Den velklædte mand har 10-årsjubilæum
Den 4. januar 2008 publicerede jeg det første indlæg på Stiljournalen, bloggen, som i dag er blevet til Den velklædte mand. Siden gik der et halvt år, før jeg rigtigt kom i gang i efteråret 2008.
I anledning af 10-årsjubilæet har en nærgående reporter begået et interview med mig.
Hvorfor startede du Den velklædte mand [der dengang hed Stiljournalen]?
Det var i 2008. Jeg havde skrevet min første artikel for Børsen i 2004. Den var om skjorter fra Jermyn Street i London. Siden begyndte jeg at freelance for Børsen og skrive artikler om klassiske herresko og stilikoner som Cary Grant. I 2007 fik jeg så en artikel på forsiden af Weekendavisen. Der fortæller jeg om sammenstødet mellem Giorgio Armani og Savile Row. Førstnævnte havde kaldt sidstnævnte ”en dårlig komedie”.
I 2008 oprettede jeg en blogspot-blog, jeg kaldte Stiljournalen. Jeg begyndte med nogle korte indlæg om remedier i herregarderoben og fik stille og roligt flere læsere.
Set i bakspejlet handlede Stiljournalen og mine avisskriverier om, at jeg grundliggende er en formidler, og at jeg ikke længere kunne undertrykke den side af mig selv. Jeg er uddannet i statskundskab og har arbejdet mange år i centraladministrationen med projektledelse, politik og markedsføring. Men jeg har en skabertrang i mig og en stor glæde ved at fortælle små og store historier i skrift og billeder.
Jeg har virkelig prøvet at gå op i karriere og magt – da jeg var i 30’erne, var jeg kontorchef en overgang for en snes mennesker. De kontinuerlige positionskampe i en stor organisation og det handlingsmæssige sejtrækkeri er dog ikke mit naturlige felt. Jeg har forsøgt igen og igen at tvinge mening ud af det, men kan ikke. Det har jeg måttet erkende.
Hvor kommer interessen for klassisk tøjstil fra?
Allerede i min barndom var jeg pedantisk optaget af mit tøj. Der er flere sjove familiehistorier om, hvor rasende jeg kunne blive, hvis et andet familiemedlem kom for skade at benytte mine sorte sokker.
Da jeg drev om i Aarhus i min studietid, vendte tøjopmærksomheden sig mod den klassiske garderobe. Jakkesæt, skjorte, slips og skotsk strik forførte mig, fordi de fremstod som komponenter i en tidløs, upåvirkelig verden, jeg drømte om.
Så du er sentimental?
Sikkert. Jeg er jo også forgabt i guldaldermalerier. Da jeg var yngre, kunne jeg drømme frygteligt intenst om at træde ind i et sceneri, jeg så et i Disney-film. Jeg kan stadig lide over ikke at kunne komme ind i et landskab i en animationsfilm, jeg ser med mine døtre, eller i en naturbeskrivelse i et eventyr, jeg læser op. Brødrene Løvehjerte, den er mig. Eskapisme, vil være et andet ord for min sentimentalitet.
Havde du en plan for Stiljournalen/Den velklædte mand?
Jeg havde en diffus ambition om at vække den danske mands forståelse for klassisk herretøj og manifestere mig som Danmarksmester i jakkesættet. Men der var ingen konkret plan i det hele taget.
Jeg havde dog nogle principper, man kan næsten sige kyske principper funderet i journalistisk tradition. De gik – og går – på kvalitet og uafhængighed.
Jeg var også forført af en tanke om at gøre noget finkulturelt forbudt, som det er at tage påklædning alvorligt. Den store franske forfatter Gustave Flaubert skulle have haft et dictum om, at “du skal skrive det banale godt”. De ord lunede jeg mig ved. Jeg mener: tøj, sko og tilbehør er i et eksistentielt perspektiv ret banale, undseelige ting. Alligevel fylder de dagligt vores bevidsthed. De betyder noget, de er en stor del af livet. Derfor må man også tage dem alvorligt på trods af deres banalitet, fx ved at forsøge forstå deres iboende formål og æstetik og formidle dem vel.
