London kaldte, og jeg benyttede lejligheden til at aflægge Henry Poole et visit. I en branche, hvor historie er guld, er Henry Poole måske den mest velbeslåede aktør, man støder på.
Skrædderiet kom til verden i 1806 og regnes i dag for Savile Rows ældste skrædderi. Antallet af royale leverandørbeviser har passeret 50 stykker. Listen af berømte (og berygtede) kunder tæller blandt andet Napoleon III, Winston Churchill og Kong Christian IX (eller som Henry Poole selv har noteret: HM The King of Denmark, 1893).
Den vældige arv er ikke noget, der tynger Simon Cundey, der er daglig leder og tredje generation i firmaet. I hvert fald ikke da jeg møder ham. Han tager afslappet og smilende imod og beder mig om at tage plads i en gammel læderstol. Stilheden hersker nogle minutter. Kun et gammelt ur tiktakker. Så er Simon Cundey tilbage.
“Vi ser alt som balance. Balance er nøglen,” lægger han hurtigt ud.
“Vi skærer for eksempel jakken lidt længere eller kortere afhængig af forholdet mellem kundens torso og benlængde, og vi lægger altid godt med ekstra stof ind i sømmene, så vi kan genskabe for- og bagbalancen, hvis kunden ændrer figur,” fortsætter Simon Cundey og tegner med et smil en stor mave i luften og skyder hofterne frem for at understrege den typiske figurforandring, de må håndtere.
Han griber et papirmønster med en blå streg ved skuldersømmen. Den blå streg har tilskæreren sat, så han ved, at den ene af kundens skuldre skal skæres anderledes end den anden. Det sådanne små ting, der er i orden hos Henry Poole og en del af balancekunsten, lader Simon Cundey forstå.
Vi taler længe om klædevarer. De er blevet lettere. Aircondition og fjernvarme har ændret behovet. Simon Cundey peger på en kridtstribet grå flanneljakke, der hænger på en gine.
“Den er et remake af Churchills jakke, den, han bærer på det berømte foto, hvor han står med maskingeværet. Dengang vejede klædet 18 ounces pr. yard. Den der vejer 10-11 ounces,” fortæller Simon Cundey.
Vi går ned i kælderen ad en smal trappe og træder ind i de hellige haller, hvor jakkesættene tager form. Med 40 skræddere i staben, deriblandt fire mestertilskærerer, er Henry Poole Savile Rows største skrædderi. Alle skræddere arbejder på matriklen. Henry Poole sender ikke noget af arbejdet andet steds hen for at blive syet færdig.
Modsat de fleste andre skrædderier på Savile Row holder Henry Poole sig også fra fristelsen til også at sælge konfektion på deres gode navn. I det mindste på Savile Row. Henry Poole har faktisk tre butikker i Japan og Kina, hvor de faldbyder konfektion og tilbehør med et tilpasset Henry Poole-label, hvor kronen er væk.
Men der altså ingen konfektionerede jakkesæt på Savile Row. Der er de old school, eller som Simon Cundey selv havde nævnt, da vi sad i læderstolene ovenpå:
“Rent skrædderi [pure bespoke], det er det, vi gør os i her.”
Simon Cundey følger mig rundt i skrædderiet og forklarer, hvad der sker ved de enkelte borde. Det er nærmest paralyserende at følge de mange fingre, der løber let afsted, i flere tilfælde baseret på årtiers erfaring.
Det er reelt kun de lange søm på bukserne, der grejes på symaskinen, siger Simon Cundey. Resten forarbejdes med nål og tråd i hånden og stedvis et tungt strygejern. Fra bukselinning til indlæg i jakken. Der er ikke mange kvadratcentimeter, der ikke formes af en hånd på den ene eller anden måde.
En af Henry Pooles ældre skræddere viser mig, hvordan han modellerer skuldrene og blandt anden syr dem med en rund søm for at få dem til at passe perfekt til ejemandens specifikke skulderbygning. Igen en af de detaljer der adskiller det bedste skrædderi fra det næstbedste, og naturligvis fra konfektionen.
Tilbage i lokalet ovenpå inspicerer jeg de royale leverandørbeviser, der hænger gulnet i rammer på væggen. Selvfølgelig kan man ikke leve på fortidens meritter. Det er, hvad man kan i dag, der tæller. Men de mange rammer fortæller på deres egen overvældende måde, at Henry Poole har en særlig forudsætning for at tilvejebringe vellykket skrædderi.
Jeg bladrer også lidt i et hæfte, Henry Poole har fået lavet. Der bliver jeg mindet om, at Henry Poole tillige kan kalde sig fader til smokingen. De har ganske enkelt en bestillingsseddel før alle andre fra 1860, som beskriver, at der skal laves “en sort smokingjakke i fløjl” til den daværende engelske kronprins.
Ja, skrædderier kan også være født med en sølvske i munden. Et sådant held kan man formøble eller lade sig forpligte af. Mit indtryk er, Simon Cundey har valgt at føre Henry Poole ad sidstnævnte vej.
Og den der pris? Den begynder ved knap 2.900 £ for et todelt jakkesæt, ca. 26.000 kr. med de aktuelle valutakurser.
Foto: Stiljournalen
En spændende reportage. Kan du sige lidt mere om hvad der adskiller Henry Poole fra Wennerwald og Undén, som ser ud til at være mulighederne vi har herhjemme.
mvh
Henrik
Hvis jeg skal sige det kort: total ekspertise. Et skrædderi som HP er ekvilibrister udi alle facetter af herreskrædderiet. Fra forståelse af kundens behov over optegning af mønster og prøver til selve forarbejdningen af habitten. Hvilket på ingen måde skal forstås således, at Wennerwald og Undén ikke kan være glimrende skræddervalg.
