historie Archives - Den velklædte mand

Et par anekdoter om skræddere og deres kunder

30. maj 2019, af Torsten Grunwald

holger drachmann anekdoter skrædder — *Den store Holger Drachmann iført kappe, hat, cigar og stok. Foto: Det kgl. bibliotek*

Tid til tøj

Herreskrædderi er frem for alt tid. Tid til at bestille et stykke tøj, vente på det, prøve det. Tid til at lave et stykke tøj.

Med al den tid er der tid til, at små historier kan opstå. Anekdoter.

Den store Holger Drachmann

Forfatteren og bohemen Holger Drachmann (1846-1908) beklagede sig undertiden over, at han på grund af sin højde havde større skrædderregninger end andre mennesker. Ved et digterjubilæum modtog han da også følgende hyldest fra sin mangeårige skrædder Carl & Martin Larsen på Købmagergade:

“Modtag idag også fra os en ærbødig lykønskning. Vi veed dog bedst, hvor stor De er.”

Anekdoten er fra Henning Fonsmarks Alverdens anekdoter (1956). Hvad man præcis skal lægge i anekdoten om Drachmann og hans skrædder, kan man disputere. Professor Ole Togeby har skrevet en hel forskningsartikel om anekdoten.

Men skrædderne spiller oplagt på en flertydighed i tillægsordet “stor”.

Skrædderne har nøgternt set fat i noget, da de jo har målt Drachmann og lavet tøj til ham og derfor ganske konkret og præcist ved, hvor stor – høj – Drachmann er. Men hvorfor blære sig med den viden til et jubilæum?

Så er der betydningen en litterært set stor digter, som de fleste vel annammer, når de hører ordet “stor” i forbindelse med et digterjubilæum. Med al respekt er skrædderne er det dog svært at se dem som eksperter i at bedømme, om Drachmann er en stor digter litterært set.

Tilbage står, at skrædderne på humoristisk facon nok egentlig blot ønsker at takke Drachmann for, han har været en storkunde, der trofast har lagt penge hos dem.

Nummer tre i rækken

anekdoter morten grunwald — *Morten Grunwald t.v. i tredelt skræddersyet jakkesæt fra Alfred Alm. Odense, 1970. Foto: Lily Weiding*

Skuespiller Lily Weiding var gift først med skuespiller Sigfred Johansen og siden med skuespiller Mogens Wieth, før hun blev gift med Morten Grunwald. Da Morten Grunwald stod og manglede et par gode sæt tøj, syntes Lilly Weiding, at han skulle gå til herreskrædder Alfred Alm i Bredgade. Morten Grunwald kendte ikke skrædder Alm, men fulgte hustruens opfordring.

Efter den afsluttende prøve af habitterne sagde Alfred Alm:

“Herr Grunwald, jeg har syet tøj til tre skuespillere. Sigfred Johansen, Mogens Wieth og Morten Grunwald.”

Gør din garderobe bæredygtig

20. maj 2019, af Torsten Grunwald

Når bæredygtig mode fordrejes

De sidste skal blive de første. Jesu ord kommer mig i hu, når jeg betragter diskussionen om bæredygtig mode og cirkulær mode.

Sagen er, at fra en nøgtern betragtning forekommer modens miljøproblem banalt: der produceres og forbruges alt for meget dårligt tøj. Af gedulgte grunde bliver problemstillingen langt mere kompliceret, når modens organisationer tager fat, for eksempel Copenhagen Fashion Summit. Så handler det om at genbruge tøjfibre på den ene og den anden måde. At forholde sig til ondets rod, den uhyrlige mængde ringe tøj af polyester og bomuld, ønsker man ikke rigtigt, formentlig fordi man kun ser, man kommer til at tabe penge på det.

Copenhagen Fashion Summit og tøjbranchens andre interessenter ender derfor i en såkaldt greenwashing, hvor man polerer modesystemet for at bevare det. Godt, der findes forskere, der kan korrigere sniksnakken.

Fra bomuld og polyester til uld

Ikke uden en vis selvtilfredshed ser jeg på Den velklædte mand, når diskussionen om bæredygtig mode blusser op. For den gammeldags tøjfilosofi, som magasinet lægger for dagen, udgør i store træk en fremragende løsning på modesystemets miljømæssige problemer i dag. Den velklædte mands tanke er jo at opbygge en garderobe over tid med velvalgte, gode stykker tøj, som man kan bruge i årtier.

Den velklædte mands kernefiber er uld. Den er væsentlig mere slidstærk end polyester og bomuld, og den skal vaskes langt mindre. Skift til uldbukser (eller hørbukser), drop chinos og jeans, medmindre de er af særlig god kvalitet, kan man basunere.

Sko der holder

Den kvalitetsbevidste tøjfilosofi fungerer også på skofeltet. De gode, randsyede sko, man kan vedligeholde, bidrager til en bæredygtig garderobe i sammenligning med de allestedsnærværende Lloyd- og Ecco-sko, der reelt må kasseres, når sålen er slidt ned.

Hvis man vil tilstræbe en bæredygtig garderobe, er kvalitet et kodeord.

Tøj skal sidde godt

God pasform er en andet pejlemærke. Undersøgelser viser, at en stor andel af det tøj, der hænger eller ligger ubrugt i klædeskabet, gør det, fordi man oplever, det sidder dårligt.

Løsningen er nødvendigvis ikke et skræddersyet jakkesæt, men i det mindste et insisterende fokus på den gode pasform (i stedet for tidens mode), når man køber nyt tøj. Sidder tøj ikke godt, vil man være tilbøjelig til ikke at tage det på.

Nye foto fra det gamle Brødrene Andersen

2. maj 2019, af Torsten Grunwald

Når historien dukker op

Flere unge læsere havde givet aldrig hørt om herretøjsbutikken Brødrene Andersen, før de læste om den her og her. Historien forsvinder så hurtigt i dag fra radaren.

På den ene side. På den anden side er historien enormt nem at fremkalde nu til dags, fordi den bliver digitaliseret. Lidt for langsomt efter min smag, men det sker. Museer, biblioteker og arkiver af enhver art lægger mere og mere på nettet.

Københavns Stadsarkiv er endelig begyndt at rykke med KBH Billeder. Det kan jeg konstatere, for en række foto fra gamle Brødrene Andersen er nu dukket op. De er ikke bare en lille gave, hvis man er optaget af klassisk herremode. Fotoene fortæller også om forestillinger og drømme i samfundet, eller nærmere, hvordan butikken anskuede de drømme, der rumsterede blandt eksisterende og potentielle kunder i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Værdighed, kvalitet, eksklusivitet, uforanderlighed er nogle af de betydninger, jeg hæfter mig ved, når jeg betragter fotoene fra gamle Brødrene Andersen.

