Der har vi ægkanten. Den løber langs reverset. Anderledes? Ja. Smuk? Jeg ved det ikke, men måske er det heller ikke det rigtige spørgsmål at stille. Morten Søkilde og Sten Martin Jonsson vil jo netop udfordre de vante kategorier for op og ned.
Vi er ellers til anden prøve. Bukserne er ved at være færdige. Sten Martin Jonsson har taget dem ud, både i livet, benene og foden. Der er flere skæve detaljer i bukserne som den gule tråd i ydersømmen og den enkle lommekonstruktion, hvor sidesømmen fra bagbuksen er skjult i bukselommen.
Skuldrene har ændret sig meget. De er blevet mindre. Jakken har fået indlæg og lidt mere form, slidserne falder godt. Sten Martin Jonsson prøver kraven og justerer skuldrene igen. Det meste foregår deroppe.
Morten Søkilde ønsker lidt mere bid i taljen. Sten Martin Jonsson nåler den ind en centimeter eller to. Lommerne sidder på skrå, oprindelig en detalje fra ridejakken. De er måske sat lidt lavt. Jeg er ikke sikker. Vi får se.
Foto: Stiljournalen
Spændende projekt. Digterens uniform. Formen udfordres, ligesom sproget, så netop ikke “uni”?
Hvis skræddermesteren behersker sit fag, så kan det jo blive til noget rigtig skævt, altså sådan som det var ønsket. Digteren kan jo “bære” det. Jeg er spændt på resultatet. Tak til Morten Søkilde og Sten Martin Jonsson fordi vi må følge med.
Desværre er det sådan, at der er gået mode i skæve detaljer. Går man ind i en almindelig tøjbutik med stangvare, finder man røde og grasgrønne knapper på skjorter, specielle søm, brystlommer der sidder skævt osv. altsammen for… tja at vi alle kan føle os som digtere? Det, at gå med en simpel, men velsiddende jakke/habit er allerede en udfordring hhv. et statement for en almindelig dødelig som undertegnede.
Supergod iagttagelse og sammenligning, Potter. Til forskel fra dem, der køber “det skæve og kunstneriske” på bøjlen i butikken tror jeg, at Morten Søkilde er mere interesseret i eksperimentet: hvad sker der, hvis man rykker på reglerne? Måske kan vi lokke Morten til at fortælle lidt mere om tankerne bag …
Torsten
Kære Potter og Torsten, tak for interessen og jeres gode iagttagelser. Jeg kan frit tage mine præferencer med til skrædderen, og blive budt velkommen. De gamle håndværksløsninger er med til at udvide min forståelse for formgivning og finesse, også når jeg digter, på mit eget papir. Det interesserer mig hvordan der bygges, og måske kan min idé, som udenforstående, være en frugtbar udfordring for mit og skrædderens samarbejde om et projekt. Det er efterhånden blevet til mange gode klæder.
Konventionelt set kan man sige, at fagtraditionens regler om at lade stilen udfolde sig INDENFOR konventionen, og aldrig lægge sig UDOVER den, lægger til grund for de fleste skrædderbesøg. Efter min holdning er det for folk uden egne øjne selvom resultatet ofte er iøjenfaldende. Den personlige præference mangler. Iøvrigt interesserer samtidens mode mig endnu mindre. Men jeg står ikke i opposition til voksne herre der kan bære karismatiske klæder, men måske nok i skyggen.
For mig handler det om materialernes udstråling, farvesammensætningens betoning og balance i detaljerne, altid behersket af min egen smag. I projektet her har jeg gået meget efter den “stilhed” og patina, der er over gamle ejendomme, det stedsevarende og tidløse. Jeg lader aldrig andre træffe mine valg, og kommer altid med mine egne varer, tekstilerne, foret og knapperne, (endda tråden) som skaffes i mange forskellige sammenhænge. Jeg får rigtig meget for min investering hos skrædderen Sten Martin Jonsson.
Kære Potter,
Jeg kan sådan set godt forstå din sammenligning med “det skæve”.
Der er altid nogen, der går i front og skaber noget nyt – og så følger masseproduktionen siden efter. Et godt eksempel er, at man nu kan købe billige jakkesæt, hvor knapperne i ærmet nu kan knappes op – det var jo før noget, man bl.a. kunne kende et skræddersyet jakkesæt på.
Skrædderi må lige som alt andet bevæge sig videre – videreudvikle sig, men stadig bevare det, som er skrædderens varemærke: kvalitet, håndværk og tilpasning til den enkelte kunde. Og det KAN masseproduktionen aldrig efterligne!