Herhjemme er Rudolf Broby-Johansen også en skygge, der påvirkede mig. Jeg er så imponeret af ham. Han var selvsikker, fordumsfuld og arrogant – på sin vis afskyelig, men han skrev forrygende, havde humor, ironi og sarkasme, og vidste kolossalt meget om sin metier, tøjets historie og detaljer og den sammenhæng, det hele indgik i.
Kan du være uafhængig, når det kommer til stykket?
Jeg synes, jeg er lykkedes med det i stort omfang. Jeg har simpelthen behov for friheden.
Men det er svært at holde sin sti fuldstændigt ren.
Dels kan der være en sympati for en person, der påvirker pennen, eller være en person, man gerne vil have en god relation til, som tager brodden af den hårde dom.
Dels kan der være en projektmæssig og direkte kommerciel interesse. Jeg har fx brugt rigtigt meget krudt på at arrangere skrædderbesøg fra Italien, og jeg får lidt økonomisk ud af det.
Objektivt set lægger det et pres på min uafhængighed. Jeg synes så, jeg kan stå inde for de to håndværkere. Jeg er i øjeblikke faktisk stolt over at have fundet dem og bragt dem hertil. Men det er svært at holde glorien kridhvid, det er det.
Havd angår skrædderbesøg mv., har jeg sat et annonceskilt på, så folk straks kan aflæse, der en kommerciel interesse i spil også.
Hvordan ser du, at netsamfundet inden for klassisk herremode og skrædderi har udviklet sig over de sidste 10 år?
Det er blevet langt mere billedrigt. Først kom Tumblr, nu har vi Instagram. På sin vis er det en god udvikling. Det er let for mange at stige ombord og blive inspireret. Jeg ser dog også et kulturelt forfald, hvor kvindemodens rastløse shoppe-tilgang tager mere over. Som Potter, en meget vidende og eftertænksom læser, skrev til mig for nylig:
“Der findes jo en ny interesse i skrædderi. Desværre er mit indtryk, at mange folk betragter skræddersyet tøj som en slags ready-to-wear. De vil have mere, og det skal gå hurtigt. I den forstand spørger jeg mig, om drengene i 30’erne, der gik med baseballcaps for 10-15 år siden, bare har nu fundet sig en slags ny streetwear […] Det er, som om der er opstået en international Instagram-mode, som krydres med noget bespoke. Og udtrykket ligner meget Drake’s-æstetikken, hvor man er bange for, det bliver for formelt.”
Den heftige billedproduktion på nettet har dog ikke helt fjernet interessen for en grundig, traditionsbevidst behandling af klassisk tøj og skrædderi. Den slow fashion, man talte om for nogle år siden, er endnu en trend. Jeg har i hvert fald aldrig haft flere læsere af Den velklædte mand end i dag. Bloggen har nu over 20.000 besøg om måneden.
Hvad er er dine planer for Den velklædte mand nu, da den har rundet sit tiende år?
Jeg ser to veje, jeg kan gå med bloggen: Jeg kan lukke den, eller jeg kan gøre den kommercielt mere bæredygtig.
Så enkelt kan valget opstilles.
Du må forstå, at selv om jeg har nydt at føre bloggen, rummer den også et socialt og økonomisk offer. De mange timer om ugen, jeg bruger på research, fotografering, skrivning, distribution, læserspørgsmål og understøttende tekniske forhold er tid taget fra familie og venner og karriere. Der er en massiv ubalance der, nogle realiteter, som med tiden har trængt sig mere og mere på, både fysisk og psykisk.
Hvis Den velklædte mand så at sige begyndte at tjene nogle penge selv, kunne jeg med god samvittighed over for mine nærmeste fortsætte med at skrive den og tilmed gøre den endnu bedre, fordi jeg vil være mindre afhængig af indtægt fra Etaten eller anden virksomhed.
