Det er forståeligt. Skrædderi er gode sager, og drømmer en mand om det bedste, kan kun skrædderi levere det. Men det dur ikke at besmykke sig med det eksklusive ord, hvis man som butik leverer målkonfektion. Målkonfektion er og bliver et andet dyr end skrædderi, hvad mange læsere af Stiljournalen er udmærket klar over, men få i den store verden desværre har styr på.
Tror man ikke på, at der er en substantiel forskel, skal man blot læse lidt på skrædderiet og konfektionens historie og i øvrigt tale med d’herrer, der faldbyder målkonfektion. Bort set fra et enkelt uheldigt tilfælde har jeg endnu ikke mødt nogen i konfektionsbranchen, der på tomandshånd ikke anerkender, at det er forskel på målkonfektion og skrædderi. De vil dog, flere af dem, hævde, at målkonfektion i dag har overhalet skrædderi, hvad der blot føjer endnu et element til absurditeten, hvis betænker fleres forkærlighed for at bruge “skræddersyet” i deres annoncer.
Heldigvis er konfektionsbranchen også befolket af retskafne mennesker, der er stolte af deres målkonfektion og ikke har noget behov for at kalde den “skræddersyet”. Konfektion og målkonfektion kan i mange tilfælde være en fin løsning, og tager man et mærke som Pal Zileri, er forarbejdningen glimrende og kan matche forarbejdningen i mange skræddersyede jakker. Det er bare ikke skrædderi.
Jeg har overvejet, om jeg skulle at anmelde en af annoncerne til myndighederne, men sådan noget gider jeg ikke. Men det kunne faktisk være interessant at vide, hvordan det egentlig forholder sig juridisk på området: må man benytte betegnelsen “skræddersyet” i en annonce for målkonfektion?
Jeg er ikke jurist men tror ikke der er så meget at gøre. I England kunne herreskræddere heller ikke beskytte bespoke : http://www.telegraph.co.uk/news/2149810/Savile-Row-tailors-lose-fight-to-preserve-the-term-bespoke.html
Hej Lars
Mon situationen er helt den samme med “skræddersyet” herhjemme? Det virker som et mere præcist ord end “bespoke”. Jeg kan dog forestille mig, at hvis man fx blot kan føre bevis for, at der er en skrædder på den fabrik, hvor jakkesættene bliver syet, ja, så må man også benytte betegnelsen “skræddersyet”. Der skal sikkert være en art lov som i Frankrig, hvor “haute couture” er en beskyttet betegnelse med diverse krav, hvis det skal være ulovligt at benytte “skræddersyet” for en konfektionarius.
Torsten
Når annoncen skærer ud i pap, hvad kunden får, og når beskrivelsen svarer til MTM, så tror jeg ikke, at der er noget at komme efter.
Det er jo de færreste, der ved hvordan en rigtig skrædder arbejder, og for mange vil MTM allerede være en slags skræddersyet løsning. Ordet skræddersyet bliver jo brugt i mange sammenhæng, der ikke har noget med klæde at gøre, såsom netop “en skræddersyet løsning”.
I øvrigt var jeg ikke klar over at Alessandro Baraldo var skrædder. Han bliver ellers omtalt som eksportmanager 🙂
@ Potter: Branchen opererer som sagt med et klart skel mellem konfektion og skrædderi. Jeg kan ikke helt se, hvorfor det skel ikke gælder, når man kommunikerer med kunderne. Det kan godt være, at skræddersyet bliver brugt til at beskrive alt muligt, der tilpasses i et eller andet omfang, men netop på klædedragtens felt har “skræddersyet” jo faktisk en konkret, denotativ betydning, som man vanskeligt kan benægte, så vidt jeg kan bedømme. Alt er ikke konnotationer!
Hilsen
Torsten
Begrebet haute couture har med krav til franske modehuse, ikke til skræddere, at gøre. Bl.a. skal modeværkstederne præsentere en ny kollektion på catwalken to gange årligt.
