Det noble armsbåndsur
Hvis Rolex er en BMW, er Patek Philippe en Mercedes.
Undskyld for den overpædagogiske analogi. Men det er nu ikke forkert at se verdenen af finmekaniske ure spejle en verden af fine bilmærker.
Man kan også anskue feltet på den måde, at Patek Philippe er kongen af dress-ure, de noble armbåndsure, mens Rolex regerer kategorien af sportsure.
Dykker man længere ned i Patek Philippe, er der dog en helt del nuancer, der rokker ved pænheden.
Før vi når dertil, må vi runde det berømte urfirmas historie.
Patek Philippe er et polsk-fransk møde
Den begynder med polakken Antoni Patek, urmager, og tjekken Franciszek Czapek. De mødes i Geneve, og i 1839 stifter de urfirmaet Patek, Czapek & Cie. Cie fortæller, at firmaet er et selskab.
Polske immigranter i Geneve ramt af nostalgi bliver en stor del af kundegrundlaget.
Makkerskabet mellem Patek og Czapek holder ikke mange år. Der er personlige uoverensstemmelser mellem de to, og efter en god start går forretningen dårligt.
I 1844 skilles de.
Antoni Patek finder i stedet et kompagniskab med den talentfulde franske urmager Jean Adrienne Philippe, der med en teknisk opfindelse havde overflødiggjort brug af en nøgle til at optrække datidens lommeur. I 1845 indtræder Jean Adrienne Philippe som partner i urfirmaet Patek & Cie, der den 1.. januar 1851 bliver til Patek, Philippe & Cie.
Royale kunder gør godt
1851 skulle også i en anden henseende blive et afgørende år for det unge urfirma.
I august 1851 afholdes en den dag i dag berømt verdensudstilling i London, The Great Exhibition. Patek, Philippe & Cie deltager.
Og hvad sker?
Både dronning Victoria hendes gemal, prins Albert, køber et ur af det unge schweiziske urfirma.
Derudover tildeles Patek, Philippe & Cie en guldmedalje for deres kollektion på verdensudstillingen.
Succesen i London skyder Antoni Patek og Jean Adrienne Philippe af sted på det store marked. USA er næste destination.
Patek Philippe og Tiffany’s
I 1876 indgår de en aftale med den fornemme juvelér Tiffany’s i New York, der får eksklusive rettigheder til at sælge Patek og Philippes ure i Amerika. Firmaet indleder også et samarbejde med Gondolo & Labouriau i Brasilien. Samarbejdet bliver meget lukrativt, indtil Børskrakket på Wall Street i 1929.
Antoni Patek dør i 1877. Jean Adrienne Philippe lever til 1894.
Patek Philippe fortsætter som stifterfamiliernes firma frem til 1932.
Brødrene Stern tager over
Da køber brødrene Charles og Jean Stern Patek, Philippe & Cie, der havde været i krise siden Børskrakket i 1929. Stern-brødrenes firma har i flere år været underleverandør af urviserne til Patek Philippes ure.
Brødrene Stern fjerner Adrienne Philippe, barnebarn af Jean Adrienne Philippe, fra direktørposten og sætter gang i udvikling, der over de næste årtier gør det gamle urfirma til et eksklusivt, globalt ur-brand.
Imponerende nok ejer Stern-familien den dag i dag Patek Philippe. Mens mange andre store urmærker nu ejes af et luksuskonglomerater som Swatch Group (Omega, Longines, Breguet) og Richemont (Vacheron Constantin, A. Lange & Söhne, Piaget) beskytter familien Stern Patek Philippe i et privateje ikke ulig Rolex, der reguleres stramt af en fond.
De vigtigste modeller – Calatrava
1932 er også året, da Patek Philippe introducerer deres model Ref. 96, som bliver originalen i modelserien Calatrava.
Mange ursamlere anser Calatrava for at være det fuldkomne dress-ur. Englænderen David Penney designede det inspireret af den tyske Bauhaus-bevægelse og deres motto om, at “form skal følge funktion”. Calatravas kileformede visere er typisk Bauhaus-stilistik.
I 1938 lanceres Calatrava i væsentligt større udgaver under referencenumrene 565 and 570. Urkassens tværsnit går fra 31 mm til 35,5 mm.
I 1950’erne, de Schweziske ures storhedstid, ankommer modellen 2526, der er selvoptrækkende. 2526 bliver en af de mest kendte Calatrava-modeller.
