historie Archives - Den velklædte mand

Historien om det moderne jakkesæt

22. december 2017, af Torsten Grunwald

Jakkesæt kan ikke bedømmes uafhængigt af den tid, vi befinder os i. Hvilket ikke skal føre til relativisme. Redaktøren i et skræddersyet dobbeltradet italiensk jakkesæt. Foto: Simon Jeppesen

Jakkesæt og tidsånden

Moden påvirker vores syn på god tøjstil. Bukser, der ikke smyger sig om benene, ser mange ungersvende som posede, fordi smalle bukser har domineret deres modebillede. Læg i bukselinningen dømmes ude som gammeldags. Et slips på 9 cm i bredden forekommer kikset. Og så videre.

Sådan må det i et vist omfang være. Smag og behag i påklædning påvirkes af tiden. Det rene blik, hvor vi frigjort af tiden betragter en tøjstil desinteresseret, er en illusion.

Den erkendelse er måske særligt væsentlig for dem, der kan lide klassisk og såkaldt tidløs stil. Også hvad der er klassisk og tidløst, ændrer sig med tiden. To slidser i jakken bagerst er et eksempel. De bliver set som et klassisk og selvfølgeligt valg på Savile Row, i Italien og i det hele taget hos topskræddere. Sådan var det ikke før Anden Verdenskrig. I de stilistisk højt besungne 1930’erne var slidseløse jakker det almindelige valg, også på Savile Row.

Det umodne blik versus det modne blik

Relativismen må dog ikke tage overhånd. Der er tøjstile, der faktisk er mere vellykkede end andre. Det er det, man opdager, idet man går fra betragterens position til den erfarne praktikers position. En dygtig murermesters dom over et givent stykke murværk bliver autoritativ på tværs af tid. Hans talent og dybe erfaring – hans skarpe blik – trumfer tidsånden. Han fornemmer stenenes og mørtlets kvalitet, farvenuancen i overfladen, præcision i udførslen, kort sagt, han gør sig facetterede observationer, som han på et splitsekund holder op mod et endnu mere facetteret indre landskab af erfaringer. Hvis han ser det givne murværk som godt murværk, funktionelt og æstetisk, er det faktisk godt, fordi “han ved, hvad han taler om”. Lægmands syn på murværkets kvalitet er om ikke ligegyldig, så sekundær. Alles meninger er ikke lige gode. Det er et princip, man skal klamre sig til i tøjet, mens moden suser omkring og sætter dømmekraften under pres. Man skal tro på, der er tøjstile, der er bedre end andre og trodse skrivebordsbetragteren, der sidder på lur for at relativere enhver position.

Det moderne jakkesæt har en historie

Denne stilfilosofi som indgangsbøn for at tale om jakkesættes historie. Det er de færreste, der bliver vedkommende udøvere af en kunstform, det være sig maleri, poesi eller jakkesættets kunst, hvis de ikke har et kendskab til den pågældende kunstforms historie.

Jeg har særligt tidens slimfit-jakkesæt på sinde. Jeg vil vise, hvordan de er en midlertidig figur, og at jakkesættet gennem hundrede år har ændret sig. Tiden forarbejder hele tiden den tidløse uniform. Man må forstå jakkesættets historie for at berige dømmekraften på jakkesættets felt.

Jakkesæt 1900-1925 – sprækker i overfladen

I starten af 1900-tallet er jakkesættet nyt tøj i byen. Hidtil har man som borgermand gået i diplomatfrakke og jaket. 1800-tallets tætsiddende skødefrakker gør stadig deres indflydelse gældende. Jakkesættet følger kroppens linjer nærmest en-til-en. Modemæssigt er jakkeskørtet langt og reverset kort, så habitjakken minder lidt om jaketten med afskårne skøder foran. Habitbukserne slutter tillige tæt. De har ingen (åbne) læg i linningen foran. Enkelte modekarle er begyndt at smøge bukserne et par gange op, en stil importeret fra cricketsporten.

