Klæd dig til succes

Den fineste smag i USA

Jeg har kendt til “Dress for Success” i et par årtier, men har aldrig villet røre bogen. Titlen skræmte. Den var skrevet over ideen om, tænkte jeg, at tøj blot skal betragtes som et middel til at gøre erhvervskarriere og tjene penge. Jeg så ingen plads til tøjets fornøjelse og raffinement i John T. Molloys populære tøjbog, der udkom første gang i 1975 og fik en genopfriskning i 1988.

Nu har jeg læst bogen, og min fordom er i og for sig blevet bekræftet. John T. Molloys Dress for Success vil give unge, håbefulde mænd en manual i hånden, så de bedre endnu kan sælge sig selv og deres ydelser og stige til tops. John T. Molloy ser ingen anden værdi i påklædning.

På trods af den for mig konceptuelle elendighed bliver bogens indhold dog spændende. Det må jeg medgive. John T. Molloy har en detaljeret og bred forståelse for den smag, det hele drejer sig om i USA, nemlig WASP-smagen, Ivy League-smagen, den livsstil, som den øvre middelklasse på USA’s østkyst følger med de såkaldte Boston Brahmins i spidsen.

Eller man burde sige “fulgte”. Man støder stadig på konturer i USA af det smagsunivers, John T. Molloy beskriver, men 1970’erne og 1980’erne er længe siden. Et eksempel: Krav om brug af slips på restauranter var almindeligt i USA for 40-50 år siden. I dag er svært overhovedet at finde en restaurant  i det vældige land, der praktiserer kravet.

“Dress for Success” bliver altså mere om et USA, der var end reelt er i dag. Klasseskel med videre ser man bestemt stadigvæk, men påklædningen, også hos John T. Molloys elskede øvre middelklasse, har forandret sig, så traditionel jakkesæt-skjorte-slips også i den samfundsgruppe er blevet undtagelsen.

Når det er noteret, er tiden heller ikke længere væk. Men fornemmer stadig konturer af John T. Molloys verden, som sagt, også takket være fænomenet Ralph Lauren, der tillige effektfuldt har kolporteret ideen om den amerikanske “upper middle class” og deres lækre smag.

Praktiske råd i Dress for Success

Lad os se på nogle af praktiske råd, eksempler og iagttagelser, som John T. Molloys præsenterer i Dress for Success.

Han lægger blandt andet ud med dilemmaet, som mangen en professionel ubevidst har tænkt over: Hvordan skal man klæde sig mest troværdigt i forhold til sine kunder?

Svaret er, at man skal klæde sig, så man ligner en dygtig advokat, revisor, elektriker og så videre i kundernes øjne. Man skal for alt i verden ikke efterligne kundernes tøjstil. Det er en stor misforståelse.

John T. Molloy advarer også i begyndelsen om at hente hjælp hos den kønnere halvdel.

“De er indoktrineret af modeindustrien,” skriver han.

Og, fortsætter John T. Molloy, “mine undersøgelser viser, at 92 procent af chefer ikke vil ansætte en mand i smart modetøj.”

I det hele taget refererer John T. Molloy meget til undersøgelser, han har gennemført med chefer. Det er forfriskende, han inddrager videnskab, men hvor meget videnskab disse undersøgelser er i sidste ende, er dog svært at afgøre. Det er lidt, som om, at hver gang han ser en korrelation mellem påklædning og en forfremmelse eller en fiasko, er det tøjets skyld. Korrelation er dog som bekendt ikke det samme som en årsagsforklaring.

Men lad det ligge. John T. Molloy har en stor indsigt i den finere smag i USA, ingen tvivl om det, hvor han end har den viden fra.

Og han anviser med omtanke. I begyndelsen gør han eksempelvis også opmærksom på, at man ikke firkantet skal bruge et Ivy League-look. Hader chefen stilen, skal man undgå den, og bor man i varme Californien eller Florida, skal man ikke bære tunge flannelsbukser. Den gode smag skal bruges snusfornuftigt.

Det gælder også hvide skjorter. John T. Molloy synes generelt, de er fantastiske, fordi IBM har haft succes med dem, og fordi “86 chefer ud af 106” i hans undersøgelse “forbandt hvide skjorter med mere moralsk standhaftighed end nogen andre skjorter.” På den anden side er der firmaer, hvor hvide skjorter sender de forkerte signaler, fx i Apple, medgiver John T. Molloy.

