historie Archives - Den velklædte mand

Klæder skaber folk – den fulde betydning

8. juli 2018, af Torsten Grunwald

Klæder skaber folk Mark Twain — *Klæder skaber folk. Mark Twain i hvid sommerhabit og pibe på sit landsted Stormfield. Foto: Ukendt*

Et gammelt mundheld

De fleste er stødt på de bevingede ord “klæder skaber folk” eller “klæder skaber manden”. Selveste Shakespeare kan være den oprindelige kreatør.

“Apparel oft proclaims the man,” siger Polonius til sin søn Laertes i Hamlet.

Siden har blandt andet den amerikanske forfatter Mark Twain (1835-1910) taget replikken op og vittigt tilføjet en forklaring.

“Clothes make the man. Naked people have little or no influence in society”, skriver Mark Twain.

Klæder skaber vores ydre spillerum

Hvis man tager Mark Twains alvorligt, siger han, tøjet har afgørende betydning for, hvordan andre mennesker bedømmer os og det spillerum, de derefter tildeler os. I Mark Twains ekstreme eksempel har nøgne mennesker ingen adgang til magtudøvelse, knap en eksistensberettigelse.

Rekruttering af investeringsrådgivere til topbankerne i London rummer et aktuelt eksempel på, hvordan tøjet bliver ens skæbne alt efter, hvor god man er til at håndtere de ydre tøjkrav, man udsættes for. En undersøgelse viser således, at unge engelske mænd, der går i brune sko eller ikke kan finde ud af at vælge det rette slips, oftere fravælges ved den afsluttende samtale med partnere end unge mænd i sorte sko med et passende slips om halsen.

Klæder skaber vores indre verden

Klæder skaber os nu også på anden vis. De påvirker vores tanker og bevidsthed og vores måde at gå til verden på og se muligheder i den.

klæder skaber folk — *Arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Foto: Den Store Danske*

I sin bog Om at opleve arkitektur (1957) udfolder arkitekten Steen Eiler Rasmussen elegant, hvordan tøj, tilbehør og artefakter som sådan virker tilbage på os.

“Først sætter mennesket […] sit stempel paa redskaberne, men bagefter paavirker de igen mennesket. De bliver til noget mere end rene nyttegenstande. Foruden at udvide ens aktionsradius, udvider de ogsaa ens livsudfoldelse. En tennisketsjer kan hjælpe en til at slaa meget bedre, end man kan med den bare haand. Men det er til syvende og sidst ikke det vigtigste ved den. For det er jo i og for sig uden væsentlig nytte. Naar man benytter den, giver det en følelse af vitalitet, af opstemthed og lyst. Selve synet af ketsjeren fremkalder en stemning af noget sportsligt og vitalt, som er vanskelig at beskrive. Men vender man sig mod en anden sportsrekvisit, f. eks. ridestøvlen, forstaar man bedre, hvor forskellige de strenge er, som tingene anslaar og faar til at klinge i os. Den engelske ridestøvle har saadan et kostbart racepræg. Det er en underlig læderhylse, der ikke minder alt for meget om formen paa et menneskeligt ben. Den vækker fornemmelse af noget elegant og dyrt, noget med knirkende læder og fuldblod. Og tag saa paraplyen! Det er et sindrigt, fuldkommen funktionelt apparat, elegant og praktisk. Men det er ligesom om det ikke kan være i stue sammen hverken med ketsjeren eller med ridestøvlen. De taler hver sit sprog. Der er noget vist pertentligt over paraplyen, ogsaa noget køligt og forbeholdent, en holden paa værdigheden, som ketsjeren for eksempel slet ikke er i besiddelse af.

[…]

Nu er det jo saadan, at ikke blot tennisketsjeren, men alt hvad tennisspilleren omgiver sig med, det tøj, han tager paa, det sted, han spiller, vækker samme fornemmelser. Tøjet er løst og behageligt, skoene er bløde. Det harmonerer med, at han giver sig hen i en afslappet gang, naar han bevæger sig rundt paa banen og samler bolde op med lade bevægelser for saa at kunne koncentrere sig i en pludselig udfoldelse, naar han har brug for lynsnart at placere en bold. Hvis den samme mand paa et senere tidspunkt ved en officiel lejlighed optræder i jaket eller i uniform, er han som forandret ikke blot i skind, men i sind. Hans holdning og hans gang paavirkes af tøjet, en vis stramhed og værdighed indfinder sig.”

Klæder skaber folk

Udfaldet ville have været temmelig anderledes, hvis manden var trukket i hør. Det ville have ansporet en ro og et overskud, fordi hørtøj er historisk ladet af sommerferie, afslapning og nydelse. Man kan ikke stresse rundt i en hørhabit.

Tænk også, hvad et spidst revers på en enkeltradet jakke kan sætte i gang. Den er en afvigelse, men kan dårligt kaldes forkert. Den har sin plads traditionelt set og giver et indtryk af dekadence. Man kan ikke tillade sig at være en kedelig mand i en enkeltradet jakke med spidst revers.

