Maksimalist vs minimalist
Man kan være flintrende ligeglad og give den gas i sit skræddersyede tøj, være maksimalist. Kongen af tobak, Michael C.G. Iversen, gør det for eksempel.
Selv tenderer jeg til at holde igen, selv om jeg indledningsvis har ambitioner om stohej.
Jeg tror, det skyldes klassisk tøjs sjældenhed i dag, og her mener jeg den komplette stil med jakke, benklæder, manchetskjorte, slips og randsyede sko. Få mennesker praktiserer stilarten fuldt ud.
Så når skjorten vælges og slipset bindes, bliver det igen og igen nedtonet, da bare tøjdelene i sig selv synes at stikke ud. Som jeg oplever det, forstås. Jeg vil ikke gøre min omgang til en rettesnor.
Skræddersyet Fresco-jakke
Den nedtonede brug sker også her, hvor jeg prøver en ny dobbeltradet jakke syet af en rustik Fresco kaldet SpringRam.
De brune, blå og grå farvenuancer har beslægtet lysstyrke, og kontrasten er derfor lav. Man – jeg – føler sig – mig – smart, men jeg reklamerer ikke med det, eller kun diskret.
Jakken er syet af en ny, yngre italiensk herreskrædder, jeg er begyndt at få til Danmark. Jeg har ikke fortalt meget om ham, apropos reklame og diskretion, for det er begrænset, hvor mange bestillinger han kan tage imod, da han hovedsageligt arbejder på egen hånd. Nærværende dobbeltradede jakke anser jeg som en af de bedst siddende og bedst proportionerede toradede jakker i min garderobe.
Det er jo det: En jakke skal dels passe, det vil sige samvirke gnidningsfrit med kroppen, og dels proportionere kroppen på flatterende vis. Man kan være heldig med fabrikssyet tøj, men ellers er det hos skrædderen, man realiserer hine to mål.
Mod den grunwaldske påklædning kan der stort set aldrig fremsættes indvendinger. Men lige i dette tilfælde må jeg tage et forbehold.
For det første er jeg – bortset fra den klassiske blå blazer, som jeg helt og holdent går ind for – ingen ven af løse, dobbeltradede jakker. Jeg kan ikke frigøre mig fra forestillingen om en forhenværende habitjakke, der efter skilsmissen fra de udtjente bukser hutler sig gennem tilværelsen som sportsjakke på tålt ophold.
For det andet tjener ensemblet efter min opfattelse som en påmindelse om, at det nedtonede og det rolige ikke nødvendigvis er sammenfaldende. Skjorte, slips, jakke og bukser ligger meget tæt op ad hinanden i valør, samtidig med at skjortens blå er en smule for intens og dermed suger farve ud af resten af tøjet. Og det lidt spagfærdige hvide lommetørklæde bliver et fremmedlegeme den ellers kontrastfattige helhed. Jeg synes, at sammensætningen trætter hjernen lidt på samme måde, som når man forsøger at læse en tekst ved utilstrækkeligt lys eller at følge med i en film, hvor der ikke er skruet tilstrækkeligt op for lyden (eller hvor Mads Mikkelsen medvirker uden undertekster).
Det nylige forsøg på dramatisk mørkt tøj (http://denvelklaedtemand.dk/2024/08/dramatisk-moerkt-toej.html) lider i mine øjne under samme problem: Man skal anstrenge sig for at aflæse de enkelte elementer, og blikket finder derfor ikke hvile. (Og der forekommer mig i øvrigt også at bestå et misforhold mellem det åbne arrangement i halsen og den knappede, dobbeltradede jakkes kompromisløse indpakning af resten af figuren).
Det turde være overflødigt at understrege, at det ovenfor anførte ikke kan rokke ved det generelle indtrykket af redaktøren som overordentlig velklædt. Et særlig fornemt eksempel på påklædning i fuldendt balance ses her: http://denvelklaedtemand.dk/2024/07/mest-klassisk-toej-for-pengene.html
Pictor,
Tak for de gode, indsigtsfulde betragtninger.