Men hvordan vil du tjene penge på bloggen?
Jeg vil bede folk om at abonnere på Den velklædte mand og betale for den på årsbasis. Annoncekronerne er for få og ødelægger bloggens kvalitet, hvis man er fuldt afhængig af dem. Sådan er det. Hvis du ser nøgternt på de tre største internationale blogs på området, er de jungler af skjulte reklamer og pastiche-betragtninger. Til gengæld er indholdet uomtvisteligt gratis, og mange læsere klikker ind på det. Det må man konstatere. Man kan også få noget med hjem her og der, indrømmet. Jeg kan bare ikke se de medier som kvalitet. I min bog er de i store træk markedsføring iklædt journalistiske gevandter.
Tror du, folk vil betale for et abonnement på Den velklædte mand?
Nogle vil. Men selvfølgelig er det det springende punkt – hvor mange, der vil betale for indhold om klassisk herremode. Nettet bugner med gratis information og inspiration på området. Undersøgelser viser også, at danskere er det folk i Norden, der er mindst villige til at betale for indhold på nettet.
Jeg må bare håbe, at tilstrækkeligt mange folk kan lide min stemme, min vinkling og min dybtgående viden på området, til de vil betale for den. Hvis ikke, er det også et klart signal til mig og den betydning, bloggen har for folk i sidste ende.
Hvad skal folk betale?
400 eller 500 kr. om året for premium-medlemssskab, arbejder jeg med.
Du har også en webshop, du kan tjene penge på?
I teorien, ja. I praksis sluger en webshop utroligt meget tid og en del penge og kaster kun et beskedent nettobeløb af sig. Den kræver desuden 100 procent fokus for at blive til noget. Det er min erfaring. Så webshoppen har jeg sagt farvel til. Den er i hvert fald ikke noget, jeg kan forvandle til en substantiel indtægtskilde selv, hvis jeg samtidig skal føre og udvikle Den velklædte mand, grundlaget for det hele.
Så er der foredrag?
Det er endnu et forslag, jeg tit får af godhjertede mennesker. Jeg kan fortælle, jeg har holdt en del foredrag, specielt i året efter min bogudgivelse i november 2014, og i al beskedenhed er jeg rigtig god til det. Men når det kommet til stykket, har det vist sig svært at rulle en egentlig indtægt i gang på det område. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har forsøgt.
Du kan også være”personal shopper”?
Tak for tilliden, og jeg har da overvejet den forretning, og der kunne være noget der, hvis jeg gør det på den rigtige måde. Det vil blandt sige, jeg vil være uafhængig af tøjmærker og kick-back fra dem. Kunden – hvad end den er en virksomhed eller en person – må til lommerne selv. Til gengæld kan jeg give uvildig rådgivning afstemt personens smag og liv som sådan.
I forhold til at føre medie som Den velklædte mand er det dog noget ganske andet at være tøjkonsulent. Men det er et område, jeg i tankerne, det er det da. Helt generelt skal man bare vide, at den bedste måde at forsvare kvaliteten af Den velklædte mand er at betale for den. Hvis Den velklædte mand reduceres til middel til at tjene penge på en webshop, på foredrag, på at jeg skal være tøjkonsulent, på annoncer etcetera vil indholdet devalueres. Virkelighedens love.
Hvad har været din største glæde ved Den velklædte mand?
Fortælle og illustrere en historie, der betyder noget for læsere, men også kulturelt på et større plan. Skal jeg pege på et højdepunkt, kunne det være beretningen om Dreyers smoking. Den bragte nyt til torvs biografisk og kulturelt, den gav liv til dragten en smoking, og jeg synes, jeg får historien fortalt rigtigt godt.
Og hvad har gået dig mest på?
Ondsindede kommentarer. Jeg vil dog sige, de er svundet ind de seneste år, eller også jeg bare blevet galvaniseret over for den slags. Man får et falkeblik som mediemenneske for at spotte kommentatorer, der vil såre og have opmærksomhed, og jeg klipper dem rask væk i småstykker nu. Samlet set tror jeg dog, jeg har været meget forskånet i forhold til andre, der stikker næsen frem på nettet, fordi folk – også de sure – må anerkende en oprigtighed i mit projekt.