Det gamle Brødrene Andersen 1950-1995

skrædderiet andersen — *Den nye konfektionsfabrik med metervarer. Ca. 1952.*

interiør butik andersen — *Tweedjakke i PoW-tern i tidens design med tre knapper, kort revers, lavtsiddende lommer og et “swelled” brystparti. Jakken omgivet af slips og metervarer. 1955.*

gamle brødrene andersen østergade strøget — *Skjorteudstilling, 1960.*

butik herremode andersen pyjamas — *Til hjemmet. Pyjamas, undertøj og strømper. 1968, året for samfundets store, stilistiske sammenbrud.*

gamle brødrene andersen strøget vindue — *Strik fra Skotland. 1968.*

gamle brødrene andersen strøget — *Silkekåber og frakker, ca. 1970.*

gamle brødrene andersen østergade 7-9 — *Vue fra bagerst i butik ud mod Østergade. Omk. 1970.*

gamle brødrene andersen østergade jakkesæt — *Hele garderoben til den perfekte gentleman. 1970.*

brødrene andersen interiør østergade — *Tilbehør en masse. Var man først trådt ind i butikken, var der meget, der fristede. 1971.*

vinduesudstilling strøget — *Brødrene Andersen x Charlottenborg. “Collaborations” er ingen ny opfindelse. April, 1972.*

gamle brødrene andersen jakke — *Brødrene Andersen var en butik, som de sidste par årtier også levede godt af turister. 1972.*

frakker hobson gamle brødrene andersen — *Vinter i Dolomitterne. Pelsforede frakker fra danske Hobson, 1970.*

interiør brødrene andersen — *Glasmontre, slips, skjorter og mahogni. 1973.*

vinduesudstilling brødrene andersen østergade — *Armani og filmen American Gigolo. Det er nogle de billeder, der dukker op, når man ser Brødrene Andersens vinterudstilling i 1983.*

vinduesudstilling herremode strøget — *1983. Løs, dobbeltradet jakke med knapstillingen 6 x 1. Snittet er sjovt nok kommet lidt tilbage i modebilledet blandt dem, der før omfavnede slim-fit.*

vinduesudstilling butik 1984 herremode — *Der mangler bare en IBM-computer. Så har vi tidens smarteste mand i 1984.*

gamle brødrene andersen østergade — *1990’erne var store, løse jakkesæt og ikke altid smagfulde, kulørte slips. Gamle Brødrene Andersen i julen 1995.*

brødrene andersen gamle — *Uniformsskrædderi. Brødrene Andersen fortsatte med at sy uniformer, da skrædderi og fabrik gled ud.*

brødrene andersen 1995 — *De sidste år. Forandringsskrædderi på butikkens første sal. 1995.*

skrædder brødrene andersen — *Skrædderen Bruno i gang med en præstekjole. 1995.*

Mere om gamle danske herretøjsbutikker

Punch – et konservativt satireblad fra 1873 til 1895

8. april 2019, af Torsten Grunwald

punch tegning 1875 — *Knaphulsblomst og brystlommetørklæde var nyt tilbehør, da Punch tegnede nærværende tegning af to dandyer i 1875.*

Før Systemskiftet

Punch var et konservativt satireblad. Det kan lyde som en selvmodsigelse, vil nogen mene. Punch er, indrømmet, heller ikke særligt morsomt. Det mener jeg efter at have bladret i årgange fra 1873 til 1880 (bladet fortsatte til 1895). Måske er det nutidens øjne, der ikke forstår humoren, måske er det mine. Men jeg fandt ærlig talt de vittighedstegninger, jeg så, platte. En ting er, de er chauvinistiske. Sådan var tiden. Men de er ikke sjove, ikke engang en smule. Den fabulerende gøren grin med bønder, husmænd, skolærere, præster, arbejdere, sømænd, dandyer, kunstnere, kvinder, homoseksuelle, tiggere og jøder fremstår bare trist indskrænket i dag.

punch tegning mænd — *Jaket, slips og lommetørklæde på herren til højre. 1875.*

Så hvorfor overhovedet beskæftige sig med Punch?

Fordi bladet er historisk vigtigt for at forstå tiden op til Systemskiftet i 1901, hvilke idealer tiden havde, fx den perfekte gentleman, og – ikke mindst – hvordan herremoden 🙂 så ud. Jeg har fx haft mit hyr med at finde visuelle eksempler på brug af jaketten i slutningen af 1800-tallet, som jeg kan bruge i blandt andet mine foredrag. Punch er rig på jaketter, ligesom man ser detaljetegninger af bukser, frakker, støvler, paraplyer, hatte og andet tilbehør. Manglende brikker i dragthistorien falder på plads, nogle hypoteser bekræftes, andre afkræftes.

Tegninger fra Punch 1875 til 1880

Nedenfor en række satiretegninger fra Punch med mine umiddelbare kommentarer til påklædningen.

punch tegning mand — *Livet i provinsen. Jakkesæt af tweed og stråhat. 1878.*

kjole og hvidt punch 1880 — *Bal hos de borgerlige. Kjole og hvidt med hvid vest, hvide handsker og nonchalant hvid sløjfe, 1880.*

steen steensen blicher satiretegning 1880 punch — *Sjov med Steen Steensen Blicher i 1880. Opslag på bukserne, Blicher var forud for sin tid.*

punch 1880 herretøj satire — *Manden til højre i jaket med bowler (ikke høj hat som normalt til frakke), knaphulsblomst, handsker og mønstrede lyse bukser. 1880.*

punch begravelse 1880 — *Begravelse i helsort tøj funderet i en diplomatfrakke. 1880.*

punch 1878 satiretegning — *Ternet jakkesæt i tweed, bukser som nedløbsrør, paraply og stok, sort sløjfe under nedfoldet flip som arkitekten Frank Lloyd Wright holdt fast i. Foran det Det kgl teater, 1878.*

punch tegning 1878 — *Hvidt sommertøj med hvid kasket, en knap på jakkeærmet, lysebrune sko. 1878.*

jaket herremode 1878 — *Jaket med stribede bukser og plastron (rideslips), 1878.*

charlottenborg udstilling 1879 — *Klog på kunst. Brug af hat – høj hat og bowler – indenfor. 1879.*

punch satiretegning herremode — *Ternet tredelt jakkesæt i tweed derhjemme, 1879.*

vittighedsblad 1879 — *Kroket i hvide klæder efter engelsk forbillede, sommerstribet skjorte. 1879.*

herremode 1879 — *Paisley-mønstret slåbrok og tøfler, 1879.*

punch satireblad herremode — *Landliggerliv i Taarbæk i hvidt tøj. 1877.*

Georg Brandes satiretegning 1877 i punch — *Georg Brandes i tredelt habit – og gamacher! – af tweed medsamt høj cigarføring. Derudover en havelok-frakke og en hat på sned. 1877.*

punch satiretegning sweater islænder — *Fiskere i islandsk sweater og sydvest på hovedet. 1877.*

Ib Henrik Cavling var forfatter med guldknappet stok

4. april 2019, af Torsten Grunwald

Ib Henrik Cavling forfatter — Ib Henrik Cavling på forsiden af sit erindringsværk, Jeg løb hornene af mig (1960), i skræddersyet jakkesæt fra Savile Row med spidst revers, homburg-hat og guldknappet malakkastok. Ib Henrik Cavling var både en af Danmarks bedst sælgende og bedst klædte forfattere.

Forfatter i gode klæder

“Da han boede i Danmark, gik han til Brødrene Andersen og skrædderiet i Illum,” siger Klara Elvira Hartz Cavling om forfatteren Ib Henrik Cavling. Jeg har ringet til hende for at høre mere om den mand, hun var gift med i 16 år.

“Han havde også jakkesæt fra London, fra Savile Row. Han var jo anglofil. Sine skjorter fik han syet i Frankrig og Italien.”

“Når han var hjemme, gik han i tynde, engelske pullovere og hjemmejakke. Han bar normalt butterfly, selvbindere, naturligvis, men havde også slips, som han bestilte, når han bestilte sine skjorter,” fortæller hans tidligere hustru over telefonen.

Forventningens pres

Ib Henrik Cavling (1918-1978) kombinerede sit udsøgte tøj med guldknappet stok, hat og spejlblanke sko. Han var ikke blot en karakter, han lignede også en. Ib Henrik Cavling var en “sælsom og spændende skikkelse i dansk underholdningsliv,” som hans biograf, Carsten Berthelsen, skrev til mig i en email.

Rundet, som han var, af den berømte journalistfamilie Cavling, hvilede et forventningens pres på Ib Henrik Cavling. Hans farfar, Henrik Cavling, skrev banebrydende artikler og forvandlede som chefredaktør Politiken til landets største avis. Og hans far, Viggo Cavling, var forfatter og redaktør med en intellektuel dimension. Derudover var hans onkel Frejlif Olsen chefredaktør på Ekstrabladet.

