
To overordnede tilgange
Englænderne skelner mellem en skræddersyet jakke, der har en talje, der er klippet og syet med et “fish cut”, og en skræddersyet jakke, hvis talje er syet med et sidestykke (“side panel”).
Talje med fish cut
I gamle dage nøjedes stort set alle Savile Row-skræddere med et fish cut. Det indebærer, jakkens talje accentueres med to indsnit i hvert frontstykke under bryst og armhuler.
Med de to facongivende indsnit slipper man for at tilskære to separate sidestykker i tillæg til jakkens to frontstykker og to rygstykker, som er obligatoriske.

Hvis man nøjes med et par indsnit i jakkens front, tenderer faconen umiddelbart mod et jakkeskørt med vidde og svaj (“flared skirt”), en klokkeform.
“Pinched”, er et andet ord, englænderne sætter en en sådan jakke, der ligesom er nappet i taljen med indsnit og faconpresning.
Talje med sidestykke

Habitterstoffer har tabt sig gevaldigt de seneste årtier. Engang var 400 gram/m standardstof. I dag er den vægtklasse stort set det tungeste stof, man syr et jakkesæt af.
Det lette stof kan ikke faconpresses med samme nemhed som det gamle, tunge stof. I stedet må man raffinere tilskæringen, blandt andet med et sidestykke, der giver flere muligheder for at forme taljen og jakkens side i det hele taget.
De seneste par årtiers mode med meget tætsiddende tøj har også gjort det mere fordelagtigt at benytte et sidestykke, fordi det giver skrædderen mere styring i udformningen af jakkens silhuet, end hvis han kun havde et fish cut til rådighed.
Selv om et sidestykke teknisk set har sine fordele, er der stadig flere skræddere, der tilskærer deres jakker uden sidestykke. Det gør de, fordi de altid har gjort det, og fordi de gerne vil give deres skræddersyede jakker et distinkt udtryk.
Fire eksempler på skræddersyede jakkers taljer
Nedenfor følger fire eksempler jakketaljer fra skribentens klædeskab. Man ser, alle fire skræddere har lidt forskellige måder at lave talje og forme jakken på. Det skal nævnes, at flere skræddere benytter forskellige snit afhængig af stof (uld eller lærred), kundens figur og jakkens design (enradet eller toradet).



