Herrefrakkens lille kunst
Medmindre man er redaktør af Den velklædte mand eller på anden facon besat af klassisk herretøj, ejer man sjældent mere end en eller to lange herrefrakker, eventuelt tre. Behovet i dag for at kunne smyge lange skøder om sig i vinterhalvåret er beskedet. Folk gemmer sig i transportmidler eller klarer sig med dunjakker.
Desto mere vigtigt bliver det at tage bestik af, hvilken lang herrefrakke man har mest behov for.
Herrefrakkens tekstil, design og farve er pejlemærkter.
Den marineblå herrefrakke
Den marineblå herrefrakke vil være førstevalget, hvis man går i blåt jakkesæt eller blå blazer til daglig. Man kan også vælge den koksgrå, som er en kende mere diskret.
Monokromt med grå herrefrakke
Lyshårede, sorthårede og gråhårede kan tralala slå en mellemgrå herrefrakke om sig. Den brunhårede og mørkeblonde har det sværere, især hvis han vælger en monokrom sammensætning som ovenfor. De varme nuancer støder sammen med de kolde. Dog hjælper det, hvis den grå nuance er varm, som habittens er i nærværende tilfælde.
Kameluldsfrakken – en polo coat
Forleden var der gensyn med Oscar i S-toget. Han viste, hvordan den lysebrune polofrakke kan bruges. Hans eksemplar var secondhand, forstod jeg, ligesom skrædderjakken underneden.
Jeg havde selv kameluldsfrakken fremme i de kolde dage. Den står godt med par winter whites på benene. Strikhuen vil ikke være alles valg, men jeg synes, den spejler bukserne fint.
Jordfarvet frakkestil
Der er også den mørkegrønne herrefrakke. En brun habit underneden skaber en lille symfoni med jordfarver. Jeg ville gerne se stilen mere. Morten på øverste foto er med på holdet.
Det rette tilbehør
Mens jeg selv har et kompliceret forhold til hovedtøj, går det nemmere for d’herrer Iversen og Otto, der viste en nylig søndag hos Undén, hvordan den lange herrefrakke får et godt selskab af en pelshue.
Smukke frakker!
Desværre finder jeg ikke frakker helt varme nok til vinterbrug. De er for tynde i bidende kulde og vind, og det åbentstående revers gør det ikke bedre – et halstørklæde er ikke helt nok.
I stedet går jeg i polstrede lange jakker til vinterbrug.
Jeg kan til dels leve med det, da det kan knytte an til MOD-stilen i England i 60erne, hvor man bar jakkesæt og slips under en parkacoat fra et militært overskudslager. Det elegante og det rå spillede sammen i en heldig kombination.
Når man cykler på arbejde, trækker trafiksikre foranstaltninger så lidt ned. Cykelhjelm og refleksvest tager man ikke på af hensyn til stil.
Men når jeg ser frakkerne i artiklen, ryster jeg på hånden og tænker på, om man ikke kunne finde en løsning. Måske med en dunvest inde under frakken og over jakken. Eller en hel dunjakke?
Desværre vil trafiksikringen stadig overskygge frakkens æstetik. Og måske det også slider for meget på en uldfrakke at cykle i den?
Det er svært at konkurrere med en dunjakke eller anden isoleret jakke, hvis man cykler. Det er nok virkeligheden i dag. Frakkens skøder er mest til besvær, medmindre det småregner eller sner. Så kan de dække bukserne.
Med hensyn varmen synes jeg, at en god striktrøje under hjælper, evt. med en drivert, lidt i stil med: https://denvelklaedtemand.dk/2022/12/kameluldsfrakke-betydning-brug.html
Man skal heller ikke undervurdere en hues varmegenskaber. Er det ikke 30-40 % af kropsvarmen, der forsvinder opover? Men den er så ikke så nem under cykelhjelmen 🙂
Tja, det afhænger nok meget af cyklistens egen varme udvikling. Jeg cykler selv hver dag syv kilometer til og fra arbejde i al slags vejr. Lige nu har jeg en dobbeltradet frakke i melton (British Warm) i en 780 grams metervarer. Altså har jeg 1560 grams stof for brystet samt et varmt halstørklæde i en skotsk uld fra Glen Prince (ikke kashmir, da mit skæg opkradser det for hurtigt). Under dette har jeg som minimum skjorte og sportsjakke (blazer i 420 gms eller tweedjakke i 500-650 gms). Hvis jeg vil have mere varme endnu har jeg tilmed en slipover i lammeuld fra Cordings eller William Lockie og som sidste lag en JBS undertrøje i ren bomuld. Benene klares med højskaftede uldsokker og støvler i cordovan med varme vinterindlæg samt tunge fløjls- eller molskinbukser. Dette kombineret med Harris tweed cap eller anden ulden hovedbeklædning og rulamsforede handsker eller rulamsluffer ved stiv vind gør at jeg aldrig fryser på cykelturen, men også holder mig til det klassiske.
Jeg cykler ikke i jakkesæt. Bagen på bukserne holder ikke til det ret længe, og det giver også knæ i dem. På cykel er en vind- og vandtæt jakke a la Gore-Tex at foretrække plus en cykelhjelm af hensyn til stilen – under hjelmen en tynd fleece hue, hvis det er rigtigt koldt.
Den lange uldfrakke er til brug i offentlig transport eller bil plus gåen i byen. Og den er varm nok, når det ikke er for mange frostgrader. Men det er også en tung uldfrakke, 1000 grams stof så hele frakken vejer 2½ kg. Og på hovedet en pelshue som på billedet.
Mht. at cykle i jakkesæt undgår jeg knæ og slid i buksebagen ved at tage cykleturen i et par tunge chinos eller anden hårdfør bomuldsbuks og skifte til jakkesætsbuksen, når jeg kommer frem på arbejde. Et hurtigt skift på toilettet ved ankomst og før hjemkørsel, og så holder buksen meget længere. Det er selvfølgelig ikke for alle, men særligt i frakkemånederne kan ingen se at top og bund ikke matcher før frakken kommer af.
Jeg er også ihærdig tilhænger af den lange frakke til arbejde. Den snart 15 år gamle sag vil ikke rigtig slides op. Men der skal ‘snydes’ grundigt, hvis jeg skal holde varmen. Da vinterarbejdsuniformen næsten altid er tweedjakke, flannel og en rullekrave (aldrig i grov strik) giver det plads til et lag tyndt merinouldundertøj – ingen kan se det, og jeg holder varmen.