historie Archives - Den velklædte mand

Jakkesættets historie – alt det vigtige

20. februar 2020, af Torsten Grunwald

Da jakkesættets historie begyndte

Jakkesættets historie begynder så småt i 1850’erne. Det vil jeg sige. Man kan føre historien meget længere tilbage, for eksempel til oktober 1666, hvor den engelske kong Charles II deklarerede, at han selv og hele hoffet skulle til et gå med en simpel uldvest. Kongen tilføjede, at han aldrig nogensinde ville ændre sin nye tøjstil med vest (hvad han alligevel gjorde).

Men det er først i 1850’erne, vi ser det snit, som vi i dag forbinder med et jakkesæt. På den tid går mænd i tækkelige skødefrakker: diplomatfrakke, jaket og kjole. Det nye jakkesæt har ingen skøder. Det er et sæt tøj til at slentre og dase i, “a lounge suit”, som englænderne kalder det.

Hvor inspirationen kommer fra, kan man ikke sige med sikkerhed. Men borgermanden har givet været inspireret af landarbejderens praktiske, korte jakke. Resultatet er en skødefrakke uden skøder i et væsentlige løsere snit, hvilket man også ser afspejlet i det gamle amerikanske ord for et jakkesæt, “a sack suit”. Først går borgermandens børn i jakkesæt. Siden begynder han selv.

jakkesættets historie 1859 — *Stor, løs jakke ved kysten. Fra amerikanske Gazette of Fashion, 1859.*

I 1880’erne skifter jakkesættet rolle fra at være fritidstøj til at være forretnings- og kontortøj i byen, specielt blandt yngre mænd. Ældre mænd holder i et vis omfang fast i diplomatfrakke og jaket.

Ved skiftet til det 20. århundrede er omtrent fire ud af fem engelske borgermænd i jakkesæt i London.

Før og efter Første Verdenskrig

Det er dog først efter Første Verdenskrig – i 1920’erne, at jakkesættet stilistisk rigtigt gør sig fri af skødefrakker fra 1800-tallet og bliver herredragten over dem alle. Men ser det i de mange eksperimenter med oxford bags, plusfours og det såkaldte drape cut.

Den eksperimenterende periode fortsætter frem til 1940’erne med det horrible, oversize zoot suit, før de pæne 1950’ere sætter mere form på dragten.

I 1960’erne ser man et tættere snit og forenkling af farvepaletten, der trækker på starten af 1900-tallet under Edward VII i England (1901-1910), hvorfor man kalder stilperioden for ny-edwardiansk.

Jakkesættets historie – undertrykkelse eller frigørelse?

Historisk har flere haft en mening om, at jakkesættet har undertrykt mænd. Det har typisk været folk, der har haft et distanceret kultursociologisk eller psykologisk forhold til jakkesæt. Blandt folk, der har konkret, specifik viden om jakkesættet, for eksempel dragthistorikere, har holdningen været, at man man i lige så høj grad bør se jakkesættets historie som en påklædningsmæssig frigørelse. Jakkesættet gjorde op med de store skødefrakker, og jakkesættet er fra fødslen designet til at være komfortabelt, jf. dets oprindelige navne: “lounge suit” og “sack suit”.

Mere historie

Historien om det moderne jakkesæt

Skrædder Larsen i Paris – en opfølgning

10. februar 2020, af Torsten Grunwald

skrædder larsen paris — *Monsieur Larsen i lydefri habit og homburg-hat på Den franske Riviera. Årtiet er nok 1930’erne. Kan nogen bestemme stedet nærmere? Foto: Privat*

Larsen – opfinder af åbne læg i bukserne

Du husker historien om Pandrup-skrædderen Larsen, der opbyggede et af Paris’ fineste herreskrædderier i Mellemkrigstiden, og som syede Carl Th. Dreyers – og Lars von Triers! – berømte smoking?

skrædder larsen — *Larsen med hustru, 1930’erne. Man kan ikke andet end bemærke, hvor meget facon jakken har, og hvor godt den i det hele taget sidder. Mand og dragt er ét. Foto: Privat.*

Jeg kom i hu, jeg ikke har fortalt og vist alt fra det barnebarn, jeg i 2014 var i kontakt med. Hun sendte mig både et par breve og flere foto med Lars Peter Larsen og hans søn, Pierre Larsen, der førte skrædderiet videre ved Lars Peter Larsens død 13. december 1945.