Hvorfor skriver du ikke Den velklædte mand på engelsk?
Det har rigtigt mange spurgt mig om gennem årene. Jeg har også selv vendt den flere gange, og jeg skriver ved lejlighed på en engelsk blog, jeg har, Sartorial Notes. Jeg vender hver gang tilbage til, jeg nyder at skrive på mit modersmål. Når jeg skriver på engelsk, bliver det mere instrumentelt. Men jeg har ikke forladt tanken om kun at skrive på engelsk. Det har nogle perspektiver vækstmæssigt og kommercielt.
Har din smag ændret sig over de 10 år, du har skrevet Den velklædte mand?
De første år var jeg meget bogstavtro. Jeg ville gerne korrekse al den uvidenhed, jeg så på herremodens felt om jakkesættets tradition. Jeg var i det hele taget meget på jakkesættets skik og brug. Samtidig var jeg mere avantgardistisk i den forstand, jeg ikke bare ville give læserne informationer og how-to om tøj.
De senere år er jeg blevet langt mere pragmatisk og forsøger at løse læseres praktiske tøjproblemer. Samtidig leder jeg altid et greb eller en vinkling, som stimulerer mig selv. Fotosiden af bloggen er også blevet langt stærkere, det synes jeg da. Jeg har simpelthen øvet mig meget på at tage bedre foto og efterbehandle dem. Mine foto er blevet styrende for den måde, jeg fortæller flere af mine historier i dag.
Min personlige tøjstil har vel ikke ændret sig dramatisk. Jeg har anskaffet mig en del mere tøj, sko og tilbehør over de sidste ti år, så min garderobe har forandret sig. Men formalitetsmæssigt er jeg stadig til skjorte og slips. Måske er jeg svinget lidt mere over mod jakkesæt i stedet for sportsjakker.
Hvorfor får du ikke andre til også at skrive på Den velklædte mand?
Jeg vil rigtigt gerne hyre et par stykker, der kan skrive, fotografere eller filme. Jeg kan dog for nuværende ikke betale dem noget videre. Jeg har talt med flere de seneste par år, men det er løbet ud i sandet. Mere end folk, der træder i mit spor, har jeg behov for mandskab, der kan supplere mig og tilføre Den velklædte mand noget nyt. De brænder måske for biler, ure, film, teknologi, finansmarkederne, gourmetmad eller klassiske møbler. Måske vil de lave podcasts, måske vil de filme. Jeg vil ikke sætter en stopper for dem, hvis de kan og vil noget, der har kvalitet eller i det mindste er lovende. Tværtom vil jeg gerne hjælpe dem med en platform for deres projekter.
Har du så set en effekt af Stiljournalen og Den velklædte mand de seneste ti år?
Nu har mit virke med Den velklædte mand ikke været et projekt med indsatsområder og målbare succeskriterier. Den velklædte mand er blevet næret af en autonom produktion af idébobler i mit indre. Derfor har jeg også kunnet blive ved og ved.
Men ser vi på tallene, er det jo ikke fordi der entydigt bliver solgt flere jakkesæt i dag – hvis vi forsøgsvis bruger salget af jakkesæt som et succeskriterie. Generelt har tøjsalget mistet momentum i Danmark. Mens omsætningen inden for rejser, bolig, restaurationsbesøg med mere har været stødt stigende siden Finanskrisen, har kurven for tøjsalg ikke fundet rytmen igen i Danmark. Makrotallet kan dog skygge for forskydninger i salget mellem damemode og herremode, mellem street wear og konfektion, mellem billigt tøj og kvalitetstøj og mellem offline-handel og online-handel. På verdensplan viser tal faktisk, at herremode sælger bedre og bedre.
