En tuxedo er mere end fint aftentøj
Du ved, at en smoking (tuxedo) er et fint sæt tøj til fest og selskaber om aftenen. Men hvad med detaljerne, fx den hvide skjorte, de sorte sko og den sorte butterfly – husker du dem?
Smoking-muligheder
De første smokinger, og nu er vi i slutningen af 1800-tallet, består af en enradet sort jakke med spidst revers eller sjalskrave. Dertil bruger man en hvid vest eller eventuelt en plisseret hvid eller rød halvvest (cummerbund). Spidst revers på jakken kan kaldes mest formelt. Den ledsagende butterfly er almindeligvis hvid. Efter århundredeskiftet bliver traditionen, som vi kender den i dag, at sløjfen (butterflyen) og vesten er sorte.
Det var prinsen af Wales, den senere Edward 7. af England, der inspireret af datidens nye jakkesæt, det såkaldte lounge suit, havde opfundet smokingen i 1865 med sin skrædder som et alternativ derhjemme til kjolesættets skødefrakke. Du kan læse mere om smokingens oprindelse i bogen Den velklædte mand.
Dobbeltradet smoking
I 1920’erne dukker dobbeltradede smokinger med sjalskrave og spidst revers op og bliver populære. Det siges, det var Alfonso XIII, der introducerer en dobbeltradet smoking i 1922/23 i den franske kystby Deauville. Når man er dobbeltradet smoking, slipper man for en vest.
Midnight Blue
Det er også i 1930’erne, at en smoking i midnight blue som alternativ til sort begynder at udgå fra skrædderierne. Tanken er, at midnight blue står bedre og mere sort i kunstig belysning end smokinger af sort stof. Silken, der beklæder smokingens revers vedbliver at være sort på en midnight blue tuxedo. Engelske skræddere har en forkærlighed for en riflet grosgrain-silke. Men glat silke og satin er tillige autoriseret som reverssilke.
Modsat jakkesæt i 1920’erne forarbejdes smokinger fortsat på gammel victoriansk manér uden læg i bukselinningen og uden opslag nederst. Klunketidens dekorative stil føres videre i en mønstret silkegalon, der løber ned ad ydersiden på hvert bukseben. Som bukser flest i mellemkrigstiden bæres smokingbukser med seler. Smoking-jakken er uden slidser bagpå.
Stof til tuxedo
Tuxedo-stof har ikke sjældent tekstur. Tekstur skinner mindre kunstigt i kunstig belysning end en glat serges. Og stoffet er relativt let, så varme nemt kan slippe ud. I dag plejer man at sige, at en let barathea, eventuelt med afstivende kid mohair i, er det klassiske stof til en smoking. Men der er mange muligheder. Der er også dem, der som Mr X og Jackie Stewart ovenfor vælger deres sorte tuxedo-jakke i plysset fløjl.
De sorte fløjlsjakker skal forøvrigt ikke blandes sammen med de mere belæssede rygejakker, eller smoking jackets, som englænderne kalder dem. De egner sig kun til smoking-arrangementer på privat matrikel.
Vest eller ingen vest?
Vest og halvvest er fortsat udbredte med en enradet smoking. Men jeg vil ikke kalde dem obligatoriske længere, hvis man bare sørger for at holde sin jakke lukket i løbet af aftenen.
Hvide smoking-jakker
I sommerhalvåret ser man smoking-jakker i lysere farvenuancer, stadig med sorte smoking-bukser. En råhvid smoking-jakke er en klassiker. Der er dog ikke mange begrænsninger, hvad angår smoking-jakkens farve, så længe reglementet af hvid skjorte, sort sløjfe, sorte bukser mv. overholdes.
Smokingknapper har tit været beklædt med silke. I dag bør blanke sorte knapper dog overvejes. Ellers kommer man faretruende nær kostumefælden. Den enradede smoking-jakke har nogle gange en kædeknap foran, som forøvrigt ikke bruges, hvis man har en vest underneden. Jakken står da åben.