Det var Pierre Larsen, der besøgte Danmark i 1947 og blandt andet kunne fortælle, at hans far var ophavsmand til åbne læg i moderne habitbukser. Lidt af en ære at tildele sin far, og man bør være skeptisk over for den slags oplysninger, der udnævner folk til opfindere af et bestemt design eller stil. I reglen er virkeligheden mere mudret.

Men der kan altså være noget om snakken i nærværende tilfælde. Og det støtter jeg på, at det dengang førende skræddertidsskrift i verden, The Tailor and Cutter, præsenterede åbne læg i bukselinningen som en opfindelse af en (unavngiven) parisisk skrædder.

Celeber skrædder

“Han [min morfar Lars Larsen] fik speciallavet foer med blå og røde striber på hvid baggrund. Jeg husker, han var skrædder for en masse kendte komikere, han klædte byens gader såvel som scenen,” erindrer Françoise Guedar Delahaye, Larsens barnebarn, jeg har været i kontakt med.

“Jeg husker også, jeg så et Vogue-magasin, hvor min morfar var på forsiden. Du kan måske findet i deres arkiver. Han var meget kendt i 1930’erne. Han fortsatte med at arbejde under Krigen 1940-1945, men havde store problemer med at finde klædestoffer,” skriver Françoise Guedar Delahaye også.

“Han slap aldrig forbindelsen til det danske samfund i Paris. De havde altid et dansk juletræ,” føjer Françoise Guedar Delahaye til.

Afslutningen i 1970’erne

Skrædderiet Larsen lå i Rue de la Boetie 7-9. Hvor længe nøjagtigt, ved jeg ikke. Men jeg gætter til engang i slutningen af 1970’erne, hvor Pierre Larsen formentlig har afhændet lejemålet og lukket det på den tid betydeligt mindre skrædderi. Pierre Larsen døde i 1985. Han og hans hustru havde ingen børn, men altså en niece, Françoise Guedar Delahaye, der er omkring 80 år i dag, og som er den sidste i familien, der har mødt den store skrædder Larsen fra Pandrup i Nordjylland.

*En ung Maurice “Pierre” Larsen i noget, man godt kunne kalde “de perfekte bukser”. Taljehøjde, buksevidde, læg i bukselinningen – det hele spiller. Foto: 1931, privat*

Selskabstøj fra Pierre Larsens skrædderi

Jeg var også i kontakt med konservatorafdelingen ved Les Arts Décoratifs i Paris for at høre, hvad de havde om Larsen. Medarbejderen, jeg kommunikerede med, kunne til min glæde sende mig et katalog med selskabsdragter fra Larsens skrædderi, det vil sige Pierre Larsens skrædderi. Der var intet fra Lars Larsens skrædderi i Mellemkrigstiden, hvilket indtil videre gør Dreyers smoking til det eneste overlevende eksemplar.

kjolesæt historisk — *Kjolesæt med sjalskrave i stedet for det sædvanlige spidse revers. Indeni står: L. Larsen & C° / 7 et 9 Rue de la Boétie Paris- 8ème / n°61544 date 16.2.61 / Mr Lazareff*

larsen skrædderi — *Enkeltradet smokingjakke fra 1961. Indeni står: L. Larsen & C / 7 et 9, rue La Boétie, Paris-8e / n°61575 date 2/3/61 / Mr. Lazareff*

hvid smoking historisk — *Elfenbensfarvet hvid smokingjakke i bomuld. 1961. Man ser, skrædderen har givet den talje med brystindsnit alene.*

larsen skrædder i paris — *Smokingsæt fra 1961. Indeni står: L. Larsen & C° / 7 et 9 Rue de la Boétie Paris – 8° / n° 61544 date 16.2.61 / Mr Lazareff*

Da der fandtes herreskræddere i Danmark

9. september 2019, af Torsten Grunwald

Tusindvis af herreskræddere tidligere

Overskriften er en smule polemisk. For man finder herreskræddere her og der i Danmark i dag.

Men i gamle dage, som vi her vil kalde midten af 1930’erne, havde vi en egentlig branche i Danmark af skræddermestre, der sammen med deres svende klippede og syede habitter, kjolesæt, smokinger og deslige i tusindvis på deres værksteder.

herreskræddere hugo amskov — *Skræddermester Hugo Amskov omkring 1950.*

“Man regner med, at man i 1935 havde ca. 4.000 skrædderforretninger i landet,” skriver Hugo Amskov i værket Dansk Skrædderi i Tekst og Billeder (1948).