En skidt knægt

Så drengen Ib måtte stramme sig an. Men det var svært.

“I skolen gik det ikke godt. Jeg var uartig og doven. Min karakterbog var forfærdelig, men da jeg i hele anden klasse selv skrev den under med min fars navn, skaffede det mig ikke ubehageligheder hjemme. Paterne pryglede mig, så min krop lignede et landkort, men det hjalp ikke stort. En stadig trussel om bortvisning hang altid over mit hoved. I tredie klasse gik det galt. Jeg havde tømt nogle frakkelommer, og pater Laus greb mig på fersk gerning. Jeg blev sendt hjem, og samme eftermiddag opsøgte rektor min far på Politiken. Det var slut. Rektor ville ikke se mig mere i skolen. Da min far den aften kom hjem fra bladet, sagde han for første gang til mig: “Du er en skidt knægt.” Hvor mange gange skulle jeg ikke senere i livet høre de ord blive sagt til mig og om mig,” skriver Ib Henrik Cavling i sin selvbiografi.

Det lykkes Viggo Cavling at overtale rektor på skolen (den katolske Skt. Knuds) at lade den krævende søn fortsætte. Men freden varer ikke længe, og efter sommerferien i 1927 må Ib traske hjemmefra og ni år gammel begynde på Bogø Kostskole.

Kostskolens trængsler

“Ib var en følsom dreng, så koststolen var en svær tid for ham,” siger Klara Elvira Hartz Cavling, da vi taler om Bogø Kostskole.

Hans selvbiografi bekræfter trængslerne.

“Da jeg gik på kostskole, var det stadig væk god latin, at de store drenge tævede de små. Selv om jeg var skolens uartigste dreng, kunne jeg som regel snakke mig fra øretæverne. Der var kun en dreng, som ikke lod sig besnakke. Det var Ejnar. På grund af sin råstyrke havde han fået øgenavnet Tampeskælveren. Han kunne ikke lide mig, og han var min værste plageånd. Når han kedede sig, var det munter tidkort at stikke mig lussinger. Desværre kedede han sig ofte.”

Bogø Kostskole bliver dog også stedet, hvor Ib og omgivelser til deres overraskelse kan konstatere, at han har et lyst hoved. Det demonstrerer han i skak (“spillet tiltalte min fantasi”), hvor han banker den lokale postmester og selvudnævnte stormester, til han bliver “blåviolet i ansigtet af indignation”, og i skolen, hvor han ender som klassens dygtigste elev.

Men skarnstregerne dropper han ikke. Han ryger ud af Bogø Kostskole for at returnere til kostskolen efter korte ophold på Sorø, Herlufsholm og Birkerød Statsskole.

Mødet med Hitler i München

Da han har taget sin realeksamen på Bogø Kostskole, overtaler han sin far til at sende ham til Tyskland for at gå på et universitetsforberende kursus der. Han begynder i Berlin og drager siden til München. Der møder han Hitler en eftermiddag på Café Carlton, som diktatoren og hans følge har det med at besøge, hvis de er i München, “Hauptstadt der Bewegung”.

“Rask gik jeg gennem lokalet. Toiletterne lå også i den retning, så tjenerne og de tilstedeværende gæster har nok antaget, at det var mit mål. Men da jeg kom op på højde med Hitlers bord, gik jeg hen til det og standsede lige over for Hitler, som sad i en sofa på den anden side af bordet. En af adjudanterne var straks på benene. Han greb mig fast i armen og hviskede halvhøjt: “Se hellere at komme afstod med Dem, her har De ikke noget at gøre.” Men jeg havde fanget Hitlers opmærksomhed. “Hvem er den unge mand?” sagde han. Det spørgsmål besvarede jeg selv. “Jeg er dansker og journalist.” “Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte Hitler mig direkte. Adjudanten slap taget i min arm. Tungerapt fortalte jeg, at det var mit højeste ønske og mål at få et interview med Hitler selv.” Det kan jeg ikke tjene Dem med,” sagde Hitler meget venligt og tilføjede, “men har De lyst til at drikke en kop the med os, er De velkommen.” Det svar smagte mig bedre, end det smagte selskabet, han var sammen med. Jeg tog naturligvis straks mod tilbudet, og de “fine” herrer kom til at rykke lidt sammen. Hvis jeg havde ventet at høre sensationer af verdensformat, blev jeg skuffet. Efter at have talt til mig, mælede Hitler ikke et ord til nogen. Han stirrede tankefjernt ud i luften, medens han drak sin the og spiste ristet brød. Men hans appetit fejlede ikke noget, jeg tror han spiste otte stykker. Det øvrige selskab talte hviskende sammen.”

Kameluldsfrakken i Kongsberg

Efter opholdet i Tyskland flytter Ib Henrik Cavling til Paris og derefter kystbyen Le Tourquet. Der fortsætter han livet med kvinder, casinobesøg og spiritus. Det skriver han da malende om i sin selvbiografi og mon ikke, det passer nogenlunde, hvis man betragter hans foregående urolige skoletid.

Kostbart og flot tøj spiller også en rolle. Efter hjemkomst til Danmark og flakken rundt, hjælper hans far med at skaffe en begynderstilling på Kongsberg Dagblad i Norge. Ib Henrik Cavling beskriver ankomsten til Norge således:

“Fra Oslo tog jeg på vestbanegården toget til Kongsberg. Det tog dengang fire timer, så det var et stykke ud på eftermiddagen, da jeg ankom til Chr. den IV’s gamle sølvmineby. Jeg tog et værelse på Grand Hotel, og da jeg havde nettet mig lidt, gik jeg op gennem byen. Jeg havde en stor kamelhårsfrakke på, som jeg havde købt i München. Den var lysegul og fik kongsberggenserne til at vende sig om.”

Fandt på Arhus’ slogan

Siden går dannelsesrejsen til Aarhus Amtstidende, hvor Ib Henrik Cavling også forstår at sætte rav i den, både i og uden for redaktionslokalet. Han begår også et “kup”, som alle kender i dag, men ingen ved, hvem fandt på.

“Kort tid efter lykkedes det mig at lave et nyt kup, og denne gang var det mig selv, der skrev. Det var en artikel, som gav Århus sit slogan: “Århus — smilets by”. Tegneren Ingvar, som dengang var kendt af hvert barn i Danmark, var kommet til Århus, og han havde inviteret mig til frokost på Royal. Jeg benyttede lejligheden til at interviewe ham. Han havde været i Århus mange gange, og det var den kedeligste og sureste by han kendte. “Det går aldrig an at skrive det,” sagde jeg, “må jeg pynte lidt på det?” “Alt hvad De vil,” svarede Ingvar. Så fik jeg ham til at lave et par tegninger. Tjavs, Magasin Madsen og Prins Pilfinger i et par situationer fra Århus. Vi bragte tekst og tegninger dagen efter under overskriften: Århus —smilets by”. Så blev vi ringet op fra turistforeningen, som mente, at det var den helt rigtige karakteristik af byen,” beretter Ib Henrik Cavling og beklager sig over, han aldrig tjente en krone på ideen.

London

Da journalistiden i provinsen er forbi, rejser Ib Henrik Cavling 20 år gammel til London. Året er 1938. Hans bror, Bengt, studerer derovre.

“London var min by. Jeg kom til at elske den,” skriver han siden i sine erindringer.

Taget af tyskerne

Under Krigen er Ib Henrik Cavling tilbage i Danmark. Tysken provokerer ham dybt. Sammen med en kammerat ender han i slåskamp en aften med tysk officer og må flygte til Anholt. På et tidspunkt vender han tilbage til København for straks at blive arresteret for højlydt at spotte Hitler og Goebbels på et værtshus. Han bliver ført til Shell-huset, hvor han får en yderst hårdhændet behandling. Så bliver han kørt til Vestre Fængsel “i et salatfad”. Men ubehageligheder stopper ikke.