Jeg er jo ikke enig, og problemet med din tilgang er, som jeg ser den, at enhver afvigelse fra den meget klassiske konfiguration, du fremhæver som “et fornemt eksempel”, https://denvelklaedtemand.dk/kontakt-torsten – synes at blive et dubiøst look eller i hvert fald at vække en indledningsvis skepsis.
Men mere end de allermest sammentømrede sammensætninger må kunne lade sig gøre uden at skabe uro hos den klassisk sindede herre. Ellers fossilerer klassisk tøj som stilart.
I nærværende indlæg forsøger jeg at vise, hvordan man kan gå nedtonet klædt. Jeg synes, det fungerer. Du forstyrres af skjorte og lommetørklæde. Desuden kan du ikke lide, at jakken (også) er en habitjakke. Samlet set ser jeg delene som lys- og kulørmæssigt harmonisk afstemt med hinanden og tilmed funderet i tradition (bla. er brun jakke og grå benklæder sportsjakkestilen par excellence).
Jeg er småfornærmet over, du (vist) ikke kan lide jakken. Du kalder den løs. Men den er ikke løs. Den smyger sig om kroppen og har samtidig lydefri form og proportioner.
Med hensyn til det mørke tøj (se https://denvelklaedtemand.dk/2024/08/dramatisk-moerkt-toej.html) synes jeg osgå at være oppe mod en hel genrefornægtelse hos dig. Det er jo ganske umuligt at leve op til dit krav om, at tøjdelene tydeligt skal ses hver især, hvis stilen, genren, er mørkt monokrom. Samtidig forsøger jeg faktisk, som jeg skriver, at skabe lidt forskel, at sofistikere look’et, ved at blande koks, navy, midnatsblå og sort. Det ser man, hvis man ser opmærksomt. Om man kan bruge en dobbeltradet koks habit med nedknappet skjorte, er et spørgsmål, ikke uenig. Her drejer det sig om blødt skrædderi, og jeg synes, det går fint. Havde det været hårdt skrædderi med robuste skuldre og bryst, kunne kontrasten til den åbne arrangement i halsen genere – der kan jeg følge dig.
Kære Torsten
Med ordet løs hentydede jeg ikke til pasformen, der i mine øjne er ganske, som den skal være. Jeg benyttede ordet løs jakke i betydningen: separat jakke uden medfølgende bukser.
I øvrigt må jeg naturligvis medgive, at mine bemærkninger er afgivet med udgangspunkt i en snævrere, mere traditionalistisk opfattelse af velklædthed, og at min vurdering dermed kan hævdes at hvile på en anden præmis end den, du selv har opstillet. Og man kan selvfølgelig ikke bebrejde en saxofon, at den er en dårlig klarinet.
Hvad angår det dramatiske ensemble, der er holdt mørkt i mørkt, er problemet i mine øjne ikke din konkrete løsning af opgaven (bortset fra min personlige idiosynkrasi over for dobbeltradet, separat jakke) så meget som den givne præmis for eksperimentet. Jeg tror ganske enkelt ikke, at man kan få en sådan farvesammensætning til at fungere, uanset med hvilken behændighed man griber opgaven an, og jeg har stadig til gode at se eksempler på nogen, som jeg synes, at det er lykkedes for. Eller sagt på en anden måde: Problemet er medfødt. – Jeg kan heller ikke lide rosenkål, uanset hvem der kokkererer.
Med hensyn til det dæmpede tøj er vurderingen af farve- og kontrastbalancen naturligvis til syvende og sidst et subjektivt anliggende. Og når der opereres med lav kontrast og beslægtede farver, vil der være større følsomhed over for et fænomen som computerskærmens indstilling. Denne replik skrives fra en computer med større kontrast og klarere farver, hvilket tjener sammensætningen bedre. Jeg synes dog stadig, at den blå skjorte skulle have været en tak lysere og mindre farvestærk – og at en enkeltradet jakke (der jo i sig selv bidrager til det uformelle udtryk, som tilstræbes) havde været at foretrække i sammenhængen. Jeg helt enig med dig i, at brunlig jakke med grå bukser er en klassiker og fortjener at være det.
Mvh.
Pictor