Da “Statistisk Departement” satte sig for at undersøge de mange forretninger nærmere, endte de dog på et noget mindre tal af 2331 “rene skrædderforretninger”.

Hvilket nu stadig er et kolossalt udbud af herreskræddere (og dameskræddere) dagens situation i Danmark taget i betragtning.

En milliardforretning

Den samlede danske tøjbranche sendte 650.000 habitter, jaketter, smokinger og kjolesæt på gaden i 1935. Dertil kom en import af “uldne herre- og drengeklædninger på 28.000”.

Af de 678.000 årlige, nye habitter mv. i Danmark stod skrædderiet for de 188.300 eksemplarer.

Det svarer til 28 % procent af de habitter med videre, der overhovedet blev udbudt i Danmark i 1935!

Vi skal derudover lægge til, at danske skræddere syede en mængde overfrakker (19.400), “sommer- og mellemfrakker” (3.800), selvstændige jakker (5.300) og bukser (25.100).

Skræddernes arbejde i 1935 resulterede i en omsætning på 34 mio. kr., hvilket svarer til godt 1,3 mia. kr. i 2019. Dermed stod de for 40 % af omsætningen af jakkesæt m.v. i Danmark. Konfektionsfabrikkerne, som der også var mange af i Danmark i Mellemkrigstiden, tog sig af resten.

Over 100.000 skræddersyede jakkesæt

Tabellen nedenfor fra Dansk Skrædderi i Tekst og Billeder uddyber produktionen af habitter mv.

Fire kategorier af målkonfektion

Tabellen viser også, hvordan man kategoriserede fremstilling af jakkesæt i gamle dage. Jeg kan ikke lade være at bemærke, hvordan man nøjeregnende opdelte målkonfektion, det vil sige det, der i vidt omfang sælges som “et skræddersyet jakkesæt” i dag.

Vi har har dels målkonfektion, der inkluderer eller ikke inkluderer en prøve, og dels målkonfektion, der er fremstillet på værksted eller fabrik. Den fineste målkonfektion, som man ville kalde demi-skrædderi eller semi-skrædderi, ville være målkonfektion med prøve forarbejdet på eget værksted.

Skrædderi til ingen penge

herreskræderi 1930erne — *1930’erne. Velsnittet habit i datidens design fra skræddermestrene Amskov.*

Den store opgørelse i 1935 rummer også enkelte oplysninger om prisen på skræddersyet tøj. Den forklarer til dels, hvorfor salget af skræddersyede jakkesæt gik strygende: prisen var lav, både i sammenligning med alternativet dengang og prisen på et skræddersyet jakkesæt i dag.

I 1935 kostede et tredelt skræddersyet jakkesæt i gennemsnit 145 kr. mod 40 kr. i gennemsnit for et tredelt jakkesæt ready-to-wear.

Dernæst kan vi konstatere, at de 145 kr. i 1935 svarer til chokerende 5.500 kr. nutidskroner. Det er 1/4 af, hvad et genuint skræddersyet jakkesæt som minimum vil koste i Danmark i dag.

Forklaringen på den lave pris i 1935 må i store træk tilskrives datidens usle løn i skrædderiet. Fratrækker man udgifter til klædestof, garniture, husleje, forsikringer og deslige, er der ikke meget timeløn tilbage til mester og hans svende, hvis man tænker på, at et tredelt skræddersyet jakkesæt formentlig har taget 60-70 timer at tilskære og sy (i hånden).

Yuppie dengang i 1980’erne

5. september 2019, af Torsten Grunwald

yuppie patrick bateman jakkesæt — *Yuppie, der går planken ud. Patrick Bateman spillet af Christian Bale i filmen American Psycho. Man bemærker et Rolex Datejust på håndleddet. Foto: Presse*

Yuppie i Danmark

1980’erne var punk, bz-bevægelse og Greenpeace i Danmark.

Men den konservative bølge på verdenshavene gav også store skvulp i det lille stammesamfund højt mod nord. Poul Schlüter afløste Anker Jørgensen som statsminister, og et sted som Café Victor i Købehavn, almindeligvis blot benævnt “Victor”, blev et samlingssted for hovedstadens nykonservative bevægelse, yuppierne. Der kunne de frit flekse rigdom.

Mads Christensen, “Den store blærerøv”, blev en del af yuppiebevægelsen eller i al fald en form for eksponent. Han arbejdede først som bartender på Café Victor, før han blev moderedaktør på Euroman.

