Genbesøg
Jeg talte sidste december med tre traditionelle skrædderier på Savile Row om, hvordan de ser den perfekte smoking. Ikke overraskende var de i flere henseender på linje, men der var også væsentlige forskelle, fx om de som udgangspunkt ville anbefale en sort eller midnatsblå smoking.
Tidligere på ugen ringende jeg igen til Savile Row og talte med yderligere tre traditionelle skrædderier: Dege & Skinner, Anderson & Sheppard og Richard Anderson.
Nok en gang havde jeg den perfekte smoking i tankerne. Kunne flere facetter føjes til?
William Skinner fra Dege & Skinner
William Skinner er tredje generation i Dege & Skinner på Savile Row 10. Han overtog kommandoen fra sin far, Michael Skinner, i 2009.
Dege & Skinner er et af få tilbageblivende skrædderier på Savile Row, der er familiejede. Det er, som om jeg mærker det i samtalen med William Skinner. Han taler jovialt og fortæller, at hans kone og datter var i København i sommer og var vilde med byen.
Blandt skrædderiets historiske palmares finder man et safarijakke syet til Rudolph Valentino i 1923 (se ovenfor) og flere royal warrants, aktuelt for uniformer til det britiske hof.
Som andre skrædderier på Savile Row er Dege & Skinner ofte på farten. De besøger USA, München, Frankfurt mv. flere gange om året.
Som det første spørger jeg William Skinner til salget af smokinger.
“Der er stadigvæk en solid efterspørgsel. Folk bruger den til finere forretnings- og netværksmiddage, til formelle middage derhjemme og stigende grad om aftenen til bryllup i stedet for kjolesættet,” siger han.
Hvordan ser jeres fuldkomne smoking ud?
“Den er enradet. Stoffet er barathea med en sart valket tekstur, der ligesom suger lyset til sig til forskel fra forretningshabittens serge. Vi foreslår som udgangpunkt stof i ren uld, men en blanding i uld og mohair benytter vi også. Mohair gør stoffet lidt stivere og reflekterer lyset mere end det rene uldstof. Stoffet må i øvrigt ikke være for let, fordi det skal holde til at bære et silkebeklædt revers. Ikke under 300 gram, vil jeg sige.”
Det lyder, som om I primært syr sorte smokinger?
“Ja, de udgør vel 90 procent af de smokinger, vi fremstiller.”
Vi taler mere om silken på smokingjakkkens revers.
“På 9 ud af 10 smokinger bruger vi riflet silke, grosgrain. Den giver også dette matte look, vi godt kan lide. På smokinger med sjalskrave foretrækker vi dog silkesatin.”
Så hvis du skal opsummere jeres ideelle smoking?
“Den er enradet med et langt revers og relativt lavt lukkepunkt, baratheastof, riflet silke på reverset, paspolerede lommer og to slidser.”
De to slidser bag på jakken overrasker mig en smule. Den slidseløse smokingjakke går for at være normen, om end to slidser ses.
“Slidser er praktiske, hvis man sidder ned, hvad man jo ofte gør, når man er i smoking,” siger William Skinner.
Hvad med smokingens knapper?
“De er slåede i den silke, man også har anvendt på jakkens revers,” siger William Skinner.
Hvorfor ikke almindelige sorte knapper?
“Sorte hornknapper afformaliserer smokingen. Du er nødt til at yde dragten respekt,” siger William Skinner.
De slåede knapper passer ind i Dege & Skinners traditionelle tilgang, hvor også den sorte smoking i ren uld har klar forrang, synes jeg.
Hvad med smokingvesten?
“Vi sælger færre veste nu til dags. Folk finder, at en vest gør smokingen for varm. I den forbindelse er et cummerbund (halvvest) mere praktisk,” siger William Skinner.
Jeg er nogle gange stødt på, at der skulle være en relation mellem vest og revers, for eksempel at den plisserede halvvest har det bedst med en sjalskrave. Men William Skinner ser ikke en tradition der og hidtil er det endnu ikke lykkedes for mig at finde en skrædder på Savile Row, der binder vest- og reverstype sammen.
Vi taler om tilbehøret. Valget står mellem den formelle marcellaskjorte eller den lidt mere nonchalante plisserede model. Marcellaskjorten er førstevalget hos Dege & Skinner.
William Skinner siger, at skjortenflippen hverken må være spredt som i en cutaway-krave eller spids, men simpelthen normal. Den model fungerer mest harmonisk med sløjfen.
Manchetterne er selvfølgelig dobbeltmanchetter.
