“Franske sko er kun god form. De sidder dårligt. Italienske sko er ikke meget bedre.”
På min nylige udlandsrejse talte jeg med en mand, der har stor erfaring med skræddersyede jakkesæt, håndsyede skjorter og håndlavede sko. Han var ikke bange for at fælde en stærkt generel dom over forskellige skotraditioner.
“Aubercy, passer ikke. Riccardo Bestetti, passer ikke”.
Jeg må sige, jeg oplevede hans udmeldinger som noget bombastiske. Godt nok har han været vidt omkring og taler med tyngde, men min erfaring er, at den samme gode håndværker kan skabe mange fremragende produkter til hovedparten af sine kunder og så engang imellem lave en mellemvare, typisk på grund af fejllæsning af noter, forglemmelse eller et kommunikationsbrist med kunden. Så måske har den erfarne herre simpelthen ikke været så heldig med Aubercy og Bestetti.
Når det er sagt, gemmer der sig et interessant spørgsmål i hans dom: Ser man mest efter skoens form, eller efter skoens pasform?
Flotte sko versus velsiddende sko
Min oplevelse er, at der en tendens til at se lidt for meget efter form.
“Wow, hvor er de sko flotte,” tænker man, når man ser et par Edward Green på nettet. Men hvordan sidder de, og hvordan sidder de efter et år? Er der opstået folder i læderet mærkelige steder, og rasler hælen rundt bagtil?
Jeg mener, det handler om en grundlæggende måde at anskue beklædning og skotøj på. Og de kildne og tæt på eksistentielle spørgsmål lyder: Er det vigtigste for dig at se rigtig ud, eller at føle dig rigtig? Klæder du dig for andre, eller for dig selv? Er du katolik eller protestant? Er du til Schein eller Sein?
Flotte sko der sidder godt
En kunstig modsætning, vil en læser eller to replicere. Begge dele må være muligt.
Og jo, både-og findes.
Tag min egen erfaring med håndsyede sko efter mål fra Warszawa. Dem har jeg en del af, fra to forskellige skomagere. De sko, jeg har fra Tadeusz Januszkiewicz, sidder mere end udmærket, er meget bekvemme. Formen er heller ikke værst, men den kunne være mere elegant. Omvendt med skoene fra Jan Kielman. Formen er skarp, men pasformen kunne være bedre.
Så var det, jeg drog til Hamborg og aflagde en bestilling hos Benjamin Klemann. Opgradering, en kostbar en, men en signifikant opgradering. Der fik jeg mig et par sko, som både sidder vidunderligt og ser blændende ud.
Både-og findes.
Engang imellem.
Hvis man vil betale prisen.
Foto: Den velklædte mand
Lars G skriver
Hej Torsten,
Kender / har du erfaring med Kaminski i Warszawa ?
Torsten skriver
Jeg besøgte ham i 2012. Et foto: http://denvelklaedtemand.dk/wp-content/uploads/2017/03/Shoemaker-Kaminski-Warsaw-The-Journal-of-Style-3.jpg
Jeg ved ikke, om han stadig er aktiv. Jeg husker, han prismæssigt lå et sted mellem Januszkiewicz og Kielman. Jeg mener, jeg engang talte med en læser, der havde fået syet af ham – og at han var tilfreds.
Jens Nielsen skriver
Hej Torsten
Måske er spørgsmål lidt off topic, men dit billede til denne artikel er det bedste jeg har kunne finde til at understrege min pointe. Jeg har en ret høj vrist og det er derfor en udfordring at få snørret mine oxfords helt tæt. Bør jeg derfor droppe Oxfords og i stedet prøve en anden model. Derby’s er fx ikke helt så klassisk til forretningshabitten. Eller er det ok at den ikke snørres helt til. Din venstre sko er jo heller ikke helt tight omend en lille smule strammere snøret end jeg kan.
vh
Jens
Torsten skriver
Du kan optisk snyde lidt, hvis du vælger åben snøre i stedet for oxford-lukket. Men ellers er det bare at lede efter en model med høj vrist, eller skifte til målsyede sko.