“Det var lidt som at være rockstjerne, ” fortæller han om sin tid på Victor i bogen Dengang i 80’erne, skrevet af Martin Kongstad og Henrik Vesterberg (2003).

I stedet for svinge guitaren på en scene glimtede Mads Christensen med sine Rolex-ure bag bardisken, et ur på hver hånd. Udvortes succes var, hvad det handlede om. Og stort set alle midler var tilladt.

“Grådighed er godt,” som den skruppelløse finanskapitalist Gordon Gekko berygtet siger i en berømt film fra dengang, Wall Street (1987).

yuppie håndbog — Man gik i “Brødrene And”, hvis man var yuppie i 1980’ernes København, og købte sine blomster hos Tage Andersen ifølge journalisten Ann Mariager. Fra bogen Dengang i 1980’erne af Martin Kongstad og Henrik Vesterberg (2003), Gyldendal.

En gammel, fin herretøjsforretning som Brødrene Andersen understøttede den nye yuppie-bølge. Der var penge i den.

Man skal dog ikke stirre sig blind på den materialistiske side af yuppie-bevægelsen. Yuppie-tiden rummede også en tøjmæssig forandring, som var til det bedre, hvis man har blik for klassisk herremode. Yuppierne var betagede af jakke, skjorte, slips og gode lædersko, som 1970’erne enten havde forkastet eller maltrakteret i bizarre snit, farver og mønstre.

Maksimalistisk omgang med klassisk herremode

Til forskel fra 1960’ernes nedtonede brug af jakkesættet, som eksempelvis Sean Connery i James Bond-rollen praktiserede, var 1980’ernes yuppier maksimalister. De lirede igennem og kunne ikke få nok af seler, manchetknapper, storstribede skjorter, mønstrede slips, flipnål og Burberry-tern.

Yuppierne trak både på den glamourøse, nye italienske tøjstil med Armani & co. og på den gamle engelske garderobe. Sidstnævnte så man i deres strik, fløjl og tweed.

Nogle gange gik den uforfærdede omgang med klassisk herremode galt, hvis ikke ofte. Andre gange lykkedes det at køre den høje cigarføring hjem.

Mr X, Iversen og yuppie-tiden

Kaster vi blikket på Den velklædte mand, kan jeg ikke lade være med at se karakterer som Mr X og Michael C. G. Iversen som ætlinge af yuppie-tidens stilistik. Specielt Mr X har samme show over jakkesæt og udtryk, som man så dengang i 1980’erne.

Men Michael C. G. Iversen står også i gæld til yuppierne, selv om han – vistnok – dengang var punker. Hans certosa-herre er tillige en maksimalist, til trods for han udtrykker mere sjov end glat pral, som yuppierne kunne forfalde til i deres tøjstil.

Kampen mellem butik og mærkevare

19. august 2019, af Torsten Grunwald

Butik til datiden. Damernes Magasin i tv-serien Matador. Foto: Presse

Da butikken var brand’et

Du husker Damernes Magasin i tv-serien Matador. Man træder ind, man bliver betjent – hvis man er fin nok. Nogle damer bestiller skræddersyet tøj. Andre damer køber klædestoffer og syr derhjemme.

Siden ankommer Skjerns Magasin. Der er intet snobberi. Der fornyer man sortimentet med et rigt udvalg af færdigsyet tøj.

“Før syede de selv eller fik syet – af gode metervarer. Det skal de nok begynde på igen. Færdigsyet tøj. Det er ikke noget for virkelige damer,” reagerer hr. Schwann i Damernes Magasin på den nye konkurrent og accentuerer forskellen på en gammel og ny verden.

Forskellene mellem de to butikker til trods er der også en væsentlig lighed i sammenligning med tøjbutikker i dag: Mærkevaren er væk i Damernes Magasin og Skjerns Magasin. Det er butikken, der borger for tøjets kvalitet.

Det er ikke, fordi de gamle tøjbutikker ikke indhyllede deres varer i magi.

“Den er seneste mode fra Paris” eller “ægte silke”, kunne man for eksempel sige i både Damernes Magasin og Skjerns Magasin for at sælge en ny kjole eller stoffet til den.

Men man reklamerede ikke med “Gucci”, “Armani” eller “Hugo Boss”. Varerne i butikken var primært de fysiske produkter og kun undtagelsesvis en appetitvækkende mærkevarefortælling, kunden allerede havde lyttet til, før hun eller han trådte ind i butikken.