Når det kommer til fodtøjet, er laksko med snøre grebet. Kavalersko i lak er ikke forkerte, men egner sig historisk set bedre med kjolesættet, ræsonnerer William Skinner.
Hvad med de alternativer smokingjakker, fx den i plysset fløjl?
“Fløjlsjakkerne er traditionelt til hjemmebrug, når man skulle have sig en brandy og en cigar. De seneste år har man også ofte set den anvendt offentligt. Farverne er almindeligvis marineblå, sort, burgundy eller mørkegrøn. Men der er flere farver endnu,” siger William Skinner.
Martin Crawford fra Anderson & Sheppard
Anderson & Sheppard er det største skrædderi på Savile Row. Det er i for sig pudsigt, da de ikke følger den sædvanlige metode på Savile Row og fremstiller et solidt afstivet jakkesæt, men i stedet syr et jakkesæt med bløde skuldre og bryst i traditionen efter Fredrick Scholte. På den anden side kan den afvigelse i metode også være netop årsagen til populariteten. Amerikanerne har historisk sat stor pris på Anderson & Sheppards drapésnit.
Jeg skrev til Anderson & Sheppard og fik et venligt svar om, at jeg skulle ringe til butikken på Old Burlington Street og spørge efter store manager Martin Crawford.
Jeg ringede og fik efter en omstilling en imødekommende Martin Crawford i røret.
Hvordan er forholdet mellem sorte og midnatsblå smokinger?
“De traditionsbevidste vælger sorte. Blandt de yngre er der måske en større interesse i en midnatsblå smoking. Jeg vil sige, at 60-70 % af salget er sorte smokinger.”
Hvad er default-stilen?
“De enkeltradede er klart i front. Og med spidst revers. Vi fremstiller ikke mange med sjalskrave. Silken er riflet (grosgrain) i 90 procent af tilfældene. Satin signalerer ready to wear i min optik.”
Jeg husker fra sidste år, at et af de gamle skrædderier på Savile Row til min overraskelse syr mange smokinger med et almindeligt jakkervers (notch lapel). Det er ikke en vej, som Anderson & Sheppard gerne betræder.
“Nej, vi syr aldrig en smokingjakke med almindeligt revers,” siger Martin Crawford.
Anderson & Sheppard følger også et smalt spor, når det kommer til knapper, som helst skal være slåede med grosgrain-silke som jakkereverset.
Som hos andre skrædderier er stoffet i det fleste tilfælde barathea, “ofte med mohair eller kid mohair.” Især i sommerhalvåret er smokinger syet af stof med mohair bevendte, mener Martin Crawford.
Jeg fornemmer en stærk traditionsbundenhed hos Anderson & Sheppard og derfor overrrasker det mig en smule, at de i dag syr flere todelte end tredelte smokinger.
“Vesten bliver for varm for mange,” siger Martin Crawford.
Når der vælges vest, “er de ca. 50 procent veste, 50 % cummerbunds.”
Anderson & Sheppard anbefaler som udgangspunkt en smokingskjorte med nubret marcella på bryst, krave og manchetter. Der er de helt på linje med andre. Men plisserede skjorter er også populære, noterer Martin Crawford.
Selve skjortekraven skal være nedfoldet.
“Undgå for alt i verden en knækflip!” formaner Martin Crawford.
Den er en rekvisit fra kostumeafdelingen, forstår jeg.
Han er heller ikke til sorte kavalersko (opera pumps).
“De er lidt for meget, synes jeg. Som om man prøver for hårdt. Snørrede laksko er bedre.”
Som jeg også noterede sidste år, da jeg talte med skrædderier på Savile Row, synes der at være en trend eller – om man vil, en mode – i smokingjakker syet af plysset fløjl. Det er også et fænomen, man mærker hos Anderson & Sheppard.
“I de sidste 5-10 år har mange valgt en smokingjakke i plysset fløjl,” siger Martin Crawford.
Brian Lishak fra Richard Anderson
Jeg får også fat på Brian Lishak fra skrædderiet Richard Anderson. Har var med til at starte skrædderiet i 2001, hvor tilskæreren Richard Anderson forlod Huntsman, og er lidt af en legende på Savile Row. Jeg tror, han delvis er gået på pension. Han er en ældre herre i dag.
Hvordan går det med salget af smokinger?
“Generelt går folk mindre i formelt tøj. Det har også smittet af på smokinger, om end der stadig er godt gang i salget.”
Påvirker forandringen valget af stof?