Mere anekdotisk er det dog mit indtryk, at danske butikkers sektion med konfektion, som jakkesæt og sportsjakker hedder i branchen, er skrumpet. Det er ikke habitten, der synes at sælge.
På den anden side kan det være, jakkesæt bare er begyndt at flytte til specialbutikker. Både made-to-measure og skrædderi lader til at vinde frem.
Jeg vil dog godt protestere mod at bruge salget af jakkesæt som et succeskriterie. Dels er det svært at koble min indsats direkte med det salg, dels har jeg personligt slet ikke lyst til flere jakkesæt i bybilledet, medmindre de sidder godt og bruges med gefühl.
Hvilket bringer mig til sansernes opdragelse, som den tyske romantiker Friedrich Schiller beskaffede sig med. Det er en forædling af en kulturel sensibilitet, der er vigtigst for mig, når det kommer til stykket. Bliver mænd bedre til at se på tøj og tilbehør, kommer de velklædte mænd af sig selv, jakkesæt eller ej.
I det perspektiv klynger jeg mig til et håb om, Den velklædte mand har haft en effekt. Jeg har trods alt et pænt stort publikum, og mon ikke ikke, det har taget bidder her og der og omsat dem i bedre tøjstil i det daglige.
Hvem ved.
Jamen tillykke med de 10 år.
Som en af dem der har fulgt udviklingen bloggen igennem de sidste 7-8 år, må jeg sige at tone og fokus har ændret sig en del.
Husker de første besøg jeg havde på bloggen virkede den meget “elitær”, og meget fokus på hvordan tøjet sad, fx Christian Bale’s jakkesæt i Batman Begins eller den lille serie med tv-værter. Selvom de var meget sjove, så blev det også meget “jeg ved bedst”.
Men på et tidspunkt kom der et skift i fokusset, og der kom mere fokus på at fortælle tøjets historie og betydning, hvilket har været klædeligt for bloggen, og gjort den langt mindre “elitær” og mere oplysende. Må indrømme jeg glæder mig næsten hver gang der kommer en artikel, hvor du formår at fortælle historien bag det stykke tøj på en interessant måde.
Om jeg har lyst, eller råd, til at betale for adgang til bloggen… Det kommer selvfølgelig an på prisen, men vil tro mange unge mennesker vil blive skræmt væk. Ved at jeg selv nok ville have gået forbi bloggen den gang for 7-8 år siden, hvis jeg også skulle betale for indholdet, specielt fordi mit fokus den gang var mere “hvordan klæder man sig voksent?”, efter man var kommet igennem teenageårene med slidte jeans og t-shirts, hvor specielt din “klassisk tøj på SU” artikel var en stor hjælp.
At jeg så ikke er en der i arbejdsmæssigt sammenhæng går i jakkesæt, men det kan jo komme endnu, så gav det afsæt til at begynde at bruge skjorten, som noget man ikke bare havde på til bryllup og begravelser.
Så tænker det er noget du også skal have i tankerne 🙂
Mvh
Kasper
Tak, Kasper. Jeg kan bestemt bruge dine oplevelser. Sådan nogle hjælper mig til at blive klogere på, hvor læserne er henne, og hvad de lægger vægt på.
Jeg synes det er helt fair med brugerbetaling. Der må være klart at foretrække, at mediet er objektivt, og ikke styret af hensyntagen til enklte annoncører mm. Jeg sad så sent som i eftermiddag hos en bespoke skomager fra Napolis opland. Han fortalte, hvordan en vis “parisisk gentleman” havde besøgt ham med budskabet “lav et par sko til mig uden beregning, og du kommer med i min nye bog”……
En af de ting jeg ser på fx Youtube, der på mange måder har samme problem, er Patreon, hvor folk betaler alt fra 1 dollar til 100 dollar om måneden.
Her har de så inddelt de forskellige priser i niveauer, hvor man få forskellige fordele, hvor dem der betaler mindst fx får adgang til videoer nogen dage/uge før dem der ikke betaler, mens dem der betaler lidt mere fx har med i en månedlig lodtrækning om gavekort.
