Før Systemskiftet

Punch var et konservativt satireblad. Det kan lyde som en selvmodsigelse, vil nogen mene. Punch er, indrømmet, heller ikke særligt morsomt. Det mener jeg efter at have bladret i årgange fra 1873 til 1880 (bladet fortsatte til 1895). Måske er det nutidens øjne, der ikke forstår humoren, måske er det mine. Men jeg fandt ærlig talt de vittighedstegninger, jeg så, platte. En ting er, de er chauvinistiske. Sådan var tiden. Men de er ikke sjove, ikke engang en smule. Den fabulerende gøren grin med bønder, husmænd, skolærere, præster, arbejdere, sømænd, dandyer, kunstnere, kvinder, homoseksuelle, tiggere og jøder fremstår bare trist indskrænket i dag.

Så hvorfor overhovedet beskæftige sig med Punch?

Fordi bladet er historisk vigtigt for at forstå tiden op til Systemskiftet i 1901, hvilke idealer tiden havde, fx den perfekte gentleman, og – ikke mindst – hvordan herremoden 🙂 så ud. Jeg har fx haft mit hyr med at finde visuelle eksempler på brug af jaketten i slutningen af 1800-tallet, som jeg kan bruge i blandt andet mine foredrag. Punch er rig på jaketter, ligesom man ser detaljetegninger af bukser, frakker, støvler, paraplyer, hatte og andet tilbehør. Manglende brikker i dragthistorien falder på plads, nogle hypoteser bekræftes, andre afkræftes.

Tegninger fra Punch 1875 til 1880

Nedenfor en række satiretegninger fra Punch med mine umiddelbare kommentarer til påklædningen.

Forfatter i gode klæder

“Da han boede i Danmark, gik han til Brødrene Andersen og skrædderiet i Illum,” siger Klara Elvira Hartz Cavling om forfatteren Ib Henrik Cavling. Jeg har ringet til hende for at høre mere om den mand, hun var gift med i 16 år.

“Han havde også jakkesæt fra London, fra Savile Row. Han var jo anglofil. Sine skjorter fik han syet i Frankrig og Italien.”

“Når han var hjemme, gik han i tynde, engelske pullovere og hjemmejakke. Han bar normalt butterfly, selvbindere, naturligvis, men havde også slips, som han bestilte, når han bestilte sine skjorter,” fortæller hans tidligere hustru over telefonen.

Forventningens pres

Ib Henrik Cavling (1918-1978) kombinerede sit udsøgte tøj med guldknappet stok, hat og spejlblanke sko. Han var ikke blot en karakter, han lignede også en. Ib Henrik Cavling var en “sælsom og spændende skikkelse i dansk underholdningsliv,” som hans biograf, Carsten Berthelsen, skrev til mig i en email.

Rundet, som han var, af den berømte journalistfamilie Cavling, hvilede et forventningens pres på Ib Henrik Cavling. Hans farfar, Henrik Cavling, skrev banebrydende artikler og forvandlede som chefredaktør Politiken til landets største avis. Og hans far, Viggo Cavling, var forfatter og redaktør med en intellektuel dimension. Derudover var hans onkel Frejlif Olsen chefredaktør på Ekstrabladet.

En skidt knægt

Så drengen Ib måtte stramme sig an. Men det var svært.

“I skolen gik det ikke godt. Jeg var uartig og doven. Min karakterbog var forfærdelig, men da jeg i hele anden klasse selv skrev den under med min fars navn, skaffede det mig ikke ubehageligheder hjemme. Paterne pryglede mig, så min krop lignede et landkort, men det hjalp ikke stort. En stadig trussel om bortvisning hang altid over mit hoved. I tredie klasse gik det galt. Jeg havde tømt nogle frakkelommer, og pater Laus greb mig på fersk gerning. Jeg blev sendt hjem, og samme eftermiddag opsøgte rektor min far på Politiken. Det var slut. Rektor ville ikke se mig mere i skolen. Da min far den aften kom hjem fra bladet, sagde han for første gang til mig: “Du er en skidt knægt.” Hvor mange gange skulle jeg ikke senere i livet høre de ord blive sagt til mig og om mig,” skriver Ib Henrik Cavling i sin selvbiografi.

Det lykkes Viggo Cavling at overtale rektor på skolen (den katolske Skt. Knuds) at lade den krævende søn fortsætte. Men freden varer ikke længe, og efter sommerferien i 1927 må Ib traske hjemmefra og ni år gammel begynde på Bogø Kostskole.

Kostskolens trængsler

“Ib var en følsom dreng, så koststolen var en svær tid for ham,” siger Klara Elvira Hartz Cavling, da vi taler om Bogø Kostskole.