Endnu en begivenhed i Calatravas udvikling, for nogle ursamlede en dårlig, bliver året 1973. Da sender Patek Philippe en Calatrava-model med en mønstret, rokokkoagtig urkrans i butikkerne, der får navnet Calatrava Clous de Paris. Modellen, der bærer referencenummeret 3520, har kommerciel succes. Men flere purister brokker sig over, at urkransen ikke er tro mod Calatravas Bauhaus-historie.
Calatravas startpris ligger på omkring 130.000 kr.
Golden Ellipse
Patek Philippe lykkes i 1968 med at skabe endnu en modelserie, der kommer til at definere de mest vellykkede dress-ure på markedet for finmekaniske ure: Golden Ellipse med referencenummeret 3548.
Som navnet antyder er urkassen ellipseformet. Farverne i blå og guld sitrer karakteristisk mod hinanden, men ellers er uret aldeles nedtonet, endnu mere end urene i Calatrava-serien.
Pris fra omkring 170.000 kr.
Nautilus
1970’erne byder på endnu en klassiker fra Patek Philippe.
I 1976 introducerer firmaet modellen Nautilus med refrencenummeret 3700/1A.
Dermed vil dress-urenes konge vise, at de også kan lave et dykkerur, et sportsur.
Og man må sige, at Nautilus har karakter. Nautilus bærer en stållænke og inde i den massive stålkrans, der minder om et koøje på et skib, tikker uret besluttet af sted.
Prisen for et Nautilus begynder ved knap 200.000 kr.
Aquanaut
1990’erne byder på flere modeller fra Patek Philippe, der skal ramme en stigende efterspørgsel efter mere opulente, macho-agtige ure. De bærer navne som Neptune og Sculpture.
Kun Aquanaut overlever.
Modellen er en avanceret udgave af Nautilus, altså endnu et sportsur.
Ligesom jakkesættet har dress-ure været under pres siden 1960’erne. Patek Philippe, der altid haft markedfornemmelse, imødekommer de nye vinde ved at sejle mod sportsurenes rige.
Aquanaut koster fra nyt omkring 170.000 kr. og opefter.
Andre urmodeller fra Patek Philippe
Patek Philippe har ry for at skabe complications, ekstrafunktioner, på et niveau, som få i branchen kan matche.
Nogle af vovestykkerne sidder i de kendte modeller, og endnu flere i modelserierne Complications og Grand Complications. Der finder man blandt andet månefase, stopur og evighedskalender med måned, ugedag og dato.
Verdens (måske) stærkeste ur-brand
Lægger man det tekniske raffinement sammen sammen med firmaets gamle historie, det elegante design og en fremragende markedsføring, får man et uhyre stærkt ur-brand.
Statussen afspejles blandt andet i det faktum, at gamle Patek Philippe-ure handles for de allerhøjeste auktionspriser på markedet.
Kun Rolex, skønt lavere prissat, har en brand-styrke som Patek Philippe, hvis man ser på, hvor godt finmekaniske ure holder deres pris over tid.
Rolex scorer blandt andet point på ekstraordinær service og en garanti, der lyder på fem år. Patek Philippe tilbyder i sammenligning blot en toårsgaranti.
Søren skriver
1. november 2018 på 18:12Fin artikel. Er det ikke noget med, at Nautilus er tegnet af den samme, der har tegnet Audemars Piguets ikoniske Royal Oak – og vist endda kun nogle få år efter, han havde tegnet Royal Oak? Ligheden er i hvert fald slående, også selvom Nautilus “mangler” de otte skruer i kransen.
I øvrigt synes jeg, at man ofte ser Patek, AP og Vacheron Constantin udgøre den “hellige treeninghed” er luksusure (med Patek naturligvis som førsteplads) – men måske det bare er en urimelig forsimpling? Må indrømme, at jeg selv er meget varm på et Royal Oak 🙂
Mbh. Søren
Torsten skriver
1. november 2018 på 20:00De to modeller – Nautilus og Royal Oak – ser godt nok meget beslægtede ud. Patek må have tænkt, at sådan sag måtte de også have. Der ligger en historie der
Christoffer skriver
1. november 2018 på 22:18Det er korrekt set. Det er schweiziske Gerald Genta som har tegnet begge ure – hhv. Royal Oak i 1970 og Nautilus i 1976. Han står også bag Golden Ellipse. Mindre kendt er han Oysterqvartz for Rolex som har en række lighedstegn med Royal Oak.
MFP skriver
2. november 2018 på 13:37Genta er også designeren bag f.eks. Omegas “Constallation” & IWC’s 70’er iteration af “Ingenieur”. Sidstnævnte har IWC dog senere spoleret designet af i den moderne udgave. Det skal dog også siges at Genta står bag nogle genuine rædsler, heriblandt Bulgaris “Bulgari Bulgari” (ja, det hedder modellen faktisk).
