Jagten på det bedste snit

Upopulære synspunkter er tunge at forfægte. Man får ingen hvile.

Lidt sådan har jeg det, når jeg endnu engang vil slå et slag for tysk skrædderi. Realiteten er nemlig, at folk vil have italiensk eller engelsk, eller evt. fransk, skrædderi. Tysk skrædderi skaber bare ikke de rigtige billeder på nethinden. På sin vis er det fair. Der er ikke mange af de gode tyske skræddere tilbage. Muligvis kan de tælles på en hånd.

Og så alligevel må jeg forsvare tysk skrædderi. Det gør jeg ud fra en mere teknisk betragtning. Tyske skræddere er ikke bare dem, der har analyseret og skrevet mest om skrædderiets tilskæringssystemer – langt mere end selv englænderne. Tyskerne har også fortsat forfinet deres tilskæringssystemer. Mens den teoretiske udvikling stort set gik i stå i England i 1930’erne, fortsatte tyskerne til op i 1970’erne med den store analyse af den eminente tilskæring med tilhørende bogudgivelse derom.

Jeg kom atter i tanke om den overstærke tyske tradition, da jeg i går besøgte en tysk skrædder (som jeg vil komme tilbage til i et senere indlæg). Denne relativt unge skrædder har opbygget et vældigt bibliotek af tysk litteratur om tilskæring af jakkesæt og andre klassiske design. Han forsøger engageret at føre traditionen for en tysk skrædderis ingeniøragtig omgang med det skræddersyede jakkesæt videre.

De gamle mestres hemmelige tilgang

Jeg var i et af mine Arnulf-sæt, da jeg besøgte ham.

“O, der Arnulf!” udbrød han.

“Må jeg se jakken?” spurgte han.

Jeg tog jakken af, og han gik i gang med en minutiøs gennemgang af søm, lommer, indsnit mv.

“Det er klassisk, tysk skrædderi,” nikkede han anerkendende.

“Han syr inderlommen som de gamle skræddere. Den har ingen søm, der med tiden kan sætte et mærke i yderstoffet.”

“Ved De hvad, må jeg se, om han følger den her formel, som de gamle mestre benyttede?”

“Formel?” svarede jeg.

“Nej, sådan noget har hr. Arnulf nok aldrig talt med Dem om. Hvor høj er De?”

“196 cm”.

“Lad mig tage Deres brystmål.”

Skrædderen tog mit brystmål, og greb derefter lommeregneren og begyndte at taste energisk på den.

“52,5 cm. Lad os se, om jakkens skuldre har den bredde … Det har de!”

“Tallet er 5,79, hverken mere eller mindre, det var lige det tal, de dividerede med for at få den ideelle silhuet,” sagde skrædderen og kradsede formlen ned:

Körpergrösse + Oberweite / 5,79 = Schulterbreite

Vi grinte. De var herlige, de gamle tyske skræddere.

Logik versus intuition

“Ja, ja,” vil en læser nok indvende en smule overbærende. Teknik er nødvendigt, men blikket for elegant stil kan man ikke sætte på formel.

Læseren har en pointe. Man kan muligvis sætte meget af den optimale pasform på formel, men skønhed er nu en anden sag. Og når det kommer til den skønne jakke, har italieneren og englænderen måske et mere veludviklet blik end tyskeren. Det kan man legitimt mene.

Samtidig er tyskens besættelse af den logiske vej til vellykkede jakkesæt æggende. Det er svært ikke at være taknemmelig for, han insisterer på apollinsk klarhed, når andre skrædderitraditioner har det med at danse i dionysiske tåger, til man engang imellem bliver helt svimmel.