Og sådan kan man fortsætte. Klæder skaber folk, klæder skaber manden, både ved de muligheder, som andre mennesker giver eller nægter ham som følge af hans påklædning, og ved de oplevelser, som tøj og tilbehør uafhængigt deraf fremkalder i ham.

Historien om det moderne jakkesæt

22. december 2017, af Torsten Grunwald

jakkesæt historie — *Jakkesæt kan ikke bedømmes uafhængigt af den tid, vi befinder os i. Hvilket ikke skal føre til relativisme. Redaktøren i et skræddersyet dobbeltradet italiensk jakkesæt. Foto: Simon Jeppesen*

Jakkesæt og tidsånden

Moden påvirker vores syn på god tøjstil. Bukser, der ikke smyger sig om benene, ser mange ungersvende som posede, fordi smalle bukser har domineret deres modebillede. Læg i bukselinningen dømmes ude som gammeldags. Et slips på 9 cm i bredden forekommer kikset. Og så videre.

Sådan må det i et vist omfang være. Smag og behag i påklædning påvirkes af tiden. Det rene blik, hvor vi frigjort af tiden betragter en tøjstil desinteresseret, er en illusion.

Den erkendelse er måske særligt væsentlig for dem, der kan lide klassisk og såkaldt tidløs stil. Også hvad der er klassisk og tidløst, ændrer sig med tiden. To slidser i jakken bagerst er et eksempel. De bliver set som et klassisk og selvfølgeligt valg på Savile Row, i Italien og i det hele taget hos topskræddere. Sådan var det ikke før Anden Verdenskrig. I de stilistisk højt besungne 1930’erne var slidseløse jakker det almindelige valg, også på Savile Row.

Det umodne blik versus det modne blik

Relativismen må dog ikke tage overhånd. Der er tøjstile, der faktisk er mere vellykkede end andre. Det er det, man opdager, idet man går fra betragterens position til den erfarne praktikers position. En dygtig murermesters dom over et givent stykke murværk bliver autoritativ på tværs af tid. Hans talent og dybe erfaring – hans skarpe blik – trumfer tidsånden. Han fornemmer stenenes og mørtlets kvalitet, farvenuancen i overfladen, præcision i udførslen, kort sagt, han gør sig facetterede observationer, som han på et splitsekund holder op mod et endnu mere facetteret indre landskab af erfaringer. Hvis han ser det givne murværk som godt murværk, funktionelt og æstetisk, er det faktisk godt, fordi “han ved, hvad han taler om”. Lægmands syn på murværkets kvalitet er om ikke ligegyldig, så sekundær. Alles meninger er ikke lige gode. Det er et princip, man skal klamre sig til i tøjet, mens moden suser omkring og sætter dømmekraften under pres. Man skal tro på, der er tøjstile, der er bedre end andre og trodse skrivebordsbetragteren, der sidder på lur for at relativere enhver position.

Det moderne jakkesæt har en historie

Denne stilfilosofi som indgangsbøn for at tale om jakkesættes historie. Det er de færreste, der bliver vedkommende udøvere af en kunstform, det være sig maleri, poesi eller jakkesættets kunst, hvis de ikke har et kendskab til den pågældende kunstforms historie.

Jeg har særligt tidens slimfit-jakkesæt på sinde. Jeg vil vise, hvordan de er en midlertidig figur, og at jakkesættet gennem hundrede år har ændret sig. Tiden forarbejder hele tiden den tidløse uniform. Man må forstå jakkesættets historie for at berige dømmekraften på jakkesættets felt.

Jakkesæt 1900-1925 – sprækker i overfladen

I starten af 1900-tallet er jakkesættet nyt tøj i byen. Hidtil har man som borgermand gået i diplomatfrakke og jaket. 1800-tallets tætsiddende skødefrakker gør stadig deres indflydelse gældende. Jakkesættet følger kroppens linjer nærmest en-til-en. Modemæssigt er jakkeskørtet langt og reverset kort, så habitjakken minder lidt om jaketten med afskårne skøder foran. Habitbukserne slutter tillige tæt. De har ingen (åbne) læg i linningen foran. Enkelte modekarle er begyndt at smøge bukserne et par gange op, en stil importeret fra cricketsporten.

Omkring 1910 finder skrædder Lars Larsen i Paris så på at indsætte åbne læg i bukserne, så pressefolden kan løbe ubesværet til bukselinningen, og så der bliver lidt mere plads i bukserne. Moden bliver eksplosiv, spreder sig til England og Savile Row, og har i dag forvandlet sig til en grundliggende designdetalje i habitbukser.

jakkesæt historie 1919 — Den engelske kronsprins, den senere Hertugen af Windsor, i Canada i 1919. Bukserne har fået mere vidde, læg i bukselinningen og opslag. Jakken er blevet kortere igen, revers bredere. Derudover bemærkes den særlige to-knapsjakke, som man knapper begge knapper på. Den var populær på den tid, bla. pga. kronprisens forkærlighed for den.