Jakkesæt fra modeblad årgang 1905. Smalle ærmer og bukser, smalt revers, bukser uden læg og opslag. Stive skjorteflipper.

Modetegninger fra Minister’s Gazette of Fashion årgang 1910 (t.v) og 1906 (t.h). Jakkerne er blevet længere, tendens til mere vidde i både jakke og bukser. Stadig intet bukseopslag.

Omkring 1910 finder skrædder Lars Larsen i Paris så på at indsætte åbne læg i bukserne, så pressefolden kan løbe ubesværet til bukselinningen, og så der bliver lidt mere plads i bukserne. Moden bliver eksplosiv, spreder sig til England og Savile Row, og har i dag forvandlet sig til en grundliggende designdetalje i habitbukser.

Den engelske kronsprins, den senere Hertugen af Windsor, i Canada i 1919. Bukserne har fået mere vidde, læg i bukselinningen og opslag. Jakken er blevet kortere igen, revers bredere. Derudover bemærkes den særlige to-knapsjakke, som man knapper begge knapper på. Den var populær på den tid, bla. pga. kronprisens forkærlighed for den.

Jakkesæt 1925-1940 – blød og rummelig stil

Der er i det hele taget et opgør med det kropsnære victorianske snit i jakkesættet på den tid. I sin erindringsbog beretter Hertugen af Windsor om, at han og hans venner begynder ”at klæde sig blødt” i 1920’erne. Hans skrædder, Fredrick Scholte, bliver sideløbende berømt for sit ”drape cut” med ekstra pli over jakkens ryg og bryst og i overærmet.

Den engelske udenrigsminister Anthony Eden (t.v) med diplomaten Sir Robert Vansittart i London i 1937. Jakkesættets design er stærkt beslægtet med det design, som den engelske kronsprins allerede har sendt i omløb i 1920’erne. Skuldrene har fået mere polstring, og man bemærker jakkens spidse revers og den toradede vest underneden. Foto: Hulton Archive

Set udefra vokser og vokser jakkesættene og til tider i sprint, specielt i 1924 med de såkaldte oxford bags, en art kassebukser, som bliver meget populære blandt studerende. Kassebukser er set før på sømænd. Nu bliver de en del af jakkesættet. Modedillen går snart over, men en vis vidde i bukserne bider sig fast og forsvinder ikke før 1960’erne.

Jakkesæt 1940-1960 – vokseværk

Hollywood i 1948. Bukser og især jakke har fået mere vidde og længde. Foto: Getty

Der er med andre ord et særligt fælleskab mellem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne i fortolkningen af jakkesæt. I 1930’erne begynder jakkesættet at vokse, det bliver endnu større i 1940’erne og ender i bizarre zoot suits, før jakkesættet krymper lidt igen i 1950’erne.

Den tyske kansler Konrad Adenauer i 1953. Bukser og jakke har endnu godt med vidde. Foto: Getty

Gregory Peck i skræddersyet jakkesæt fra Huntsman på Savile Row i forbindelse med optagelserne til manden i gråt, der havde premiere i 1956. Stadig god vidde i tøjet.

Jakkesæt i 1960’erne – den slanke linje

I begyndelsen af 1960’erne bryder man med drapé-stilen. Man taler i England om, at en ny-edwardiansk stil med reference til de første ti år af 1900-tallet, før Lars Larsen, Hertugen af Windsor, oxford-bags, Scholte mv. påvirkede stilen i en mere voluminøs retning.

Smalle revers og smalle bukser uden oplag samt trilby-hat. 1960’erne.

I 1960’erne begynder man at sy bukser uden opslag og åbne læg, og jakkerne bliver mindre og mere kompakte end i 1950’erne. Stoffernes farvenuancer er i reglen også mere nedtonede. Tænk på The Beatles’ jakkesæt.

