Den ferme finish
Mennesker vil være en del af et fælleskab. De må høre til. Det ved vi.
I samme ombæring er der et behov for selvstændighed, der trænger sig på. Man vil som moderne menneske også være et individ med egen tankegang og fornuft.
Når man klæder sig, må man honorere både fællesskab og individualitet.
Fælleskabet fylder mest. Man aflurer stille og roligt, hvad stilen er på sin nye arbejdsplads, og hvordan den forandrer sig ved ved forskellige typer af møder og begivenheder. Nogle gange kommer jakken på, andre gange tager man den af. Man noterer, om kolleger bærer sorte eller brune sko, og hvilket ur de har på hånden.
Man kan klare sig fint ved at følge fællesskabets normer for påklædning. Det er mit indtryk, hvis jeg betragter samfundsspidser i dagens Danmark, at deres påklædning er nøjagtig så slavisk i udtrykket som alle andres.
Jeg tror dog, at man giver afkald på point og muligheder, hvis man alene flyder med strømmen. Noget siger mig, at der venter gevinster, hvis man forstår at give sin dragt et strejf af individualitet, fordi individualitet er en værdi, som vi alle – trods alt – også påskønner.
I praksis vil individualiteten ofte bestå af, at man følger situationens dresscode, men giver den en finish, hvad angår pasform, tekstiler og design. At man opgraderer tøjdele en smule på kvalitetssiden i forhold til det almindelige, forventede niveau. Så bryder man ikke med normerne og skaber uro, men besnærer og fascinerer. Det vil være min påstand.
Lad os gennemgå nogle eksempler på, hvordan denne finish kan benyttes.
Generelt greb
Ovenfor en for så vidt ens påklædning af marineblå blazer, skjorte, stribet blåt slips og khakibukser og lædersko. Samme dresscode af formalitet.
Men der er forskel.
Manden til venstre er herre over sin påklædning og bærer tøj, der i størrelse og form harmonerer med hans fysik. Der er intet anstrengt over hans påklædning.
Manden til højre, derimod, er i en stumpende jakke, der ikke kan knappes og i bukser, der vil klemme forplantningsevnen ud af ham, hvis man han sætter sig i dem (medmindre der er stretch i dem). Manden til højre er en slave – af moden og sin manglende forståelse af en tøjtradition.
Manden til venstre sætter sig igennem.
Pullover
Striktrøjer er ikke bare striktrøjer. Cashmere er noget andet end merinould. Men måske mere fortællende: En traditionel pullover har saddle shoulders og manchetter, der kan ombukkes.
Så om dresscoden anviser et trøjedress af pullover, skjorte og chinos/jeans, vil langt hovedparten bære en striktrøje med almindeligt påsatte ærmer og manchetter.
Men der er et par mænd, som diskret, men effektfuldt, bærer et trøjedress, hvor der er gjort lidt mere ud af pulloverens forarbejdning i oversstemmelse med beklædningsdelens tradition, og de får lov at plukke frugter. De udviser en ikke-truende indvidualitet, som fælleskabet er klar på at anerkende.
Modellen ovenfor er fra William Lockie.
Lædersko
Man kan ikke umiddelbart specificere, hvad det er, men en gang imellem har en mand lædersko på, der fremstår mere solide og rigtige og får andres sko til at se kedeligt prosaiske ud. Farve og overordnet design er ens, men der er et og andet. Hvad?
I skosammenligningen ovenfor er den øverste den billige sko (dog randsyet). Der er noget med proportioner og den lidt for flade tå og den manglende Z-syning på pløsen, der generer. Tåkappen er ligesom også lidt for lang og forskoen strækker sig helt om til hælen. Det er ikke en gennemtænkt sko.
Den nederste sko (Edward Green) har derimod de rette proportioner. Man generes ikke, hvis man er bekendt med herreskoenes tradition.
Button down-krave
DR er en gavebod i almindelig dårlig påklædning. Det vil sige, at de på sæt og vis er korrekt klædte dresscodemæssigt, men de mangler fornemmelse for beklædningsdelene.
Man ser det eksempelvis i de mange Oxfordskjorter med en lille buttondown-flip.
Jeg mener: Der er jo ingen grund til en nedknappet flip, hvis snipperne er så små!
Effekten bliver desto mere charmerende, hvis man pludselig ser en klassisk model med de lange, spidse snipper. Vi har da at gøre med en mand, der har i al fald en vis flair for sin påklædning.
Opsummering
Man aflæser og følger pragmatisk fællesskabets normer.
Men man udøver den anviste tøjstil med bravur, hvilket vil sige med et blik for pasform, tekstiler og design, sådan som man finder aspekterne udlagt i de pågældende beklædningsdeles tradition.
Så bliver man på diskret vis den bedst klædte igen og igen.
Det lover jeg.
Et lille spørgsmål i forhold til billedet med den forbilledlige herre. Jeg kan se at han bærer lærredbukser med dobbelt læg. Jeg selv har et ret fremtrædende bagparti og går derfor primært med lærredbukser uden læg af frygt for at de vil udpose for meget efter en halv dags brug og få min bagdel og hofte til at fremstå endnu større. Uldbukser falder bedre og her bruger jeg læg. Er min frygt retmæssig eller bør jeg kunne bruge lærredbukser med læg?
Nogle siger, man skal undgå læg, hvis man har mave og bagparti. Frygten er, at man ligesom kommer til at boble ned over over lænden også, og at det bidrager til et voluminøst udtryk. Men jeg synes ikke, at rådet i alle tilfælde er retvisende. Jeg ser det lidt som et råd fra gamle dage, der knytter an til situationen, hvor man ligesom fører bukserne op over den store mave. I de tilfælde vil læg bare larme. Med en moderne taljehøjde høster man fordelen med læg, den, at de øger pressefoldens og dermed benenes længde optisk set. Det vigtigste er egentlig pasform, som jeg set det: at bukserne føjer sig – med eller uden læg – glat om hoftepartiet.