Hans selvbiografi bekræfter trængslerne.

“Da jeg gik på kostskole, var det stadig væk god latin, at de store drenge tævede de små. Selv om jeg var skolens uartigste dreng, kunne jeg som regel snakke mig fra øretæverne. Der var kun en dreng, som ikke lod sig besnakke. Det var Ejnar. På grund af sin råstyrke havde han fået øgenavnet Tampeskælveren. Han kunne ikke lide mig, og han var min værste plageånd. Når han kedede sig, var det munter tidkort at stikke mig lussinger. Desværre kedede han sig ofte.”

Bogø Kostskole bliver dog også stedet, hvor Ib og omgivelser til deres overraskelse kan konstatere, at han har et lyst hoved. Det demonstrerer han i skak (“spillet tiltalte min fantasi”), hvor han banker den lokale postmester og selvudnævnte stormester, til han bliver “blåviolet i ansigtet af indignation”, og i skolen, hvor han ender som klassens dygtigste elev.

Men skarnstregerne dropper han ikke. Han ryger ud af Bogø Kostskole for at returnere til kostskolen efter korte ophold på Sorø, Herlufsholm og Birkerød Statsskole.

Mødet med Hitler i München

Da han har taget sin realeksamen på Bogø Kostskole, overtaler han sin far til at sende ham til Tyskland for at gå på et universitetsforberende kursus der. Han begynder i Berlin og drager siden til München. Der møder han Hitler en eftermiddag på Café Carlton, som diktatoren og hans følge har det med at besøge, hvis de er i München, “Hauptstadt der Bewegung”.

“Rask gik jeg gennem lokalet. Toiletterne lå også i den retning, så tjenerne og de tilstedeværende gæster har nok antaget, at det var mit mål. Men da jeg kom op på højde med Hitlers bord, gik jeg hen til det og standsede lige over for Hitler, som sad i en sofa på den anden side af bordet. En af adjudanterne var straks på benene. Han greb mig fast i armen og hviskede halvhøjt: “Se hellere at komme afstod med Dem, her har De ikke noget at gøre.” Men jeg havde fanget Hitlers opmærksomhed. “Hvem er den unge mand?” sagde han. Det spørgsmål besvarede jeg selv. “Jeg er dansker og journalist.” “Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte Hitler mig direkte. Adjudanten slap taget i min arm. Tungerapt fortalte jeg, at det var mit højeste ønske og mål at få et interview med Hitler selv.” Det kan jeg ikke tjene Dem med,” sagde Hitler meget venligt og tilføjede, “men har De lyst til at drikke en kop the med os, er De velkommen.” Det svar smagte mig bedre, end det smagte selskabet, han var sammen med. Jeg tog naturligvis straks mod tilbudet, og de “fine” herrer kom til at rykke lidt sammen. Hvis jeg havde ventet at høre sensationer af verdensformat, blev jeg skuffet. Efter at have talt til mig, mælede Hitler ikke et ord til nogen. Han stirrede tankefjernt ud i luften, medens han drak sin the og spiste ristet brød. Men hans appetit fejlede ikke noget, jeg tror han spiste otte stykker. Det øvrige selskab talte hviskende sammen.”

Kameluldsfrakken i Kongsberg

Efter opholdet i Tyskland flytter Ib Henrik Cavling til Paris og derefter kystbyen Le Tourquet. Der fortsætter han livet med kvinder, casinobesøg og spiritus. Det skriver han da malende om i sin selvbiografi og mon ikke, det passer nogenlunde, hvis man betragter hans foregående urolige skoletid.

Kostbart og flot tøj spiller også en rolle. Efter hjemkomst til Danmark og flakken rundt, hjælper hans far med at skaffe en begynderstilling på Kongsberg Dagblad i Norge. Ib Henrik Cavling beskriver ankomsten til Norge således:

“Fra Oslo tog jeg på vestbanegården toget til Kongsberg. Det tog dengang fire timer, så det var et stykke ud på eftermiddagen, da jeg ankom til Chr. den IV’s gamle sølvmineby. Jeg tog et værelse på Grand Hotel, og da jeg havde nettet mig lidt, gik jeg op gennem byen. Jeg havde en stor kamelhårsfrakke på, som jeg havde købt i München. Den var lysegul og fik kongsberggenserne til at vende sig om.”

Fandt på Arhus’ slogan

Siden går dannelsesrejsen til Aarhus Amtstidende, hvor Ib Henrik Cavling også forstår at sætte rav i den, både i og uden for redaktionslokalet. Han begår også et “kup”, som alle kender i dag, men ingen ved, hvem fandt på.

