
Udbedring
Jo mere man ved om klassisk tøj, desto mere ser man også manglerne i sin garderobe.
Rigtignok bliver man også god til at sno sig og bruge det, man har, på nye måder, fx en sportsjakke i kombination med andre bukser og skjorte.
Men man ser også mere nuanceret på sit klædeskab, og man opdager, hvor man er “tynd”.
Selv ser jeg fem nedenstående mangler i min aktuelle garderobe.
1. Blålig tweedjakke
De fleste tweedjakker er brunlige eller grønlige. Tweedjakker er oprindelig rustik beklædning, så det giver mening.
Begrebet citytweed har dog også etableret sig som en subtradition. Den tillader, at tweedjakken også kan være blålig.
Jeg ser, at en sådan citytweed kan ramme sin egen balance mellem uformelt og formelt i forretning og på kontor.

Selv får jeg da lyst til at række ud efter den, hvis jeg skal ind til byen.
Men den er der ikke.
Endnu.
2. Dobbeltradet navyblå blazer
Jeg har haft en målsyet toradet blazer i garderoben, men endte med at give den væk. Jeg var ikke tilfreds med den.
Siden har jeg flere gange haft det hyperklassiske design i tankerne.
Jeg har dog ikke handlet.
En toradet blazer ellers en alsidig jakke.
Man kan style den formelt, som Jimmy gør på det første foto (vokset overskæg følger ikke nødvendigvis med).
Eller man kan bruge den mere uformelt og sommerligt med tværstribet sømandstrøje og sandaler, som Matt gør ovenfor.
Man kan også bruge en toradet blazer flamboyant, fx med madrasskjorte og loafers med hestebidsel.
3. Grønblå Solaro

Solaro kræver ingen introduktion. Jeg har skrevet om klædevaren flere gange.
Selv har jeg et skræddersyet eksemplar i den klassiske lysebrune herringbone.
Længe har jeg dog ønsket mig at supplere mit lysebrune Solaro-sæt med et sjældent grønblåt.
Med en lyseblå skjorte vil det være et excellent jakkesæt forår og sommer (på ikke alt for varme dage).
Ligeså brugbart som det lysebrune.
Det bilder jeg mig ind.
4. Hvid smokingjakke

Jeg oplever også, jeg mangler en hvid smokingjakke, det vil sige en perlehvid.
Men kan diskutere, om den hører hjemme i Danmark og ikke bare bør forbeholdes varme lande og caribiske krydstogtsskibe. Men med de sommertemperaturer, vi har oplever, kan den vel også få sig en plads i Østersøregionen.
Allerede Alfred Alm mente det.
Jeg ved også, at Mærsk Mc-Kinney Møller var af den opfattelse, man bruge hvid smoking i Danmark – efter amerikansk forbillede.
Jeg lægger mig nu i slipstrømmen.
5. Marineblå herrefrakke
Jeg har fire skræddersyede frakker, men mærkeligt nok ingen marineblå iblandt. Det er ellers den, man almindeligvis tager over en blå eller grå habit, hvis man ikke vælger en koks farvetone.

1980’ernes og 1990’ernes genkomst med de klassisk lange frakker har ført mig tilbage til start, tilbage til en marineblå herrefrakke.
“Den er da yderst brugbar. Der er da et stort hul i min garderobe!” ræsonnerer jeg nu.
Faktisk et gabende hul.
Noget må gøres.








Skriv et svar