“Stil kan ikke købes. Den kommer indefra!” lyder et kampråb.
Jeg er overvejende enig i det, og jeg har svært ved at komme i tanker om nogen, der levendegør det bedre end Costi, moderator i diskussionsklubben The London Lounge.
Costi bor i Bukarest, Rumænien. Der har han også sin skrædder, skjortemager og skomager. Han er ikke en af dem, der farer til Savile Row eller Napoli og lægger en formue. Han skaber selv sin stil dernede ved Donau.
Velkommen, Costi.
Hvordan anskuer du til de traditionelle beklædningsregler?
Picasso skrev engang, at snusfornuften er kreativitetens værste fjende. Man kan også sige, at det ikke er stilfuldt at handle sikkert.
En bog med grammatikøvelser er ikke sjov, ligesom det heller ikke er sjovt at klæde sig efter bogen. Poesi er ikke en grammatisk fejl. Poesi er et instrument i en højere sags tjeneste.
Kreativiteten kan dog fare vild, hvis den ikke censureres af den gode smag.
Som i musik er regler og vejledninger inden for stilkunsten hovedsageligt negative og fortæller os, hvordan vi undgår kakofonier. Men derudover er vi (og bør virkeligt også føle det sådan) frie til at vælge og blande, som det behager os. Højlydt eller stille, farverigt eller afdæmpet, glat eller krøllet har ikke megen mening, før vi vælger og blander dem. Derved får de mening, vores mening.
Selv en skinnende sort monokrom mundering siger noget om ejermanden, ret meget, faktisk 🙂 Vi kan afprøve alt muligt, men her er syretesten: hvis vi genkender os selv i spejlet, er vi velklædte; hvis vi ser en anden, bærer vi et kostume (selvom han ser interessant ud), eller dem omkring os vil opleve det sådan.
Hvad gjorde Hertugen af Windsor, Fred Astaire og de mænd så stilfulde?
De er stilhelte, men der er mange af dem. Måske skulle vi rejse et monument for Den Ukendte Stilfulde Mand. Der er mange, uplettet af berømthed, som er flydende i det universelle stilsprog. Hvad har de til fælles? De har noget at fortælle verden, og de magter at finde lykkelige udtryk for alle tænkelige aspekter af livet.
Hvordan ser du sammenhængen mellem mode og stil?
For at nå hele vejen rundt og vende tilbage til musikmetaforen, så er mode at finde sig selv i musikken, mens stil er at finde musikken i sig selv og give den et personligt udtryk. Stil er et udtryk for en individuel kerne.
At følge moden, er at overtage en form. Man prøver at fravriste formen en identitet eller bruger den til at kamuflere, man ikke har en.
Selvfølgelig er der en tovejsrelation mellem form og indhold på den måde, at overtagelsen af en form ofte skaber et indhold. Vi er, hvad vi bærer, for at parafrasere en ernæringsmæssig metafor. Deri ligger faren ved at følge moden 🙂
Stil er også evnen til at tilpasse moden til en selv, at vedblive med at være kreativ, åben og tage de modeideer (og ikke former), som kan virke, idet man fortolker dem på en personlig måde.
Foto: Costi
Anonymous skriver
Jeg tror ikke jeg forstår alt af det han siger – måske oversættelsen? – jeg kan dog godt lide hans frakke. Bukserne er lidt gule for min smag! 😉
Torsten skriver
Han udtrykker sig ret så allegorisk og associerende, og det er ret så udfordrende for en amatøroversætter som undertegnede. Bare en disclaimer.
Jeg kan faktisk godt lide de gule bukser. Umiddelbart ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle bruge dem, men de står udmærket til tweedjakken, synes jeg. I øvrigt en af hans pointer: alt muligt KAN være stilfuldt. Det handler mestendels om, hvordan man ANVENDER klædningsstykkerne.
VH Torsten
Anonymous skriver
Yderst velsiddende klæder. Nydeligt!
K.C.
Anonymous skriver
Spændende interview. Manden er jo TÆNKER, ja, mere end det: Inspirerende, normudviklende FILOSOF. Men de gulbrune nuancer er ikke liiige min smag.
/Ebbe
Mogens G. Andersen skriver
At Costi er filosof er nok så meget sagt (Det siger jeg selvfølge kun fordi jeg selv har en filosofisk kandidatgrad). Men velklædt behøves ikke begrundet filosofisk.
Jeg synes faktisk han formår at gøre stilbegrebet personligt og pragmatisk, omend de allegoriske musikmetaforer får det til at flyve lidt højt.
Nuvel, han skal vel først og fremmest måles på sine egne ord: har han stil? Jeg svarer ‘Ja’.
Godt interview – det føjer et vigtigt og interessant element til din blog.
Gentleman's Gazette skriver
Does Costi speak Dutch or did you interview him in English and translated it afterwards?
Torsten skriver
I did the interview in English.