Gamle dages tøj versus dagens

Dagens tøj er bedre

Alting var jo bedre i gamle dage bortset fra tandlægebesøget, men hvad egentlig med herretøjet?

Det var ikke bare attraktivt, som man kan få indtrykket af, hvis man følger Den velklædte mand. Sådan set er kvaliteten af meget beklædning og skotøj steget. Nylonjakken i dag er ikke kun lettere og blødere, men også vandtæt og åndbar og ligeså slidstærk som 1970’ernes eksemplar. De limede sko, der begyndte at gabe i 1980’erne efter et par måneders brug, åbner sig ikke i dag, før sålen alligevel er slidt ned. Jeg må også nævne de lange herrestrømper, der konsekvent gled ned, hvorfor mænd måtte gå med strømpeholdere. I dag kan man strikke dem, så de bliver oppe. Og den boblende skjortekrave, hvor klæbeindlægget løsner sig, er tillige blevet sjældnere.

Man støder sikkert og vist på en umådelig mængde dårligt, industrielt fremstillet tøj i dag, og der en tendens til, at tekstiler er blever tyndere og dermed mindre slidstærke. Men der er samtidig talrige T-shirt, sko, striktrøjer, jakker med videre, der takket være teknologiske fremskridt er blevet mere raffinerede uden at miste holdbarhed.

Jeg har også talt med spidsen i London om problematikken. Hos håndskomageren John Lobb svarede de, at de har forbedret læstearbejdet de seneste hundrede år, fordi de har fået hårdere konkurrence fra ready to wear. Og en meget velanset skrædder på Savile Row svarede, han mente, at tilskæringen på Savile Row er blevet bedre de seneste 50 år.

Problemer med dagens tøj

Er der slet ikke en forfaldshistorie at øjne?

Færre går i skræddersyet tøj. 1930’erne var en tredjedel af solgte jakkesæt skræddersyede. Sådan er det slet slet ikke i dag. Det er et forfald! På den anden side var og vil skræddersyet tøj altid være eksklusivt. Derouten kan ikke repræsentere påklædning som sådan.

I takt med at spinderier er blevet mere effektive, er de også blevet hårdere mod fibrene, så det vævede tekstil ikke får samme holdbarhed. Der er et problem der, specielt inden for bomuldsvarer, for eksempel skjortestof og denim. På den anden side ved jeg, at man generelt har forbedret bomuldsfibrenes kvalitet over tid. Det trækker i den anden retning.

Man er blevet mere bevidst om sundhed og miljøbelastning ved indfarvning af blandt andet uld. Så den glans og farvefasthed, man tidligere leverede, er sværere at matche i dag. Her har vi et andet potentielt forfald. Dybden af problemet kan dog diskuteres. Jeg tænker, man i al fald delvis har fundet nye teknologiske løsninger.

Når det gælder skolæder, er det sværere og sværere at finde tilstrækkelige mængder læder af topkvalitet. Det ved jeg, at både Edward Green, Crockett & Jones med videre samt håndskomagerne kæmper med. Antallet af gode garverier er ganske enkelt skrumpet. Så der er også et problem, men heller ikke stort nok til at drive en hel forfaldshistorie.

Det egentlige forfald

Hvis jeg skal prøve at holde liv i en forfaldshistorie, handler den om service og æstetik, ikke teknisk kvalitet.

Tidligere vrimlede det eksempelvis med jakker i forskellige længder. Man stødte på kort, regulær, lang og extra lang. Og passede jakken (eller bukserne) ikke, tilpassede butikken tøjet på egen regning. Desuden var ekspedienter vidende om pasform. Slutresultatet var, at mænd gik rundt i bedre siddende jakkesæt end i dag, ikke bare fordi flere gik i skræddersyede jakkesæt, men fordi konfektionen kom til at sidde bedre.

I det hele taget kan man jo lufte den holdning, at vi går grimmere klædt i dag. Tidligere forsøgte alle som en at efterligne en fælles æstetik knyttet til værdighed og ordentlighed. Det gav en harmoni i udtrykket på gader og stræder, der sværere at få øje på i dag, hvor identitetsjagt og vilkårlig selvudfoldelse spiller så stor en rolle i tøjvalget.