Designeren Ted Lapidus’ syn på den gode stil i 1966. Jakke med kort revers og slanke bukser uden opslag.

Jakkesæt 1970-1985 – fest & farver

1970’erne bliver spraglede og bukserne endnu smallere. Reklame fra 1970.

Høj krave med spidse flipper, stor slipseknude, brede revers med pyntesting, påklæbede bukser. 1974.

Tendensen mod smallere og mindre fortsætter ind i 1970’erne. Pyntesting, lommer og anden dekoration bliver 1970’ernes opgør med 1960’erne. Snitmæssigt sker der dog ikke meget nyt. Det går mod den slanke linje, hvis man ser bort fra et indslag af bukser med svaj.

Richard Gere i løs hørjakke i filmen American Gigolo fra 1980. Giorgio Armani fabrikerede Richard Geres garderobe.

Giorgio Armani bliver berømt ved skiftet fra 70’erne til 80’erne for sine bløde, ustrukturede jakkesæt. Snittet er faktisk ikke så langt fra 70’ernes øvrige jakkesæt, men forarbejdningen resultererer i en blødere jakke, og stoffernes farvenuancer er mere dæmpede end stilen generelt i 1970’erne.

Jakkesæt 1985-1995 – mægtige mænd

Hugo Boss’ berømte – og berygtede – kæmpejakkesæt fra slutningen af 1980’erne. Snit og knapstilling inkorporerer elementer fra 1930’erne og 1940’erne. Annoncen her er fra 1987.

Det er først i sidste halvdel af 1980’erne, at de berygtede “power suits” toner frem som genstridige ætlinge af 1940’ernes zoot suit. Særligt Hugo Boss bliver eksponent, men Giorgio Armani gør også sit for at kolportere de meget store jakkesæt.

Giorgio Armanis kollektion fra 1990. De løse jakkesæt i italienerens særegne farvepalet har ikonisk status i nyere modehistorie.

Stilen fortsætter langt ind i 1990’erne.

Frakker, man kan være i. Hugo Boss’ syn på den gode stil 1992.

Jakkesæt er bare store.

Hugo Boss anno 1992.

Jakkesæt 1995-2005 – glamour & rock

Velour og glamour – og mindre jakkesæt. Tom Ford for Gucci i 1995.

Da begynder østrigeren Helmut Lang og amerikanen Tom Ford i regi af Gucci i sidste halvdel af 1990’erne at sende nye stilarter ned ad catwalken. Specielt Helmut Lang tegner et nyt jakkesæt, kan man bagudskuende se. Hans smalle habitbukser varsler en forandring.

Helmut Lang nedtoner farverne og gør bukserne smallere i 1998. 00’ernes slimfit-mode indvarsles.

Jakkesæt 2005-2015 – slimfit

Denne forandring griber Hedi Slimane, designer for Dior, og i starten af det nye årtusinde sender han modeller af sted i “skinny suits”, det vil sige lavtaljede, ultrasmalle bukser og smalærmede korte, tætsiddende jakker. Habitten er sort, skjorten er hvid og slipset er smalt som en lineal.

Diors Hedi Slimane viser skinny suits på catwalken fra 2002 og frem. Stilen dominerer jakkesættet i begyndelsen af 00’erne og frem til 2015. Foto fra 2002, 2005 og 2006.

Rockmusikere og kendisser i al almindelighed elsker stilen, og dermed begynder ti tvivlsomme år for herremoden med meget små jakkesæt.

Thom Browne har slået et slag for stumpebukser og stumpejakke siden 2005. Foto fra 2008.

Hen ad vejen bliver de smalle og små jakker “ustrukturerede”, indlæg bliver papirstyndt og al polstring fjernes skulderregionen. Habitjakken nærmer sig en trøje.

Jakkesæt 2015 og frem – casualisering

Nu er Slimane-stilen så ved at køre i grøften. Jeg tror, vi kan sige, årstallet, da det gik galt, er 2015. I hvert fald er der mange tendenser her og der på, at jakkesættet vinder vidde igen. Casual impulser fra streetwear og athleisure influerer.