Skjorte til smoking
Smokingskjorten har et forstærket bryststykke. Det er således enten plisseret (med små folder), eller belagt med marcella (et vaflet stof). Sidstnævnte lukkes ofte med to til fire løse brystknapper. Den plisserede skjorte kan klare sig med almindelige påsyede perlemorsknapper, gerne skjulte.
I dag vil smokingskjortens flip normalt være nedfoldet. Vil man være mere gammeldags, vælger man en knækflip, dog kun med en enkeltradet smokingjakke, ikke med toradede jakker (for moderne) eller sjalskrave (ikke formel nok).
Manchetter på en smokingskjorte lukkes med blanke manchetknapper, ikke påsyede knapper.
Sko til smoking
Det hedder sig, man skal bære laksko eller kavalersko (på engelsk, opera pumps, en slags laktøfler) med en smoking, og lakeret fodtøj er da det traditionelle valg med en tuxedo. Men et par velpudsede glatte sorte sko i boxcalf, fx oxford-sko, er helt i orden, medmindre man er i knækflip. Da må man have laksko på fødderne. Simon Cundey øverst bærer sorte hyttesko i boxcalf til sin smoking.
Butterfly til smoking
Den sorte butterfly, som er obligatorisk med en smoking i dag, kan have flere former og være lavet af forskelligt stof. Normalt vil man søge en harmoni med andre beklædningsdele. Så er reverset beklædt med grosgrain-silke, bør sløjfen også være i riflet silke. Medmindre man er i vaflet marcella-skjorte. Da kan man overveje en sort silkesløjfe i marcella i stedet for. Og så fremdeles.
Sløjfens form varierer. Den mest udbredte har afklippede snipper. En selvbinder-sløjfe er naturligvis den eneste sløjfe, der dur. De allerbedste passer til din skjortekraves omfang, så du kan løsne sløjfen på vej hjem i taxaen med din udkårne ved din side, uden at sløjfen glider helt af. Det sidste kan ske, hvis man løsner en justérbar butterfly.
Lommetørklæde til smoking
Det begynder med et enkelt hvidt lommetørklæde i hørlærred, fx foldet i en spids. Du kan også vælge farverige silkelommetørklæder. Men kun hvis du bruger smoking så ofte, at du har behov for variation.
Knaphulsblomst til smoking
Du er meget velkommen til at sætte en rød nellike eller rose i smoking-jakkens revers, også selv om du allerede har et lommetørklæde i brystlommen.
Regler for brug af tuxedo og smoking
Som nævnt flere gange: en tuxedo er en aftendragt. Man kan diskutere, hvornår aftenen begynder. En tommelfingeregel er, at aftenen begynder, når lysene må tændes. En hvid smokingjakke til sommerbrug kan komme på lidt før, fx til cocktail om eftermiddagen. Men aftenen er og bliver smokingens primære scene.
En smoking må aldrig bruges i kirken.
Pictor skriver
14. juli 2017 på 22:57Tak for endnu en fremragende artikel. Den omhandler et meget interessant emne, og jeg har forskellige småbemærkninger.
Du skriver i teksten, at ”[m]odsat jakkesæt i 1920’erne forarbejdes smokinger fortsat på victoriansk manér uden læg i bukselinningen og uden opslag nederst”. Dette skrives under overskriften ”Tuxedo – de formative 1920’ere”, men jeg læser det (muligvis med urette) således, at det er hensigten at beskrive en generel (hoved)regel og ikke blot 1920’ernes skik. Forholder det sig således, er jeg imidlertid ikke enig (bort fra det med opslagene, naturligvis). Det er muligt, at mit eget synspunkt er påvirket af den omstændighed, at der er læg i mine egne smokingbukser, men det er ikke desto mindre min bestemte opfattelse, at det er helt valgfrit, om man vil have enkelte, dobbelte, indvendige, udvendige eller ingen læg. Jeg er endda tilbøjelig til at mene, at ingen læg er mere påfaldende på en klassisk smoking end læg. Herren med den vinrøde smokingjakke i illustrationen foroven har dobbelte indvendige læg, og det samme gælder den altid stilsikre og velklædte Mr. X (der i øvrigt også har læg i kjolebukserne) – og jo også Carl Th. Dreyer, om hvis smoking du tidligere har skrevet en glimrende artikel her på bloggen. – Nuvel, det er muligt, at jeg overfortolker din tekst og tager dig til indtægt for en opfattelse, du slet ikke har haft til hensigt at gøre dig til talsmand for.