“Kort tid efter lykkedes det mig at lave et nyt kup, og denne gang var det mig selv, der skrev. Det var en artikel, som gav Århus sit slogan: “Århus — smilets by”. Tegneren Ingvar, som dengang var kendt af hvert barn i Danmark, var kommet til Århus, og han havde inviteret mig til frokost på Royal. Jeg benyttede lejligheden til at interviewe ham. Han havde været i Århus mange gange, og det var den kedeligste og sureste by han kendte. “Det går aldrig an at skrive det,” sagde jeg, “må jeg pynte lidt på det?” “Alt hvad De vil,” svarede Ingvar. Så fik jeg ham til at lave et par tegninger. Tjavs, Magasin Madsen og Prins Pilfinger i et par situationer fra Århus. Vi bragte tekst og tegninger dagen efter under overskriften: Århus —smilets by”. Så blev vi ringet op fra turistforeningen, som mente, at det var den helt rigtige karakteristik af byen,” beretter Ib Henrik Cavling og beklager sig over, han aldrig tjente en krone på ideen.

London

Da journalistiden i provinsen er forbi, rejser Ib Henrik Cavling 20 år gammel til London. Året er 1938. Hans bror, Bengt, studerer derovre.

“London var min by. Jeg kom til at elske den,” skriver han siden i sine erindringer.

Taget af tyskerne

Under Krigen er Ib Henrik Cavling tilbage i Danmark. Tysken provokerer ham dybt. Sammen med en kammerat ender han i slåskamp en aften med tysk officer og må flygte til Anholt. På et tidspunkt vender han tilbage til København for straks at blive arresteret for højlydt at spotte Hitler og Goebbels på et værtshus. Han bliver ført til Shell-huset, hvor han får en yderst hårdhændet behandling. Så bliver han kørt til Vestre Fængsel “i et salatfad”. Men ubehageligheder stopper ikke.

“Den første uge blev jeg næsten hver eneste dag hentet ind i Shell-Huset til forhør hos den onde Birn. Og hver gang gik det op for mig, hvor tåbeligt det havde været at udtale mig om dr. Goebbels’ konsistens. Hver gang Bins øjne faldt på anklagepunktet, stak han mig lussinger.”

Fra Vestre Fængsel sender tyskerne Ib Henrik Cavling til Frøslevlejren. Der må han blandt andet tilbringe fem mørke døgn i isolationsfængsel på grund af oprørsk adfærd.

Farens død

Ved Krigens afslutning kommer han med Bernadotte-bus til København og sine forældre. Hans komplicerede forhold til sin far sættes i relief, da hans far dør i 1946.

“Ib var den sidste, der så faren på hospitalet i Gentofte,” fortæller Klara Elvira Hartz Cavling.

Ib Henrik Cavling og hans far forsoner sig aldrig rigtigt, hvis man skal tro hovedpersonens egen beskrivelse af afskedens stund.

“Min syge far så bedrøvet på mig. “Det ser sort ud,” sagde han så. “Lille far,” sagde jeg med tårer i øjnene og tog hans hånd, “jeg kan nå det endnu. Ved Gud i himlen, jeg kan nå det endnu!” Han smilede til mig, men jeg læste tvivlen i hans blik. Ord kunne ikke længere overbevise nogen om mine skjulte gode egenskaber. “Ja, ja,” sagde han, “lad os så håbe det en gang endnu.” Det var min faders sidste ord til mig. Da jeg sammen med min moder næste formiddag kom ind på hospitalet, var min fader lige død.”

Gennembrud som forfatter

Farens død rusker op i Ib Henrik Cavling. Han gifter sig, begynder at skrive for blade og aviser, og i 1952 udgiver han sin første bog, Arvingerne, som to år senere filmatiseres.

Dengang og siden har anmeldere haft travlt med at tale hans bøger ned.

“De er triviallitteratur, ikke god litteratur, der flytter læseren,” lyder omkvædet. “Dagdrømmefabrikanten”, som Berlingske Tidende døber Cavling.

Og sandt er det, Ib Henrik Cavlings bøger ikke er Nobelprislitteratur. Men Ib Henrik Cavling skriver stadig fermt. Hans enkle fortællemæssige modsætninger og persontegninger i et erotisk spændingsfelt er stadig et stykke håndværk, som få mestrer med succes. Det bliver hen ved 60 bøger i perioden 1952 til 1978. Mange bøger bringes først som føljeton i ugebladet Hjemmet, siden udkommer de i bogformat.

Det skal med, at Cavling heller ikke selv gør noget krav på fin litterær status.