“Den første uge blev jeg næsten hver eneste dag hentet ind i Shell-Huset til forhør hos den onde Birn. Og hver gang gik det op for mig, hvor tåbeligt det havde været at udtale mig om dr. Goebbels’ konsistens. Hver gang Bins øjne faldt på anklagepunktet, stak han mig lussinger.”

Fra Vestre Fængsel sender tyskerne Ib Henrik Cavling til Frøslevlejren. Der må han blandt andet tilbringe fem mørke døgn i isolationsfængsel på grund af oprørsk adfærd.

Farens død

Ved Krigens afslutning kommer han med Bernadotte-bus til København og sine forældre. Hans komplicerede forhold til sin far sættes i relief, da hans far dør i 1946.

“Ib var den sidste, der så faren på hospitalet i Gentofte,” fortæller Klara Elvira Hartz Cavling.

Ib Henrik Cavling og hans far forsoner sig aldrig rigtigt, hvis man skal tro hovedpersonens egen beskrivelse af afskedens stund.

“Min syge far så bedrøvet på mig. “Det ser sort ud,” sagde han så. “Lille far,” sagde jeg med tårer i øjnene og tog hans hånd, “jeg kan nå det endnu. Ved Gud i himlen, jeg kan nå det endnu!” Han smilede til mig, men jeg læste tvivlen i hans blik. Ord kunne ikke længere overbevise nogen om mine skjulte gode egenskaber. “Ja, ja,” sagde han, “lad os så håbe det en gang endnu.” Det var min faders sidste ord til mig. Da jeg sammen med min moder næste formiddag kom ind på hospitalet, var min fader lige død.”

Gennembrud som forfatter

Ib Henrik Cavling og Morten Korch — Ib Henrik Cavling med Morten Korch i 1954. De to mænd regnes for efterkrigstidens to store forfattere i den lette romangenre. “Korch skrev om den lille mands kamp for lykken i landligt regi, Cavling om problemerne med at skabe sig en tilværelse i storbyens jungle,” siger eksperten Carsten Bethelsen om dem. Foto: Danske digtere i det 20 årh.

Farens død rusker op i Ib Henrik Cavling. Han gifter sig, begynder at skrive for blade og aviser, og i 1952 udgiver han sin første bog, Arvingerne, som to år senere filmatiseres.

Dengang og siden har anmeldere haft travlt med at tale hans bøger ned.

“De er triviallitteratur, ikke god litteratur, der flytter læseren,” lyder omkvædet. “Dagdrømmefabrikanten”, som Berlingske Tidende døber Cavling.

Og sandt er det, Ib Henrik Cavlings bøger ikke er Nobelprislitteratur. Men Ib Henrik Cavling skriver stadig fermt. Hans enkle fortællemæssige modsætninger og persontegninger i et erotisk spændingsfelt er stadig et stykke håndværk, som få mestrer med succes. Det bliver hen ved 60 bøger i perioden 1952 til 1978. Mange bøger bringes først som føljeton i ugebladet Hjemmet, siden udkommer de i bogformat.

Det skal med, at Cavling heller ikke selv gør noget krav på fin litterær status.

“Morskabsromaner”, kalder han på sine ældre dage sine bøger.

Til gengæld sætter Ib Henrik Cavlings bøger gang i forretningen, der ikke bliver mindre lukrativ af, han slår sig ned som udlandsdansker på Rivieraen i slutningen af 1950’erne.

forfatter cavling og hustru — *Monte Carlo, 1966. Cavling med sin hustru Cardi Cavling (født von Bluth). Foto: Danske digtere i det 20. århundrede*

Syd på møder han flere skæve folk på sin vej. En af de mest vidtløftige, for at bruge Cavlings senere egne ord om manden, er Robert C. Willan.

Retssagen mod Robert C. Willan

Robert C. Willan lægger sag an mod Cavling i efteråret 1969. Englænderen mener, at Cavling har skrevet en dækningsløs check på 1. mio. kr. til ham. Ib Henrik Cavling skylder altså nu Robert C. Willan 1. mio. kr.

Ifølge Robert C. Willan. Cavling er af den opfattelse, han aldrig har udskrevet den pågældende check til englænderen. Checken er et falsum.

Willan hyrer topadvokaten Mogens Kroman til at føre sin sag og ankommer i februar 1970 til København med hat, sølvknappet stok, slipsesnål, chamois-handsker og fin moustache i en stil, der minder påfaldende om Henrik Cavlings. Med sig Mr Willan har sin smukke veninde Nora.

ib henrik cavlings retssag med willan — *B. T. slår retssagen mellem Robert C. Willan og Cavling stort op i februar 1970.*

Sagen bevæger sig dog hurtigt hen i Cavlings favør, da Willan og hans advokat fremlægger et brev i retssalen, som, hævder de, Ib Henrik Cavling har skrevet. Brevet er fuldt af banale grammatiske fejl. Ib Henrik Cavling tager det fra den humoristiske side.

“Nok bliver jeg måske af nogle anmeldere ringeagtet som forfatter – hvis de overhovedet beskæftiger sig med mine bøger – men ingen vil dog i fuld alvor komme og hævde, at jeg skulle have affattet et hjælpeløst brev med så mange fejl,” siger han i retten ifølge journalisten Erik Nørgaards erindringer, Ringen sluttet.

Det kniber også for Willan og advokat Mogens Kroman at give retten et overbevisende svar på det grundliggende spørgsmål: Hvorfor skulle Cavling dog have skrevet en check på 1 mio. kr. til Willan?

Forklaringen bliver en lang, kulørt fortælling om kærlighedssorger og livet på Rivieraen, guf for tabloidpressen, men ikke noget, der bidder på retten.

Den højtprofilerede retssag mellem Willan og Cavling ender som banalt politiarbejde, hvor Willan efterforskes for bedrageri.

De sidste år

I 1974 gifter Ib Henrik Cavling sig med svenske Sonja Edman. Hun bliver hans femte og sidste hustru. Tilværelsen går nu for sig syd for Genoa i Italien. Men Cavling er på flere visit i Danmark og følger med i nyhedsstrømmen fra sit fødeland og skriver mere politiske romaner som for eksempel Kulturministeren.

Han harcelerer også i et læserbrev over, at han er på bibliotekernes sorte liste i hovedstaden, så man ikke kan låne hans bøger der.

“Det er en ydmygende for mig, at en sådan embedsmand [bibliotekar] kan få lov til at censurere mit ærlige levebrød og gennem udtalelser til pressen diskrimenere mit hæderlige navn. Føj for den lede kanin!” skriver Cavling i et læserbrev i B. T. 8. februar 1978 fra sit refugium i Santa Margherita.

“Jeg har skrevet 60 romaner på 26 år. Jeg har gjort mig umage med hver eneste og skrevet den så godt, som mine evner rækker,” fnyser han også i læserbrevet og afslører, at den flamboyante livsførelse også gemmer på en disciplineret, stolt og pligtopfyldende mand. Noget, hans hustru gennem 16 år, Klara Elvira Hartz Cavling bekræfter.

“Han var meget, meget flittig. Når han satte sig ved skrivemaskinen, blev han der i timer og skrev. Det var ikke noget med at gå til og fra,” fortæller hun om sit liv med Ib Henrik Cavling i 1950’erne.

I sommeren 1978 bliver Ib Henrik Cavling dårlig, og efter et fire måneders langt ophold på sygehuset i Santa Margherita dør han relativt ung den 2. november 1978 60 år gammel.

