Farvel til England
Herretøjsbranchen sjosker rundt i floskler. Man lytter pligtskyldigt, men kedes. Heldigvis er der undtagelser. Bernhard Roetzel, forfatteren til Gentleman-bogen, som du kender, den bedst sælgende bog om klassisk herretøj, er en af dem. Han kan ikke lade være med at formulere sig personligt og stedvist kontrært, når tungen først kommer på geled, hvad normalt sker tjept. Desuden ved han noget. Og er man til klassisk herretøj, noterer man. Jeg gør i al fald. Derfor glædede jeg mig over, at han var klar på endnu et interview til Den velklædte mand, denne gang om det fine herrettøjs status anno 2024. Interviewet følger nedenfor.
Hvordan ser du ændringerne i klassisk herretøj fra 1990’erne til nu?
“Lad mig først tale ud fra mit eget, tyske ståsted: I 1990’erne var der tre udgaver af klassisk herretøj til salg. For det første den engelske stil, som var opdelt i den kontinentale version af den engelske stil og den egentlige engelske stil. Når jeg siger kontinental engelsk stil, skal du tænke på Harris tweed-jakker eller Daks-sportsjakker, Peter Scott-strik, brune, marineblå eller beige fløjlsbukser og randsyede sko fra engelske mærker. Church’s sko var nummer ét i 1990’erne, indtil Prada overtog dem i 1999, hvilket var fantastisk for Crockett & Jones. De overtog Church’s position i de følgende år og blev Nr. 1. Den egentlige engelske stil var meget sjælden. Der var kun én butik i Berlin, der solgte lidt af Hackett. Chester Barrie var meget autentisk engelsk, og de var stadig ret stærke i Tyskland.
Den anden variant af klassisk herretøj, der blev solgt i Tyskland, var italiensk. Dengang blev italiensk herretøj opfattet som designermode af det brede publikum. Mænd tænkte mere på Versace og Missoni end på Kiton eller Borrelli, når det kom til italiensk herretøj. Klassisk italiensk herretøj var en nicheting.
Den tredje version af klassisk herretøj til salg var tysk. Regent var stadig ret stærk dengang, men mærker som Eduard Dressler, Windsor og Kaiser Design var også stadig meget succesfulde. Dressler havde endnu sin produktion i Tyskland i 1990’erne, og deres made to measure-program var meget godt og blev brugt af mange forhandlere, for eksempel af Ladage & Oelke i Hamburg.
Det tyske klassiske herretøj er nu mere eller mindre forsvundet, og indflydelsen af engelsk stil er aftaget. Mange mennesker tror, at Hackett i dag står for klassisk herretøj, men det er selvfølgelig ikke tilfældet. Jeg kan virkelig ikke komme i tanke om nogen butik, der sælger klassisk engelsk herretøj. Mærker som Private White VC eller Drake’s er efter min mening ikke klassiske. Måske eksisterer klassisk engelsk stil ikke længere som konfektionstøj, og den har i alle fald ingen betydning på det tyske marked, og jeg antager, at det samme gælder for alle andre lande i Vesteuropa, hvor engelsk stil var meget stærk fra 1960’erne til 1990’erne. Klassisk herretøj fra Italien er stadig en nicheting. Hvis du spørger mænd på gaden om italiensk herretøj, vil de nævne alle mulige mærker, men sandsynligvis ikke en eneste producent af klassisk tøj. Jeg er ret sikker på, du vil opleve det samme i Danmark.
Nu er der også en meget større bevidsthed om skræddersyet tøj og skomagerhåndværk. Eller i det mindste får man dette indtryk ved at kigge på Instagram og blogs, der specialiserer sig i disse emner. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker der bliver kunder hos skrædderne på grund af Instagram. I 1990’erne foregik skræddersyet tøj på hemmelige steder, som kun kunder og leverandører kendte. Der var skrædderbutikker, men unge mennesker lagde sjældent mærke til dem. Dette er en stor forskel mellem 1990’erne og i dag. Research var meget sværere i 1990’erne, og jeg måtte ringe, skrive breve eller sende faxer for at komme i kontakt med skræddere eller skomagere. Italienske skræddere talte næsten aldrig engelsk, og det gjorde franskmændene heller ikke. I dag er skræddere meget mere tilgængelige.”
En umulig opgave
Hvad ville du ændre, hvis du skulle skrive Gentleman-bogen på ny nu?
“Jeg kunne ikke skrive denne bog på ny eller en lignende, fordi den er et produkt af de ideer, lidenskaber, besættelser, idiosynkrasier og værdier, som jeg havde dengang. Og bogen afspejler en verden, der ikke længere eksisterer. Du kan stadig besøge Savile Row og Jermyn Street, men de er ikke, hvad de var dengang. Hjertet i den skræddersyede kultur banker et andet sted.