Så galt går det nok ikke. Men jakkesæt begynder at få volumen igen. Balanciagas ønske til herremoden i 2017.

Hugo Boss’ (t.v.) og Kenzos vision for herremode i jakkesæt i 2018.

Lanvins (t.v.) og Diors omgang med jakkesættet i 2018.

Dreyers smoking – den utrolige historie om et sæt tøj

19. februar 2014, af Torsten Grunwald

Ikke i smoking, men stadig Carl Th. Dreyer (1889-1968).

Vi kender ikke årsagen til Carl Th. Dreyers bestilling.

Vi kan dog konstatere, at året 1926 var året, da Carl Th. Dreyer fik sit internationale gennembrud som filminstruktør.

Han havde optaget filmen Du skal Ære din Hustru i 1925. I februar 1926 blev den vist for biografdirektører og filmanmeldere i Paris, og de tog begejstret imod den.

Drømme i Paris

I foråret kunne Carl Th. Dreyer drage til Paris igen for at skrive kontrakt med filmselskabet Société générale de Films og for at slå sig ned i den store stad med sin familie. Forude ventede hans måske mest berømte film, Jeanne d’Arc, der skulle få premiere i 1928.

Mens han orienterede sig i Paris og forberedte Jeanne d’Arc, skete det. Vi ved ikke hvordan. Måske mødte han den danske ambassadør i Paris, der fortalte ham den store danske skrædder i byen. Måske havde han hørt om den danske skrædder i Paris hjemmefra. Måske spejlede han sig selv i den danske skrædder, der selv var kommet til Paris tre årtier tidligere og blevet et navn.

Privatfoto af skrædder Larsen fra 1931.

Carl Th. Dreyer besøgte i hvert fald den eksklusive danske skrædder – monsieur Larsen – i hans skrædderi på rue La Boétie engang i 1926, øjensynligt i sensommeren. Der bestilte han en kostbar smoking, enradet med sjalskrave, og naturligvis med Lars Larsens signatur, læg i bukselinningen. Smokingen blev færdig et par måneder senere den 28. oktober.

Et nyt hul i historien opstår. Vi skal frem til 1964, før Dreyers smoking fra Larsen dukker op igen.

I 1964 havde Dreyer haft premiere på Gertrud. Den skulle blive hans sidste film.

Dreyers gave til Bendtsen

Hans yndlingsfotograf Henning Bendtsen, som han også havde brugt i Ordet, havde stået for optagelserne. Dreyer var taknemmelig. Foruden klingende mønt skulle Henning Bendtsen have en gave.

Gaven blev Dreyers da næsten 40 år gamle smoking fra Larsen i Paris.

Henning Bendtsen og Carl Th. Dreyer under indspillingen af Gertrud

Den nærmere årsag til netop denne gave kender vi heller ikke. Vi kan dog gisne, at Carl Th. Dreyer må have haft smokingen meget kær, siden han stadig havde den og så den som en passende flot gave til Henning Bendtsen. Vi må antage, at Carl Th. Dreyer har tillagt smokingen en særlig symbolsk værdi. Den bestilte han det år, han kom til Paris og blev født som stor filminstruktør. Og han bestilte den hos den fine danske skrædder i Paris, Larsen.

“Under optagelserne hentede og bragte jeg Dreyer på hans bopæl på Dalgas Boulevard, og en dag sagde han til mig: “Hr. Bendtsen, vi har arbejdet så godt sammen, og jeg vil gerne give Dem en gave. Jeg har en smoking som jeg fik syet af en skrædder i Paris i 1926. Den kan jeg ikke længere passe, men jeg er sikker på at den passer Dem, og jeg betaler gerne en skrædder for at sy den til,”” fortalte Henning Bendtsen selv på sine ældre dage om hændelsen med smokingen.

