Rundt om det finmekaniske ur

Jeg har koketteret med, jeg ikke længere bærer det, og jeg har dømt det ude. Men armbånduret, det finmekanisme ur, er naturligvis ligeglad med, hvad jeg mener. Det lever, og det efterspørges. Nedenstående artikel om det finmekaniske urs genkomst skrev jeg i 2008 for Dagbladet Børsen. Jeg tror, den stadig er relevant og vil interessere:

De mekaniske ure var ved at forsvinde for et par årtier siden. Nu sidder de på armen igen.

Da japanske Seiko sendte modellen Astron på gaden i 1969, kimede dødsklokkerne over den gamle schweiziske urindustri. Astron var batteridrevet og tikkede via et lille syntetisk krystal kaldet quartz. Astron var langt mere præcist end de finmekaniske ure, som selv de bedste urmagere i Alpelandet forarbejdede.

I løbet af 1970’erne dykkede antallet af traditionelle schweiziske urmagere dramatisk, mens quartz-ure fra især Asien vandt frem. I 1984 var der 600 traditionelle urfirmaer tilbage mod 1600 et årti tidligere.

Men schweizerne overlevede “Quartz-krisen”, som de senere har døbt den. Genrejsningen begyndte så småt i 1980’erne, da firmaet Swatch med sine bolchefarvede og sjove ure skabte fornyet opmærksomhed om ure fra det lille centraleuropæiske land.

“I midt-90’erne kom de mekaniske ure for alvor tilbage tilbage. Alle var holdt med at producere dem, og man kunne næsten ikke finde dem, og så blev de attraktive,” siger Jørgen Krognos, der reparerer og sælger vintageure fra en lille kælderbutik på Frederiksberg.

De nye mekaniske ure konkurrerer som tidligere på præcision, men der er så mange andre egenskaber, der får et mekanisk ur til at skille sig ud i dag. For eksempel kapaciteteten til at gå derudad uden ydre påvirkning. Tyske A. Lange & Söhne siges at besidde den nuværende rekord med modellen Lange 31, der har en gangreserve på 31 dage.

Der konkurreres også på at minimere den slitage, som et mekanisk urværk udsætter sig selv for.

“Tidligere skulle et mekanisk ur til eftersyn hvert femte år. Nu kan man tit nøjes med at sende det til urmageren hvert tiende år,” fortæller Jørgen Krognos.

De gamle firmaer, der stadig selv udvikler værket i deres ure, forsøger også at forfine klassiske funktioner som kalender, stopur og månefase. Målet er uden tvivl en attraktiv position på urmarkedet, men drømmen om en evighedsmaskine baseret på fjeder, tandhjul og klik rumsterer formentlig også i baghovedet.

En af de mest berømte funktioner, som egentlig snarere er en mekanisme, er tourbillonen. Den skal modvirke den påvirkning, som tyngdekraften har på et lommeur og armbåndsurs gang.

Vi skal tilbage til det postrevolutionære Frankrig for at finde den første tourbillon. Dengang i 1795 lykkedes det Abraham-Louis Breguet at indkapsle de vitale dele af et lommeur i en bevægelig kasse, der – i hvert fald i teorien – udlignede tyngdekraftens forstyrrelser af uret. Siden er tourbillionen blevet et kendetegn på det allerfineste urmageri.

Entusiaster har mange og forskellige holdninger til, hvilke urmærker og modeller der er de bedste. Man fornemmer, at det handler nok så meget om følelser som om kølig analyse, når dommen fældes.

Men markedskræfterne har en klar favorit.

“Man kan altid diskutere, hvilket ur der er det bedste. Men ser man på auktionspriser, så peger pilen på Patek Philippe,” siger Jørgen Krognos og slår op i et katalog, hvor Patek Philippe-ure udgør 15 af de 16 verdens dyreste armbåndsure på auktion i 2005.

“Patek Philippe er drønende godt håndværk,” konkluderer urmageren på Frederiksberg.”

Nogle eksempler på det finmekaniske ur i formen dress-ure:

Foto: De respektive producenter