“Morskabsromaner”, kalder han på sine ældre dage sine bøger.

Til gengæld sætter Ib Henrik Cavlings bøger gang i forretningen, der ikke bliver mindre lukrativ af, han slår sig ned som udlandsdansker på Rivieraen i slutningen af 1950’erne.

Syd på møder han flere skæve folk på sin vej. En af de mest vidtløftige, for at bruge Cavlings senere egne ord om manden, er Robert C. Willan.

Retssagen mod Robert C. Willan

Robert C. Willan lægger sag an mod Cavling i efteråret 1969. Englænderen mener, at Cavling har skrevet en dækningsløs check på 1. mio. kr. til ham. Ib Henrik Cavling skylder altså nu Robert C. Willan 1. mio. kr.

Ifølge Robert C. Willan. Cavling er af den opfattelse, han aldrig har udskrevet den pågældende check til englænderen. Checken er et falsum.

Willan hyrer topadvokaten Mogens Kroman til at føre sin sag og ankommer i februar 1970 til København med hat, sølvknappet stok, slipsesnål, chamois-handsker og fin moustache i en stil, der minder påfaldende om Henrik Cavlings. Med sig Mr Willan har sin smukke veninde Nora.

Sagen bevæger sig dog hurtigt hen i Cavlings favør, da Willan og hans advokat fremlægger et brev i retssalen, som, hævder de, Ib Henrik Cavling har skrevet. Brevet er fuldt af banale grammatiske fejl. Ib Henrik Cavling tager det fra den humoristiske side.

“Nok bliver jeg måske af nogle anmeldere ringeagtet som forfatter – hvis de overhovedet beskæftiger sig med mine bøger – men ingen vil dog i fuld alvor komme og hævde, at jeg skulle have affattet et hjælpeløst brev med så mange fejl,” siger han i retten ifølge journalisten Erik Nørgaards erindringer, Ringen sluttet.

Det kniber også for Willan og advokat Mogens Kroman at give retten et overbevisende svar på det grundliggende spørgsmål: Hvorfor skulle Cavling dog have skrevet en check på 1 mio. kr. til Willan?

Forklaringen bliver en lang, kulørt fortælling om kærlighedssorger og livet på Rivieraen, guf for tabloidpressen, men ikke noget, der bidder på retten.

Den højtprofilerede retssag mellem Willan og Cavling ender som banalt politiarbejde, hvor Willan efterforskes for bedrageri.

De sidste år

I 1974 gifter Ib Henrik Cavling sig med svenske Sonja Edman. Hun bliver hans femte og sidste hustru. Tilværelsen går nu for sig syd for Genoa i Italien. Men Cavling er på flere visit i Danmark og følger med i nyhedsstrømmen fra sit fødeland og skriver mere politiske romaner som for eksempel Kulturministeren.

Han harcelerer også i et læserbrev over, at han er på bibliotekernes sorte liste i hovedstaden, så man ikke kan låne hans bøger der.

“Det er en ydmygende for mig, at en sådan embedsmand [bibliotekar] kan få lov til at censurere mit ærlige levebrød og gennem udtalelser til pressen diskrimenere mit hæderlige navn. Føj for den lede kanin!” skriver Cavling i et læserbrev i B. T. 8. februar 1978 fra sit refugium i Santa Margherita.

“Jeg har skrevet 60 romaner på 26 år. Jeg har gjort mig umage med hver eneste og skrevet den så godt, som mine evner rækker,” fnyser han også i læserbrevet og afslører, at den flamboyante livsførelse også gemmer på en disciplineret, stolt og pligtopfyldende mand. Noget, hans hustru gennem 16 år, Klara Elvira Hartz Cavling bekræfter.

“Han var meget, meget flittig. Når han satte sig ved skrivemaskinen, blev han der i timer og skrev. Det var ikke noget med at gå til og fra,” fortæller hun om sit liv med Ib Henrik Cavling i 1950’erne.

I sommeren 1978 bliver Ib Henrik Cavling dårlig, og efter et fire måneders langt ophold på sygehuset i Santa Margherita dør han relativt ung den 2. november 1978 60 år gammel.

“Man drikker ikke, ryger ikke, gifter sig ikke fem gang og skriver ikke 60 romaner, uden det sætter sig spor,” siger han forinden til pressen.

Et gammelt mundheld

De fleste er stødt på de bevingede ord “klæder skaber folk” eller “klæder skaber manden”. Selveste Shakespeare kan være den oprindelige kreatør.

“Apparel oft proclaims the man,” siger Polonius til sin søn Laertes i Hamlet.

