
Et typisk tøjspørgsmål lyder, om man kan benytte brune sko til et gråt jakkesæt eller et blåt jakkesæt. Det kan man, hvis man ikke tragter efter at blive investment banker i London eller at arbejde i et lignende traditionelt betonet arbejdsmiljø. Da må man stikke fødderne i sorte sko.
Færre stiller spørgsmål om brugen af hvid skjorte og sorte sko. Det tages for givet, selv af nybegynderen, at hvid skjorte og sorte sko er hovednormen. Hvad de også er.
Hvid skjorte og sorte sko i mørket
Man kan dog komplicere brugen af hvid skjorte og sorte sko. Det kan jeg i hvert fald. Jeg bruger sjældent kombinationen til daglig. Min lyse skjorte vil almindeligvis have kulør (lyseblå, flødefarvet, pink) eller mønster (striber). Mine sko vil ofte være i en brun farvenuance. Hvid skjorte og sorte sko er hen ad vejen blevet kombination, jeg reserverer til begivenheder, når mørket har sænket sig eller nærmer sig.
Som i går, da jeg var i Holbæk for at tale om god tøjstil til mænd og tidens dresscoder for Holbæk Erhvervsforum. Skjorten var hvid og skoene sorte, idet jeg trådte op på scenen kl. 18.30 i byens flotte musikhus for omtrent 100 mennesker.
Mit jakkesæt og mit slips var ikke underlagt et tilsvarende dekorum. Så skulle sættet have været marineblåt og slipset et ensfarvet eller konservativt mønstret slips, fx i sorthvide shepherd’s checks. Jeg var i stedet i et stribet mørkebrunt jakkesæt og et stormønstret blåt slips. Så længe skjorten er hvid, og skoene er sorte, hviler jeg komfortabelt i et sådant lille stilbrud.
Brunt jakkesæt og sorte sko
Sorte sko til brunt jakkesæt er forøvrigt en forsømt kombination af komponenter. Den har sin fine tradition. Brune sko til sort jakkesæt – hvornår man end trækker i et sort jakkesæt – går ikke.
Foto: Den velklædte mand
Brunt ser bare generelt grimt ud, når lyset falder på/ det bliver mørkt…
Kaj (også kendt som Lars?)
Holdning har du. Jeg synes dog, du mangler nuancer. Man kan tillade sig mere selvstændighed, hvis man står alene i skarpt scenelys, som jeg gjorde. Det ville være anderledes, hvis jeg deltog som en gæst på lige fod med andre i selskabelighed om aftenen. Da ville den brune nuance falde skævt ud, enig.
Hvor stammer den ofte citerede regel om “kun sorte sko efter kl. 18” egentlig fra? Jeg er selv blevet belært om reglen i min barndom, men ingen af mine udenlandske bekendte (i større eller mindre grad vidende om herrestil) og kun få af mine (ældre) danske bekendte kender til reglen. Alle er enige om, at skoenes farve skal hænge sammen med resten af tøjet, men den noget arbitrære regel om ikke at bære andet end sorte sko efter kl. 18 nyder vist ikke udbredt kendskab.
Det fortaber sig et sted i 1800-tallets England. Jeg vil nu heller ikke tage så handfast om den. I dag er det vel mere en gammel norm, som kan fortolkes derhen, at hvis du vil være fint klædt på om aftenen og følge traditionen, så tag sorte sko på.
Selvom habitten og slipset står for fald selv i England, gjaldt der indtil for nylig et bestemt og til tider sjovt kodeks i ”the square mile”. For, som artiklen her, at tage udgangspunkt i skoene: never brown when in town.
Habitten er grå, marineblå og muligvis sort selvom sort anses for lidt for formel. Er den skræddersyet lader man en knap på manchetterne stå åben, da disse knapper ikke kan åbnes på stangtøj. Skjorten er med manchetter, uden brystlomme og half cutaway flip. Slips – indtil for nylig altid.
Overholder man disse regler er næsten alt andet tilladt. Derfor der man mænd i sorte habitter med lyserøde chalk stripes, matchende skjorte, lommetørklæde og sågar lyserøde sokker. Intet problem.
Tak for uddybning, Mads