Når man går i skræddersyet tøj, er det – for mit eget vedkommende i hvert fald – dels for at skille mig ud, men det er også, fordi jeg ønsker at få noget tøj i allerbedste kvalitet med den perfekte pasform. Noget, som jeg selv har været med til – som Morten også skriver – at sætte mit præg på. Og dermed vil skræddersyet tøj altid være milevidt fra det ”skæve & individuelle” stangtøj – uanset hvor skævt, det så måtte være.
“Kun det maleri, som vi selv maler, kan være god smag.” Sådan sluttede hr. Grunwald 2010. Jeg tillod mig at tilføje: “såfremt håndværket er i orden.”
Nærværende blog hylder det klassiske, og det skal den naturligvis blive ved med, men ofte bliver det lidt fundamentalistisk. Jeg er sådan indrettet, at jeg ikke vil “uniformeres”, og derfor slår jeg undertiden lidt igen, når det hele bliver lidt for firkantet. Men naturligvis er der en grund til, at jeg er stamlæser af bloggen.
Derfor en opfordring til at gennemtænke en mindre opdatering af bloggens klassiske stilindhold, således at denne kommentars indledning bliver en underrubrik til bloggens målsætning. Nogle små velvalgte slag i bolledejen altså.
“Stiljournalen, mode forgår stil består; men kun det maleri, som vi selv maler, kan være god smag”. Måske lidt langt, men det lyder da meget godt, ikke?
At følge Morten Søkildes tilgang til sin beklædning er spændende.
@ FBJ: Jeg synes, at personlighed i klædedragten er en forudsætning for god stil, men den må ikke forveksles med god stil 🙂 Bliver det personlige målet, ender man med et excentrisk udtryk, som er uinteressant for andre en selv.
En lignende rækkefølge gælder for “klassisk”. Det handler ikke om, at alle bør gå i jakkesæt, men at man skal klæde sig mig stil. I den forbindelse tilbyder jakkesættets univers, ikke mindst det klassiske herreskrædderi, mange tip, trick og muligheder, men at gå i jakkesæt er ikke et mål i sig selv, synes jeg.
VH Torsten
Morten, du har allerede gjort en del overvejelser før projektet blev sat i sø. Har du så fx. sat dig ind i trådenes bæreevne og andre egenskaber eller vælger du ud fra optikken? Præferencer kommer jo ikke af sig selv.
Du skriver angående konventionen og fagtraditionens regler: “Efter min holdning er det for folk uden egne øjne selvom resultatet ofte er iøjenfaldende. Den personlige præference mangler.”
Enig, man kan ikke købe sig til stil. Men konventionen og fagtraditionen er da heller ikke opstået af sig selv og bunder vel i et formideal? Og skal man tro diverse blogs, holder mere end en skrædder sig helst til husstilen, da de måske er bedst til den.
Jeg er selv ikke visuel, og dermed uden øjne, men for mig handler det med tøjet primært om at gøre sig umage. Nogles personlighed kan så bære det eksperimentelle.
Angående Mortens kommentar, FBJs bemærkning og Torstens svar, synes jeg at følgende blogindlæg om konventionerne er en interessant tilføjelse. Se det farverige jakkesæt:
http://sleevehead.blogspot.com/2010/12/style-as-evolution-v-static-equilibrium.html
Jeg takker til stadighed for blogindlæggene og interessen i det hele taget. Det farverige jakkesæt er interessant som prunk for datidens dandy – amerika 1880’s. Men for mig virker det bedre som udklædningstøj og historisk klæde på ginen end en bekvem ejendel man kan bære i fred. – Men snittet og tartanternen er rigtig flot, og jeg ville nok selv kunne bære bukserne uden at fremture som urban dandy.
Det eneste jeg ved om tråde er egentligt at tykkelserne er forskellige og benyttes til forskellige formål. Når jeg siger, at jeg selv vælger tråd, drejer det sig ikke om anden end om farve til f.eks. bærestykkets søm eller lommesøm. Jeg udpeger gerne fra skrædderens egen kasse.
Noget andet er skrædderes forskellige temperamenter med hensyn til at fører den trådede nål. Nogle knytter hårdt, fast og tæt mens andre stikker lettere og svagere. Jeg har af og til benyttet mig af stilforskellene og gået fra en skrædder til en anden, af samme årsag, hvis det er en skrædder oppe i årene føres den erfarne hånd som regel følsommere, mens f.eks knaphullerne så kan kastes af den mere hårdhændede skrædder. Begge temperamenter er udtryk for skrædderenes egne personligheder og kunden kan vel foretrække den ene fremfor den anden altefter hvad der skal laves, og hos hvem.
Det er altså ikke kun et spørgsmål om at have øjnene med sig, men også kroppen, selvom den endelige tilfredstillelse vel er tilpasningen af begge sanser helt nede i de små tandhjul hvor håndværket driver formgivningens bekvemmelighed, helhed og detajler frem.