Med hensyn til knapper på smokingen antyder du, at slåede knapper er ved at være gammeldags på en kostumeagtig måde, og at man af samme grund bør overveje almindelige sorte knapper. Jeg er personlig enig i anbefalingen (min egen smoking har også almindelige knapper), men kan ikke genkende begrundelsen. Det er tværtimod mit indtryk, at de slåede knapper stadig hyppigt ses på skræddersyede jakker og uden undtagelse pryder konfektionsjakkerne, og at de af samme grund om noget er mindre opsigtsvækkende end de almindelige glatte af slagsen.
Hvad angår skovalget, er kavalerskoen og lakskoen i oxforsnit uden tåkappe jo de helt sikre valg. Blandt de knap så formelle og måske ikke strengt korrekte alternativer kan man vel – ud over oxford captoes i lak eller boxcalf og laksko i derbymodel – nævne wholecuts. Det er ganske vist ikke en skotype, jeg selv er pjattet med, men jeg har indtryk af, at den appellerer til et ungt publikum, og samtidig er dens strenge formgivning i naturlig harmoni med smokingens enkle udtryk. Og så kan man vel også for fuldstændighedens skyld nævnte fløjlstøflerne, som man kan bære ved mere uformelle smokingsammenkomster i sit eget hjem. Derimod er jeg ikke henrykt for hyttesko til smoking, selv om Gucci-loafers vistnok har et trofast publikum. De larvefødder, Mr. Cundey har iført sig, giver dog under ingen omstændigheder point i karakterbogen. (Og hvad er det med mandens sløjfe? Ser jeg syner, eller er den forbundet?).
Torsten skriver
15. juli 2017 på 10:05Overskrifter og brødteksten er nok ikke 100 pct. konfigurerede. Men frem til ca. 1915, da vores brave landsmand skrædder Lars Larsen i Paris slog til (https://denvelklaedtemand.dk/2014/01/larsen-i-paris-den-stoerste-danske-herreskraedder.html), syede man bukser uden indvendige og udvendige folder i bukselinningen. Det gjaldt også for selskabsbukser, både til kjolesættet og den nye smoking. I 1920’erne, da moden blev mere løs og sportig, kom der opslag og læg på næsten alle dagligdagens bukser. Læg og opslag kom på den vis til at hænge sammen. Smokingbukser forblev uden opslag, men de blev ofte forsynet med læg. I det perspektiv kan man sige, at smokingbukser har en særstatus, da de er uden opslag, men nogle gange med læg. Jeg tror, du har ret i, at mange traditionelt orienterede skræddere faktisk hælder mod at indsætte læg i smokingbukserne. Jeg har dem selv på mine smokingbukser fra Arnulf ud fra den betragtning, de giver en bedre pressefold i bukserne.
Mht. de silkebeklædte knapper mener jeg, de nærmer sig en hyperkorrektion, et forsøg på i dag, hvor smokingen er sjælden, at være meget tro – lidt for tro – mod originalen. Jeg synes, hvis man bruger smokingen, også skal lede efter en harmonisk bro til nutiden, og den kan bla. ligge i at vælge sorte blanke knapper i stedet for silkeslåede udgaver.
Jeg kan ikke forestille mig, at Simon C har valgt en forbundet sløjfe, men den er rigtignok blændende symmetrisk. Jeg tror, han er til meget ufarlig stil. Det kan man også se på sammensætning af slips og lommetørklæde, der heller ikke har meget spræl over sig.