Dit spørgsmål blev stillet af mine forlag, da de første gang planlagde en opdatering af bogen. Jeg har aldrig ønsket at ændre den grundlæggende struktur, og jeg har altid ønsket at lade omkring 70-80 procent af teksten forblive uændret, bortset fra små rettelser.
Hvis jeg blev bedt om at lave en ny bog af denne slags, ville jeg fremhæve Italien mere, og jeg ville forbedre fotografierne. Det er meget nemmere og mere overkommeligt i dag at tage de billeder, jeg forestillede mig dengang. På den anden side var bogen en succes på trods af de nogle gange kornede billeder og den meget basale styling, jeg lavede i studiet i Köln. Måske værdsatte læserne autenticiteten og entusiasmen, som bogen formidlede, højere end den tekniske kvalitet af nogle af billederne.”
Kunsten ikke at blande sig
Hvad er din tilgang, når du kommunikerer med en håndværker (skrædder, skomager), for at få det bedste resultat?
“Når jeg har den første aftale med en skrædder, fortæller jeg ham helt fra starten, at jeg ikke er typen, der vil diktere hver detalje. Jeg vil kun give en grov skitse af mine idéer, resten overlader jeg til ham. Og så ender jeg alligevel med at gå meget i detaljer. Jeg respekterer bestemt skrædderens del af jobbet. Hvis jeg vidste, hvordan man klipper og syr et jakkesæt, ville jeg ikke betale ham for at gøre det. Jeg fortæller ham ikke, at han skal justere midterknappen på jakken efter placeringen af den ydre lomme eller ting i den stil. Men jeg siger ved en begyndelse til ham, at jeg for eksempel ikke kan lide bestemte brystlommer, små lommeklapper, en kort jakke og et meget tæt ærmegab. Jeg prøver at sikre mig, at skrædderen forstår, hvad jeg vil, enten ved at pege på nogle eksempler i hans butik eller ved at vise fotos. Nogle gange laver jeg en lille skitse. Alt, hvad der kan gøre tingene klare før den første prøve, forsøger jeg at bibringe ham.
Med skomagere er det anderledes. Når jeg prøver et jakkesæt, kan skrædderen vurdere tøjet på min krop. Jeg kan sige, hvad jeg kan lide eller ikke kan lide, og han kan selv se næsten alt. Når jeg prøver en prøvesko, må skomageren derimod stole på, hvad jeg siger. Selv når de skærer prøveskoen op, har jeg det sidste ord. Dette gør det sværere at få et godt resultat.
Før du overvejer at bestille håndsyede sko, skal du gøre dig dine egne forventninger til komforten glasklare, og om de kan opfyldes med et par lædersko, der er traditionelt fremstillede. Randsyede sko kommer altid med forstærkninger i tåen og hælen, hvilket giver skoen en minimumsrigiditet, som du ikke kan undgå. Da jeg fik lavet mine første håndsyede sko i London i 1999, satte jeg udseendet over komforten. Min idé om god komfort var baseret på min erfaring med maskinsyede Goodyear-sko, der sandsynligvis ikke passede særlig godt.
I de senere år har jeg båret sko, der ikke kun er randsyede, og jeg har oplevet nye aspekter ved komfort, hvilket har ændret mit syn på de rette håndsyede sko. Så når jeg bestiller håndsyede sko i dag, er jeg tydelig med at kommunikere mine forventninger om komfort. Jeg er ikke længere villig til at sætte æstetik over komfort. Det betyder, at jeg sandsynligvis aldrig vil bestille håndsyede sko i England igen.”
Klassisk herretøj uden regler
Synes du, at der er en forkert måde at bære klassisk herretøj på, eller er en personlig udtryksform altid vigtigere?
“Klassisk herretøj blev født i en tid, hvor tøj udtrykte social status. Af denne grund er der “rigtigt“ og “forkert“. I 1910 var det meget vigtigt at bære det rigtige tøj til et morgenbesøg, til frokost, til te og til de forskellige formelle lejligheder. Selv arbejderklassen eller en landarbejder kunne tilpasse deres meget begrænsede garderobe til et lille antal forskellige lejligheder. I dag bliver klassisk herretøj normalt båret uden forbindelse til de underliggende regler for social interaktion, der engang var grundlaget for alle garderobebeslutninger. Så “forkert“ og “rigtigt“ er mindre vigtigt i dag. Men har du lidt viden om klassisk tøjs oprindelse og årsagen til, hvornår og hvorfor noget blev båret, hjælper det dog med at skabe en fornuftig balance mellem at følge traditionen og en personlig smag. Hvis du bærer pænt tøj, behøver du ikke bære en lilla frakke for at udtrykke din individualitet. Du kan gøre det mere effektivt ved valget af dit slips eller farvenuancen på din vest.”
