Harris Tweed – historien, jakker og status i dag

Da Harris tweed opstod

Om det var greven eller grevinden af Dunmore, der satte gang i produktionen af Harris tweed, ved man ikke med sikkerhed. Dog peger kilderne på, at det var grevskabet Dunmore på slottet Amhuinnsuidhe på øen Harris, som en dag i 1844 bestilte tweed af et par af de lokale vævere, hvorved fænomenet Harris tweed tog sin begyndelse.

Dunmore-parret, der ejede øerne Harris og Lewis, bad i første omgang de lokale vævere om at fremstille en tweed i familiens klantern, Murray. Grevinden blev så begejstret for resultatet, at ikke blot de ansatte blev klædt i den nye tweed. Hun fik også syet tøj til sig selv.

Grevinden kontaktede dernæst forhandlere af klædestoffer i Edinburgh og London. De slog til, og en tiltagende strøm af Harris tweed begyndte at bevæge sig fra De ydre Hebrider til fine skræddere på fastlandet. Skrædderne syede den med tiden populære tweed om til sportshabitter til eksempelvis jagt.

Definition af Harris tweed

Folk på De ydre Hebrider indså, de måtte værne om deres tweed. I 1910 lykkedes den nystiftede organisation Harris Tweed Association Ltd. at få varemærkebeskyttet Harris tweed ved myndighederne i London. De slog fast, at kun tweed, der kom fra De ydre Hebrider, måtte kaldes Harris tweed.

“Harris tweed betyder en tweed, som husmænd og bønder har håndspundet, håndvævet og farvet på De ydre Hebrider,” stod der i dokumenterne fra London.

Samtidig godkendte myndighederne, at det i dag berømte logo med kors og rigsæble tilhørte Harris Tweed Association Ltd.

På trods af myndighedernes opbakning gik det alligevel skævt i 1920’erne. Kopister satte i sving så langt væk som Japan og begyndte af sælge tweed med navnet Harris tweed for at score klejner på navnet. Og de kunne med en vis ret hævde, at Harris tweed jo bare var blevet en generel betegnelse for den slags tweed, man vævede på De ydre Hebrider i 1800-tallet.

Producenterne på De ydre Hebrider samlede kræfter igen og fik i 1934 godkendt en ny, udvidet skrivelse om, hvad Harris tweed er. I den stod der, at den anvendte uld skulle være skotsk. Til gengæld blev det ikke længere et krav, at garnet skulle være håndspundet. Håndvævet, det måtte tweed’en stadig være – og naturligvis på De ydre Hebrider.

I 1970’erne og 1980’erne dalede salget af tweed fra De ydre Hebrider dramatisk. Det medvirkede til en ny definition i 1993, der løsnede Harris tweed fra den grove, skotske uld. En bagtanke var, at producenter på Harris og de andre øer nu kunne væve en lettere og mere tidssvarende tweed fra eksempelvis merinould.

For puristen var det en selvmorderisk handling sådan at dispensere fra den grove skotske uld. Men noget måtte gøres for at genoplive interessen for tweeden fra De ydre Hebrider.

Karakteristika

I sammenligning med Donegal tweed, der ikke er videre beskyttet, er der dog stadig noget at holde sig til, hvis man siger Harris tweed, først og fremmest at den må komme fra De ydre Hebrider. Dernæst at den må være håndvævet, ikke maskinvævet, som klædestoffer flest bliver i dag.

Så en tweed fra Harris og de andre øer vil være blød og løs. Det følger af håndvæven. Derfor er tweeden heller ikke superegnet som buksestof. Man går nemt knæ i det.

Tweeden vil også ofte være grov. Selv om producenterne må benytte finere uld i dag, vil meget Harris-uld stadig være fra Skotland.

Generelt kradser dagens Harris-uld dog ikke som i gamle dage. Jeg har en vintage-Harris på mit lager af klædestoffer, og den er som at køre hånden ned ad et rivejern, hvis man stryger den.

Sildeben er et ofte anvendt design. Jordfarver i diskrete kontraster er et andet kendetegn.

Hvor du finder Harris tweed

Hvis man er til skrædderi, er Harrisons, Holland & Sherry, Dugdale og J & J Minnis nogle af de forhandlere af klædestoffer, der fører den berømte tweed fra De ydre Hebrider i deres sortiment. Man kan også forsøge at købe stof til en jakke eller frakke direkte hos en væver på Harris eller Lewis. Da sparer man lidt. Men sortimentet er begrænset, og man ved ikke rigtigt, hvad man får. Harrisons og de andre forhandlere kører en hård kvalitetskontrol af deres leverandører af klædestoffer, som ikke skal undervurderes.

Man skal for øvrigt huske, at håndvævene i mange tilfælde skaber et klædestof med en bredde på 75 cm i stedet for de sædvanlige 150 cm. Man må da doble den bestilte længde op til eksempelvis en jakke.

Mange butikker online og offline har jakker på bøjlen i den berømte tweed. Det vigtige her er ikke så meget tweeden som designet af jakken. Er jakken flatterende, og sidder den godt materialet ufortalt?

Mit umiddelbare indtryk er, man desværre nemt ender i et valg mellem alt for små modejakker eller klodsede modeller, som små skotske butikker faldbyder på nettet.

Når man taler jakker, behøver man så heller ikke at stirre sig blind på sportsjakker. En lumber jacket gør sig fx også godt i en tweed fra Harris  & co.

Sixpencer, flat caps og anden hovedbeklædning er typisk tilbehør, hvor Harris-uldvaren også benyttes.

Møbelbetræk og tæpper er andre artefakter, man laver af Harris tweed.

Og så har jeg set sko og halvstøvler for et par sæsoner siden, hvori man benyttede tweeden fra De ydre Hebrider.

Den idé ved jeg ikke, hvor meget jeg bryder mig om.

– – –

Bevar din adgang til Den velklædte mand – tegn medlemskab nu

Har du tegnet et medlemskab af Den velklædte mand, så du kan forsætte med at se og læse artikler fra 1. januar 2019?

Hvis ikke, så gør det nu. Det kan betale sig. Læs mere her.