Jakkesæt 1925-1940 – blød og rummelig stil

Der er i det hele taget et opgør med det kropsnære victorianske snit i jakkesættet på den tid. I sin erindringsbog beretter Hertugen af Windsor om, at han og hans venner begynder ”at klæde sig blødt” i 1920’erne. Hans skrædder, Fredrick Scholte, bliver sideløbende berømt for sit ”drape cut” med ekstra pli over jakkens ryg og bryst og i overærmet.

Set udefra vokser og vokser jakkesættene og til tider i sprint, specielt i 1924 med de såkaldte oxford bags, en art kassebukser, som bliver meget populære blandt studerende. Kassebukser er set før på sømænd. Nu bliver de en del af jakkesættet. Modedillen går snart over, men en vis vidde i bukserne bider sig fast og forsvinder ikke før 1960’erne.

Jakkesæt 1940-1960 – vokseværk

jakkesættets historie — *Hollywood i 1948. Bukser og især jakke har fået mere vidde og længde. Foto: Getty*

Der er med andre ord et særligt fælleskab mellem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne i fortolkningen af jakkesæt. I 1930’erne begynder jakkesættet at vokse, det bliver endnu større i 1940’erne og ender i bizarre zoot suits, før jakkesættet krymper lidt igen i 1950’erne.

jakkesæt i historie — *Den tyske kansler Konrad Adenauer i 1953. Bukser og jakke har endnu godt med vidde. Foto: Getty*

Jakkesæt i 1960’erne – den slanke linje

I begyndelsen af 1960’erne bryder man med drapé-stilen. Man taler i England om, at en ny-edwardiansk stil med reference til de første ti år af 1900-tallet, før Lars Larsen, Hertugen af Windsor, oxford-bags, Scholte mv. påvirkede stilen i en mere voluminøs retning.

jakkesæt 1960'erne — *Smalle revers og smalle bukser uden oplag samt trilby-hat. 1960’erne.*

I 1960’erne begynder man at sy bukser uden opslag og åbne læg, og jakkerne bliver mindre og mere kompakte end i 1950’erne. Stoffernes farvenuancer er i reglen også mere nedtonede. Tænk på The Beatles’ jakkesæt.

Jakkesæt 1970-1985 – fest & farver

jakkesæt historie 1970'erne — *Høj krave med spidse flipper, stor slipseknude, brede revers med pyntesting, påklæbede bukser. 1974.*

Tendensen mod smallere og mindre fortsætter ind i 1970’erne. Pyntesting, lommer og anden dekoration bliver 1970’ernes opgør med 1960’erne. Snitmæssigt sker der dog ikke meget nyt. Det går mod den slanke linje, hvis man ser bort fra et indslag af bukser med svaj.

jakkesæt armani 1980 — *Richard Gere i løs hørjakke i filmen American Gigolo fra 1980. Giorgio Armani fabrikerede Richard Geres garderobe.*

Giorgio Armani bliver berømt ved skiftet fra 70’erne til 80’erne for sine bløde, ustrukturede jakkesæt. Snittet er faktisk ikke så langt fra 70’ernes øvrige jakkesæt, men forarbejdningen resultererer i en blødere jakke, og stoffernes farvenuancer er mere dæmpede end stilen generelt i 1970’erne.

Jakkesæt 1985-1995 – mægtige mænd

jakkesæt hugo boss 1987 — *Hugo Boss’ berømte – og berygtede – kæmpejakkesæt fra slutningen af 1980’erne. Snit og knapstilling inkorporerer elementer fra 1930’erne og 1940’erne. Annoncen her er fra 1987.*

Det er først i sidste halvdel af 1980’erne, at de berygtede “power suits” toner frem som genstridige ætlinge af 1940’ernes zoot suit. Særligt Hugo Boss bliver eksponent, men Giorgio Armani gør også sit for at kolportere de meget store jakkesæt.

giorgio armani jakkesæt 1990 — *Giorgio Armanis kollektion fra 1990. De løse jakkesæt i italienerens særegne farvepalet har ikonisk status i nyere modehistorie.*

Stilen fortsætter langt ind i 1990’erne.

frakker hugo boss 1992 — *Frakker, man kan være i. Hugo Boss’ syn på den gode stil 1992.*

Jakkesæt er bare store.

hugo boss jakkesæt i 1992 — *Hugo Boss anno 1992.*

Jakkesæt 1995-2005 – glamour & rock

Da begynder østrigeren Helmut Lang og amerikanen Tom Ford i regi af Gucci i sidste halvdel af 1990’erne at sende nye stilarter ned ad catwalken. Specielt Helmut Lang tegner et nyt jakkesæt, kan man bagudskuende se. Hans smalle habitbukser varsler en forandring.