Butikkerne havde således bukserne på. De bestemte i det omfang, der var flere tøj- og stofleverandører med de rette priser at vælge imellem. Charmen var, at butikkerne havde et særpræg, der kom af ejerens sindelag. Man fik en unik oplevelse, når man entrerede en butik.

På brand’ets nåde

I dag er butikker i stort omfang forvandlet til salgskanaler for mærkevarer, brands. I de radikale udgaver er hele butikker forvandlet til konceptbutikker, showrooms eller flagship stores for en enkelt mærkevare.

Når det gælder de såkaldte multi-brand stores, kan ejeren formelt set fuldstændig selv sammensætte sit sortiment. Ikke sjældent vil en butik dog løbe ind i, den ikke kan få lov til at føre et givent brand, fordi butikken ifølge brand’et ikke bidrager til brand’ets positive udvikling eller måske ligefrem truer dets magi.

Er butikken særdeles stærk, kan den forsøge at søsætte sit eget brand, et “private label”. Men langt langt de fleste multi-brands stores må holde sig på måtten og være kanal til kunder for diverse stærke mærkervarer.

Multi-brand stores kan være udmærkede butikker, hvis ejeren har holdning og smag til sit sortiment. Han kan finde og præsentere mærkevarer, som overrasker og forfører. (Jeg har skrevet om de meste interessante butikker i København her, hvis man er til klassisk betonet herremode).

Men mærkevaren tør de færreste ejere give slip på, når de indkøber nye varer til butikken. Varerne må understøttes af en stærk fortælling, som mærkevaren har skabt gennem markedsføring på typisk sociale medier, hvis butiksejeren skal turde at præsentere den for sine kunder. De såkaldt ukendte brands er stadig brands, før man tør at lancere dem for sine kunder.

Butik med pondus

Nu kunne det næsten lyde, som om brands bestemmer alt i dag. Sådan er det ikke. Flere butikker er trods alt stærke butikker med stor omsætning, som mange især nye brands “gerne vil ligge i”. Tag Bindesbøl, Hartung og Troelstrup som nogle eksempler i København.

Brands udfordres også af, at forbrugerne i dag er uregerlige medskabere af brand’et på sociale medier, når de kommenterer og viser sig frem for sine følgere i den pågældende mærkevare.

Men tiden, da Damernes Magasin og Skjerns Magasin alene bestemte, hvad kunden skulle faldbydes, er kun en fortælling i dag.

Mere Matador

Kostumer i Matador
Hr. Schwann er hovedpersonen i Matadors fortælling om overklassens forfald (Dagbladet Information)

Vi køber både mindre og mere tøj og sko

17. august 2019, af Torsten Grunwald

Tøj og sko fylder mindre …

Der var en økonom fra Danske Bank, Las Olsen, der lagde nogle kurver fra Danmarks Statistik på Twitter om vores privatforbrug. Han hæftede sig ved, at vi andelsmæssigt bruger mere og mere på oplevelser som forlystelser (streaming, Lalandia mv.) og restaurantbesøg.

“Forlystelser fylder nu mere end tøj og sko,” tilføjede han.

Den røde kurve, der viser, hvor stor en andel af vores forbrug, som går til beklædning og fodtøj, falder da også påfaldende over årene i sammenligning med de andre kurver. I 1965 forbrugte en dansk husstand ni pct. af nettoindkomsten på beklædning og fodtøj. I 2017 var tallet fem pct.

… men fylder alligevel mere

Hvordan skal tallene tolkes?

Jeg tror, en stor del af forklaringen bag den faldende røde kurve skal findes i, at beklædning og fodtøj er blevet relativt billige. Udflytning af produktion til den tredje verden i 1960’erne og 1970’erne og teknologiske fremskridt har sænket omkostninger til fremstilling af eksempelvis et jakkesæt relativt meget.

Tøj og sko er med andre ord ikke gået af mode. Realiteten er nok endda, at vi danskere køber langt mere tøj og sko i dag end i 1965.

Tal fra USA støtter hypotesen. I 1960 benyttede en amerikansk husholdning 10 pct. af nettoindkomsten på beklædning og fodtøj, og en amerikaner købte i gennemsnit knap 25 stykker tøj, sko og tilbehør om året. I 2015 gik tre pct. af forbruget i en amerikansk husstand til beklædning og fodtøj, men en amerikaner købte nu i gennemsnit 75 stykker tøj, sko og tilbehør om året.