Tænker den model evt kunne være interessant at se på, specielt fordi man kan inddele det i niveauer, så alle kan være med. Vil dog stadig tro markedet for den slags ligger på 0,1-1% af læserne/seerne, hvor gennemsnitsbetalingen ligger på ca. 4-5 dollars om måneden.
Kære Torsten
Jeg har fulgt Stiljournalen/Den velklædte mand siden 2010. Ligeledes har jeg din bog, og har brugt den som et fornøjeligt opslagsværk.
Aldrig før har jeg kommenteret, men kun læst dine indlæg, og efterfølgende debatter i kommentarene.
Jeg føler at jeg vil give min stemme tilkende i denne sammenhæng.
Jeg startede med at læse dine skriverier da jeg begyndte søge et slags tøjmæssig standpunkt, – eller klassisk stil om man vil.
Kort sagt har din indsats med at åbne den klassiske stils verden op for dine læsere, været afgørende for hvordan jeg har navigeret i mit tøjvalg. Og det har hjulpet! Ikke bare med at udvikle min smag, men også generelt en søgen efter noget mere substansfyldt i det materielle.
For det vil jeg takke dig – stort, og højlydt!
Jeg kan følge mange af de ting Kasper skriver i ovenstående kommentar, og nyder ligeledes at læse med hver eneste gang et nyt indlæg dukker op. Jeg har også nydt den udvikling som jeg Den velklædte mand har taget, og især den åbenhed omkring den klassiske stil, som jeg har oplevet er kommet til i årenes løb. Et eksempel kunne være blå jeans og sportsjakke, hvilket jeg fornemmer ikke var på tapetet i 2008. Hertil også dine evner til at belyse flere sider af samme sag, uden nødvendigvis at fælde dom over hvad der er rigtigt og forkert.
Jeg forstår skillevejen du står ved, og vil begræde hvis Den Velklædte Mand må finde sin ende. Om den kan fortsætte med abonnement-betaling vil jeg håbe, men må tilkendegive at jeg ikke bliver blandt abonnenterne. Ihvertfald ikke foreløbigt.
Men jeg håber ved Gud at der mange som vil!
Mvh
Hans Christian
Tak for din beretning, HC, der giver mig noget at tænke over. Jeg må se.
Jeg betaler gerne men er usikker på om andre vil i fornødent omfang.
Du burde kunne få dem du omtaler til at betale tænker jeg.
Jeg ville gå sammen med nogle acceptable stangleverandører. Og så tænke over hvordan du kan styrke deres position overfor de store netbutikker.
Hej Joachim. Tak for ide. Jeg er i gang med at lave et fordelsprogram med nogle udvalgte, gode firmaer, der tilbyder premium-læseren nogle eksklusive kontante fordele. Håber, det vil hjælpe på betalingsvilligheden
Kære Torsten
Først og fremmest vil jeg gerne lykønske dig med Stiljournalen/Den Velklædte Mands første årti.
Det er meget flot klaret når den høje kvalitet af dine indlæg tages i betragtning og det må anerkendes at du er vedholdende samt kompromisløs kvalitativ i dine artikler.
Når dette så er sagt tror jeg desværre du får meget vanskeligt ved at sælge abonnementer til DVM, ikke fordi dine artikler er inferiøre men snarere fordi der findes gratis alternativer derude i en tilsvarende høj kvalitet omhandlende mange spændende skræddere/skomagere/skjortemagere osv osv.
En anden ting du bør overveje er hvor stort et publikum du ønsker at ramme, her tror jeg nok en gang at volumen ligger i det format du hidtil har benyttet dig af og ikke som varslet via betaling.
På dansk er du enestående og jeg kan ikke komme i tanke om andre der kommer i nærheden, men på engelsk er der pludselig flere og selv svenskerne kan prale af en gratis blog med rigtig mange gode artikler som er frit tilgængelige på deres hjemmeside.
Fælles for både DVM og alle de andre er passionen omkring det at formidle al den viden man besidder på et givent emne, hvad enten der er tale om biler, klassisk beklædning eller noget helt tredje.
