Hakon Stangerup om den velklædte mand – og den dårligt klædte mand

Hakon Stangerup spiddede sine egne

“Pressefolder regnes for en Skam i Aandens Verden, Pletter for en Udmærkelse,” skriver litteraten Hakon Stangerup sarkastisk om litterater i en tekst for herretøjsforhandleren English House i 1941.

Hvoraf modsætningsforholdet?

Historien lyder, at Hakon Stangerup (1908-1976) var en højt begavet og meget ambitiøs akademiker, der blev både doktor og professor, men aldrig et fuldt accepteret medlem af den kulturelle elite i Danmark efter Krigen. Dels var han kommet til at udtrykke sig lidt for optimistisk om Hitlers Tyskland i nogle avisartikler før Krigen, og dels var han begejstret for klassisk litteratur i en tid, da modernismen så småt strømmede ind over land.

Om det var denne yderposition på det kulturelle felt, der skærpede hans blik for påklædningen på det kulturelle felt, ved jeg ikke. Men det havde han, blik for det tøj, som “Aandsarbejdere” – som han ikke uden foragt benævnte de grupper, der som han selv var akademisk uddannede eller kunstnere – gik med.

Det vidner teksten fra efteråret 1941 om. Jeg fandt den på Det kgl. bibliotek, da jeg bladrede i bladet Adam, som English House udgav. Artiklen er skrevet af den dengang 33-årige “Dr. phil. Hakon Stangerup”. Og der stanges og spiddes i den. Læs med engang. Jeg har indsat nogle afsnitsoverskrifter undervejs og nogle tegninger fra artiklen, fremragende tegnet af Herluf Bidstrup (1912-1988), der siden blev ansat på Land og Folk, hvor han karikerede kapitalister og socialdemokrater med sin streg.

Tøj og Aandsarbejdere

Af Dr. phil. Hakon Stangerup

HVIS DER ER NOGEN, som gaar rundt og tror, at alle Mennesker sætter en Ære i at være velklædte, saa tager disse nogen Fejl. Der findes en stor Klasse Mennesker, som hellere vilde æde deres gamle Hat — en ny har de ikke — end de vilde lade sig iføre et Sæt ordentligt Tøj. Alt vender sig inden i dem ved Tanken om at de skulde være klædt paa som andre Mennesker. At være daarligt klædt, gaa med Knæ i Bukserne, Støv paa Kraven, skrækkelige graa og knudrede Stoffer, ildesiddende Slips og hæslige Skjorter er for dem Tegnet paa sand Aandsoverlegenhed.

Medicineren er den velklædte mand nr. 1 – juristen nr. 2

Denne tøjhadende Klasse af Menneskeheden rekruteres væsentligst blandt de saakaldte Aandsarbejdere. Betragter man en Klynge Studenter paa Studenternes Spisestuer eller Frokoststuen, behøver man ikke at være nogen Ellery Queen for at opdage, at de rent tøjmæssigt set falder i tydeligt adskilte Klasser. De spænder over en Skala, der begynder med Velklædthed, fortsætter over diskret Noblesse og en vis tilknappet Elegance for via almindelig Smagløshed at ende enten i den tydelige Fattigdom eller i den vilde Ekscentricitet. Paa denne Skala af Tøjvariationer kan man aflæse de forskellige Studiefag og deres Repræsentanter lige saa tydeligt som i et Lektionskatalog. Velklædtheden, Sansen for at kunne vælge sit Tøj rigtigt og gaa med det, saa hverken man selv eller andre lægger Mærke til andet end et ganske naturligt og selvfølgeligt, paa en eller anden Maade behageligt Supplement til Individet — denne Velklædthed karakteriserer allerede i Fostertilstanden.

Medicineren, set fra et Tøjstandpunkt er den engelske Gentleman blandt Aandsarbejderne. Denne Velklædthed følger Medicineren op igennem Aarene, hos visse medicinske Professorer af mit Bekendtskab har den naaet en høj Grad af Fuldkommenhed, er blevet et lille, men meget velgørende Plus til deres specielle klare og renfærdige Personligheder.

En mere haandfast, man kunde maaske sige mere uniformeret Elegance karakteriserer Juristen, Korrekthedstrangen lurer i Blodet, Angsten for det ikke-reglementerede tillige. En Jurist-Student, Kandidat, Højesteretssagfører eller Departementschef — vil man aldrig antræffe i saa stærke og skødesløst anvendte Farver eller Mønstre som Medicineren. Medicinerens Forhold til Tøj er organisk, Juristens formelt. Medicineren kunde godt som hin Helt i “Kitty Foyle” give sig til at rulle rundt i Sengen i sit nye Kjolesæt for at tage det stive af det.

For Juristen er Stivheden, det uplettet og glansfuldt Nye, en Charme mere.

Men videre paa vor Skala.