Jakkesæt 2005-2015 – slimfit

Denne forandring griber Hedi Slimane, designer for Dior, og i starten af det nye årtusinde sender han modeller af sted i “skinny suits”, det vil sige lavtaljede, ultrasmalle bukser og smalærmede korte, tætsiddende jakker. Habitten er sort, skjorten er hvid og slipset er smalt som en lineal.

jakkesæt historie dior — *Diors Hedi Slimane viser skinny suits på catwalken fra 2002 og frem. Stilen dominerer jakkesættet i begyndelsen af 00’erne og frem til 2015. Foto fra 2002, 2005 og 2006.*

Rockmusikere og kendisser i al almindelighed elsker stilen, og dermed begynder ti tvivlsomme år for herremoden med meget små jakkesæt.

jakkesæt historie thom brown — *Thom Browne har slået et slag for stumpebukser og stumpejakke siden 2005. Foto fra 2008.*

Hen ad vejen bliver de smalle og små jakker “ustrukturerede”, indlæg bliver papirstyndt og al polstring fjernes skulderregionen. Habitjakken nærmer sig en trøje.

Jakkesæt 2015 og frem – casualisering

Nu er Slimane-stilen så ved at køre i grøften. Jeg tror, vi kan sige, årstallet, da det gik galt, er 2015. I hvert fald er der mange tendenser her og der på, at jakkesættet vinder vidde igen. Casual impulser fra streetwear og athleisure influerer.

jakkesæt mode 2018 — *Hugo Boss’ (t.v.) og Kenzos vision for herremode i jakkesæt i 2018.*

jakkesæt herremode 2018 — *Lanvins (t.v.) og Diors omgang med jakkesættet i 2018.*

Dreyers smoking – den utrolige historie om et sæt tøj

19. februar 2014, af Torsten Grunwald

Vi kender ikke årsagen til Carl Th. Dreyers bestilling.

Vi kan dog konstatere, at året 1926 var året, da Carl Th. Dreyer fik sit internationale gennembrud som filminstruktør.

Han havde optaget filmen Du skal Ære din Hustru i 1925. I februar 1926 blev den vist for biografdirektører og filmanmeldere i Paris, og de tog begejstret imod den.

Drømme i Paris

I foråret kunne Carl Th. Dreyer drage til Paris igen for at skrive kontrakt med filmselskabet Société générale de Films og for at slå sig ned i den store stad med sin familie. Forude ventede hans måske mest berømte film, Jeanne d’Arc, der skulle få premiere i 1928.

Mens han orienterede sig i Paris og forberedte Jeanne d’Arc, skete det. Vi ved ikke hvordan. Måske mødte han den danske ambassadør i Paris, der fortalte ham den store danske skrædder i byen. Måske havde han hørt om den danske skrædder i Paris hjemmefra. Måske spejlede han sig selv i den danske skrædder, der selv var kommet til Paris tre årtier tidligere og blevet et navn.

dreyers smoking og larsen — *Privatfoto af skrædder Larsen fra 1931.*

Carl Th. Dreyer besøgte i hvert fald den eksklusive danske skrædder – monsieur Larsen – i hans skrædderi på rue La Boétie engang i 1926, øjensynligt i sensommeren. Der bestilte han en kostbar smoking, enradet med sjalskrave, og naturligvis med Lars Larsens signatur, læg i bukselinningen. Smokingen blev færdig et par måneder senere den 28. oktober.

Et nyt hul i historien opstår. Vi skal frem til 1964, før Dreyers smoking fra Larsen dukker op igen.

I 1964 havde Dreyer haft premiere på Gertrud. Den skulle blive hans sidste film.

Dreyers gave til Bendtsen

Hans yndlingsfotograf Henning Bendtsen, som han også havde brugt i Ordet, havde stået for optagelserne. Dreyer var taknemmelig. Foruden klingende mønt skulle Henning Bendtsen have en gave.

Gaven blev Dreyers da næsten 40 år gamle smoking fra Larsen i Paris.

Den nærmere årsag til netop denne gave kender vi heller ikke. Vi kan dog gisne, at Carl Th. Dreyer må have haft smokingen meget kær, siden han stadig havde den og så den som en passende flot gave til Henning Bendtsen. Vi må antage, at Carl Th. Dreyer har tillagt smokingen en særlig symbolsk værdi. Den bestilte han det år, han kom til Paris og blev født som stor filminstruktør. Og han bestilte den hos den fine danske skrædder i Paris, Larsen.

“Under optagelserne hentede og bragte jeg Dreyer på hans bopæl på Dalgas Boulevard, og en dag sagde han til mig: “Hr. Bendtsen, vi har arbejdet så godt sammen, og jeg vil gerne give Dem en gave. Jeg har en smoking som jeg fik syet af en skrædder i Paris i 1926. Den kan jeg ikke længere passe, men jeg er sikker på at den passer Dem, og jeg betaler gerne en skrædder for at sy den til,”” fortalte Henning Bendtsen selv på sine ældre dage om hændelsen med smokingen.