“Man drikker ikke, ryger ikke, gifter sig ikke fem gang og skriver ikke 60 romaner, uden det sætter sig spor,” siger han forinden til pressen.

ib henrik cavling sorgenfri kirkegård — *Sorgenfri Kirkegård, april, 2019.*

Skøn mode til mænd fra 1940’erne og 1950’erne

2. april 2019, af Torsten Grunwald

Herremode fra 1940erne og 1950erne — *Herremode fra 1940’erne og 1950’erne. En krydsning mellem en raglanfrakke (ærmer) og en ulster (påsatte lommer, kapsøm og overslag) i store sildeben.*

Klassikken i 1940’erne og 1950’erne

Hvis man er til skræddersyet tøj, er der meget inspiration at hente i ældre mode til mænd, fx fra 1940’erne og 1950’erne. Nærværende illustrationer, som jeg har fundet på det svenske Digitalt Museum, er fra det store, fine herremagasin Nordiska Kompani, eller NK, som det hedder i dag.

1940’erne og 1950’erne var en tid, da den klassiske garderobe var klart den dominerende norm, ikke en blandt flere stilarter som i dag. Vindjakke og lumber jacket var dukket op, men spillede endnu en statistrolle i det store beklædningsshow.

Kommentarer til illustrationer fra Nordiska Kompani

Her følger mine umiddelbare kommentarer til de forskellige illustrationer fra Nordiska Kompani.

herremode 1940'erne og 1950'erne — *Engelsk stil med chesterfield-frakke, bowlerhat, regimentslips, paraply og sorte oxford-sko.*

Sportsjakker

Jakkesæt

Knæbukser

Jodphurs

Smoking

herremode 1940'erne og 1950'erne 1940'erne — *Skovgrøn smokingjakke til efterårets selskaber på en privat matrikel.*

Vest

Mere historisk herremode

Historien om det moderne jakkesæt

Klæder skaber folk – den fulde betydning

8. juli 2018, af Torsten Grunwald

Klæder skaber folk Mark Twain — *Klæder skaber folk. Mark Twain i hvid sommerhabit og pibe på sit landsted Stormfield. Foto: Ukendt*

Et gammelt mundheld

De fleste er stødt på de bevingede ord “klæder skaber folk” eller “klæder skaber manden”. Selveste Shakespeare kan være den oprindelige kreatør.

“Apparel oft proclaims the man,” siger Polonius til sin søn Laertes i Hamlet.

Siden har blandt andet den amerikanske forfatter Mark Twain (1835-1910) taget replikken op og vittigt tilføjet en forklaring.

“Clothes make the man. Naked people have little or no influence in society”, skriver Mark Twain.

Klæder skaber vores ydre spillerum

Hvis man tager Mark Twains alvorligt, siger han, tøjet har afgørende betydning for, hvordan andre mennesker bedømmer os og det spillerum, de derefter tildeler os. I Mark Twains ekstreme eksempel har nøgne mennesker ingen adgang til magtudøvelse, knap en eksistensberettigelse.

Rekruttering af investeringsrådgivere til topbankerne i London rummer et aktuelt eksempel på, hvordan tøjet bliver ens skæbne alt efter, hvor god man er til at håndtere de ydre tøjkrav, man udsættes for. En undersøgelse viser således, at unge engelske mænd, der går i brune sko eller ikke kan finde ud af at vælge det rette slips, oftere fravælges ved den afsluttende samtale med partnere end unge mænd i sorte sko med et passende slips om halsen.

Klæder skaber vores indre verden

Klæder skaber os nu også på anden vis. De påvirker vores tanker og bevidsthed og vores måde at gå til verden på og se muligheder i den.

klæder skaber folk — *Arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Foto: Den Store Danske*

I sin bog Om at opleve arkitektur (1957) udfolder arkitekten Steen Eiler Rasmussen elegant, hvordan tøj, tilbehør og artefakter som sådan virker tilbage på os.

“Først sætter mennesket […] sit stempel paa redskaberne, men bagefter paavirker de igen mennesket. De bliver til noget mere end rene nyttegenstande. Foruden at udvide ens aktionsradius, udvider de ogsaa ens livsudfoldelse. En tennisketsjer kan hjælpe en til at slaa meget bedre, end man kan med den bare haand. Men det er til syvende og sidst ikke det vigtigste ved den. For det er jo i og for sig uden væsentlig nytte. Naar man benytter den, giver det en følelse af vitalitet, af opstemthed og lyst. Selve synet af ketsjeren fremkalder en stemning af noget sportsligt og vitalt, som er vanskelig at beskrive. Men vender man sig mod en anden sportsrekvisit, f. eks. ridestøvlen, forstaar man bedre, hvor forskellige de strenge er, som tingene anslaar og faar til at klinge i os. Den engelske ridestøvle har saadan et kostbart racepræg. Det er en underlig læderhylse, der ikke minder alt for meget om formen paa et menneskeligt ben. Den vækker fornemmelse af noget elegant og dyrt, noget med knirkende læder og fuldblod. Og tag saa paraplyen! Det er et sindrigt, fuldkommen funktionelt apparat, elegant og praktisk. Men det er ligesom om det ikke kan være i stue sammen hverken med ketsjeren eller med ridestøvlen. De taler hver sit sprog. Der er noget vist pertentligt over paraplyen, ogsaa noget køligt og forbeholdent, en holden paa værdigheden, som ketsjeren for eksempel slet ikke er i besiddelse af.

[…]

Nu er det jo saadan, at ikke blot tennisketsjeren, men alt hvad tennisspilleren omgiver sig med, det tøj, han tager paa, det sted, han spiller, vækker samme fornemmelser. Tøjet er løst og behageligt, skoene er bløde. Det harmonerer med, at han giver sig hen i en afslappet gang, naar han bevæger sig rundt paa banen og samler bolde op med lade bevægelser for saa at kunne koncentrere sig i en pludselig udfoldelse, naar han har brug for lynsnart at placere en bold. Hvis den samme mand paa et senere tidspunkt ved en officiel lejlighed optræder i jaket eller i uniform, er han som forandret ikke blot i skind, men i sind. Hans holdning og hans gang paavirkes af tøjet, en vis stramhed og værdighed indfinder sig.”

Klæder skaber folk

Udfaldet ville have været temmelig anderledes, hvis manden var trukket i hør. Det ville have ansporet en ro og et overskud, fordi hørtøj er historisk ladet af sommerferie, afslapning og nydelse. Man kan ikke stresse rundt i en hørhabit.

Tænk også, hvad et spidst revers på en enkeltradet jakke kan sætte i gang. Den er en afvigelse, men kan dårligt kaldes forkert. Den har sin plads traditionelt set og giver et indtryk af dekadence. Man kan ikke tillade sig at være en kedelig mand i en enkeltradet jakke med spidst revers.

Og sådan kan man fortsætte. Klæder skaber folk, klæder skaber manden, både ved de muligheder, som andre mennesker giver eller nægter ham som følge af hans påklædning, og ved de oplevelser, som tøj og tilbehør uafhængigt deraf fremkalder i ham.

Historien om det moderne jakkesæt

22. december 2017, af Torsten Grunwald

jakkesæt historie — *Jakkesæt kan ikke bedømmes uafhængigt af den tid, vi befinder os i. Hvilket ikke skal føre til relativisme. Redaktøren i et skræddersyet dobbeltradet italiensk jakkesæt. Foto: Simon Jeppesen*

Jakkesæt og tidsånden

Moden påvirker vores syn på god tøjstil. Bukser, der ikke smyger sig om benene, ser mange ungersvende som posede, fordi smalle bukser har domineret deres modebillede. Læg i bukselinningen dømmes ude som gammeldags. Et slips på 9 cm i bredden forekommer kikset. Og så videre.