Mon ikke har vi har set en beslægtet udvikling i Danmark? Altså, vi bruger relativt set færre penge på beklædning og fodtøj, men køber langt mere antalmæssigt til en væsentligt lavere pris end før.

Mere, men billigere, passer også fint med fremvæksten af “fast fashion”, en brug-og-smid-væk-tøjkultur, hvor vi bekymringsløst kasserer tøj efter beskeden brug, fordi det alligevel er så billigt.

Formindsket betydning

forbrug tøj og sko 1960 — *En dansk familie omkring 1960, som landbruget så den i en reklamekampagne. Foto: Det grønne museum*

Når det er sagt, sidder jeg også med en fornemmelse af, at tøj og sko faktisk er gået lidt af mode siden 1960’erne. Beklædning og fodtøj betyder ganske enkelt mindre i dag, hvor tøj og sko ikke længere er en kostbar, knap ressource (medmindre man handler skrædderi, som mange læsere af Den velklædte mand jo gør).

I 1960’erne og før spillede tøj en vigtigere rolle som statusbærer end i dag. Var man ikke velklædt, “havde huller i tøjet”, var det ikke bare et æstetisk problem, men et potentielt socialt problem. Man risikerede ganske enkelt at blive skubbet ned ad den sociale rangstige, hvis påklædningen ikke fremstod overbevisende.

I dag, hvor beklædning er så billigt, og hvor verdens rigeste mænd går rundt i jeans, t-shirt og sneakers, er det umiddelbart sværere degradere eller løfte personer socialt på baggrund af det tøj, de har på.

Og konklusionen må næsten blive, at beklædning og fodtøj simpelthen spiller en mindre rolle for os, selv om vi køber mere og mere af det.

Eller hvad?

Et par anekdoter om skræddere og deres kunder

30. maj 2019, af Torsten Grunwald

holger drachmann anekdoter skrædder — *Den store Holger Drachmann iført kappe, hat, cigar og stok. Foto: Det kgl. bibliotek*

Tid til tøj

Herreskrædderi er frem for alt tid. Tid til at bestille et stykke tøj, vente på det, prøve det. Tid til at lave et stykke tøj.

Med al den tid er der tid til, at små historier kan opstå. Anekdoter.

Den store Holger Drachmann

Forfatteren og bohemen Holger Drachmann (1846-1908) beklagede sig undertiden over, at han på grund af sin højde havde større skrædderregninger end andre mennesker. Ved et digterjubilæum modtog han da også følgende hyldest fra sin mangeårige skrædder Carl & Martin Larsen på Købmagergade:

“Modtag idag også fra os en ærbødig lykønskning. Vi veed dog bedst, hvor stor De er.”

Anekdoten er fra Henning Fonsmarks Alverdens anekdoter (1956). Hvad man præcis skal lægge i anekdoten om Drachmann og hans skrædder, kan man disputere. Professor Ole Togeby har skrevet en hel forskningsartikel om anekdoten.

Men skrædderne spiller oplagt på en flertydighed i tillægsordet “stor”.

Skrædderne har nøgternt set fat i noget, da de jo har målt Drachmann og lavet tøj til ham og derfor ganske konkret og præcist ved, hvor stor – høj – Drachmann er. Men hvorfor blære sig med den viden til et jubilæum?

Så er der betydningen en litterært set stor digter, som de fleste vel annammer, når de hører ordet “stor” i forbindelse med et digterjubilæum. Med al respekt er skrædderne er det dog svært at se dem som eksperter i at bedømme, om Drachmann er en stor digter litterært set.

Tilbage står, at skrædderne på humoristisk facon nok egentlig blot ønsker at takke Drachmann for, han har været en storkunde, der trofast har lagt penge hos dem.

Nummer tre i rækken

anekdoter morten grunwald — *Morten Grunwald t.v. i tredelt skræddersyet jakkesæt fra Alfred Alm. Odense, 1970. Foto: Lily Weiding*

Skuespiller Lily Weiding var gift først med skuespiller Sigfred Johansen og siden med skuespiller Mogens Wieth, før hun blev gift med Morten Grunwald. Da Morten Grunwald stod og manglede et par gode sæt tøj, syntes Lilly Weiding, at han skulle gå til herreskrædder Alfred Alm i Bredgade. Morten Grunwald kendte ikke skrædder Alm, men fulgte hustruens opfordring.

Efter den afsluttende prøve af habitterne sagde Alfred Alm:

“Herr Grunwald, jeg har syet tøj til tre skuespillere. Sigfred Johansen, Mogens Wieth og Morten Grunwald.”