Du brænder for sagen og det kan mærkes, samtidig fornemmer jeg at du måske er begyndt at prioritere din dyrebare tid på anden vis.
Det er fuldt forståeligt da tid er noget af det dyrebareste man kan give væk og det kan aldrig erstattes heller ikke selvom man får betaling for det.
Jeg ved ikke hvilke tre blogs du har i tankerne når du nævner at der primært er tale om skjult reklame og overfladiske betragtninger med begrænset værdi for læserne, en af de store må næsten være Simons PS forestiller jeg mig? Det er bestemt mit indtryk at han bruger rigtig mange af sine egne penge på diverse anskaffelser til klædeskabet og ikke får ret meget foræret.
Reklamer er der men indholdet af hans artikler kan ikke just siges at være skjult reklame eller hvad?
Jeg har været med fra starten af og det har bestemt været spændende læsning, ikke mindst når der rigtig er gang i kommentarerne hvor mange læsere giver deres input med.
Her tillader jeg mig at komme med en nøgtern iagttagelse, hvorfor er der ikke flere læsere der kommenterer på alle de gode indlæg?
Jeg er ikke selv ret meget ved tasterne fordi jeg bemærker at responsen er på et minimum, måske er læserne ikke så tilbøjelige til at læse netop kommentarerne, jeg finder dem personligt meget relevante og ville ønske der var mere kommunikation ad den vej.
Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv og må ærligt stå ved at jeg næppe kommer til at betale abonnement hverken her eller hos andre bloggere, den holdning tror jeg rigtig mange deler og dermed falder antallet af besøgende til et minimum på en blog med et decideret niche budskab som DVM, selvfølgelig en niche jeg finder uhyre spændende og fortsat vil udforske ad forskellige kanaler.
Hvilken vej du end vælger ønsker jeg dig held og lykke med bloggen fremover.
Mvh
.com
Tillykke med jubilæet.
Kigger forbi engang imellem, men tror næppe jeg vil tegne et egentligt abonnement. Biler, ure og jagt er emner der ligger et stykke fra mine interesser.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvilke tre internationale blogs, Torsten hentyder til. Permanent Style og Parisian Gentleman er formentlig to af de tre. De er reklame blogs.
Crompton betaler ikke for sine jakkesæt og sko kun et lille beløb for materialer engang imellem. Han får betalt sine rejser. Det kan vi tænke os til men ikke vide med sikkerhed fordi Crompton sjældent oplyser om sine kommercielle forrretninger. Parisian Gentleman gør det samme. Han skriver om artisans som betaler for det eller laver noget til ham.
De skriver også objektive posts på deres blogs – som blander sig med reklame posts. Det gør det sværere at få øje på den skjulte reklame.
Mvh
Christoffer B
Simon og Hugo (som jeg har mødt nogle gange) har deres koncepter med Permanent Style og Parisian Gentleman. Jeg kan ikke selv finde mig til rette i disse koncepter, men de virker i den forstand, mange læsere finder det interessant at følge dem og ikke lader sig gå på af det uklare skel mellem annoncering og journalistik. Måske er forventningen efterhånden, at al medieproduktion, der beskæftiger sig med tøj og mode, naturligvis har tætte annoncørbånd. Så når man læser PS og PG, læser man dem pr. automatik kritisk ift. en kommerciel afhængighed. Jeg ved det ikke, og er egentlig lidt ligeglad, for jeg har gjort op med mig selv, at den journalistiske vej er mig, hvis DVM skal fortsætte. Det er så her, at et bidrag fra læserne kommer ind i billedet, for det er og bliver det tiltag, der kan sikre den stærkest mulige uafhængighed i medieproduktion i dag.
Hvad med at skrive flere bøger og have bloggen som den gratis adgang til din viden og bøgerne som der man får mere substans og et emne gennemgået i en afsluttet form? Det kunne godt være korte bøger.