Sådan må det i et vist omfang være. Smag og behag i påklædning påvirkes af tiden. Det rene blik, hvor vi frigjort af tiden betragter en tøjstil desinteresseret, er en illusion.

Den erkendelse er måske særligt væsentlig for dem, der kan lide klassisk og såkaldt tidløs stil. Også hvad der er klassisk og tidløst, ændrer sig med tiden. To slidser i jakken bagerst er et eksempel. De bliver set som et klassisk og selvfølgeligt valg på Savile Row, i Italien og i det hele taget hos topskræddere. Sådan var det ikke før Anden Verdenskrig. I de stilistisk højt besungne 1930’erne var slidseløse jakker det almindelige valg, også på Savile Row.

Det umodne blik versus det modne blik

Relativismen må dog ikke tage overhånd. Der er tøjstile, der faktisk er mere vellykkede end andre. Det er det, man opdager, idet man går fra betragterens position til den erfarne praktikers position. En dygtig murermesters dom over et givent stykke murværk bliver autoritativ på tværs af tid. Hans talent og dybe erfaring – hans skarpe blik – trumfer tidsånden. Han fornemmer stenenes og mørtlets kvalitet, farvenuancen i overfladen, præcision i udførslen, kort sagt, han gør sig facetterede observationer, som han på et splitsekund holder op mod et endnu mere facetteret indre landskab af erfaringer. Hvis han ser det givne murværk som godt murværk, funktionelt og æstetisk, er det faktisk godt, fordi “han ved, hvad han taler om”. Lægmands syn på murværkets kvalitet er om ikke ligegyldig, så sekundær. Alles meninger er ikke lige gode. Det er et princip, man skal klamre sig til i tøjet, mens moden suser omkring og sætter dømmekraften under pres. Man skal tro på, der er tøjstile, der er bedre end andre og trodse skrivebordsbetragteren, der sidder på lur for at relativere enhver position.

Det moderne jakkesæt har en historie

Denne stilfilosofi som indgangsbøn for at tale om jakkesættes historie. Det er de færreste, der bliver vedkommende udøvere af en kunstform, det være sig maleri, poesi eller jakkesættets kunst, hvis de ikke har et kendskab til den pågældende kunstforms historie.

Jeg har særligt tidens slimfit-jakkesæt på sinde. Jeg vil vise, hvordan de er en midlertidig figur, og at jakkesættet gennem hundrede år har ændret sig. Tiden forarbejder hele tiden den tidløse uniform. Man må forstå jakkesættets historie for at berige dømmekraften på jakkesættets felt.

Jakkesæt 1900-1925 – sprækker i overfladen

I starten af 1900-tallet er jakkesættet nyt tøj i byen. Hidtil har man som borgermand gået i diplomatfrakke og jaket. 1800-tallets tætsiddende skødefrakker gør stadig deres indflydelse gældende. Jakkesættet følger kroppens linjer nærmest en-til-en. Modemæssigt er jakkeskørtet langt og reverset kort, så habitjakken minder lidt om jaketten med afskårne skøder foran. Habitbukserne slutter tillige tæt. De har ingen (åbne) læg i linningen foran. Enkelte modekarle er begyndt at smøge bukserne et par gange op, en stil importeret fra cricketsporten.

Omkring 1910 finder skrædder Lars Larsen i Paris så på at indsætte åbne læg i bukserne, så pressefolden kan løbe ubesværet til bukselinningen, og så der bliver lidt mere plads i bukserne. Moden bliver eksplosiv, spreder sig til England og Savile Row, og har i dag forvandlet sig til en grundliggende designdetalje i habitbukser.

jakkesæt historie 1919 — Den engelske kronsprins, den senere Hertugen af Windsor, i Canada i 1919. Bukserne har fået mere vidde, læg i bukselinningen og opslag. Jakken er blevet kortere igen, revers bredere. Derudover bemærkes den særlige to-knapsjakke, som man knapper begge knapper på. Den var populær på den tid, bla. pga. kronprisens forkærlighed for den.

Jakkesæt 1925-1940 – blød og rummelig stil

Der er i det hele taget et opgør med det kropsnære victorianske snit i jakkesættet på den tid. I sin erindringsbog beretter Hertugen af Windsor om, at han og hans venner begynder ”at klæde sig blødt” i 1920’erne. Hans skrædder, Fredrick Scholte, bliver sideløbende berømt for sit ”drape cut” med ekstra pli over jakkens ryg og bryst og i overærmet.

Set udefra vokser og vokser jakkesættene og til tider i sprint, specielt i 1924 med de såkaldte oxford bags, en art kassebukser, som bliver meget populære blandt studerende. Kassebukser er set før på sømænd. Nu bliver de en del af jakkesættet. Modedillen går snart over, men en vis vidde i bukserne bider sig fast og forsvinder ikke før 1960’erne.

Jakkesæt 1940-1960 – vokseværk

jakkesættets historie — *Hollywood i 1948. Bukser og især jakke har fået mere vidde og længde. Foto: Getty*

Der er med andre ord et særligt fælleskab mellem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne i fortolkningen af jakkesæt. I 1930’erne begynder jakkesættet at vokse, det bliver endnu større i 1940’erne og ender i bizarre zoot suits, før jakkesættet krymper lidt igen i 1950’erne.

jakkesæt i historie — *Den tyske kansler Konrad Adenauer i 1953. Bukser og jakke har endnu godt med vidde. Foto: Getty*

Jakkesæt i 1960’erne – den slanke linje

I begyndelsen af 1960’erne bryder man med drapé-stilen. Man taler i England om, at en ny-edwardiansk stil med reference til de første ti år af 1900-tallet, før Lars Larsen, Hertugen af Windsor, oxford-bags, Scholte mv. påvirkede stilen i en mere voluminøs retning.

jakkesæt 1960'erne — *Smalle revers og smalle bukser uden oplag samt trilby-hat. 1960’erne.*

I 1960’erne begynder man at sy bukser uden opslag og åbne læg, og jakkerne bliver mindre og mere kompakte end i 1950’erne. Stoffernes farvenuancer er i reglen også mere nedtonede. Tænk på The Beatles’ jakkesæt.

Jakkesæt 1970-1985 – fest & farver

jakkesæt historie 1970'erne — *Høj krave med spidse flipper, stor slipseknude, brede revers med pyntesting, påklæbede bukser. 1974.*

Tendensen mod smallere og mindre fortsætter ind i 1970’erne. Pyntesting, lommer og anden dekoration bliver 1970’ernes opgør med 1960’erne. Snitmæssigt sker der dog ikke meget nyt. Det går mod den slanke linje, hvis man ser bort fra et indslag af bukser med svaj.

jakkesæt armani 1980 — *Richard Gere i løs hørjakke i filmen American Gigolo fra 1980. Giorgio Armani fabrikerede Richard Geres garderobe.*

Giorgio Armani bliver berømt ved skiftet fra 70’erne til 80’erne for sine bløde, ustrukturede jakkesæt. Snittet er faktisk ikke så langt fra 70’ernes øvrige jakkesæt, men forarbejdningen resultererer i en blødere jakke, og stoffernes farvenuancer er mere dæmpede end stilen generelt i 1970’erne.