Carl Th. Dreyer døde i marts 1968.

Bendtsens gave til Trier

Henning Bendtsen fortsatte som filmfotograf frem til 1991. Samme år gav han smokingen videre til en mand, der forguder Carl Th. Dreyer: Lars von Trier.
Henning Bendtsen og Lars von Trier mødtes første gang, en dag Henning Bendtsen var forbi Filmskolen for at fortælle om Dreyer, mens Lars von Trier var elev på stedet.

Få år senere arbejdede de sammen, først på filmen Epidemic i 1987, og derefter på Europa fra 1991.

“Så jeg fik Dreyers smoking, og jeg havde den måske på ved tre eller fem forskellige lejligheder hvorefter jeg heller ikke kunne passe den. Så da vi var færdige med optagelserne til “Europa” inviterede jeg Lars von Trier her ud [Bendtsens hjem] til en middag og lod ham prøve den gamle smoking. Den passede ham perfekt – og han havde den på til “Europas” premiere,” fortæller Henning Bendtsen om smokingens vej fra ham selv til Lars von Trier.

Siden har vi alle set smokingen flere gange. Vi har bare ikke vidst det. Eller det vil sige, vi har ikke vidst, at det var Dreyers smoking – og slet ikke, at den var syet af den store skrædder Larsen i Paris.

Dreyers smoking på Lars von Trier.

Husker alle måske ikke indledningen til tv-serien Riget, hvor Lars von Trier står i en smoking og viser djævletegn, mens han siger, at man må tage det gode med et onde?

Det er smokingen, rærligt sat sammen med en krøllet hvid buttondown-skjorte, og for stor på Lars von Triers spinkle krop. Men det er smokingen.

Tykke Lars von Trier

Siden voksede Lars von Trier, og endda så meget, at han voksede ud af smokingen. Et gammelt løfte måtte indfries.Da han modtog smokingen fra Henning Bendtsen, skete det nemlig på den betingelse, at han, Lars von Trier, sikrede smokingens overlevelse.
“Det eneste jeg har bedt ham [Lars von Trier] om er at han giver smokingen videre til Filmmuseet når han ikke længere selv kan passe den,” fortalte Henning Bendtsen ved sin 80 års fødselsdag i 2005.

Lars von Trier holdt løftet. Han afleverede smokingen til Filminstituttet for nogle år siden, da han var blevet for tyk.

Smoking i myndighedernes varetægt

Smokingen er således i myndighedernes varetægt. Men hvor præcis, og hvordan ser den nærmere ud? Og vil det kunne bekræftes, at smokingen er fra Larsen i Paris, eller er historien en misforståelse og vandrehistorie. Vi har jo at gøre med et artefakt, der har levet blandt kunstnere, der per definition er klar til at ofre sandheden, hvis det kan maksimere udtrykket.

Jeg måtte med andre ord have fat i Filminstituttet.

Der kom jeg i kontakt med Katja, konservator ved Filmarkivet i Glostrup. De havde smokingen fra Trier, Bendtsen og Dreyer derude, fortalte hun, og jeg skulle være mere end velkommen til at besigtige den.

Filmarkivet i Glostrup.

Det gjorde jeg en kold morgen i januar.

Jeg blev ført gennem en hal, der var fyldt med reoler og metalkasser, før vi kom til en kontorlokale. Der så jeg som det første en stor lysebrun papæske på et højt bord. Låget var taget af. Den sorte klædning, der lå foldet sammen i kassen, havde et gulligt skær fra lysstofrørene.

En smoking var det. Men af Larsen?Jeg lagde overtøjet, talte lidt med Katja og en kollega, og så, endelig, kunne jeg løfte jakken ud af kassen og lægge den på bordet. Jeg åbnede jakkens venstre side, fik fat i inderlommen, og konstaterede, der var et mærke. Jeg krængede forsigtigt den øverste del af lommen ud, og et hvidt mærke påskrevet “Carl Th. Dreyer” dukkede op. Nogle hundrededele sekunder senere, bemærkede jeg også navnet “Larsen” øverst på mærkatet. Det var utydeligt, næsten slidt af, og dog ganske vist.