De hvide skjorter bliver dog også et eksempel på, at John T. Molloys fremgangsmåde overser nuancer. Den hvide skjorte har rigtignok altid været korrekt som dagligdagens forretningsskjorte og i den henseende et sikkert kort, men den er nødvendigvis ikke god smag. Vil man anerkendes af smagens aristokrati, som ikke behøver at være chefer, gør man klogt i at reservere en helhvid skjorte til aftenbrug og i stedet benytte en lyseblå, blåstribet eller flødefarvet skjorte til dagbrug. Sådan er/var det i England, dog nok i mindre grad i USA.

John T. Molloy giver også tip til, hvordan man køber et jakkesæt. Han understreger blandt andet, at man skal være godt klædt på, for så tager ekspedienten en mere alvorligt, og man må også meget gerne “stikke et par få dollars i hånden på ham.” I sidste ende bidrager den slags trick til, at man får et jakkesæt, der sidder godt og flatterer, hvad der er målet.

John T. Molloy bruger utroligt mange ord og sider på at skrive om forskelle på jakkesæt, sportsjakker og konfektion/målkonfektion, og det hele vil fremstå trivielt og noget bedaget for en læser af Den velklædte mand. Sigende er, at han gør mange overvejelser og anvisninger om jakkesæt, skjorter og slips med polyester: Hvornår man kan vælge et tekstil med polyester, og hvornår ikke? I dag kan jo overhovedet ikke købe et polyesterslips i en butik!

Angående slips giver John T. Molloy dem den helt store behandling, det vil sige mønstre, hvilke der dur, og hvilke der ikke gør, fordi “slipset er det vigtigste statussymbol”.

I 2024, hvor man bliver glad for bare at se et slips, kan man ikke andet end smile over den alvor, John T. Molloy omgærder slipset med i Dress for Success.

Generelt har John T. Molloys godt styr på det klassiske tøjunivers, ingen diskussion om det. Det viser sig i strømmen af korrekte anvisninger og iagttagelser. Nogle flere:

• Man skal huske, at der inden for den gode smag er stor forskel på forretnings- og fritidstøj. Førsnævnte er nedtonet, sidstnævnte livligt. Man skal fx ikke bruge sine hvide og lyseblå forretningsskjorter i weekenden, men kulørte skjorter.
• Den høje og kraftige mand skal vare sig for mørkt, autoritativt tøj, fordi han allerede qua sin fysik har en tydelig tilstedeværelse. Omvendt kan en lille, spinkel mand øge den optiske pondus ved at vælge en mørk, formel tøjstil.
• Man skal tage bestik af relationer, det vil sige om man selv er hvid/sort/hispanic (USA!), og hvem den anden er, og derudover hvilken stat (USA!) man befinder sig i. Om det er chefen eller en kollega, betyder selvsagt også noget. Relationerne skaber kort sagt en scene for den rette, effektfulde påklædning.
• Regel nr. 1 vedrørende smykker lyder, “jo mindre, des bedre”. Vielsesringen er for så vidt alt nok. Halskæder er ikke John T. Molloys kop the. “Hvis du vil bære noget som helst andet om halsen end et slips, gå ind i showbusiness,” skriver han.
• Topchefer i Brahmins-traditionen bærer ikke paraplyer. “Det gør deres chauffør”.
• Sko er rasende vigtige. Dårlige indikerer, at man egentlig er “lavere middelklasse”, gode at man er “øvre middelklasse”.
• Man skal tænke over tøjet til sociale arrangementer på arbejdspladsen, hvor man skifter til fritidstøj, fordi det kan fortælle chefen meget om, hvem man egentlig er, og om han/hun bør satse på en.

Dress for Success indeholder også hurtige råd, når du er på golfbanen, tennisbanen, på ski og så videre. Og John T. Molloy mener tillige, han kan hjælpe læseren med at gøre indtryk på kvinder. De råd forekommer dog så tidsramte, at vi springer over dem, selv om de principielt altid er spændende, selvfølgelig.

Sammenfatning

Er du til bøger om klassisk tøj, skal du læse Dress for Success (1975/1988). Den er fristende at gøre grin med, men den blotlægger detaljer og sociale mekanismer ved brug af klassisk herretøj, som trods alt stadig gælder i større eller mindre omfang. Og bogen bliver indirekte en levende antropologi om USA som samfund.

Selve fotosiden er dog mager, det skal man vide. Dress for Success er en tekstbog. Du kan købe den brugt online. Søg på John Molloy og dress for success.