Jakkesæt 1985-1995 – mægtige mænd

jakkesæt hugo boss 1987 — *Hugo Boss’ berømte – og berygtede – kæmpejakkesæt fra slutningen af 1980’erne. Snit og knapstilling inkorporerer elementer fra 1930’erne og 1940’erne. Annoncen her er fra 1987.*

Det er først i sidste halvdel af 1980’erne, at de berygtede “power suits” toner frem som genstridige ætlinge af 1940’ernes zoot suit. Særligt Hugo Boss bliver eksponent, men Giorgio Armani gør også sit for at kolportere de meget store jakkesæt.

giorgio armani jakkesæt 1990 — *Giorgio Armanis kollektion fra 1990. De løse jakkesæt i italienerens særegne farvepalet har ikonisk status i nyere modehistorie.*

Stilen fortsætter langt ind i 1990’erne.

frakker hugo boss 1992 — *Frakker, man kan være i. Hugo Boss’ syn på den gode stil 1992.*

Jakkesæt er bare store.

hugo boss jakkesæt i 1992 — *Hugo Boss anno 1992.*

Jakkesæt 1995-2005 – glamour & rock

Da begynder østrigeren Helmut Lang og amerikanen Tom Ford i regi af Gucci i sidste halvdel af 1990’erne at sende nye stilarter ned ad catwalken. Specielt Helmut Lang tegner et nyt jakkesæt, kan man bagudskuende se. Hans smalle habitbukser varsler en forandring.

Jakkesæt 2005-2015 – slimfit

Denne forandring griber Hedi Slimane, designer for Dior, og i starten af det nye årtusinde sender han modeller af sted i “skinny suits”, det vil sige lavtaljede, ultrasmalle bukser og smalærmede korte, tætsiddende jakker. Habitten er sort, skjorten er hvid og slipset er smalt som en lineal.

jakkesæt historie dior — *Diors Hedi Slimane viser skinny suits på catwalken fra 2002 og frem. Stilen dominerer jakkesættet i begyndelsen af 00’erne og frem til 2015. Foto fra 2002, 2005 og 2006.*

Rockmusikere og kendisser i al almindelighed elsker stilen, og dermed begynder ti tvivlsomme år for herremoden med meget små jakkesæt.

jakkesæt historie thom brown — *Thom Browne har slået et slag for stumpebukser og stumpejakke siden 2005. Foto fra 2008.*

Hen ad vejen bliver de smalle og små jakker “ustrukturerede”, indlæg bliver papirstyndt og al polstring fjernes skulderregionen. Habitjakken nærmer sig en trøje.

Jakkesæt 2015 og frem – casualisering

Nu er Slimane-stilen så ved at køre i grøften. Jeg tror, vi kan sige, årstallet, da det gik galt, er 2015. I hvert fald er der mange tendenser her og der på, at jakkesættet vinder vidde igen. Casual impulser fra streetwear og athleisure influerer.

jakkesæt mode 2018 — *Hugo Boss’ (t.v.) og Kenzos vision for herremode i jakkesæt i 2018.*

jakkesæt herremode 2018 — *Lanvins (t.v.) og Diors omgang med jakkesættet i 2018.*

Dreyers smoking – den utrolige historie om et sæt tøj

19. februar 2014, af Torsten Grunwald

Vi kender ikke årsagen til Carl Th. Dreyers bestilling.

Vi kan dog konstatere, at året 1926 var året, da Carl Th. Dreyer fik sit internationale gennembrud som filminstruktør.

Han havde optaget filmen Du skal Ære din Hustru i 1925. I februar 1926 blev den vist for biografdirektører og filmanmeldere i Paris, og de tog begejstret imod den.

Drømme i Paris

I foråret kunne Carl Th. Dreyer drage til Paris igen for at skrive kontrakt med filmselskabet Société générale de Films og for at slå sig ned i den store stad med sin familie. Forude ventede hans måske mest berømte film, Jeanne d’Arc, der skulle få premiere i 1928.

Mens han orienterede sig i Paris og forberedte Jeanne d’Arc, skete det. Vi ved ikke hvordan. Måske mødte han den danske ambassadør i Paris, der fortalte ham den store danske skrædder i byen. Måske havde han hørt om den danske skrædder i Paris hjemmefra. Måske spejlede han sig selv i den danske skrædder, der selv var kommet til Paris tre årtier tidligere og blevet et navn.

dreyers smoking og larsen — *Privatfoto af skrædder Larsen fra 1931.*

Carl Th. Dreyer besøgte i hvert fald den eksklusive danske skrædder – monsieur Larsen – i hans skrædderi på rue La Boétie engang i 1926, øjensynligt i sensommeren. Der bestilte han en kostbar smoking, enradet med sjalskrave, og naturligvis med Lars Larsens signatur, læg i bukselinningen. Smokingen blev færdig et par måneder senere den 28. oktober.

Et nyt hul i historien opstår. Vi skal frem til 1964, før Dreyers smoking fra Larsen dukker op igen.

I 1964 havde Dreyer haft premiere på Gertrud. Den skulle blive hans sidste film.

Dreyers gave til Bendtsen

Hans yndlingsfotograf Henning Bendtsen, som han også havde brugt i Ordet, havde stået for optagelserne. Dreyer var taknemmelig. Foruden klingende mønt skulle Henning Bendtsen have en gave.

Gaven blev Dreyers da næsten 40 år gamle smoking fra Larsen i Paris.

Den nærmere årsag til netop denne gave kender vi heller ikke. Vi kan dog gisne, at Carl Th. Dreyer må have haft smokingen meget kær, siden han stadig havde den og så den som en passende flot gave til Henning Bendtsen. Vi må antage, at Carl Th. Dreyer har tillagt smokingen en særlig symbolsk værdi. Den bestilte han det år, han kom til Paris og blev født som stor filminstruktør. Og han bestilte den hos den fine danske skrædder i Paris, Larsen.

“Under optagelserne hentede og bragte jeg Dreyer på hans bopæl på Dalgas Boulevard, og en dag sagde han til mig: “Hr. Bendtsen, vi har arbejdet så godt sammen, og jeg vil gerne give Dem en gave. Jeg har en smoking som jeg fik syet af en skrædder i Paris i 1926. Den kan jeg ikke længere passe, men jeg er sikker på at den passer Dem, og jeg betaler gerne en skrædder for at sy den til,”” fortalte Henning Bendtsen selv på sine ældre dage om hændelsen med smokingen.

Carl Th. Dreyer døde i marts 1968.

Bendtsens gave til Trier

Henning Bendtsen fortsatte som filmfotograf frem til 1991. Samme år gav han smokingen videre til en mand, der forguder Carl Th. Dreyer: Lars von Trier.
Henning Bendtsen og Lars von Trier mødtes første gang, en dag Henning Bendtsen var forbi Filmskolen for at fortælle om Dreyer, mens Lars von Trier var elev på stedet.

Få år senere arbejdede de sammen, først på filmen Epidemic i 1987, og derefter på Europa fra 1991.

“Så jeg fik Dreyers smoking, og jeg havde den måske på ved tre eller fem forskellige lejligheder hvorefter jeg heller ikke kunne passe den. Så da vi var færdige med optagelserne til “Europa” inviterede jeg Lars von Trier her ud [Bendtsens hjem] til en middag og lod ham prøve den gamle smoking. Den passede ham perfekt – og han havde den på til “Europas” premiere,” fortæller Henning Bendtsen om smokingens vej fra ham selv til Lars von Trier.

Siden har vi alle set smokingen flere gange. Vi har bare ikke vidst det. Eller det vil sige, vi har ikke vidst, at det var Dreyers smoking – og slet ikke, at den var syet af den store skrædder Larsen i Paris.

dreyers smoking på lars von trier — *Dreyers smoking på Lars von Trier.*

Husker alle måske ikke indledningen til tv-serien Riget, hvor Lars von Trier står i en smoking og viser djævletegn, mens han siger, at man må tage det gode med et onde?

Det er smokingen, rærligt sat sammen med en krøllet hvid buttondown-skjorte, og for stor på Lars von Triers spinkle krop. Men det er smokingen.

Tykke Lars von Trier

Siden voksede Lars von Trier, og endda så meget, at han voksede ud af smokingen. Et gammelt løfte måtte indfries.Da han modtog smokingen fra Henning Bendtsen, skete det nemlig på den betingelse, at han, Lars von Trier, sikrede smokingens overlevelse.
“Det eneste jeg har bedt ham [Lars von Trier] om er at han giver smokingen videre til Filmmuseet når han ikke længere selv kan passe den,” fortalte Henning Bendtsen ved sin 80 års fødselsdag i 2005.