Martin Kristensen skriver
2. november 2018 på 8:32Tak for en god blog. Det er en fornøjelse at læse med. På billedet i dette indlæg bærer Agnelli uret uden på skjortemanchetten. Lægger der en historie bag dette fænomen?
Mvh.
Martin Kristensen
Niels Jensen skriver
2. november 2018 på 14:10Agnellis ur uden på manchetten er et af hans mange gimmicks – nogen vil sige sprezzatura.
Angiveligt gjorde han det for at spare den tid, det tager at trække op i manchetten for at se klokken.
MFP skriver
2. november 2018 på 14:23Med til historien hører også at Patek (ligesom Audemars Piquet & Vacheron Constantin) har brugt Jaeger Le Coultre værker og Ebauches (rå værker) i deres ure. Herunder det berømte JLC caliber 920, der blev brugt i den navnkundige “Nautilus”.
Bagsiden af medaljen med Patek er dog at der ikke er ubetinget tilfredshed med selve kvaliteten af produktet & deres service er åbenbart ganske horribel. Se f.eks. nedenstående link.
Til gengæld har de (ligesom Rolex) en fantastisk marketingmaskine. Men hvor Rolex service & holdbarhed/kvalitet, generelt, bliver berømmet, er det åbenbart ikke tilfældet med Patek. Til gengæld er Rolex værker ikke ligefrem skønne at skue.
https://www.rolexforums.com/archive/index.php/t-551120.html
.com skriver
2. november 2018 på 22:37Royal Oak er fra 1972 og var i sin tid et kæmpe sats fra AP, det viste sig at være den rigtige satsning eftersom Patek allerede 4 år derefter præsenterede deres Nautilus.
Både Royal Oak og Nautilus udgør i dag en ikke uvæsentlig andel af de to mærkers respektive omsætning.
Stern familien var blevet mere end almindeligt velhavende på at levere skiver til stort set alle der var noget i urbranchen og med den velstand købte man PP som forinden havde haft nogle svære år.
I forhold til brand værdi er Patek ikke i samme liga som Rolex, Rolex er kendt af stort set alle og repræsenterer en værdi alle steder.
Patek derimod er et niche produkt og jeg vil anslå at mindre end 10% af den vestlige verdens samlede befolkning har hørt om det for slet ikke at tale om egentligt ejerskab.
Tilbage står så de gamle PP ure som traditionelt har opnået de højeste hammerslag hos diverse auktionshuse verden over, den trone sidder Rolex nu også på og især salget af salig P Newmans gamle Daytona satte en tyk streg under hvor hurtigt tiderne kan skifte.
Før dette salg tilhørte rekorden for verdens dyreste armbåndsur Patek og havde været deres i årtier, det var nærmest utænkeligt at andre kunne komme i nærheden og rigtig mange år var det stort set kun Patek ure der blev handlet til mange millioner kroner.
I forhold til kvalitet er alt jo relativt men det skal siges at Patek på ingen måde er et dårligt ur, det er bare ikke lige så robust som et Rolex eller Omega eller såmænd Grand Seiko for den sags skyld, skal vi blive lidt i bilernes verden så er Patek vel mere i familie med en håndbygget sportsvogn som en Pagani og Rolex er så stadig en BMW i M serien som kan tåle at blive kørt hårdt 24/7.
Personligt foretrækker jeg Royal Oak frem for Nautilus men taler vi dress ure så ser det pludselig anderledes ud, reference 5140 fra Patek er ualmindeligt smukt ligesom mange andre PP referencer i øvrigt, desværre har priserne nået et leje hvor det begynder at blive fjollet og når en dress kronograf i guld på en alligator rem koster over en halv million kroner så er markedet ikke så stort længere.
Dette ses også på prisudviklingen som på ingen måde er lige så favorabel som tidligere, det ligner lidt et kapløb om hvem der kan lave det dyreste ur og her er PP ikke de værste i feltet skal jeg skynde mig at sige, hos Greubel Forsey koster det mest simple stålur (time, minut og sekundanvisning) over en million kroner😳
Uanset hvor fint det er forarbejdet må det anses for at være i den ekstreme ende af skalaen og der er relativt få købere til den slags.
Rigtig god og spændende læsning ellers, som altid fristes man næsten til at sige.
Mvh
.com
Jan skriver
5. december 2018 på 20:46Cartier.
Alt andet er bras og for pøblen.