Vi kan dog konstatere, at året 1926 var året, da Carl Th. Dreyer fik sit internationale gennembrud som filminstruktør.
Han havde optaget filmen Du skal Ære din Hustru i 1925. I februar 1926 blev den vist for biografdirektører og filmanmeldere i Paris, og de tog begejstret imod den.
I foråret kunne Carl Th. Dreyer drage til Paris igen for at skrive kontrakt med filmselskabet Société générale de Films og for at slå sig ned i den store stad med sin familie. Forude ventede hans måske mest berømte film, Jeanne d’Arc, der skulle få premiere i 1928.
Mens han orienterede sig i Paris og forberedte Jeanne d’Arc, skete det. Vi ved ikke hvordan. Måske mødte han den danske ambassadør i Paris, der fortalte ham den store danske skrædder i byen. Måske havde han hørt om den danske skrædder i Paris hjemmefra. Måske spejlede han sig selv i den danske skrædder, der selv var kommet til Paris tre årtier tidligere og blevet et navn.
Carl Th. Dreyer besøgte i hvert fald den eksklusive danske skrædder – monsieur Larsen – i hans skrædderi på rue La Boétie engang i 1926, øjensynligt i sensommeren. Der bestilte han en kostbar smoking, enradet med sjalskrave, og naturligvis med Lars Larsens signatur, læg i bukselinningen. Smokingen blev færdig et par måneder senere den 28. oktober.
I 1964 havde Dreyer haft premiere på Gertrud. Den skulle blive hans sidste film.
Hans yndlingsfotograf Henning Bendtsen, som han også havde brugt i Ordet, havde stået for optagelserne. Dreyer var taknemmelig. Foruden klingende mønt skulle Henning Bendtsen have en gave.
Gaven blev Dreyers da næsten 40 år gamle smoking fra Larsen i Paris.
Den nærmere årsag til netop denne gave kender vi heller ikke. Vi kan dog gisne, at Carl Th. Dreyer må have haft smokingen meget kær, siden han stadig havde den og så den som en passende flot gave til Henning Bendtsen. Vi må antage, at Carl Th. Dreyer har tillagt smokingen en særlig symbolsk værdi. Den bestilte han det år, han kom til Paris og blev født som stor filminstruktør. Og han bestilte den hos den fine danske skrædder i Paris, Larsen.
“Under optagelserne hentede og bragte jeg Dreyer på hans bopæl på Dalgas Boulevard, og en dag sagde han til mig: “Hr. Bendtsen, vi har arbejdet så godt sammen, og jeg vil gerne give Dem en gave. Jeg har en smoking som jeg fik syet af en skrædder i Paris i 1926. Den kan jeg ikke længere passe, men jeg er sikker på at den passer Dem, og jeg betaler gerne en skrædder for at sy den til,”” fortalte Henning Bendtsen selv på sine ældre dage om hændelsen med smokingen.
“Så jeg fik Dreyers smoking, og jeg havde den måske på ved tre eller fem forskellige lejligheder hvorefter jeg heller ikke kunne passe den. Så da vi var færdige med optagelserne til “Europa” inviterede jeg Lars von Trier her ud [Bendtsens hjem] til en middag og lod ham prøve den gamle smoking. Den passede ham perfekt – og han havde den på til “Europas” premiere,” fortæller Henning Bendtsen om smokingens vej fra ham selv til Lars von Trier.
“Det eneste jeg har bedt ham [Lars von Trier] om er at han giver smokingen videre til Filmmuseet når han ikke længere selv kan passe den,” fortalte Henning Bendtsen ved sin 80 års fødselsdag i 2005.
Lars von Trier holdt løftet. Han afleverede smokingen til Filminstituttet for nogle år siden, da han var blevet for tyk.