VH Torsten
“Det er reelt kun de lange søm på bukserne, der grejes på symaskinen, siger Simon Cundey. Resten forarbejdes med nål og tråd i hånden…”
Det er et spændende udsagn, især da nogle af Pooles jakker er blevet sprættet op.
Her viste det sig bl.a. at der blev brugt en maskine – omend en dyr og avanceret en – til at pikere reverset og kraven med:
“The biggest surprise on the last Poole garment was the pad stitching of the lapel and collar- it was done by machine.”
Se tekst og billeder på flg. blog:
http://tuttofattoamano.blogspot.com/search/label/Henry%20Poole
Ja, det er jo interessant, og jeg vil spørge Simon Cundey nærmere om opbygning af indlæg og brug af symaskine. Jeg kan kun sige, at jeg bl.a. så bukselinning blive syet i hånden, noget, man fx ikke ser hos de danske skræddere. Mit gæt er, man har prøvet forskellige metoder hos Henry Poole og de andre skræddere på Savile Row gennem tiden. I 60’erne og 70’erne syede de også jakkesæt af stof med polyester i! Jeg er kort sagt ikke sikker på, at den jakke, som Jeff har fat i på sin blog er repræsentativ for den metode, Henry Poole benytter i dag. Den opfattelse underbygges også af foto 7 her på stedet, hvor Simon Cundey viser brystindlægget af en jakke, der er fuld af håndpikering (hvilket ikke betyder, at revers og krave ikke kan være pikeret på maskine, hvad der i øvrigt ikke behøver at betyde dårligere kvalitet). Jeff nævner også, at på den jakke, han har under skalpellen, er foret syet på maskine til yderstoffet. Det sker ikke i dag, kan jeg så sige. Netop den ting tjekkede jeg specifikt. Men jeg vil prøve at udfritte Mr. Cundey et svar på anklagen 🙂
Hej Torsten, tak for dine suppleringer. Ja, Jeff er på sin blog meget tilbageholdende med generelle konklusioner på baggrund af de to helt forskellige jakker, men han dokumenterer da noget, som man som slutkunde ikke umiddelbart ville forbinde med Poole (medmindre kunderne altså var informeret om disse valg). Fint at du vil prøve at få et svar fra huset 🙂
Jeg har modtaget et svar fra Simon Cundey. Det gjorde mig nu ikke meget klogere. Han siger, at systemet ikke har ændret, mens han har været ved roret, og (sådan cirka) at man kan være ganske rolig ved, at alt foregår, som det bør foregå.
“Du repræsenterer klienten, ligesom han repræsenterer dig,” som han siger.
Mikrofokusering er relevant og interessant, men det er nu engang helheden, der tæller. Jeg må indrømme, at jeg alt i alt ville være mere end tryg ved at bestille en habit fra Henry Poole efter mit besøg der. Ganske for egen regning tror jeg, det ville vise sig, at ret få forstår sig på skrædderfaget bedre end dem, hvis man virkeligt begav sig ud i en større sammenlignende undersøgelse.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jeg er meget enig i, at det er helheden, der kommer i første række. Omvendt er der, for mig i al fald, en irrationel tiltrækningskraft i det håndlavede, særlig når vi kommer op i det prisleje, som Savile Row ligger i.
I forhold til Jeff D’s blog, synes jeg i øvrigt, han gør ganske meget ud af at understrege, at der med det rigtige maskineri kan opnås lige så gode og endog bedre resultater, end ved brug af hånden.
En god reportage, det er altid spændene at høre hvad der foregår bag kulisserne i et skrædderi. Som søn af en maskiningeniør, vil jeg lige pointere at maskiner altid er mere præcise end en mands hånd. Det kræver dog at man gør brug af ordentlige maskiner.
Jeg synes det er ærgerligt at de på tredjesidste billede ikke har formået at få mønstret omkring skulderen til at ’passe’. Striberne rammer ikke hinanden i sømmene. Det er noget af det første jeg lægger mærke til på et jakkesæt, og jeg synes ærlig talt at det ser lidt sjusket ud, når mønstret ikke passer.
/Luther
Hej Luther, velkommen. Ja, det er interessant, det med maskine vs hånd, og der er rigtigt mange holdninger til, hvornår det ene er bedre end det andet. Det vil jeg prøve at tage op i en separat post.
Mht. de manglende match af striber over skulderen har Thomas Mahon på English Cut også behandlet det emne: http://www.englishcut.com/2005/11/08/the-matching-myth-2/
VH Torsten
På det øverste foto i denne artikel, som jeg går ud fra viser Simon Cundey, ser hans jakke lidt mærkelig ud: som om den er for stor, eller poser omkring solar plexus; og brystlommen med det blå lommetørklæde ser umiddelbart ud som om den sidder for lavt. Torsten, hvad siger du?
Hej Anders
Foto som disse er svære at drage de store konklusioner af, bla. pga. skygger, der forstørrer folder mv. Jeg så jo jakken live og har det billede på nethinden, og den sad efter min vurdering tæt på perfekt på ham. Hvis jeg endelig skal uddrage noget af det specifikke foto, er det nok snarere, hvor fint jakkeskulderen og kraven bliver liggende, selvom armen er godt løftet. Mht. brystlommen er den placeret, hvor man placerer den traditionelt. I dag sætter mange den højere, ofte for højt. Den er lettere tilgængelig, hvis den sidder lavere og mindre pynteagtig, synes jeg.
VH Torsten