Det behøver ikke at være så avanceret. Et ensfarvet jakkesæt, et ensfarvet slips og en hvid skjorte, og så falder alt på sin rette plads.
Der er i den forbindelse flere greb. Man kan fx udnytte kontrasten mellem varme og kolder farver, eller kontrasten i valør inden for de kolder farver.
I Dr. No., den første James Bond-film, viser Sean Connery, hvordan man kan skabe kontrast i munderingen ved brug af kolde farver. Et gråblåligt mellemlyst jakkesæt kombineres med et mørkeblåt slips på en hvid skjorte.
James Stewart, familefaren i The Man Who Knew Too Much, kan også. Han benytter den måske mest klassiske kontrast, hvis vi ser bort fra smokingens sort og hvidt, og lader et varmt rødt slips møde sin blå habit. Skjorten udgør det hvide lærred.
S. Bormann skriver
27. januar 2011 på 20:15Det virker meget “unstudied”, for at bruge Will’s, fra ASW, termer, når man udelukkende bruger ensfarvede, umønstrede elementer. Udtrykket bliver roligt og køligt, og det kan jeg godt lide.
S. Bormann
Malthe skriver
1. februar 2011 på 0:14Jeg ved, du ikke har meget til overs for modens luner, men jeg synes alligevel at kunne trække en tråd fra dette indlæg til modebilledet.
Hele modebranchen har for tiden øjnene på serien MadMen, der netop dyrker denne elegante, afdæmpede “60’er-stil”.
Jeg synes, det er et spændende eksempel på, hvordan den klassiske herregarderobes og den midlertidige modes kurver krydses.
/Malthe
Torsten skriver
1. februar 2011 på 7:51Hej Malthe, udmærket observation. Jeg har selv skrevet lidt om fænomenet her:
http://stiljournalen.blogspot.com/2010/04/klassisk-herremode-anno-2010.html
VH Torsten