Siden har blandt andet den amerikanske forfatter Mark Twain (1835-1910)  taget replikken op og vittigt tilføjet en forklaring.

“Clothes make the man. Naked people have little or no influence in society”, skriver Mark Twain.

Klæder skaber vores ydre spillerum

Hvis man tager Mark Twains alvorligt, siger han, tøjet har afgørende betydning for, hvordan andre mennesker bedømmer os og det spillerum, de derefter tildeler os. I Mark Twains ekstreme eksempel har nøgne mennesker ingen adgang til magtudøvelse, knap en eksistensberettigelse.

Rekruttering af investeringsrådgivere til topbankerne i London rummer et aktuelt eksempel på, hvordan tøjet bliver ens skæbne alt efter, hvor god man er til at håndtere de ydre tøjkrav, man udsættes for. En undersøgelse viser således, at unge engelske mænd, der går i brune sko eller ikke kan finde ud af at vælge det rette slips, oftere fravælges ved den afsluttende samtale med partnere end unge mænd i sorte sko med et passende slips om halsen.

Klæder skaber vores indre verden

Klæder skaber os nu også på anden vis. De påvirker vores tanker og bevidsthed og vores måde at gå til verden på og se muligheder i den.

I sin bog Om at opleve arkitektur (1957) udfolder arkitekten Steen Eiler Rasmussen elegant, hvordan tøj, tilbehør og artefakter som sådan virker tilbage på os.

“Først sætter mennesket […] sit stempel paa redskaberne, men bagefter paavirker de igen mennesket. De bliver til noget mere end rene nyttegenstande. Foruden at udvide ens aktionsradius, udvider de ogsaa ens livsudfoldelse. En tennisketsjer kan hjælpe en til at slaa meget bedre, end man kan med den bare haand. Men det er til syvende og sidst ikke det vigtigste ved den. For det er jo i og for sig uden væsentlig nytte. Naar man benytter den, giver det en følelse af vitalitet, af opstemthed og lyst. Selve synet af ketsjeren fremkalder en stemning af noget sportsligt og vitalt, som er vanskelig at beskrive. Men vender man sig mod en anden sportsrekvisit, f. eks. ridestøvlen, forstaar man bedre, hvor forskellige de strenge er, som tingene anslaar og faar til at klinge i os. Den engelske ridestøvle har saadan et kostbart racepræg. Det er en underlig læderhylse, der ikke minder alt for meget om formen paa et menneskeligt ben. Den vækker fornemmelse af noget elegant og dyrt, noget med knirkende læder og fuldblod. Og tag saa paraplyen! Det er et sindrigt, fuldkommen funktionelt apparat, elegant og praktisk. Men det er ligesom om det ikke kan være i stue sammen hverken med ketsjeren eller med ridestøvlen. De taler hver sit sprog. Der er noget vist pertentligt over paraplyen, ogsaa noget køligt og forbeholdent, en holden paa værdigheden, som ketsjeren for eksempel slet ikke er i besiddelse af.

[…]

Nu er det jo saadan, at ikke blot tennisketsjeren, men alt hvad tennisspilleren omgiver sig med, det tøj, han tager paa, det sted, han spiller, vækker samme fornemmelser. Tøjet er løst og behageligt, skoene er bløde. Det harmonerer med, at han giver sig hen i en afslappet gang, naar han bevæger sig rundt paa banen og samler bolde op med lade bevægelser for saa at kunne koncentrere sig i en pludselig udfoldelse, naar han har brug for lynsnart at placere en bold. Hvis den samme mand paa et senere tidspunkt ved en officiel lejlighed optræder i jaket eller i uniform, er han som forandret ikke blot i skind, men i sind. Hans holdning og hans gang paavirkes af tøjet, en vis stramhed og værdighed indfinder sig.”

Klæder skaber folk

Udfaldet ville have været temmelig anderledes, hvis manden var trukket i hør. Det ville have ansporet en ro og et overskud, fordi hørtøj er historisk ladet af sommerferie, afslapning og nydelse. Man kan ikke stresse rundt i en hørhabit.

Tænk også, hvad et spidst revers på en enkeltradet jakke kan sætte i gang. Den er en afvigelse, men kan dårligt kaldes forkert. Den har sin plads traditionelt set og giver et indtryk af dekadence. Man kan ikke tillade sig at være en kedelig mand i en enkeltradet jakke med spidst revers.

Og sådan kan man fortsætte. Klæder skaber folk, klæder skaber manden, både ved de muligheder, som andre mennesker giver eller nægter ham som følge af hans påklædning, og ved de oplevelser, som tøj og tilbehør uafhængigt deraf fremkalder i ham.