En dresscode i finans er bred
Hvis man taler om en dresscode, ender man tit i en forenkling af virkeligheden. I praksis skal alle advokater ikke gå i jakkesæt. Kommunikationsrådgivere må ikke altid bære oxford-skjorte, chinos og sneakers. Og fysiklæreren tøffer ikke altid om i Jacoform på fødderne, faktisk slet ikke længere. Vi fortegner for at forstå.
Det ser man også, hvis man gransker dresscode i finans og bank. Dresscoden er ikke så snæver igen. Særligt i et land som Danmark er den bred.
Men også i London varierer tøjstilen. I selv noble finansinstitutioner står den ikke altid på slips, og flere steder er man på daglig basis i smart casual uden slips, medmindre man har et kundemøde.
Men en dresscode findes
Dresscoder er der, det skal man dog ikke glemme.
De franske banker i London skulle efter sigende være dem, der holder mest fast i gamle dresscoder. Der kan man stadig møde en vest. Der er der flere skræddersyede jakkesæt.
Kundekontakt kalder på formelt tøj
Arbejdsområdet påvirker også tøjstilen i finans- og bankvæsen.
Formueforvaltning (wealth management), virksomhedsoverdragelse (mergers & aquisitions), finansiering (corporate finance), kapitalfondsinvesteringer (private equity), aktieanalyse (equity research), aktiehandel (trading), administration af værdipapirer (custody) og de andre arbejdsområder i bank og finans har historisk specifikke skikke inden for beklædning.
Skikkene træder ikke altid tydeligt frem. Men går man tæt på med det antropologiske blik, vil små forskelle dukke op.
Tendensen er, at jo mere kundekontakt, man har, jo finere kunderne er, og jo flere penge man jonglerer med, desto mere formelt klædt går man.
Positionen har tillige betydning. Den gamle investment banker og partner har traditionelt rum til småexcentriske og flamboyante tilbøjeligheder som en kulørt lommetørklæde i jakkens brystlomme, en skjorte med brede striber og halvlirede manchetknapper. Sådan noget som fuldskæg er også forbeholdt toppen af hierarkiet.
Det kostbare armbåndsur
Den unge, håbefulde mand bør ikke skeje ud i tøjet. Han kan ikke i samme omfang tillade sig et personligt udtryk. Den unge finansmand skal tøjmæssigt passe ind i mængden, hvilket dog ikke betyder, at tøj og tilbehør ikke må være udsøgt og god kvalitet. Der er fx ok at bruge mange penge sit ur.
Stilchefen på lavere niveau
Igen kan virkeligheden være mere kompliceret. Partneren er ikke den regulerende instans overalt. Nogle gange kan enkelte medarbejdere lavere i hierarkiet få en rolle som “ham, der har styr på den gode tøjstil.”
Uden sammenligning i øvrigt kommer jeg i tanker om en sartorialist, Michael Anton, der blev rådgiver i Donald Trumps administration, før han røg ud i foråret 2018. Donald Trump skulle have kaldt ham “dapper dope” og bedt ham om “at fikse” hans slips, en operation, som resulterede i den berygtede tape på bagsiden af hans lange røde slips.
Et eksempel på dresscode i finans
Jeg ved ikke, om Hans Christian Sørensen, der arbejder i private banking i Nykredit, konsulteres af kolleger for tøjmæssige problemstillinger. Men han kunne godt indtage den funktion. Han ved noget om påklædning, det er tydeligt.
Han fortæller mig, at han i sine helt unge dage arbejdede i en tøjbutik. Interessen for beklædning har været med ham siden da.
Hans Christian Sørensen er til den klassiske garderobe med jakke, skjorte og slips, men i en moderne, italienske udformning. Der er en del Pitti Uomo over tøjstilen, oplever jeg.
De slanke, letstumpende bukser med opslag, de bare ankler og hytteskoene nederst er som taget ud af drejebogen til herretøjsmessen i Firenze. Sjovt at se stilen begynde at slå igennem herhjemme.
Jakken er en del af et marineblåt made-to-measure-jakkesæt (fra John Tailor), som Hans Christian Sørensen vellykket bruger som en blazer med et par lysegrå uldbukser i sommervævning. Farvepaletten er stramt koordineret, godt eksekveret.
Hytteskoene er randsyede fra spanske Meermin. De er velpudsede, det bemærker man, det nikker man anerkende ad.
Armbåndsuret er i en klasse for sig. Det er et Submariner fra Rolex.
Trofaste læsere ved, at jeg tidligere har anbefalet et dress-ur med en tynd urkasse og læderem, hvis man er i jakkesæt. I denne mere moderne, kække og italiensk betonede brug af jakke, skjorte og slips, som Hans Christian Sørensen brillerer med, giver et Submariner, et sportsur, dog mening for mig. Det kraftfulde ur og beklædningen finder en fælles bølgelængde.
Fotografi: Torsten Grunwald
Ikke relateret til denne artikel, men forventer redaktøren at se Lykke-Per og kunne vi læsere evt. se frem til en sartorial anmeldelse?
Jeg skal i al fald se filmen.
Tak for endnu en interessant artikel. Bare ankler i hytteskoene kommer jeg dog aldrig til at vænne mig til, selv om moden breder sig som en steppebrand. Hvordan ser redaktøren på dette fænomen?
Jeg var ikke begejstret i starten, men nu er de så udbredte, jeg har vænnet mig til stilen. Og jeg synes, Hans Christian her viser, den kan fungere, hvis man i øvrigt følger det italienske, moderne stilspor.
Tak til Hans Christian for at stille op! Det ser umiddelbart ud som en fin klassisk sammensætning, der kan berolige enhver kunde. Hvis et lille pip alligevel er tilladt så havde bukser med mere vidde og længde måske været til at foretrække i kombination med den lidt mere rummelige jakke, også da sildebensmønstret og de blå/sorte knapper afslører jakken som en habitjakke. Formodentligt flatterer de tilhørende habitbukserne ejermanden mere? Det kan lade sig gøre at splitte en habit op i enkeltdelene, som hr. X har vist før. Tænker på blå hopsack eller cavalry twill. Måske noget til næste habitprojekt 🙂
Rigtig fin artikel. Må dog komme med en enkel kommentar – sættet vil ikke overleve 2 sek. i en respekteret M&A afdeling eller boutique.
Hvis jeg lige må vende hyttesko og loafers igen. Kan redaktøren og de øvrige læser give et par fif til de “rigtige” strømper til den slags fodtøj.
De hedder sokletter eller footies. Falke og flere andre sælger dem