Gør din garderobe bæredygtig

20. maj 2019, af Torsten Grunwald

Når bæredygtig mode fordrejes

De sidste skal blive de første. Jesu ord kommer mig i hu, når jeg betragter diskussionen om bæredygtig mode og cirkulær mode.

Sagen er, at fra en nøgtern betragtning forekommer modens miljøproblem banalt: der produceres og forbruges alt for meget dårligt tøj. Af gedulgte grunde bliver problemstillingen langt mere kompliceret, når modens organisationer tager fat, for eksempel Copenhagen Fashion Summit. Så handler det om at genbruge tøjfibre på den ene og den anden måde. At forholde sig til ondets rod, den uhyrlige mængde ringe tøj af polyester og bomuld, ønsker man ikke rigtigt, formentlig fordi man kun ser, man kommer til at tabe penge på det.

Copenhagen Fashion Summit og tøjbranchens andre interessenter ender derfor i en såkaldt greenwashing, hvor man polerer modesystemet for at bevare det. Godt, der findes forskere, der kan korrigere sniksnakken.

Fra bomuld og polyester til uld

Ikke uden en vis selvtilfredshed ser jeg på Den velklædte mand, når diskussionen om bæredygtig mode blusser op. For den gammeldags tøjfilosofi, som magasinet lægger for dagen, udgør i store træk en fremragende løsning på modesystemets miljømæssige problemer i dag. Den velklædte mands tanke er jo at opbygge en garderobe over tid med velvalgte, gode stykker tøj, som man kan bruge i årtier.

Den velklædte mands kernefiber er uld. Den er væsentlig mere slidstærk end polyester og bomuld, og den skal vaskes langt mindre. Skift til uldbukser (eller hørbukser), drop chinos og jeans, medmindre de er af særlig god kvalitet, kan man basunere.

Sko der holder

Den kvalitetsbevidste tøjfilosofi fungerer også på skofeltet. De gode, randsyede sko, man kan vedligeholde, bidrager til en bæredygtig garderobe i sammenligning med de allestedsnærværende Lloyd- og Ecco-sko, der reelt må kasseres, når sålen er slidt ned.

Hvis man vil tilstræbe en bæredygtig garderobe, er kvalitet et kodeord.

Tøj skal sidde godt

God pasform er en andet pejlemærke. Undersøgelser viser, at en stor andel af det tøj, der hænger eller ligger ubrugt i klædeskabet, gør det, fordi man oplever, det sidder dårligt.

Løsningen er nødvendigvis ikke et skræddersyet jakkesæt, men i det mindste et insisterende fokus på den gode pasform (i stedet for tidens mode), når man køber nyt tøj. Sidder tøj ikke godt, vil man være tilbøjelig til ikke at tage det på.

Nye foto fra det gamle Brødrene Andersen

2. maj 2019, af Torsten Grunwald

Når historien dukker op

Flere unge læsere havde givet aldrig hørt om herretøjsbutikken Brødrene Andersen, før de læste om den her og her. Historien forsvinder så hurtigt i dag fra radaren.

På den ene side. På den anden side er historien enormt nem at fremkalde nu til dags, fordi den bliver digitaliseret. Lidt for langsomt efter min smag, men det sker. Museer, biblioteker og arkiver af enhver art lægger mere og mere på nettet.

Københavns Stadsarkiv er endelig begyndt at rykke med KBH Billeder. Det kan jeg konstatere, for en række foto fra gamle Brødrene Andersen er nu dukket op. De er ikke bare en lille gave, hvis man er optaget af klassisk herremode. Fotoene fortæller også om forestillinger og drømme i samfundet, eller nærmere, hvordan butikken anskuede de drømme, der rumsterede blandt eksisterende og potentielle kunder i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Værdighed, kvalitet, eksklusivitet, uforanderlighed er nogle af de betydninger, jeg hæfter mig ved, når jeg betragter fotoene fra gamle Brødrene Andersen.

