To overordnede tilgange

Englænderne skelner mellem en skræddersyet jakke, der har en talje, der er klippet og syet med et “fish cut”, og en skræddersyet jakke, hvis talje er syet med et sidestykke (“side panel”).

Talje med fish cut

I gamle dage nøjedes stort set alle Savile Row-skræddere med et fish cut. Det indebærer, jakkens talje accentueres med to indsnit i hvert frontstykke under bryst og armhuler.

Med de to facongivende indsnit slipper man for at tilskære to separate sidestykker i tillæg til jakkens to frontstykker og to rygstykker, som er obligatoriske.

Hvis man nøjes med et par indsnit i jakkens front, tenderer faconen umiddelbart mod et jakkeskørt med vidde og svaj (“flared skirt”), en klokkeform.

“Pinched”, er et andet ord, englænderne sætter en en sådan jakke, der ligesom er nappet i taljen med indsnit og faconpresning.

Talje med sidestykke

Habitterstoffer har tabt sig gevaldigt de seneste årtier. Engang var 400 gram/m standardstof. I dag er den vægtklasse stort set det tungeste stof, man syr et jakkesæt af.

Det lette stof kan ikke faconpresses med samme nemhed som det gamle, tunge stof. I stedet må man raffinere tilskæringen, blandt andet med et sidestykke, der giver flere muligheder for at forme taljen og jakkens side i det hele taget.

De seneste par årtiers mode med meget tætsiddende tøj har også gjort det mere fordelagtigt at benytte et sidestykke, fordi det giver skrædderen mere styring i udformningen af jakkens silhuet, end hvis han kun havde et fish cut til rådighed.

Selv om et sidestykke teknisk set har sine fordele, er der stadig flere skræddere, der tilskærer deres jakker uden sidestykke. Det gør de, fordi de altid har gjort det, og fordi de gerne vil give deres skræddersyede jakker et distinkt udtryk.

Fire eksempler på skræddersyede jakkers taljer

Nedenfor følger fire eksempler jakketaljer fra skribentens klædeskab. Man ser, alle fire skræddere har lidt forskellige måder at lave talje og forme jakken på. Det skal nævnes, at flere skræddere benytter forskellige snit afhængig af stof (uld eller lærred), kundens figur og jakkens design (enradet eller toradet).

Mere om den skræddersyede jakke

• Vokabularium til skræddersyede jakker

Jagten på det bedste snit

Upopulære synspunkter er tunge at forfægte. Man får ingen hvile.

Lidt sådan har jeg det, når jeg endnu engang vil slå et slag for tysk skrædderi. Realiteten er nemlig, at folk vil have italiensk eller engelsk, eller evt. fransk, skrædderi. Tysk skrædderi skaber bare ikke de rigtige billeder på nethinden. På sin vis er det fair. Der er ikke mange af de gode tyske skræddere tilbage. Muligvis kan de tælles på en hånd.

Og så alligevel må jeg forsvare tysk skrædderi. Det gør jeg ud fra en mere teknisk betragtning. Tyske skræddere er ikke bare dem, der har analyseret og skrevet mest om skrædderiets tilskæringssystemer – langt mere end selv englænderne. Tyskerne har også fortsat forfinet deres tilskæringssystemer. Mens den teoretiske udvikling stort set gik i stå i England i 1930’erne, fortsatte tyskerne til op i 1970’erne med den store analyse af den eminente tilskæring med tilhørende bogudgivelse derom.

Jeg kom atter i tanke om den overstærke tyske tradition, da jeg i går besøgte en tysk skrædder (som jeg vil komme tilbage til i et senere indlæg). Denne relativt unge skrædder har opbygget et vældigt bibliotek af tysk litteratur om tilskæring af jakkesæt og andre klassiske design. Han forsøger engageret at føre traditionen for en tysk skrædderis ingeniøragtig omgang med det skræddersyede jakkesæt videre.

De gamle mestres hemmelige tilgang

Jeg var i et af mine Arnulf-sæt, da jeg besøgte ham.

“O, der Arnulf!” udbrød han.

“Må jeg se jakken?” spurgte han.

Jeg tog jakken af, og han gik i gang med en minutiøs gennemgang af søm, lommer, indsnit mv.

“Det er klassisk, tysk skrædderi,” nikkede han anerkendende.

“Han syr inderlommen som de gamle skræddere. Den har ingen søm, der med tiden kan sætte et mærke i yderstoffet.”

“Ved De hvad, må jeg se, om han følger den her formel, som de gamle mestre benyttede?”

“Formel?” svarede jeg.

“Nej, sådan noget har hr. Arnulf nok aldrig talt med Dem om. Hvor høj er De?”

“196 cm”.

“Lad mig tage Deres brystmål.”

Skrædderen tog mit brystmål, og greb derefter lommeregneren og begyndte at taste energisk på den.

“52,5 cm. Lad os se, om jakkens skuldre har den bredde … Det har de!”

“Tallet er 5,79, hverken mere eller mindre, det var lige det tal, de dividerede med for at få den ideelle silhuet,” sagde skrædderen og kradsede formlen ned:

Körpergrösse + Oberweite / 5,79 = Schulterbreite

Vi grinte. De var herlige, de gamle tyske skræddere.

Logik versus intuition

“Ja, ja,” vil en læser nok indvende en smule overbærende. Teknik er nødvendigt, men blikket for elegant stil kan man ikke sætte på formel.

Læseren har en pointe. Man kan muligvis sætte meget af den optimale pasform på formel, men skønhed er nu en anden sag. Og når det kommer til den skønne jakke, har italieneren og englænderen måske et mere veludviklet blik end tyskeren. Det kan man legitimt mene.

Samtidig er tyskens besættelse af den logiske vej til vellykkede jakkesæt æggende. Det er svært ikke at være taknemmelig for, han insisterer på apollinsk klarhed, når andre skrædderitraditioner har det med at danse i dionysiske tåger, til man engang imellem bliver helt svimmel.