Tager vi det franske ord tailleur som udgangspunkt (som det engelske tailor stammer fra), så er situationen heller ikke så klart defineret. Man må i Frankrig kalde sig skrædder, når man tilbyder følgende slags måltagning:
– demi-mesure/semi-mesure (halv måltagning), hvilket svarer til MTM. Målene bliver taget af/hos en skrædder. “De fleste, der kalder sig skrædder i dag, tilbyder faktisk industriel demi-mesure”, læser jeg på en fransk blog. Der nævnes bl.a. skrædderen Michael Ohnona, en af de foretrukne blandt (unge) franskmænd med et lille budget.
– petite mesure (lille måltagning): skrædderen fremstiller habitten selv efter kunstens regler. Halvdelen af arbejdet skal være udført i hånden. Der anvendes en fast skabelon som basis, som skrædderen så tilpasser efter kundens mål.
– grande mesure (stor måltagning). Her er der mindst brugt 50 timer (70 til 90 timer ifølge andre) på en habit, og der har været mindst 3 og op til 5 prøvninger. Alting skal være lavet i hånden. At det sidste ikke stemmer helt, fremgår af opsprætningen af en Smalto-jakke på bloggen tuttofatoamano her på det seneste, men jakken får bloggeren Jeffery alligevel til at blive vildt begejstret.
Dit bidrag ER relevant. Den franske stilblog Parisian Gentleman talte i maj 2010 i den forbindelse allerede om en ny form for marketing, der “i lighed med en tsunami” slæber alting med sig ved at foregive at kunne “skræddersy” alt fra biler, cykler, møbler osv. I virkelighed er denne trend snarere udtryk for en ny bølge; “me marketing”.
Mange franske topskræddere, såsom Guilson og Smalto, tilbyder ved siden af deres skræddersyede habitter ligeledes demi-mesure altså industriel MTM, hvilket flere traditionelle skræddere i UK jo også er begyndt med.
Jeg ved, at danske skræddere engang – 60-70 år siden eller sådan – selv annoncerede med “bestilt skrædderi”, som om det var en beskyttet betegnelse. Jeg har set flere af den slags annoncer. Det kunne være interessant at få Dansk Skrædderlavs holdning …
Torsten
Jeg må på det kraftigste advare mod Michaël Ohnona. Det er pauvert udført industrielt MTM. Manden har mange fine ideer og en vis rustik charme, men det ændrer ikke på, at kvaliteten i hans arbejde er meget lav.
D.
Hej Daniel
Tak for at dele dine erfaringer.
Mht. Skrædderlauget har jeg ikke fået fat på dem endnu, men fandt denne klassifikation på dameskrædderi:
http://www.skraedderlauget.dk/downloads/Klassificering%20af%20dameskraedderi.pdf – jeg ved ikke, hvorfor de ikke også har lavet en for herreskrædderi.
Torsten
For efterhånden længe siden besøgte jeg hjemmesiden for Savile Row firmaet Davies & Son ejet af den respekterede Alan Bennett.
Det blev for mig en totalt surrealistisk oplevelse, og jeg tabte alt for denne skrædder. Vil ikke købe så meget som et slips af ham.
Jeg fandt ud af, at de tilbød MTM. Helt OK, meeeen så kom teksten “You can order a Savile Row quality made to measure suit from us ONLINE”! Altså uden nogensinde at have set kunden!
Jeg prøvede at gå igennem processen, og det var ikke overvældende mange mål, der skulle tages.
Prisen er 900 £, 1200 £ for det ærværdige “Duke of Windsor” mønster.
Jeg hører gerne om resultatet, hvis nogle skulle føle sig fristet.
Du kan gå igennem processen her:
http://www.daviesandsonsavilerow.com/bespokesuits.asp
Det bunder sikkert i uvidenhed. Tøjekspedienter ved typisk ikke et klap om stofkvalitet osv. højst mode. Pensum på en 2-årig handelsskole uddannelse er selvfølgelig også begrænset.
Men i nogle eksklusive forretninger kan man være heldig blandt andet hos Birger Christensen og Hermes.
Mvh Søren R.