Fx en bog om sko. Der er masser at sige om sko, vil jeg mene. Så kunne bloggens funktion være at lokke købere til bøgerne.
Men om bøger giver noget særligt ved jeg ikke, formentlig slet ikke sammenlignet med det arbejde det kræver.
Jeg tror desværre heller ikke jeg ville betale når det kommer til stykket. Trist, men jeg prøver at være ærlig.
Kære Torsten Grunwald,
Først et stort tillykke med de 10 år og tak for mange gode indlæg m.v.
Jeg kan godt forstå dine betragtninger omkring bloggens fremtid, men jeg tror ikke, du får større held med at opkræve abonnement.
P.t. ser jeg på siden kun 2 annoncer for henholdsvis “Care of Carl” og “Skolyx” – der må være plads til flere.
På et tidspunkt havde du også “udviklet” et jakkesæt i samarbejde “Care of Carl”, der blev markedsført her på siden.
Du kunne efter min mening godt opdyrke det koncept yderligere – og tjene en skilling på det – uden at jeg vil betvivle din uafhængighed.
Jeg tegner ikke abonnement, men jeg ønsker dig god vind fremover!
For nogle år siden opstod et ønske om, og en interesse i, at blive lidt mere velklædt, nok både pga. alder og job. I min søgen efter inspiration faldt jeg over din blog, og senere din bog, som jeg har fulgt med stor interesse siden da.
Jeg nyder det arbejde du lægger i det visuelle udtryk. Både i layout og de gode fotografier.
Så personligt vil jeg klart foretrække en abonnementsordning frem for flere reklamer og kommercielle samarbejder.
Jeg tegner abonnement hvis det er den vej du vælger at gå.
Tillykke med 10 år! Det har været en fornøjelse at følge med næsten fra starten. Jeg har ikke kommenteret meget undervejs, men har nydt at læse artiklerne og se billederne.
Jeg er selvfølgelig klar til abonnement. Folk må vælge om de vil købe et produkt af høj kvalitet – eller selv være et produkt (jeg tænker på de gratis sociale medier/redaktionelle tjenester).
Og hvis det skulle vise sig – efter passende tid – at abonnementsmodellen ikke fungerer af den ene eller anden årsag, er det vel ikke point of no return.
Bring it on!
Hilsen Anders K
Jeg faldt over Stiljournalen/Den Velklædte Mand for et par år siden, da jeg besluttede mig for at den daglige uniform af oxfordskjorte og chinos, var gået hen og blevet en smule triviel. I starten virkede det hele en smule overvældende. Kunne man virkelig gå klædt sådan? Det var jo flot, det var jeg ikke i tvivl om. Men til en ung mand, var det så ikke en smule forældet? Men med sidens kyndige vejledning, smittende entusiasme og historiske perspektiv, var der langsomt et nyt, interessant og (måske vigtigst) tidsløst univers som åbnede sig.
Siden da har jeg nok læst nærmest hele bagkataloget af artikler. Og jakke og slips er vel snarere reglen end undtagelsen i dag. Derfor ville det nok også være en smule uærligt, hvis jeg ikke kunne give lidt igen, ved at bidrage til en side som har givet så mange spændende læseoplevelser. Andre sider har fundet alternative løsninger. Fx ved at tillade annoncer, men tydeligt markere hver gang et mærke nævnt i en artikel også er annoncør. Men hvis det ikke falder i redaktørens smag, skal han selvfølgelig trække siden i den retning han føler rigtig. Det sikrer et produkt i topklasse.
Jeg vil i hvert fald være at finde blandt abonnenterne.
Mvh
Torsten; vi er så mange, der i 10 år har lært og nydt godt af dine indlæg – og ikke mindst haft mulighed for at besøge udenlandske skræddere her i byen. Du er i min verden bestemt “berettiget” til fremadrettet at køre med abonnement!
Jacob S
Hej jeg vil bare sige at det har været en fornøjelse at følge dig og spændende at læse om. Jeg håber du får fundet en model hvor du kan fortsætte i mange år.