JS skriver
17. juli 2017 på 20:01Glimrende og informativ gennemgang. Jeg har to spørgsmål:
1. Du skriver at knækflip ikke går til dobbeltradet smoking, fordi den er for moderne. Hvad skal det sige? Gik knækflippen af brug så lang tid før, at man begyndte på at sy dobbeltradede smokinger?
2. Angående sko, hvordan ser det så ud med sort/hvide spectators? Jeg mindes at have set det engang eller to, og det ser egentlig udmærket ud, efter min mening.
Torsten skriver
18. juli 2017 på 10:051) Knækflip stod på ca. 1890 til ca. 1920. Toradet smoking kom til primo 1920, blå. for at slippe for vest og stiv klipfisk. Lidt to forskellige stilfilosofier, kort sagt, men de kan muligvis kombineres.
2) Måske med hvid smokingjakke.
Pictor skriver
18. juli 2017 på 14:19Francis Bown fra Bowns Bespoke bruger sort/hvide sko til både smoking og kjole og hvidt. (Se her: http://www.bownsbespoke.com/BDSGeorgeCleverley.html). Det fremgår af artiklen, at det sorte og hvide mønster på hans håndsyede balsko er en parafrase over sorte laksko med gamacher: ”The suggestion of a white dress spat would be achieved by having each shoe made with a galosh in white calf”. Imidlertid åler Sven Raphael Schneider på Gentleman’s Gazette Johnny Depp for at bære gamacher til sit kjolesæt. (”Spats are reserved for formal morning wear with a stroller suit or a morning coat. Johnny Depp, wanted to stand out and added white gloves and a cane to this outfit along with a pocket watch chain. That’s fine but the fact that he wears spats shows that he has no clue about proper evening dress etiquette”). Og andre steder på nettet kaster folk sig ud i udviklinger over, hvorvidt gamacher meningsfuldt kan bæres sammen med kavalersko osv. osv.
Nettets mere eller mindre selvbestaltede ypperstepræsteskab kan med andre ord ikke nå til enighed om spørgsmålets etikettemæssige side, hvilket mest af alt afspejler, at gamacher i dag er så forældet et klædningsstykke, at alle har mistet den naturlige føling med deres korrekte anvendelse, og at den, der bærer dem i nutiden, løber en overhængende og ikke ufortjent risiko for at udstille sig selv som latterlig.
Nuvel, selv hvis Bown måtte have fået etiketten galt i halsen med hensyn til gamacher om aftenen, diskvalificerer det jo ikke uden videre de tofarvede sko, hvis deres anvendelse kan hente hjemmel i andre historiske og/eller æstetiske omstændigheder.
Imidlertid forekommer spectators mig under alle omstændigheder at være et nummer for sprælske og støjende til den elegante og diskrete smoking.
Erik D skriver
5. august 2017 på 12:05Hej!
Jeg er en ældre dreng på 75, som er lidt irriteret!
I min smokings bukser sidder der en lynlås på ca. 18 centimeter. Det er brugbart. Det er til at forstå.
Men når jeg køber bukser i dag, må jeg ofte nøjes med en lynlås på 12 centimeter, og det er noget besværligt pjat.
Hvorfor er det sket? Og er der andre, der har samme ‘problem’?
Irritation er det i hvert fald.
Tak for hjemmesiden.
Torsten skriver
5. august 2017 på 12:27Hej Erik
Moden har de sidste 10-15 år været “smal og kort”. Det har inkluderet lavere buksetalje og dermed kortere lynlås i gylpen.
Torsten skriver
10. august 2017 på 21:32Faldt lige over følgende citat fra Stof & Saks anno 1957:
“Den toradede smoking begyndte 1937-38, og med den indførtes den bløde skjorte til selskabsbrug. Indtil da havde man lidt i stiv knækflip og klipfisk ligesom til kjole. I 1950 kom så den skotskternede smoking frem i København.”
I udlandet så man en toradet smoking i 1920’erne. Men det tog altså lidt tid, før vi så den i Danmark.