Jeg kunne i alt identificere følgende oplysninger:
L. LARSEN & CO.
?? Rue de la Boëtie
L PARIS18119 28.10.26
Carl Th. Dreyer

Det meste gav mening. Jeg funderede – og funderer stadig – over det ensomme bogstav “L” og nummeret “18119”.

Jeg tænker, at det håndskrevne “L” enten står for, Lars Larsen selv tilskar smokingen, eller har godkendt den.

Det håndskrevne “18119”, tror jeg, er et løbenummer eller et personnummer. Det kan fortælle, at Dreyers smoking var klædningsstykke nummer 18119 siden skrædderiets start i 1911, eller at det var skrædder 18119, der havde haft ansvar for smokingen.

Jeg forsatte inspektionen. Jakken var ikke overraskende velpolstret. Sådan var skrædderi i gamle dage. Der var et hul i silkeforet, og jeg fik et kig til hårdugene, både uld og lærred, der var fyldt med små håndsting, som så ud, som var de slået i går.

Udsøgte detaljer

Modellen var enradet med sjalskrave, og med en almindelig blank lukkeknap, en udformning, jeg siden har set på to andre smokingjakker fra Pierre Larsen, Lars Larsens søn, 30-40 år efter Dreyers smoking. Måske en signatur.

Jeg så også nærmere på bukserne. De havde selvfølgelig læg, to i hver side, fire i alt. Larsen syede også sine berømte læg i smokingbukserne, selvom smokingbukser fint kunne og kan klare sig uden.

Det virkede til, at bukserne var tænkt at skulle bæres uden seler eller anden ekstra anordning. De var skåret, så de bare passede i livet. Det var en praksis, som var mere udbredt i skrædderier, end de fleste, der i dag dyrker seler og spændetamp som den klassiske og rigtige løsning til bukser, måske forestiller sig.

Knapperne i gylpen var heller ikke til at overse. De var præget med Larsens navn. Omkostningsfuld elegance, og endnu et vidnesbyrd om skrædder Larsens status i Paris.

Måske var det netop status, som skubbede Dreyer hen til Larsen for ikke bare at foretage et køb, men tillige en symbolsk handling. Larsen var i en forstand et billede på ham selv, der besvarede hans ønsker og reflekterede den virkelighed, der begyndte at tegne sig med filmatiseringen af Jeanne d’Arc.

Måske er det ligemeget, hvad der fik Carl Th. Dreyer til at åbne døren til Rue de la Boetïe 7 en sensommerdag i 1926.

Da seancen var ovre, var Katja så venlig at tage et souvenirfoto i den store hal med metalreoler. Jeg ved ikke helt, hvilket håndtegn jeg brillerer i, men tanken – kan jeg forsikre – var at kopiere Lars von Triers djævletegn.

Kilder

Hjemmesiden Carl Th. Dreyer – særlig tak til Peter Schepelern
Magasinet AVM
Den store danske
Børge Møller, Karen Kjædegaard & Françoise Guedar Delehaye

Foto af Dreyers smoking: Den velklædte mand

Tipoldefars tøj

17. august 2012, af Torsten Grunwald

Min mor var forbi. Hun medbragte et portrætfoto af sin oldefar Emmanuel Larsen, der levede fra 1865 til 1917. Vi kan ikke datosætte det præcist, men det er formentlig taget omkring 1915.

Det, der optager mig ud over ansigtet og øjnene, er naturligvis dragten. Fotoet er så skarpt og detaljeret, at man kan fornemme den selvbundne sløjfe, lommeurets gyldne lænke, knappernes skin og stoffets tekstur, som er robust, dog næppe mere end sædvanligt på den tid.

