Tilbage i Moltkes Palæ
Alt var ved det gamle, da Laugenes opvisning atter opstod i Moltkes Palæ forleden dag. To års pause havde ikke ændret, at prinsesse Benedikte som protektor sad for enden af catwalken i festsalen, at en kulturpersonlighed (filmkritikeren Ann Lind Andersen) holdt en tale, og at en mægtig lagkage med marcipan ventede gæsterne, da de forlod festsalen.
Der var også mange af de samme håndværkere fra de forskellig lav, der viste kreationer på catwalken og bagefter ved deres respektive små stande.
Selve håndværket, kreationerne, var nye. Det er klart. Nok går designudvikling langsomt inden for det gode håndværk, men nye snit og finesser dukker op. Nogle gange er de håndværkerens egne ideer, andre gange er de sat i gang af en kundes ønske.
Rasmus Seidlitz Andersen
Herreskrædderi, som naturligt interesserer Den velklædte mand og læsere mest, var repræsenteret ved Rasmus Seidlitz.
Han benytter klassiske habitstoffer, tweed med videre i sine design.
Nej, Rasmus Seidlitz er ikke klassisk herreskrædderi, men jeg kan lide at se, at teknikker og tekstiler fra klassisk herreskrædderi – kvalitet, kort sagt – kan finde ind i modebevidste og avantgardistiske tøjdesign.
Rasmus Seidlitz syr på bestilling, enten efter en standardstørrelse eller tilpasset.
Det kgl. Teater
Skræddersalen på Det kgl. Teater er med i Skrædderlauget og viser udvalgte kostumer fra året, der gået. Jeg tror, dem jeg så forleden, er de flotteste udvalg, jeg har set fra dem ved Laugenes opvisning.
Andre på scenen
De otte lav, der står bag Laugnes opvisning, var alle repræsenteret på catwalken.
Hvis du vil vide mere om de enkelte lav og deltagere, læs her.
Efter lagkagen
Da catwalken var forbi, var det tid til et stykke af den berømte lagkage.
Derefter besøgte jeg standene. I den forbindelse gjorde især læderhåndværket indtryk. Det træder mindre tydeligt frem på modellerne inde i festsalen. Ved standene, derimod, dukker detaljerne op.
Største overraskelse var vel mødet med Michael Bodholdt. Jeg kendte ham ikke, men så straks, at han var en genuin læderhåndværker. Særligt mappen, han havde med, gjorde indtryk. Den var håndsyet hele vejen igennem med fine, regulære sting og sirligt forsynet med rum indvendig. Kanterne var også omhyggeligt lukket overalt.
“Hvad koster den?” spurgte jeg.
“35.000 kr,” svarede Michael Bodholdt uden at blinke, hvad han heller ikke burde gøre. Mappen var vitterligt et mesterværk.
Og Bodholdt er endda selvlært, dog uddannet smed og med hænderne skruet rigtigt på, som man siger.
Dahlman var også med i år, inklusive saumurhagebæltet.
Og den dygtige Karina fra Leather Goods, uddannet saddelmager som en af de meget få, var tilstede.
Hun fremviste blandt andet en riffeltaske syet af elefantskind, som kunden havde haft med, og en taske af giraflæder, som kunden ligeledes havde medbragt. Alle skind var erhvervet etisk forsvarligt, skal jeg huske at sige.
Landets eneste handskemager, Dorthe Flarup, mødte jeg tillige. Det glædede mig at se, at hun nu syr handsker af udsøgt peccary.
Til forskel fra kendte Rhanders Handsker, der er i dag er et brand med produktion i standardstørrelse langt væk, syr Dorthe Flarup alt i sit værksted på Djursland og efter mål.
Og mens vi er ved sjældenhederne: Kasketmager Silas Wilgart hilste jeg også på. Han forarbejder hovedbeklædning, mest kasketter, i sit værksted i Jægersborggade på Nørrebro i København og har desuden et nøje udvalgt sortiment af færdigsyet hovedbeklædning.
Dejligt at se Dorthe – handskemager. Kan nævne at jeg har et par i præcis den peccary som fremvist. Et par faktiske handsker. Har lige bestilt et par i lammeskind til overgangsperioden.