Det fine tøjs ufrihed
“At føle sig velklædt giver en frihed, som ingen religion kan skænke,” skulle den engelske filosof Herbert Spencer have sagt.
Jeg kom i tanker om de bevingede ord, fordi en læser dejligt oprigtigt spurgte, hvordan man egentlig nyder sit gode, fine tøj, hvis man samtidig føler, man skal passe på det og sørge for, det fremstår ordentligt. Den frihed, som en velklædt mand potentielt kan nyde, underløbes med andre ord ofte af det stik modsatte: ufrihed.
“Jeg er muligvis for påpasselig med mit jakkesæt, når jeg har det på. Jeg tænker hele tiden på, om det bliver krøllet, beskidt, eller hvis jeg tager det af, om der er en bøjle jeg kan hænge det på. Dette er jo som udgangspunkt en fin ting at bekymre sig om, men det tager også glæden ud af at bære et jakkesæt,” som læseren formulerede problemet.
“Vil du f.eks. lægge din jakke foldet på en stol uden at bekymre dig om krøller osv.?” fortsatte læseren.
Jeg kunne nonchalant svare med Hardy Amies, at en mand gør sig umage med sin påklædning om morgenen, og så glemmer han ellers alt om sit tøj resten af dagen.
For Hardy Amies har bestemt fat i noget. Det gode, velsiddende tøj kan svare for sig selv, og det daler ikke i værdi på grund af en krølle hist og pist, og man undgår ikke mindst at fremstå pillen og pertentlig med Hardy Amies’ metode.
Men Hardy Amies’ metode er meget nonchalant. Den smager af, man har en butler til rådighed, der sørger for, at ens sko er nypudsede om morgenen og skjorten strøget, og som diskret bemærker en plet eller løs slipseknude, og som tager imod frakke og hat, hver gang man træder indendøre.
Hardy Amies’ svar rækker altså ikke, og jeg vil gerne give nogle konkrete anvisninger om behandling af (fint) tøj i forskellige situationer i løbet af en dag, baseret på egne erfaringer.
Jakke
Ankommer jeg til et møde eller i et hjem i jakke, og skal den af, leder jeg i første omgang efter en bøjle. Findes den ikke, kan jeg godt hænge den på en knage et par timer, selv om det generer mig en smule. Jeg kan også hænge den over en stoleryg, hvis ryggen er så høj, at jakken ikke rører gulvet. Jeg vil dog ikke derefter sætte mig på samme stol. Det vil trække i kraven og presse den flad mod ryglænet og lave en hård fold i den. Jakken går ikke i stykker af det, men jeg vil hellere folde jakken sammen på langs en enkelt gang og lægge over andet møblement eller eventuelt på gulvet. Alternativt må jakken blive på, selv om den bliver lidt varm. Støv på jakken bekymrer mig ikke rigtigt, det kan børstes af, men jeg vil helst undgå at folde krave og jakkens brystparti hårdt, fordi jakken har indlæg i de områder.
Bukser
Når det gælder bukser, er det bukselængden, jeg eventuelt giver en tanke i løbet af dagen. Det er, fordi den kan bevæge sig. Nogle bukser glider en kende ned, så bukserne folder på foden mere, end jeg bryder mig om. Seler er bekendt det mest effektive remedium.
Desuden sørger jeg for at trække op i buksebenene, når jeg sætter mig, så de ikke strammer over knæ og læg. Det er helt automatiseret.
Skjorte
Hvad skjorten angår, er det i hovedsagen flippen, jeg giver opmærksomhed i løbet af dagen, hvis den overhovedet får opmærksomhed. Jeg kan ikke lide, at snipperne buer opad og ligesom skaber portåbning. Det kan ske med især klæbede udgaver. Flipstivere forhindrer hin runding. Alternativt giver jeg snipperne et knæk om morgenen, så de tenderer til at bøje nedad som en rutsjebane.
Slips
Knuden, knuden, knuden. Det er, hvad jeg tænker på, når det kommer til slipsets hverdag. Jeg er ikke bekymret for, at knuden løsner sig lidt. Det sker – med nogle slips mere end andre. Men mit generelle udtryk skal ikke være en løs slipseknude a la Tommy Kenter eller Kim Larsen.
Jeg behøver ikke et spejl for at tjekke knuden, men kan nogenlunde regulere den i blinde. Jeg strammer vel at mærke aldrig slipseknuden hårdt. Det, synes jeg, ser uheldigt anstrengt ud.
Sko
Skoene må passe sig selv. Medmindre jeg taber frokosten ned på dem, er det ikke tøj, jeg bruger den mindste energi på, så snart jeg har forladt hjemmet, hvis jeg bare ved, at de er (nogenlunde) pudset. Det indebærer også, at det kan genere mig, hvis jeg kommer ud ad døren og opdager, at skoene ikke var så propre, som jeg havde troet …
Morale
At føle sig velklædt resulterer i en særlig frihed, overstadighed, det kan jeg skrive under på, men man må arbejde for den, også i løbet af dagen. Opgaven er dog trods alt overskuelig og torpederer ikke nydelsen ved det fine tøj, synes jeg. Den handler om at automatisere nogle løsninger, når den enkelte beklædningsgenstand står over et praktisk problem, der i reglen er det samme igen og igen.
Velskrevet som altid; og jeg kan (næsten) 1:1 spejle mig i udsagnene om dagens tøjfokus.
Gode pointer. Måske kan det også hjælpe at tænke lidt over måden, man ser tøjet på. Ses det som det fine tøj, som det omtales i artiklen, kan jeg forstå, at man er ekstra påpasselig. For mig er jakkesæt m.v. blevet noget dagligdags – noget, der må kunne leve i den virkelige verden med dens uundgåelige krøller og kaffepletter. Måske lidt i tråd med Hardy Amies, men med Torstens forholdsregler og mig selv som butleren 🙂
Tak for de gode råd – jeg må da vist finde et andet sted, at hænge jakken.
Men frygten for de pæne klæder består.
Hvem har ikke rakt ind over et bord eller en buffet og frygtet at slipset eller jakkeskøderne dypper i karrysilden?
Er det muligt at spise spaghetti i tomatsovs uden at plette? Naturligvis kan man binde en serviet om halsen, men hvis den nu ikke dækker godt nok…
Og så er der de ting, man ikke selv kan kontrollere – folk til en reception, der går ind i en med et glas rødvin, en bil der kører igennem en vandpyt og sprøjter op på jakkesættet.
Og i det hele taget er det godt træls, at man ikke bør cykle i sine pæne bukser…
Jeg forstår godt bemeldte læsers bekymringer.
Der er noget befriende i at have tøj på, som man ikke skal passe på, men man betaler naturligvis så en høj (æstetisk) pris.