Carl Th. Dreyer døde i marts 1968.

Bendtsens gave til Trier

Henning Bendtsen fortsatte som filmfotograf frem til 1991. Samme år gav han smokingen videre til en mand, der forguder Carl Th. Dreyer: Lars von Trier.
Henning Bendtsen og Lars von Trier mødtes første gang, en dag Henning Bendtsen var forbi Filmskolen for at fortælle om Dreyer, mens Lars von Trier var elev på stedet.

Få år senere arbejdede de sammen, først på filmen Epidemic i 1987, og derefter på Europa fra 1991.

“Så jeg fik Dreyers smoking, og jeg havde den måske på ved tre eller fem forskellige lejligheder hvorefter jeg heller ikke kunne passe den. Så da vi var færdige med optagelserne til “Europa” inviterede jeg Lars von Trier her ud [Bendtsens hjem] til en middag og lod ham prøve den gamle smoking. Den passede ham perfekt – og han havde den på til “Europas” premiere,” fortæller Henning Bendtsen om smokingens vej fra ham selv til Lars von Trier.

Siden har vi alle set smokingen flere gange. Vi har bare ikke vidst det. Eller det vil sige, vi har ikke vidst, at det var Dreyers smoking – og slet ikke, at den var syet af den store skrædder Larsen i Paris.

dreyers smoking på lars von trier — *Dreyers smoking på Lars von Trier.*

Husker alle måske ikke indledningen til tv-serien Riget, hvor Lars von Trier står i en smoking og viser djævletegn, mens han siger, at man må tage det gode med et onde?

Det er smokingen, rærligt sat sammen med en krøllet hvid buttondown-skjorte, og for stor på Lars von Triers spinkle krop. Men det er smokingen.

Tykke Lars von Trier

Siden voksede Lars von Trier, og endda så meget, at han voksede ud af smokingen. Et gammelt løfte måtte indfries.Da han modtog smokingen fra Henning Bendtsen, skete det nemlig på den betingelse, at han, Lars von Trier, sikrede smokingens overlevelse.
“Det eneste jeg har bedt ham [Lars von Trier] om er at han giver smokingen videre til Filmmuseet når han ikke længere selv kan passe den,” fortalte Henning Bendtsen ved sin 80 års fødselsdag i 2005.

Lars von Trier holdt løftet. Han afleverede smokingen til Filminstituttet for nogle år siden, da han var blevet for tyk.

Smoking i myndighedernes varetægt

Smokingen er således i myndighedernes varetægt. Men hvor præcis, og hvordan ser den nærmere ud? Og vil det kunne bekræftes, at smokingen er fra Larsen i Paris, eller er historien en misforståelse og vandrehistorie. Vi har jo at gøre med et artefakt, der har levet blandt kunstnere, der per definition er klar til at ofre sandheden, hvis det kan maksimere udtrykket.

Jeg måtte med andre ord have fat i Filminstituttet.

Der kom jeg i kontakt med Katja, konservator ved Filmarkivet i Glostrup. De havde smokingen fra Trier, Bendtsen og Dreyer derude, fortalte hun, og jeg skulle være mere end velkommen til at besigtige den.

Det gjorde jeg en kold morgen i januar.

Jeg blev ført gennem en hal, der var fyldt med reoler og metalkasser, før vi kom til en kontorlokale. Der så jeg som det første en stor lysebrun papæske på et højt bord. Låget var taget af. Den sorte klædning, der lå foldet sammen i kassen, havde et gulligt skær fra lysstofrørene.

En smoking var det. Men af Larsen?Jeg lagde overtøjet, talte lidt med Katja og en kollega, og så, endelig, kunne jeg løfte jakken ud af kassen og lægge den på bordet. Jeg åbnede jakkens venstre side, fik fat i inderlommen, og konstaterede, der var et mærke. Jeg krængede forsigtigt den øverste del af lommen ud, og et hvidt mærke påskrevet “Carl Th. Dreyer” dukkede op. Nogle hundrededele sekunder senere, bemærkede jeg også navnet “Larsen” øverst på mærkatet. Det var utydeligt, næsten slidt af, og dog ganske vist.

Jeg kunne i alt identificere følgende oplysninger:
L. LARSEN & CO.
?? Rue de la Boëtie
L PARIS18119 28.10.26
Carl Th. Dreyer

Det meste gav mening. Jeg funderede – og funderer stadig – over det ensomme bogstav “L” og nummeret “18119”.

Jeg tænker, at det håndskrevne “L” enten står for, Lars Larsen selv tilskar smokingen, eller har godkendt den.

Det håndskrevne “18119”, tror jeg, er et løbenummer eller et personnummer. Det kan fortælle, at Dreyers smoking var klædningsstykke nummer 18119 siden skrædderiets start i 1911, eller at det var skrædder 18119, der havde haft ansvar for smokingen.