Jeg tror, vi kan kategorisere stoffet som en cheviotvare. Det er tætvævet og sildbensmønstret, som cheviot typisk er. Desuden var cheviot udbredt som stof til jakkesæt dengang modsat i dag, hvor de fleste jakkesæt sys af fin og let kamgarn.

“GARTNEREN ind i Søndagsdragt: blaat Cheviots Jakkesæt, hvidt Kravetøj og Manchetter,” som en regibemærkning lyder i Gustav Wieds skuespil Den gamle pavillon fra 1902.

Udformningen af jakkesættet udgør også en studie. Det er ikke overraskende, at det er tredelt. Jakkesæt uden vest etablerer sig først efter 2. Verdenskrig.

Jakken i den tredelte habit er dog toradet. Det var ikke i samme grad fremherskende som en enradet jakke med vest.

Den årvågne vil også bemærke, at den nederste vestknap er knappet, og hov, var og er det ikke forbudt i henhold til jakkesættets traditioner?

Mere end en uforvarende lovovertrædelse tror jeg, man skal se det som et eksempel på, at jakkesættet var mindre stiliseret og mere personligt på den tid end i dag. De små normer var mangfoldige, da alle gik i jakkesæt, i modsætning til i dag, hvor vi, der sidder i Vogternes råd, finpudser og forenkler de vaner, der følger med jakkesættet, mere end historien kan bære.

Man ser ved skulderkonstruktion og ærme, at vi befinder os i de første år af 1900-tallet. Det løse snit med drapé over skulderspidser, bryst og skulderblade, der bryder igennem i slutningen af 1920’erne, venter endnu forude.

En anden sigende detalje er, at bukserne er uden læg i livet, hvilket formentlig også indebærer, at de er uden opslag. De to træk begynder på den tid, men bliver først normale med drapé-stilen.

Portrætfotoet har eksisteret i flere kopier. Min mor er stødt på en dedikation til en af dem i skuespilleren Clara Wieth Pontoppidans erindringer. Dedikationen er fra januar 1917, da min tipoldefar vidste, han uhelbredeligt syg. Den lyder:

“Kjære Fru Clara Wieth! – Nu skilles vi snart – men så rigt var vort Samarbejde, at vi atter engang maa mødes. Gjem dette saalænge og tænk venligt paa Deres hengivne Emmanuel Larsen.”

Foto: Privat/Stiljournalen

Intermezzo med Johannes V. Jensen

8. februar 2012, af Torsten Grunwald

I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien, Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar: Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.

– fra Johannes V. Jensens digt Interferens (1906).

Foto: Det kgl. bibliotek

Da skuespillere klædte sig

1. august 2011, af Torsten Grunwald

Strandvaskeren-3-piece-suit-Holger-Perfort

Holger Perfort i klassisk kamgarnshabit, mørkeblåt polkaprikket slips og hvidt lommetørklæde i brystlommen foldet på trekroner-manér.

Strandvaskeren-Flannels-25C3-25A6t-Erno-M-25C3-25BCller

Erno Müller i flannelshabit, mørkerødt slips og hvidt lommetørklæde i brystlommen foldet firkantet.

Emil Hass Christensen i koksgråt jakkesæt, blåstribet slips og et hvidt lommetørklæde puffet ned i brystlommen

Bendt Rothe i enradet blå blazer og grå bukser

Bendt Rothe i en herligt mønstret tweedjakke

Jeg endte på den nye hemmelige kanal, DR Kultur. Der viste de Strandvaskeren, som er et tv-spil fra 1978 af Leif Panduro. Jeg fik ikke set afsnittet til ende, men foruden Lotte Tarps veldrejede skikkelse nåede jeg at bide mærke i det tøj, de bar. Ikke hovedpersonen Jess Ingerslevs, der klæder sig i den værste socialrealisme fra 70’erne, men de mange modne herrers tøj. Det var sgu en fornøjelse. Se selv.

Foto: Stiljournalen og DR