
Larmende klædestof
Tweed må larme til forskel fra den urbane kamgarn.
“Jo mere larmende den er, des bedre kan jeg lide den,” sagde Hertugen af Windsor om tweed, og når Hertugen taler om klædestoffer (og beklædning i det hele taget), lytter man.

Naturen kalder
Hvorfor må tweed larme? Står det ikke i modsætning til den klassiske garderobens dictum, at “diskretion er en dyd”?
1800-tallet rummer meget af forklaringen. Man – englænderne – skelnede mellem by og land. I byens menneskebad fandt man frihed og fornuft i en nedtonet dragt. Man fokuserede på opgaven, der skulle løses, så den industrielle revolution kunne buldre videre. Sideløbende var tiden præget af en stor sentimentalitet. Borgermanden havde et bankende hjerte. Han var draget af landskab og natur. I stille stunder drømte han om det skotske højland, som forfatteren Walter Scott, der bla. havde skrevet den uhyre populære roman Ivanhoe, præsenterede det.
Kærligheden slog igennem i tøjet. Det begyndte i 1840’erne med benklæder i ternet shepherd’s check. Man satte dem sammen med sin lange, mørke skødefrakke.

Snart blev udviklingen dog vildere. Det engelske kongehus og adel med ejendomme i det skotske højland var forført af de skotske klantern. I samarbejde med lokale vævere opfandt de hver især “Estate Tweeds”, der blandede folkloristiske klantern og fårehyrdens simple tweed. De klædte ejendommens ansatte i deres nye, kulørte klædevare.
Tweedvarer er således født med fut i, et spraglet, humørfyldt alternativ til bylivets alvor.
Der er også en anden historie om tweed. Det er rigtigt. Harris Tweed, der i slutningen af 1800-tallet vandt stor popularitet i aristokratiet som jagtbeklædning, var betydeligt mere nedtonet. Men den fortælling mere supplerer end koloniserer fortællingen om det larmende tweedstof og forbindelsen til 1800-tallets estate tweed.
Skriv et svar