Jeg forsatte inspektionen. Jakken var ikke overraskende velpolstret. Sådan var skrædderi i gamle dage. Der var et hul i silkeforet, og jeg fik et kig til hårdugene, både uld og lærred, der var fyldt med små håndsting, som så ud, som var de slået i går.

Udsøgte detaljer

Modellen var enradet med sjalskrave, og med en almindelig blank lukkeknap, en udformning, jeg siden har set på to andre smokingjakker fra Pierre Larsen, Lars Larsens søn, 30-40 år efter Dreyers smoking. Måske en signatur.

Jeg så også nærmere på bukserne. De havde selvfølgelig læg, to i hver side, fire i alt. Larsen syede også sine berømte læg i smokingbukserne, selvom smokingbukser fint kunne og kan klare sig uden.

Det virkede til, at bukserne var tænkt at skulle bæres uden seler eller anden ekstra anordning. De var skåret, så de bare passede i livet. Det var en praksis, som var mere udbredt i skrædderier, end de fleste, der i dag dyrker seler og spændetamp som den klassiske og rigtige løsning til bukser, måske forestiller sig.

Knapperne i gylpen var heller ikke til at overse. De var præget med Larsens navn. Omkostningsfuld elegance, og endnu et vidnesbyrd om skrædder Larsens status i Paris.

Måske var det netop status, som skubbede Dreyer hen til Larsen for ikke bare at foretage et køb, men tillige en symbolsk handling. Larsen var i en forstand et billede på ham selv, der besvarede hans ønsker og reflekterede den virkelighed, der begyndte at tegne sig med filmatiseringen af Jeanne d’Arc.

Måske er det ligemeget, hvad der fik Carl Th. Dreyer til at åbne døren til Rue de la Boetïe 7 en sensommerdag i 1926.

Da seancen var ovre, var Katja så venlig at tage et souvenirfoto i den store hal med metalreoler. Jeg ved ikke helt, hvilket håndtegn jeg brillerer i, men tanken – kan jeg forsikre – var at kopiere Lars von Triers djævletegn.

Kilder

Hjemmesiden Carl Th. Dreyer – særlig tak til Peter Schepelern
Magasinet AVM
Den store danske
Børge Møller, Karen Kjædegaard & Françoise Guedar Delehaye

Foto af Dreyers smoking: Den velklædte mand

Tipoldefars tøj

17. august 2012, af Torsten Grunwald

Min mor var forbi. Hun medbragte et portrætfoto af sin oldefar Emmanuel Larsen, der levede fra 1865 til 1917. Vi kan ikke datosætte det præcist, men det er formentlig taget omkring 1915.

Det, der optager mig ud over ansigtet og øjnene, er naturligvis dragten. Fotoet er så skarpt og detaljeret, at man kan fornemme den selvbundne sløjfe, lommeurets gyldne lænke, knappernes skin og stoffets tekstur, som er robust, dog næppe mere end sædvanligt på den tid.

Jeg tror, vi kan kategorisere stoffet som en cheviotvare. Det er tætvævet og sildbensmønstret, som cheviot typisk er. Desuden var cheviot udbredt som stof til jakkesæt dengang modsat i dag, hvor de fleste jakkesæt sys af fin og let kamgarn.

“GARTNEREN ind i Søndagsdragt: blaat Cheviots Jakkesæt, hvidt Kravetøj og Manchetter,” som en regibemærkning lyder i Gustav Wieds skuespil Den gamle pavillon fra 1902.

Udformningen af jakkesættet udgør også en studie. Det er ikke overraskende, at det er tredelt. Jakkesæt uden vest etablerer sig først efter 2. Verdenskrig.

Jakken i den tredelte habit er dog toradet. Det var ikke i samme grad fremherskende som en enradet jakke med vest.

Den årvågne vil også bemærke, at den nederste vestknap er knappet, og hov, var og er det ikke forbudt i henhold til jakkesættets traditioner?

Mere end en uforvarende lovovertrædelse tror jeg, man skal se det som et eksempel på, at jakkesættet var mindre stiliseret og mere personligt på den tid end i dag. De små normer var mangfoldige, da alle gik i jakkesæt, i modsætning til i dag, hvor vi, der sidder i Vogternes råd, finpudser og forenkler de vaner, der følger med jakkesættet, mere end historien kan bære.

Man ser ved skulderkonstruktion og ærme, at vi befinder os i de første år af 1900-tallet. Det løse snit med drapé over skulderspidser, bryst og skulderblade, der bryder igennem i slutningen af 1920’erne, venter endnu forude.

En anden sigende detalje er, at bukserne er uden læg i livet, hvilket formentlig også indebærer, at de er uden opslag. De to træk begynder på den tid, men bliver først normale med drapé-stilen.