Uforskyldt dårlig påklædning

Den Fattigdom, som karakteriserer en Række Aandsarbejderes Paaklædning fra deres Studenterdage og gennem hele Resten af Livet, er ofte udsprunget af det sørgelige, men her i Landet aabenbart uudryddelige Forhold, at Aandsarbejdere simpelthen lønnes daarligt. En Læge og en Sagfører har Raad til at gaa med ordentligt Tøj, det er der mange andre Kategorier af Aandsarbejdere, som ikke har. Af den Grund skal man ikke foragte dem. Det slidte Tøj, som bæres af den Fattige, bæres med Ære. Det er ikke af misforstaaet Aandshovmod eller fjollet Snobisme, saadanne Mennesker gaar med daarligt Tøj, det er simpelthen fordi de ikke har Raad til andet. De vilde gerne være velklædte, men de kan ikke blive det.

Mester Jakel-stilen blandt kunstnere

Ved Siden af disse to Kategorier: de, der har Raad til at klæde sig ordentligt, og elsker at gøre det (Medicinere og Jurister) og de, der ikke har Raad til det, men gerne vilde, ligger saa den tredie Kategori af Aandsarbejdere: de, der har Raad til at klæde sig smagfuldt, men af forskellige mærkelige Grunde foretrækker at gaa rundt og ligne — ikke de Fattige, som dog altid bærer en Bestræbelse efter det Ordentlige til Skue — men simpelthen en Samling uordentlige og sløsede Personer eller ogsaa rene Mesterjakel-Figurer.

De sidste — Mesterjaklerne — modtager deres Kærnetropper fra de bildende og skulpturerende Kunstnere. De første — hele den store Klump med Knæene i Bukserne og Skællene — bygger væsentligst paa de saakaldte Litterater, en Gruppe, som biologisk set omfatter lidt af hvert fra Filologer til Digtere med en smuk Bue uden om Journaliststanden, der med Hensyn til Tøj nærmest maa siges at hælde til det juridiske Standpunkt.

Ensrettede som Københavns politikorps

Mesterjaklerne — det er aldrig gaaet op for mig, hvorfor man skal gaa med rødt Skæg, stortærnede Jærnbanebukser, islandsk Trøje og fransk Baskerhue for at blive Maler eller Billedhugger. Men da denne Uniform jo er temmelig international, saa maa den vel være Betingelsen for at stige mod Stjernerne i Kunstens Verden. I hvert Fald tør ingen Maler klæde sig almindeligt paa, for sæt, man ikke kunde se uden paa ham, at han var Kunstner? Skønt Malere og Billedhuggere hylder en vidtdreven Individualisme, strækker deres Frisind sig ikke saa langt, at de tør lægge Uniformen. Standen er saa ensrettet i Tøjet som Københavns Politikorps — om end noget mindre disciplineret. Kunstnere er der ikke noget at gøre ved, de ligger under for Klanens Lov. Er du en af Vore — eller gaar du med Jabirustammens Tegn paa Maven? Ingen tør gaa med Jabirustammens — for saa bliver man ugleset.

Litteraterne derimod — er ikke uniformerede, og de føler sig ikke som nogen Stat i Staten. De prøver tværtimod alle sammen paa at lægge saa meget Vand imellem sig selv og de andre som muligt. Derfor klæder de sig ikke ensartet, men individuelt. Til Gengæld er deres individuelle Opfindsomhed præget af udtalt Karrighed. Pressefolder regnes for en Skam i Aandens Verden, Pletter for en Udmærkelse. En Mand, som tillader sig at gaa med ordentligt Tøj og pæne Slips, mistænkes med det samme for Overfladiskhed. Et Tøjskilt, siger man haanligt om ham, og skutter sig med Velbehag i sit eget krøllede Tøj. Jo større Aand, jo flere Krøller — under dette Motto lever baade Malere og Litterater, men Malerne mener Krøller i Haaret, Litteraterne paa Tøjet og Næsen. En Videnskabsmand eller Kulturskribent, som tillader sig at holde af blot nogenlunde pænt Tøj og gaa med Skjorter som svarer til det, vil altid være en mistænkelig Person i den lærde Republik. Jo bedre jo værre er lærde Folks Mening om Tøj.

Derfor klæder kulturfolk sig som de gør

Kan Problemet løses — eller er det overhovedet et Problem? Er det ikke snarere en biologisk Videreudvikling af ældgamle, indgroede Forestillinger? Jeg tror det. I de rigtigt gamle Dage gik Aandens Folk i tækkeligt sort Antræk, Officererne i røde Frakker, Standspersoner, i spraglet og elegant Tøj og Borgerfolkene med blanke Knapper og blaa Bukser. Fra den Tid stammer de Lærdes Angst for ikke at være ansete nok. Der er saa blot sket det, at de i Tidens Løb har maattet kaste Uniformen og nøjes med Skrækken. Det er den, som faar dem til at foretrække det grimme for det kønne og det sjuskede for det til syvende og sidst behagelige: det smukt bekvemme. Problemet kan ikke løses — og ve dem, der løser det. Sygdomme kan man udrydde — men Fordomme?

Aldrig.

Læs mere om Stangerup’erne

Forfatteren Ole Hyltoft opsummerer i Berlingske den dramatiske historie om familien Stangerups storhed og fald.