Bænkevarmer
Jeg rådgiver altid mænd til at vælge en sort smoking, hvis de står og vil erhverve sig et første eksemplar af den gamle selskabsdragt. Det er som i situationen, hvor en ung mand står og skal erhverve sig et første jakkesæt. Så anbefaler jeg et marineblåt eksemplar.
Det går på alsidighed. En sort smoking og et marineblåt jakkesæt er de mest bevendte dragter i hver deres kategori.
Hvad så, hvis man allerede har en sort smoking og må have sig en smoking til?
Da er det, man kan overveje et eksemplar i midnatsblå, en midnight blue smoking. Siden Hertugen af Windsor (gen)introducerede den sidst i 1920’erne, har den figureret som god smag. Sådan forholder det sig bestemt ikke med alle gamle, alternative smokingdesign.
Ideen med midnight blue
Vores portrætmaler, Jonas Barlyng, befandt sig netop i situationen, at han allerede var dækket ind med en sort smoking. Derfor dukkede en midnight blue smoking op i bevidstheden som et attråværdigt objekt.
Filosofien bag midnight blue, hvis man kan benytte et så højtravende ord, er, at farvenuancen i den rette kunstige, afdæmpede belysning kan fremstå sortere end sort, der kan få et gulligt skær. Selv synes jeg, at spillet mellem det mørkeblå stof og den sorte garniture er denne smokings egentlige force. Kombinationen fremstår raffineret.
En generøs sjalskrave
Barlyng ønskede sig et design med en generøs, relativt bred dobbeltradet sjalskrave, almindelig for Mellemkrigstidens smokinger, men mest fordi han kunne lide udtrykket. Han bragte en illustration af sine tanker med til Peter Undén, der var frisk på opgaven, selv om han normalt tilvirker sine smokinger med spidst revers eller enradet sjalskrave.
Den gik ikke
Derudover ville Barlyng gerne have smokingen i et stof med den mørkeblå farvenuance og tekstur, som hans kjolesæt fra Alfred Alm har. Bagtanken var, han kunne nøjes med en smokingjakke og bare bruge Alm-kjolens benklæder med smokingjakken. Den idé fik jeg dog skudt i sænk. Farvenuancen ville ikke kunne matches tilfredsstillende, mente jeg. Og Barlyng måtte stikke hånden lidt dybere i lommen og tillige bestille et par nye benklæder hos Undén.
Den beslægtede mørkeblå farvenuance og tekstur ville han dog holde fast i. Med min store opbakning blev en frescovare løsningen.
“Fresco er porøst og holder ikke paa den Varme, der naturligt opstaar, naar man i Selskabstøj,” som Kai Berg Madsen og Victor Skaarup skriver i Klæder skaber Manden (1935).
Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på David Graham fra Smith Woollens, der fortalte mig, at fresco til smoking var vældigt populært i de nordiske lande.
Flere detaljer
Barlyng havde kavalersko (opera pumps) på fødderne, da jeg fotograferede ham, et passende valg. Desuden bar han silkestrømper, særligt vigtigt i kavalersko, fordi strømperne syner over svangen.
Burde silkestrømperne ideelt have været mørkeblå i stedet for sorte?
Jeg har tænkt lidt over den detalje. For så vidt er traditionen klar: Sorte (silke)strømper med en smoking! På den anden side vil vi jo helst have, at strømperne følger benklædernes farvenuance, ikke skoenes. I den henseende ville et par mørkeblå silkestrømper sejre over de sorte, hvis de overhovedet kan anskaffes.
Smokingskjorten, Barlyng havde på, havde vaffelvævet bryst, hvad der er basisskjorten med en smoking. En plisseret udgave er alternativet.
Betragter vi selve smokingen igen, har den til forskel fra normen inden for jakkesæt ikke opslag på bukserne og ej heller slidser i ryggen. Victoriansk enkelhed gælder, ikke bare i Barlyngs tilfælde, men generelt, hvis man trækker i en smoking.
Med hensyn til en indgående vurdering af smokingen vil jeg holde mig fra det. Jeg kender jo Peter Undén ganske godt og befinder mig jævnligt i hans skrædderi. Så en sådan test eller anmeldelse ville blive en parodi. Men jeg kan da fortælle, at hele herligheden står i 30.000 kr.
Skriv et svar