvis du – eller anden – skulle være interesseret i det