Smokingen er således i myndighedernes varetægt. Men hvor præcis, og hvordan ser den nærmere ud? Og vil det kunne bekræftes, at smokingen er fra Larsen i Paris, eller er historien en misforståelse og vandrehistorie. Vi har jo at gøre med et artefakt, der har levet blandt kunstnere, der per definition er klar til at ofre sandheden, hvis det kan maksimere udtrykket.
Jeg måtte med andre ord have fat i Filminstituttet.
Der kom jeg i kontakt med Katja, konservator ved Filmarkivet i Glostrup. De havde smokingen fra Trier, Bendtsen og Dreyer derude, fortalte hun, og jeg skulle være mere end velkommen til at besigtige den.
Det gjorde jeg en kold morgen i januar.
Jeg blev ført gennem en hal, der var fyldt med reoler og metalkasser, før vi kom til en kontorlokale. Der så jeg som det første en stor lysebrun papæske på et højt bord. Låget var taget af. Den sorte klædning, der lå foldet sammen i kassen, havde et gulligt skær fra lysstofrørene.
L. LARSEN & CO.
?? Rue de la Boëtie
L PARIS18119 28.10.26
Carl Th. Dreyer
Det meste gav mening. Jeg funderede – og funderer stadig – over det ensomme bogstav “L” og nummeret “18119”.
Jeg tænker, at det håndskrevne “L” enten står for, Lars Larsen selv tilskar smokingen, eller har godkendt den.
Det håndskrevne “18119”, tror jeg, er et løbenummer eller et personnummer. Det kan fortælle, at Dreyers smoking var klædningsstykke nummer 18119 siden skrædderiets start i 1911, eller at det var skrædder 18119, der havde haft ansvar for smokingen.
Jeg forsatte inspektionen. Jakken var ikke overraskende velpolstret. Sådan var skrædderi i gamle dage. Der var et hul i silkeforet, og jeg fik et kig til hårdugene, både uld og lærred, der var fyldt med små håndsting, som så ud, som var de slået i går.
Modellen var enradet med sjalskrave, og med en almindelig blank lukkeknap, en udformning, jeg siden har set på to andre smokingjakker fra Pierre Larsen, Lars Larsens søn, 30-40 år efter Dreyers smoking. Måske en signatur.
Jeg så også nærmere på bukserne. De havde selvfølgelig læg, to i hver side, fire i alt. Larsen syede også sine berømte læg i smokingbukserne, selvom smokingbukser fint kunne og kan klare sig uden.
Det virkede til, at bukserne var tænkt at skulle bæres uden seler eller anden ekstra anordning. De var skåret, så de bare passede i livet. Det var en praksis, som var mere udbredt i skrædderier, end de fleste, der i dag dyrker seler og spændetamp som den klassiske og rigtige løsning til bukser, måske forestiller sig.
Knapperne i gylpen var heller ikke til at overse. De var præget med Larsens navn. Omkostningsfuld elegance, og endnu et vidnesbyrd om skrædder Larsens status i Paris.
Måske var det netop status, som skubbede Dreyer hen til Larsen for ikke bare at foretage et køb, men tillige en symbolsk handling. Larsen var i en forstand et billede på ham selv, der besvarede hans ønsker og reflekterede den virkelighed, der begyndte at tegne sig med filmatiseringen af Jeanne d’Arc.
Måske er det ligemeget, hvad der fik Carl Th. Dreyer til at åbne døren til Rue de la Boetïe 7 en sensommerdag i 1926.
Da seancen var ovre, var Katja så venlig at tage et souvenirfoto i den store hal med metalreoler. Jeg ved ikke helt, hvilket håndtegn jeg brillerer i, men tanken – kan jeg forsikre – var at kopiere Lars von Triers djævletegn.
- Hjemmesiden Carl Th. Dreyer – særlig tak til Peter Schepelern
- Magasinet AVM
- Den store danske
- Børge Møller, Karen Kjædegaard & Françoise Guedar Delehaye
Foto af Dreyers smoking: Stiljournalen