“Tidligere var stoffet tungere. Centralvarme har ændret situationen. Vi syr nu som oftest smokinger i en blanding af uld og mohair, tit ned til bare 270/280 gram. Det er mere behageligt, også at danse i.”
Hvordan er forholdet mellem sorte og midnatsblå smokinger?
“Det er i høj grad et et spørgsmål om mode. Jeg vil dog sige, at 8-9 af 10 solgte smokinger er sorte. Sorte smokinger er altid korrekte. De stiller ledsagersken i det mest flatterende lys. En midnatsblå smoking tiltrækker en smule mere opmærksomhed,” forklarer Brian Lishak.
Når det gælder designet, sælger Richard Anderson som de andre entydigt flest enradede smokinger.
“Folk efterspørger færre dobbeltradede end tidligere. Det har noget med at bekvemmelighed at gøre – at en dobbeltradet kan blive for varm. Men en dobbeltradet smoking er absolut en klassiker,” siger Brian Lishak.
Tidligere ville en vest være obligatorisk med en enkeltradet smoking. Men heller ikke hos Richard Anderson er det sådan længere. Det er også bemærkelsesværdigt, at de ofte fremstiller smokingbukser med bæltestropper. Almindeligvis indsætter de tillige slidser i jakken, nok en facet, der kommer tiden i møde.
“Man sidder mere bekvemt i en jakke med slidser,” siger Brian Lishak.
Til forskel for de to andre skrædderier, jeg talte med, er Richard Anderson mindre fremmed over for den finere silkesatin på jakkerverset. Det sker også, at de syr deres jakker med et almindeligt afklippet revers, oftere end de fremstiller en sjalskrave.
Richard Anderson skiller sig også fra de andre i valget af knapper, hvor de foretrækker matte sorte hornknapper i stedet for de silkeslåede udgaver, som, med Brian Lishaks ord, “har det med at komme i vejen.”
Richard Andersons lidt mere frie omgang med smokingen ser man også i anbefalingen af skjorte, hvor Brian Lishak først nævnte en plisseret, om end han tilføjer, at en marcella er det klassiske valg.
Som de to andre skrædderier har han også laksko med snøre på førstepladsen. Men det er også “trendbaseret”, siger han.
Så hvis du opsummerer, hvordan ser den ideelle Richard Anderson-smoking ud?
“Den vil være enradet med et spidst revers beklædt med riflet silke, sorte hornknapper, paspolerede lommer, to slidser i ryggen, snittet tæt til kroppen, også i benene. Stoffet vil være sort barathea på 270 gram i blandingen 55 % mohair / 45 % uld, så du får denne knitrende, let skinnende tekstur,” siger Brian Lishak.
Konklusion
Som det ser ud i dag, er en smoking a la Savile Row som regel sort og enradet. Stoffet er barathea, tit med mohair. Man benytter en riflet silke på et spidst revers. Den ledsagende smokingskjorte er beklædt med marcella på bryst, krave og manchetter, og man vil normalt lukke den med brystknapper. Skoene er sorte laksko med snøre.
Det er den konklusion, jeg vil drage efter samtalen med Dege & Skinner, Anderson & Sheppard og Richard Anderson.
Men som samtalerne også viste, er der forskelle i vægtning og anbefalinger, for eksempel når de gælder det ideelle stof og knapper.
I det perspektiv minder samtalerne om de tre samtaler, jeg havde sidste år om smokingen med Henry Poole, Chittleborough & Morgan og Davies & Son.
Dog synes jeg, at en dobbeltradet smoking havde en lidt større rolle sidste år, hvad der glædede mig. Jeg har – som bekendt – en veneration for en dobbeltradet smoking med sjalskrave, der dukkede op i Mellemkrigstiden og i mine øjne har en charmerende nonchalance, som en enkeltradet med spidst revers (og vest) ikke har i samme omfang.
Jeg synes også, at en midnatsblå smoking stod stærkere i samtalen med de tre skrædderier forrige december. I nærværende interview er den ikke ligeværdig med den sorte, men fremstår som en option for det småflamboyante gemyt.
Dinner jacket, smoking, black tie…. Hvad er den korrekte benævnelse ?
Sko: er et par sorte velpudsede Oxfords snøresko, den forkerte måde at tiltrække sig opmærksomhed på ?
Det er dejligt, der inden snævre rammer er flere muligheder. Personligt synes jeg, at den enkle enradede version med sjalskrave står mest elegant.
Velpudsede sorte Oxfordsko er fuldt passable med en smoking. Det mener de også på Savile Row.
