Hykleriets påklædning
Forleden sagde jeg “med 68” i en samtale, og ham, jeg talte med, en yngre mand, svarede:
“Med 68?”
Det gik op for mig, at 1968, ungdomsoprørets årstal, er flimrende langt væk, hvis man er født i 1998.
Selv var jeg heller ikke født i 1968, men jeg husker de sidste år af 1970’erne og den tidsånd, der svævede rundt dengang, som var anderledes end i 1968, mere forstokket, tror jeg, men grundlæggende i overensstemmelse med 1968 og idéen om, at man må gøre oprør mod samfundets gældende orden.
For det ville man med 1968. Og viljen har i mangt og meget sejret. Modus operandi er nu, også i det borgerlige Danmark og erhvervslivet, at man skal være nysgerrig og åben over for at ændre samfundets strukturer. Man har også taget 68-agendaer som miljøbevidsthed og tolerance over for minoriteter til sig.
Jeg tænker, at 1968 var nødvendigt. Taler man med folk, der levede dengang, tematiserer de en frihed, de oplevede med 1968.
“Det var så forlorent,” husker jeg, et familiemedlem sagde om tiden før 1968. Han mente dermed, at samfundet var gennemsyret af et hykleri, hvor man præsenterede ét udadtil og levede en anden virkelighed indadtil.
Jakkesættet blev et symbol på hykleriet, et visuelt greb, hvor man forsøgte at præsentere en ordentlighed i det offentlige rum, som man reelt ikke efterlevede.
Så jakkesættet måtte lade livet med 1968. I stedet klædte man sig i, hvad man mente, var naturligt, ærligt tøj. Hippierne havde vist en vej årene før med T-shirt, jeans og gummisko. Striktrøjen, islænderen, blev også en del af den nye tøjstil.
Den ædle tøjstil
Problemet med at droppe jakkesættet, set fra min bagkloge position, var dog, at man sagde farvel til et stykke tøj, der teknisk set kan mere æstetisk end en sweatshirt eller T-shirt. Man valgte at gøre sin påklædning mere primitiv og mindre civilisatorisk.
Det skal konkret forstås sådan, at jakkesættet, syet af vævet uld, som det er, har et sjældent figurdannende potentiale. På den ene side er det nøje afstemt, hvis det sidder godt, med den enkelte mands specifikke figur. På den anden siden gør jakkesættet med sit indlæg, skuldre og form en ny, lidt ædlere figur. Jakkesættet honorerer både det private og det offentlige rum.
T-shirten og sweatshirten tilpasser sig også figuren. De hononerer i den forstand det private. Men det offentlige rum ignoreres. T-shirten kan ikke gøre sig umage, men insisterer på, at man kan nøjes med at være sit private selv i det fælles rum.
Dobbeltheden i Das Herrenjournal
Jeg kom i tanker om jakkesættet som både skurk og helt, da jeg bladrede i min beholdning fra 1960’erne af Herrenjournal, et herremode- og livsstilsmagasin, opfundet af baron Freiherr von Eelking i 1927. Kalejdoskopisk og afhængig af, hvordan man lige drejer på røret, ser man i 1960’er-udgaverne af Herrenjournal enten jakkesættet i sin forlorne, fordækte udgave, konkret ved brugen af de glatte og stive syntetiske stoffer, som man begejstret syede jakkesæt af i 1960’erne, eller man ser jakkesættet i dets pragtfulde, figurdannende udgave, der får dagens T-shirt-stil til at se slap, udgidelig og selvoptaget ud:
Museet Louisiana i 1963
En anden video, fra min morfars efterladte smalfilmsarkiv, viser et besøg på Louisiana i 1963. Ordentligheden i påklædningen er slående. Ti år senere var den væk:
Skriv et svar