Portrætfotoet har eksisteret i flere kopier. Min mor er stødt på en dedikation til en af dem i skuespilleren Clara Wieth Pontoppidans erindringer. Dedikationen er fra januar 1917, da min tipoldefar vidste, han uhelbredeligt syg. Den lyder:

“Kjære Fru Clara Wieth! – Nu skilles vi snart – men så rigt var vort Samarbejde, at vi atter engang maa mødes. Gjem dette saalænge og tænk venligt paa Deres hengivne Emmanuel Larsen.”

Foto: Privat/Stiljournalen

Intermezzo med Johannes V. Jensen

8. februar 2012, af Torsten Grunwald

I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien, Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar: Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.

– fra Johannes V. Jensens digt Interferens (1906).

Foto: Det kgl. bibliotek

Da skuespillere klædte sig

1. august 2011, af Torsten Grunwald

Strandvaskeren-3-piece-suit-Holger-Perfort — Holger Perfort i klassisk kamgarnshabit, mørkeblåt polkaprikket slips og hvidt lommetørklæde i brystlommen foldet på trekroner-manér.

Strandvaskeren-Flannels-25C3-25A6t-Erno-M-25C3-25BCller — Erno Müller i flannelshabit, mørkerødt slips og hvidt lommetørklæde i brystlommen foldet firkantet.

Emil-Hass-Christensen — Emil Hass Christensen i koksgråt jakkesæt, blåstribet slips og et hvidt lommetørklæde puffet ned i brystlommen

Bendt-Rothe-Strandvaskeren-blazer — Bendt Rothe i enradet blå blazer og grå bukser

Bendt-Rothe-Strandvaskeren-tweed — Bendt Rothe i en herligt mønstret tweedjakke

Jeg endte på den nye hemmelige kanal, DR Kultur. Der viste de Strandvaskeren, som er et tv-spil fra 1978 af Leif Panduro. Jeg fik ikke set afsnittet til ende, men foruden Lotte Tarps veldrejede skikkelse nåede jeg at bide mærke i det tøj, de bar. Ikke hovedpersonen Jess Ingerslevs, der klæder sig i den værste socialrealisme fra 70’erne, men de mange modne herrers tøj. Det var sgu en fornøjelse. Se selv.

Foto: Stiljournalen og DR

Da jakkesæt varierede i starten af 1900-tallet

19. juli 2011, af Torsten Grunwald

Mere end gråt og blåt – jakkesæt varierede

Det er ikke kun lyd, tegnefilm og huse, der har tabt kvalitet og nuancer med tiden. Det kære jakkesæt har lidt samme skæbne. I dag er det koksgrå og marineblå jakkesæt synonymer med jakkesættet, og det er jo egentlig et primitivt syn på sagen, for jakkesættet kan være så meget mere, for eksempel om sommeren.

Inspiration fra gamle dage

Det minder et gammelt skrædder- og modemagasin som Minister’s Gazette of Fashion anno 1906 om. Det ville selvklart være komik at trække i de gevandter, som lægges frem i bladet, men det viser, hvordan man kan elaborere over jakkesættet uden at bryde det basale reglement. Det inspirerer og influerer næste besøg hos skrædderen, også i dag.

Læg for eksempel mærke til de korte bukser med opslag, de påsatte lommer med klap og den lodrette knapstilling på den toradede habit. Vi ser også, at dobbeltlukningen på tennisjakken, som flere ellers har tilskrevet Hertugen af Windsor, tilsyneladende fandtes mange år før, han populariserede den.

Historie gør godt i historieløse tider.

Foto: Stiljournalen/Designmuseum Danmark

Da jakkesættet fik form

8. august 2010, af Torsten Grunwald

Rehdin-drape-1 — Efter Krigen. Mand i toradet sæt med tydelig drapé

Der skete noget med jakkesættet omkring århundredeskiftet, altså i bevægelsen fra det 19. til det 20. århundrede. Jeg tror, man kan tale om en stille revolution. Jeg ved ikke, hvornår den præcist satte ind, men i midten af 1920’erne havde den spredt sig til et væld af herreskrædderier.

Jeg kom lidt tættere på begivenheden, da jeg for nylig fik en gammel skrædderbog i hænde, Emil Rehdins Midt-Systemet. Emil Rehdin var svensker og udgav sin lærebog efter Krigen i 1948. I 1949 kom den på dansk.

I Midt-Systemet udruller Emil Rehdin en metode, han kalder rationelt herreskrædderi. Ligesom andre tænksomme skræddere i historien er hans ambition at løfte herreskrædderiet ud af intutionens og erfaringens vugge og placere faget i fornuftens tempel.

Han giver den med måleinstrumenter og matematiske beregninger, og han skal nok skræmme en håbefuld skrædder eller to væk fra faget, hvis de åbner bogen. Men han har styr på herreskrædderi, som de kunne have i gamle dage, og er måske alligevel et besøg værd for en herreskrædder in spe.