Lars von Trier holdt løftet. Han afleverede smokingen til Filminstituttet for nogle år siden, da han var blevet for tyk.

Smoking i myndighedernes varetægt

Smokingen er således i myndighedernes varetægt. Men hvor præcis, og hvordan ser den nærmere ud? Og vil det kunne bekræftes, at smokingen er fra Larsen i Paris, eller er historien en misforståelse og vandrehistorie. Vi har jo at gøre med et artefakt, der har levet blandt kunstnere, der per definition er klar til at ofre sandheden, hvis det kan maksimere udtrykket.

Jeg måtte med andre ord have fat i Filminstituttet.

Der kom jeg i kontakt med Katja, konservator ved Filmarkivet i Glostrup. De havde smokingen fra Trier, Bendtsen og Dreyer derude, fortalte hun, og jeg skulle være mere end velkommen til at besigtige den.

Det gjorde jeg en kold morgen i januar.

Jeg blev ført gennem en hal, der var fyldt med reoler og metalkasser, før vi kom til en kontorlokale. Der så jeg som det første en stor lysebrun papæske på et højt bord. Låget var taget af. Den sorte klædning, der lå foldet sammen i kassen, havde et gulligt skær fra lysstofrørene.

En smoking var det. Men af Larsen?Jeg lagde overtøjet, talte lidt med Katja og en kollega, og så, endelig, kunne jeg løfte jakken ud af kassen og lægge den på bordet. Jeg åbnede jakkens venstre side, fik fat i inderlommen, og konstaterede, der var et mærke. Jeg krængede forsigtigt den øverste del af lommen ud, og et hvidt mærke påskrevet “Carl Th. Dreyer” dukkede op. Nogle hundrededele sekunder senere, bemærkede jeg også navnet “Larsen” øverst på mærkatet. Det var utydeligt, næsten slidt af, og dog ganske vist.

Jeg kunne i alt identificere følgende oplysninger:
L. LARSEN & CO.
?? Rue de la Boëtie
L PARIS18119 28.10.26
Carl Th. Dreyer

Det meste gav mening. Jeg funderede – og funderer stadig – over det ensomme bogstav “L” og nummeret “18119”.

Jeg tænker, at det håndskrevne “L” enten står for, Lars Larsen selv tilskar smokingen, eller har godkendt den.

Det håndskrevne “18119”, tror jeg, er et løbenummer eller et personnummer. Det kan fortælle, at Dreyers smoking var klædningsstykke nummer 18119 siden skrædderiets start i 1911, eller at det var skrædder 18119, der havde haft ansvar for smokingen.

Jeg forsatte inspektionen. Jakken var ikke overraskende velpolstret. Sådan var skrædderi i gamle dage. Der var et hul i silkeforet, og jeg fik et kig til hårdugene, både uld og lærred, der var fyldt med små håndsting, som så ud, som var de slået i går.

Udsøgte detaljer

Modellen var enradet med sjalskrave, og med en almindelig blank lukkeknap, en udformning, jeg siden har set på to andre smokingjakker fra Pierre Larsen, Lars Larsens søn, 30-40 år efter Dreyers smoking. Måske en signatur.

Jeg så også nærmere på bukserne. De havde selvfølgelig læg, to i hver side, fire i alt. Larsen syede også sine berømte læg i smokingbukserne, selvom smokingbukser fint kunne og kan klare sig uden.

Det virkede til, at bukserne var tænkt at skulle bæres uden seler eller anden ekstra anordning. De var skåret, så de bare passede i livet. Det var en praksis, som var mere udbredt i skrædderier, end de fleste, der i dag dyrker seler og spændetamp som den klassiske og rigtige løsning til bukser, måske forestiller sig.

Knapperne i gylpen var heller ikke til at overse. De var præget med Larsens navn. Omkostningsfuld elegance, og endnu et vidnesbyrd om skrædder Larsens status i Paris.

Måske var det netop status, som skubbede Dreyer hen til Larsen for ikke bare at foretage et køb, men tillige en symbolsk handling. Larsen var i en forstand et billede på ham selv, der besvarede hans ønsker og reflekterede den virkelighed, der begyndte at tegne sig med filmatiseringen af Jeanne d’Arc.

Måske er det ligemeget, hvad der fik Carl Th. Dreyer til at åbne døren til Rue de la Boetïe 7 en sensommerdag i 1926.

Da seancen var ovre, var Katja så venlig at tage et souvenirfoto i den store hal med metalreoler. Jeg ved ikke helt, hvilket håndtegn jeg brillerer i, men tanken – kan jeg forsikre – var at kopiere Lars von Triers djævletegn.

Kilder

Hjemmesiden Carl Th. Dreyer – særlig tak til Peter Schepelern
Magasinet AVM
Den store danske
Børge Møller, Karen Kjædegaard & Françoise Guedar Delehaye

Foto af Dreyers smoking: Den velklædte mand

Da Jens Otto Krag bestilte et jakkesæt

10. august 2013, af Torsten Grunwald

jens otto krag jakkesæt — *Jens Otto Krag i 1959 med sin nye hustru Helle Virkner. Foto: Danmarkshistorien*

Også tøjglad

Jens Otto Krag var som bekendt særdeles dameglad. Hvad med tøjet? Jeg tror ikke, han havde den store, dybe passion på området. Men foto af ham viser, han heller ikke var ligeglad med tøjstilen. Jeg tror, han var den sidste statsminister i rigtige skræddersyede jakkesæt.

Der er specielt et foto fra 1964, der viser en skarpt klædt udgave af Jens Otto Krag. Han er i Rusland for at mødes med den nye generalsekretær i kommunistpartiet, Leonid Bresjnev. Krag er i et tredelt og tydeligt skræddersyet jakkesæt, der kunne være et eksemplar fra Alfred Alm, hvis men ser på den upolstrede skulder. Men skrædderen er ikke til at sige med sikkerhed, medmindre der dukker nogen eller noget op, der kan dokumentere forbindelsen.

En læser, der også er hyppig kommentator på Den velklædte mand under initialerne FBJ, har en anekdote i ærmet, som dog kan kaste lidt mere lys over Krags forhold til beklædning:

Den italienske skrædder

“Da jeg intereresserer mig for biografier, så jeg lige for nysgerrigheds skyld efter i en lille en af slagsen: “Krag-som vi kendte ham” fra 1978. Her faldt jeg over følgende vidunderlige indslag (originale tegnsætning bibeholdt) af Rita Bryde, som Krag var i Firenze med i 70’erne:

“En dag sagde han: Nu vil jeg sgu ikke se flere kirker i dag. Der skulle købes tøj, helst til nogen tids forbrug. Vi fandt byens bedste skrædder, som tog mål, og da det blev afsløret, at Signor Krag var dansk, fremdrog skrædderen med stolthed to fine fotografier af sine gamle kunder. Et par gode bekendte: Hans Tabor og Niels Matthiasen. Vi må forhindre, at han også fotograferer mig, sagde Jens. Det gik, som han håbede. Da habitten blev hentet efter nogle dages ekspresarbejde (og fire prøvninger), havde skrædderen glemt, at han egentlig skulle have tilkaldt en fotograf. Jens ville under alle forhold værne om sit privatliv. Han var vant til, at journalister og fotografer kunne spore ham til udlandet.””

Hvem er så Jens Otto Krags florentinske skrædder? Det er umuligt at svare på, selv for en sartorial ekspert i Firenze, medmindre den mystiske Rita Bryde er i live, kan huske det og vil svare på det.

Indlæg opdateret og gennemskrevet 2. april 2019.