Hardy Amies, afdød britisk designer og skrædder på Savile Row, skrev, at kunsten at klæde sig er at vide, hvor nonchalant man kan være.
Det er det, man kalder en spidsformulering og en forenkling, men Amies har fat i noget. Den velklædte mand følger ikke bare reglerne, men skubber til dem, leger med dem, dog uden egentlig at bryde dem.
Hvilket bringer mig til strikkede slips. De har været der siden det moderne slips’ fødsel i slutningen af 1800-tallet og med tiden fået rollen som nonchalant og autoriseret alternativ til vævede silkeslips. Jeg er selv stor fan af dem, men foretrækker de ensfarvede i stedet for de kulørte preppy-modeller, som ser festlige ud, men som jeg aldrig ved, hvad jeg skal bruge til.
Så jeg har bestilt ensfarvede strikkede slips hjem fra Antonio Muro – i merinould. De er 145 cm lange og ikke for høje herrer over 185 cm, med mindre deres bukser sidder ekstra højt i livet.
Jeg har også fået et par ekstra blå klassiskere på hylden i den sædvanlige størrelse 155 cm x 8,5 cm. Ligesom andre slips fra Antonio Muro er de skabt ud fra devisen, at “silken bestemmer slipset”.
I praksis betyder devisen, at en person hos Antonio Muro hver gang tager stilling til den synlige sytråds farve, det rette indlæg i slipset og forets farve (foret titter frem nederst på slipsets bagside) med udgangspunkt i den specifikke silkes art, altså hvor tyk og bøjelig silken, han står med, er, og hvilken farve, tekstur og mønster den bærer.
Fremgangsmåden er reflekteret og følsom og det modsatte af industriel, som ellers dominerer slipsemarkedet i dag, også i den såkaldte luksusbranche. Antonio Muro tager slipsehåndværket alvorligt og forarbejder slips, som alle er forskellige, men hver især er fuldkomne i henhold til den specifikke silkes potentiale. Det kan jeg lide.
PS Hvis du finder på at åbne slipset lidt i den smalle ende, vil du øjne en lille løkke. Den må du endelig ikke klippe over i den tro, at den er en løs tråd. Løkken er et kvalitetstegn, som sikrer, at slipset kan flexe og falde på plads efter brug.
Skriv et svar