Dinner jacket er en meget engelsk betegnelse, tuxedo mere amerikansk. Black tie meget internationalt. Smoking er kontinentalt: tysk, fransk, dansk … På kontinentet kaldte man smokingen til en begyndelse en Monte Carlo, fordi de hurtigt tog den til sig ved casinobordet i Monaco.
Englænderne kan også sige dinner suit og dress coat om smokingen.
Jeg er kun enig med dig om sjalskraven, “orkesterreverset”, som danske skræddere kaldte den, måske fordi de ikke fandt den helt så fin som det spidse revers. Men sjalskraven charmerer mest.
Oversigtsartikel: https://denvelklaedtemand.dk/2017/07/alt-om-smoking-og-tuxedo-til-maend.html
Har netop set “Brevet fra afdøde” fra 1946. En del af handlingen foregår under et middagsselskab, hvor herrerne er iført smoking, og der synes at tegne sig et mønster: Herrerne i tredelt smoking (vistnok alle med spidsrevers) bærer knækflip, mens herrerne i dobbeltradet smoking (også spidsrevers) har nedfaldende flip. Det stemmer meget godt med min egen fornemmelse, nemlig at der altid bæres nedfaldende flip til dobbeltradet smoking, mens knækflip er fakultativ (aldrig obligatorisk) til tredelt smoking – dog kun varianten med spidsrevers, og kun hvis der er tale om en skjorte af den type, som bæres til kjolesæt. Med andre ord kan jeg ikke rigtig forlige mig med, hvad skrædderne på Saville Row siger om, at tredelt smoking med spidsrevers og tredelt smoking med sjalskrave skulle være ligestillede i henseende til formalitetsniveau. Derfor hører jeg også til dem, for hvem cummerbund virker mere naturligt sammen med sjalskrave end sammen med spidsrevers (om end jeg ville foretrække vest i begge tilfælde).
Men det er jo meget tænkeligt, at den fornemmelse er uden (nutidigt) belæg. Det kunne de refererede tilkendegivelser fra Savile Row-skrædderne tyde på.
Jeg er dog ingenlunde enig med Skinner jr. i, at slåede knapper af samme silke som på reversen er at foretrække for hornknapper. Jeg foretrækker klart sidstnævnte (eller knapper, som er slået med mønstervævet, sort (silke)stof). Slåede knapper med almindelig, glat eller ribbet silke virker på mig Jardex-agtigt, især den glatte variant (i lighed med silkepaspolering af lommerne), og de knapper, man kan se i ovennævnte film, er da også af horn (ligesom knapperne på begge mine smokinger fra Peter Undén).
Jeg forstår sådan set godt argumentet gående ud på, at almindelige hornknapper afformaliserer smokingen, og jeg er jo ikke for fin til at benytte selvsamme argument imod smokinger med afskåret revers. Alligevel kan jeg ikke slippe min præference for hornknapper, og smokingen er jo i øvrigt også på en gang formaliseret (i forhold til habitten) og afformaliseret (i forhold til kjolesættet (hvor jeg dog, for nu totalt at underminere min egen logik, faktisk har samme knappræference som ved smokingen)).
Jeg føler for tiden en tæt på ubændig trang til at få syet endnu en smoking (dobbeltradet; sort barathea (18-20 oz), spidsrevers af grosgrain), og hvis jeg er tilstrækkelig utilregnelig til at gøre alvor heraf, bliver det med hornknapper, uanset hvad Skinner jr. siger.
Pictor,
Jeg er nogenlunde på linje med dig. Den dobbeltradede smoking og nedfoldede flip vandt samtidig frem i 1920’erne, og det vil være helt forkert at kombinere den med en senvictoriansk knækflip. Hvis den skal bruges, er det med en enradet smoking med vest. Men jeg er enig med Martin Crawford, at den alt andet lige skal undgås i dag.
Jeg mener, at det fremgår inddirekte, at den tredelte smoking er den oprindelige smoking og i den forstand er den mest formelle. Men i dag, hvor mange bestiller en enradet smoking uden vest, også på Savile Row, kan den dobbeltradet fremstå mere formel. Det er lidt, som man drejer kalejdoskopet. Jeg vil dog sige, at spidst revers generelt gør en mere formel smoking end en sjalskrave.
Jeg vil også selv vælge almindelige sorte knapper på min smoking. Man kan måske sige, at på en dobbeltradet (fra 1920’erne), bør man vælge almindelige sorte knapper, mens man kan overveje de slåede på en enradet med vest, fordi de slåede knapper er klunkestil (1880-1900).