Den velklædte mand er et mere præcist ord for, hvad der er foregået her i journalen, siden jeg den 4. januar 2008 lagde ud med et meget kort indlæg om bælter. Det har hele vejen handlet om den velklædte mand, hvorfor jeg også valgte at give min bog titlen, da bogen spejler elementerne i journalen, rigtignok fortalt og illustreret på anden vis.
Hvad med brand’et Stiljournalen? har et par stykker spurgt bekymret. Og ja, det kan der være noget om. Men præcision på dette felt er at foretrække, er min konklusion, og i øvrigt ejer jeg stadig Stiljournalen som både navn og webadresse, og skal nok få sendt folk på jagt efter Stiljournalen videre til Den velklædte mand.
Ikke mindst takket være min WordPress-troldmand, Jakob fra Omkalfatring. Han har været med mig i flere år nu og har skabt det it-mæssige fundament for Stiljournalens – og nu Den velklædte mands – position som Danmarks førende medie om god tøjstil til mænd. Jakob kan kort sagt anbefales.
Når jeg skriver Danmarks førende medie om god tøjstil til mænd, går det ikke bare på mediets læserantal, besøgstid og autoritet på området, men også kvaliteten af læsere, hvis jeg må stoltsere lidt. Jeg har mange engagerede og vidende læsere – og velklædte læsere. Det har jeg kunnet konstatere ved selvsyn, fx i forbindelse med fotografering, konkurrencen Årets velklædte mand og skrædderarrangementer.
Apropos arrangementer er der et sartorielt træf for læsere torsdag den 30. juni fra kl. ca. 16 til 19. Det sker i åbne omgivelser ved Frederiksberg Have. Send gerne en mail til denvelklaedtemand@gmail.com, hvis du kigger forbi.
Hvofor kaldte du ikke din bog for Stiljournalen?
Som sagt synes jeg, Stiljournalen er meget bred pensel for min virke, og ville også have været det for bogen. “Stiljournalen” kunne også angå boligindretning, rejser, biler og kvindemode. Den velklædte mand er mere hovedet på sømmet.
Tjo, men dem der læser Stiljournalen ved jo godt hvad det handler om?