Det gamle Brødrene Andersen 1950-1995

skrædderiet andersen — *Den nye konfektionsfabrik med metervarer. Ca. 1952.*

interiør butik andersen — *Tweedjakke i PoW-tern i tidens design med tre knapper, kort revers, lavtsiddende lommer og et “swelled” brystparti. Jakken omgivet af slips og metervarer. 1955.*

gamle brødrene andersen østergade strøget — *Skjorteudstilling, 1960.*

butik herremode andersen pyjamas — *Til hjemmet. Pyjamas, undertøj og strømper. 1968, året for samfundets store, stilistiske sammenbrud.*

gamle brødrene andersen strøget vindue — *Strik fra Skotland. 1968.*

gamle brødrene andersen strøget — *Silkekåber og frakker, ca. 1970.*

gamle brødrene andersen østergade 7-9 — *Vue fra bagerst i butik ud mod Østergade. Omk. 1970.*

gamle brødrene andersen østergade jakkesæt — *Hele garderoben til den perfekte gentleman. 1970.*

brødrene andersen interiør østergade — *Tilbehør en masse. Var man først trådt ind i butikken, var der meget, der fristede. 1971.*

vinduesudstilling strøget — *Brødrene Andersen x Charlottenborg. “Collaborations” er ingen ny opfindelse. April, 1972.*

gamle brødrene andersen jakke — *Brødrene Andersen var en butik, som de sidste par årtier også levede godt af turister. 1972.*

frakker hobson gamle brødrene andersen — *Vinter i Dolomitterne. Pelsforede frakker fra danske Hobson, 1970.*

interiør brødrene andersen — *Glasmontre, slips, skjorter og mahogni. 1973.*

vinduesudstilling brødrene andersen østergade — *Armani og filmen American Gigolo. Det er nogle de billeder, der dukker op, når man ser Brødrene Andersens vinterudstilling i 1983.*

vinduesudstilling herremode strøget — *1983. Løs, dobbeltradet jakke med knapstillingen 6 x 1. Snittet er sjovt nok kommet lidt tilbage i modebilledet blandt dem, der før omfavnede slim-fit.*

vinduesudstilling butik 1984 herremode — *Der mangler bare en IBM-computer. Så har vi tidens smarteste mand i 1984.*

gamle brødrene andersen østergade — *1990’erne var store, løse jakkesæt og ikke altid smagfulde, kulørte slips. Gamle Brødrene Andersen i julen 1995.*

brødrene andersen gamle — *Uniformsskrædderi. Brødrene Andersen fortsatte med at sy uniformer, da skrædderi og fabrik gled ud.*

brødrene andersen 1995 — *De sidste år. Forandringsskrædderi på butikkens første sal. 1995.*

skrædder brødrene andersen — *Skrædderen Bruno i gang med en præstekjole. 1995.*

Mere om gamle danske herretøjsbutikker

Punch – et konservativt satireblad fra 1873 til 1895

8. april 2019, af Torsten Grunwald

punch tegning 1875 — *Knaphulsblomst og brystlommetørklæde var nyt tilbehør, da Punch tegnede nærværende tegning af to dandyer i 1875.*

Før Systemskiftet

Punch var et konservativt satireblad. Det kan lyde som en selvmodsigelse, vil nogen mene. Punch er, indrømmet, heller ikke særligt morsomt. Det mener jeg efter at have bladret i årgange fra 1873 til 1880 (bladet fortsatte til 1895). Måske er det nutidens øjne, der ikke forstår humoren, måske er det mine. Men jeg fandt ærlig talt de vittighedstegninger, jeg så, platte. En ting er, de er chauvinistiske. Sådan var tiden. Men de er ikke sjove, ikke engang en smule. Den fabulerende gøren grin med bønder, husmænd, skolærere, præster, arbejdere, sømænd, dandyer, kunstnere, kvinder, homoseksuelle, tiggere og jøder fremstår bare trist indskrænket i dag.

punch tegning mænd — *Jaket, slips og lommetørklæde på herren til højre. 1875.*

Så hvorfor overhovedet beskæftige sig med Punch?

Fordi bladet er historisk vigtigt for at forstå tiden op til Systemskiftet i 1901, hvilke idealer tiden havde, fx den perfekte gentleman, og – ikke mindst – hvordan herremoden 🙂 så ud. Jeg har fx haft mit hyr med at finde visuelle eksempler på brug af jaketten i slutningen af 1800-tallet, som jeg kan bruge i blandt andet mine foredrag. Punch er rig på jaketter, ligesom man ser detaljetegninger af bukser, frakker, støvler, paraplyer, hatte og andet tilbehør. Manglende brikker i dragthistorien falder på plads, nogle hypoteser bekræftes, andre afkræftes.

Tegninger fra Punch 1875 til 1880

Nedenfor en række satiretegninger fra Punch med mine umiddelbare kommentarer til påklædningen.