Rehdin-drape-3 — Efter Krigen. Glad mand med skipperkasket, toradet blå blazer og hvide lærredsbukser

Men det er slet ikke teknikken, der er mit ærinde. Det er stilen, som Emil Rehdin hylder. Han taler begejstret om den løse drapéstil. Tidligere, det vil sige i 1800-tallet, yndede man at tilvirke jakker, jaketter og diplomater, så de sad som en skøjtedragt om overkroppen. Kropsmål og dragtmål faldt sammen.

Det ændrer sig ligeså stille omkring århundredeskiftet. For det første glider jaketten og diplomaten ud og parkeres til ceremonielle lejligheder. For det andet bliver jakkens revers dybere og åbner til brystpartiet. Og så begynder man, skriver Emil Rehdin, at lægge drapé ind ved skulderblade og bryststykke. Drapéen gør jakken mere komfortabel og giver effekten af et kraftigere brystparti.

Med drapéen flytter kroppens mål og dragtens mål sig fra hinanden. Herrejakken bliver i højere grad noget, der former ejermandens overkrop i stedet for blot at gengive den.

I England er det skrædderen Frederick Scholte, der får æren for drapéstilen. På kundelisten har han den engelske kronprins og med ham i front spreder stilen sig, blandt andet til Amerika. Der får den endnu en tand og inspirerer de ulyksalige og forvoksede zoot-jakkesæt i 1940’erne, som Giorgio Armani m.fl. ret uansvarligt genopliver i 1980’erne.

Rehdin-drape-4 — Efter Krigen. Turist i blå blazer og grå bukser med korttaske over skulderen

Drapéstilen er ikke mode i dag. Det slanke look og de hårde linjer, som konfektionsindustrien med Tom Ford i spidsen hidsigt dyrker, er det, der mestendels tæller blandt de smarte.

Men vi er stadig ætlinge af drapéstilens mentale spring: Jakken skal forædle manden, og ikke bare gengive ham.

Foto: Emil Rehdin

Moden har sin egen logik

10. februar 2009, af Torsten Grunwald

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor moden skifter? Bare rolig, det er der rigtigt mange, der gør for dig. Desværre er de ikke altid lige vederkvægende at lytte til. Af uransaglige årsager kommer diverse kloge hoveder med nogle uhyre letbenede forklaringer på, hvorfor nederdelen bliver lang, eller hvorfor vi begynder at gå i sort.

Deres udgangspunkt er det populære, at moden spejler samfundet. Det lyder indlysende og er let at formidle: hårde finansielle tider gør os alvorlige, og vi griber efter det mørke klassiske tøj; maksimaltider betyder løse snit, farver og bling-bling.

Venner, husker ikke I ikke Luhmann og Bourdieu? Moden er ikke en ren refleks af samfundsøkonomien og de politiske spektakler. Moden har sin egen historie og logik, som konstant indvirker på det tøj, som designerne præsenterer, og som vi går i på gaden.

Hvis man vil forstå, hvorfor moden skifter, skal man altså ikke se på aktiekurser, men studere moden over de sidste 5, 10 eller 20 år. For designerne og folk på gaden forholder sig til tøj ved at sammenligne det med andet tøj, fx det de havde på sidste år, og måske det der var mode engang i 1990’erne. De er mentalt i tøjets verden, kort sagt.

Naturligvis påvirker økonomien moden. Den influerer mængden af kapital, der investeres i mode, og selve købekraften. Men økonomiens dårlige humør, giver ikke bare dårligt humør i modens udtryk. Der er nogle langt mere komplicerede årsagskæder i spil.

Et af mine yndlingseksempler er fra mandemoden: i 1930’erne var der smalhals i USA. Det var efter krakket i 1929, og alle mænd burde gå rundt og ligne bedemænd i sorte jakkesæt. Sådan var det bare ikke. 1930’erne var en fest. Farverige tweedjakker, slips og strikketrøjer blev voldsomt populære, og der skete en veritabel casualisering af mandens garderobe.

Omvendt i 1950’erne. Økonomien boomede i USA, men den amerikanske mand elskede det grå flannelsæt så meget, at Sloan Wilson kunne skrive en bestseller, der hed “The Man in the Gray Flannel Suit”.

Hvad sker der lige her? Jeg ved ikke det ikke – det kunne være interessant at dykke ned i, men jeg ved i hvert fald, at moden ikke er en slave af det politisk-økonomiske system. Den har et selvstændigt liv. Er der ikke snart en rigtig modeforsker, der gider at gå ud i pressen og slå dét fast?

Diplomatfrakke, jaket og jakkesæt – dagdragter anno 1900

22. oktober 2008, af Torsten Grunwald

Skødefrakkerne jaket og diplomatfrakke

Hvad brugte man egentlig før jakkesættet? Svaret er her. Mænd gik i en jaket med skråt afskårne skøder eller en lang diplomatfrakke – eller et jakkesæt.

I en periode fra ca. 1880 frem til 1. Verdenskrig konkurrede de tre dragter med hinanden. Derefter tog jakkesættet over.

Jaketten lever ganske vist stadig, men kun som bryllupsdragt. Diplomatfrakken er død og borte.