Hvordan har din personlige stil udviklet sig gennem årene, og er der nogen aspekter af klassisk herretøj, du engang undgik, men nu omfavner?
“Da jeg var 15, begyndte jeg at bære en sportsjakke og bomulds- eller uldbukser til daglig. Jeg bar aldrig jeans. Jeg var meget optaget af alt, hvad der var engelsk – litteratur, film, tv-serier, og jeg begyndte også at studere klædestilen. Som 20-årig opdagede jeg den legendariske Sloane Ranger Handbook, som blev min modeguide i mange år. Min drøm var at få lavet en Savile Row-habit, og den drøm gik i opfyldelse i 1998, da jeg afgav min første bestilling hos Tobias Tailors. Alt, hvad jeg bar, var britisk, fra min hat til mine sko. Ikke kun det, jeg brugte også engelsk barberingsæbe, engelsk pomade, engelsk skosværte, og mine yndlingsdrikke var te og gin. Jeg begyndte at opdage den italienske stil i begyndelsen af 2000’erne og omkring 15 år senere den østrigske stil.
Jeg har opgivet at prøve at efterligne den britiske stil, og jeg føler mig meget mere som mig selv i en blanding af engelske, italienske og centraleuropæiske elementer. Jeg ejer stadig alle mine Savile Row-habitter lavet af Tobias Tailors ved John Coggin. Da butikken lukkede, fortsatte han på egen hånd og lavede et par flere habitter til mig. Siden 2009 har jeg også fået tøj fremstillet af skræddere i Tyskland, Østrig, Polen, Tjekkiet, Spanien og Italien. I øjeblikket går jeg mest med de outfits, der er lavet af Salon Hartl i Prag og Dawid Kuklinski i Gdansk.
Mine yndlingssko har Lucian Maftei i Rumænien fremstillet, men jeg går også med forskellige typer af færdigsyede sko. I de sidste to år eller deromkring er jeg begyndt at købe vintagesko fra 70’erne og 80’erne fra Italien og Tyskland. Jeg kan godt lide meget bløde og lette loafers, f.eks. fra Moreschi eller Gravati. Men kun dem lavet i 80’erne og 90’erne. Min foretrukne type tungere sko er „Norweger“, f.eks. træsømmede og made to order af det østrigske mærke Handmacher.
Meget ofte bærer jeg en østrigsk eller bayersk janker, i hørlærred om sommeren og loden om vinteren, i stedet for en sportsjakke, fordi jeg føler mig mindre stift klædt i den stil. Jeg bærer sjældnere Barbour-jakker, fordi jeg er for doven til at genvokse dem, men jeg elsker stadig udseendet af disse jakker. Når det regner, bærer jeg normalt en Chrysalis-fieldcoat, fordi den er virkelig vandtæt, eller en gul “Friesennerz“. Jeg kan meget bedre lide 60’er- og 70’er-stile nu, end da jeg var barn. Alt i alt er jeg meget mindre dogmatisk og mere afslappet.”
De bedste butikker i Tyskland
Hvad er din top 5 over herretøjsbutikker i Tyskland?
”Jeg tror, den er som følger:
- Eduard Meier i München
- Flüss & Fischer i Köln
- Prüssing & Köll i Dresden
- Conrad Hasselbach Shoes & Garment i Hamburg
- Möller & Möller i Hannover”
“Da jeg fik lavet mine første håndsyede sko i London i 1999, satte jeg udseendet over komforten.”
Hvordan kan Bernhard Roetzel overhovedet finde på at sætte udseende over komfort. Den helt central fordel ved sko efter mål er da, at de passer godt og passer meget bedre end sko fra hylden — og så kan de bruges en hel dag uden problemer.
Det kan du sige. Jeg tror, han var drevet af ideen om et par ægte håndsyede sko i engelsk stil og form, måske var de fra John Lobb. Min erfaring er, at nogle – ikke alle – starter sådan. Jo mere man prøver af håndsyede sko og jakkesæt, jo mere sætter man pris på de praktiske fordele, komfort fx, og bliver lidt mindre optaget af den gode historie, den kendte skrædder/skomager, af ideen, så at sige. Jeg synes, Roetzels videre sartoriale færd illustrerer den vandring.