Er vi, der tror på skrædderiets nødvendighed, omvandrende gravballemænd, eller er vi forud for vores tid?
Tanken sejler rundt i hovedet med mellemrum. Jeg vil gerne se skrædderiet som et sidestykke til fin madlavning baseret på fremragende råvarer, håndbyggede møbler og en del af den voksende bevægelse for bæredygtighed, herunder ideen om at købe mindre og bedre. Men når jeg nøgternt funderer over de mekaniser, der er i spil på klædedragtens felt, virker troen på skrædderiets fremtid lettere vanvittig.
Vi er oppe mod storkapitalen, som Enhedslisten sagde i gamle dage. De etablerede mærkevarer med deres kolossale budgetter – Ralph Lauren og Hugo Boss, for eksempel – dominerer, hvad der er god smag, og hvordan vi skal gå klædt. Gennem annoncekroner, sponsorater, køb af kendisser og reklamevarer påvirker de de smagsdomme, der hersker i magasiner, aviser, modeuger, internetblogs og blandt slutkunderne. Implikationen er et godt greb om sortimentet i herretøjsbutikkerne, der er afhængige mærkevarernes magi for at få solgt varen.
Situationen er selvfølgelig absurd. For det, der foregår, er jo, at middelmådighed forvandles til luksus og god stil. Frysepizzaen sælges som gourmet.
Men skrædderiets udfordring er ikke kun det fordrejede smagsunivers, som råder. Der er også en kværnende økonomisk virkelighed. Mens omkostningerne, der er forbundet med konfektionerede varer, løbende falder som følge af teknologiske fremskridt, tager skrædderi den tid, skrædderi tager, og bliver derfor løbende relativt dyrere end de konfektionerede varer.
En tredje udfordring er, at konfektionerede varer faktisk ikke kun bliver billigere, men i flere tilfælde også bedre. Tager vi det øverste lag af italienske herrekonfektion i dag, nærmer den sig med løs hårdug, håndpikerede revers mv. forarbejdsmæssigt skrædderiets niveau. Og konfektionen med klæbematerialer bliver også bedre. Nej, der er ingen prøver, ingen rigtig personlig klædedragt. Vi er stadig i kostumeafdelingen. Men skrædderne skal levere det ypperste for at sætte den gode konfektion til vægs. Der er ikke plads som i gamle dage til skrædderi, der er ok. Skræddere, der vil vil overleve i dag, skal være topklasse for at distancere den bedste konfektion sikkert.
Så skrædderiet har nøgternt set en svær nutid og endnu sværere fremtid foran sig. Konkurrencen med konfektion i både kulturel, økonomisk og kompetencemæssig henseende ser skrækindjagende ud.
Med mindre, altså, den kulturelle bølge af bæredygtighed o.s.v. efterlader sig et nyt landskab med nye spilleregler, vi kun fornemmer konturerne af i det. Det kan faktisk være. Der er uomtviseligt en stigende interesse for tøj af kvalitet, for “slow fashion”, blandt yngre mænd. Hvor robust fænomenet er, er vanskeligt at sige, men det findes, og det tager til i styrke.
I det spinkle gryende lys var det god timing, at Erhvervsuddannelsen i Sønderborg (EUC Syd) i sidste uge afsatte en konferencedag i skrædderiets tegn. Det er ikke noget, de normalt gør, men nu skulle det være.
Jakob Bay, tidligere herreskræddere på Nørrebro og i dag underviser ved EUC Syd, kontaktede mig engang i efteråret 2011 for at høre, om jeg ville tale ved konferencen. Det ville jeg klart gerne.
På dagen bombarderede jeg forsamlingen i halvanden time med skrædderi og jakkesættets fornøjelser og muligheder. Selvom jeg spottede et par enkle vippende hoveder, tror jeg, jeg fik tændt en vis gejst i forsamlingen på skrædderiets vegne: Det kan godt betale sig at satse på det gode gamle håndværk!
Budskabet understøttede Magnus Tougaard, der var på scenen før mig, på glimrende vis med en personlig beretning om sin vej til herreskrædderiet. Magnus Tougaard er chef for skræddersalen på Det kgl. teater og besidder nogle af landets få hænder, der kan alle herreskrædderiets teknikker. Citatet “Naar Alvor og Sandhed forenes med Flid, naaes Maalet” står på den medalje, han modtog af Dronningen for sin svendeprøve i starten af 1990’erne.
Marianne Carøe, også skrædderudannet med læretid hos herreskrædder Aage Bidstrup Nielsen i Viborg og nu med eget firma, der har speciale i skræddersyede brudekjoler, gav tillige et indlæg på konferencen. Det var netop alvorligt og dybfølt. Hun ankede mod, at dagens unge mennesker, hun får ind, ofte har svag viden, mangler passion og viljen til hårdt arbejde. Passion er afgørende, pointerede hun, og fremstod selv som et eksempel på den.
Konferencen i Sønderborg er naturligvis ikke nok i sig selv til at redde skrædderiet i Danmark. Men den accentuerede håndværkets særlige kvaliteter på tøjfronten og gav ved sin blotte realitet måske et vink om, at vi, der tror på skrædderiet, er mindre museale, end det hedder sig.
Collage: Stiljournalen
Ebbe skriver
flot forsvar. Min nye Hugo Boss-anskaffelse sat i kompetent perspektiv!
Kh/Ebbe
MS skriver
Hej Torsten
Tak for endnu et inspirerende indlæg.
Jeg krydser fingre for, at bevægelsen er, som du skriver.
Blot til info vil jeg nævne et par andre steder, hvor jeg har læst om tendensen og forhåbentlig styrker det din tillid til, at vi er på rette vej:
Kinfolk bevægelsen, som jeg forstår som et forsøg på at skabe en livsstil byggende på “slow”. Er specielt interessant fordi det er ret unge mennesker, som dyrker det:
http://www.kinfolkmag.com
Tyler Brûle (Først Wallpaper, nu Monocle magasinet) er om nogen god til at fange tendenser og han har flere indslag om bevægelsen.
Se fx:
http://www.monocle.com/sections/design/Web-Articles/Make-Do-Change/
http://www.monocle.com/sections/design/Web-Articles/Tasmanian-Craft/
Selv kunsthåndværkerne mærker det:
http://www.craftscurator.com/its-a-maker-world
Da jeg læste dagens indlæg på Stiljournalen slog det mig: “hvad gør et menneske så, når man gerne vil i gang på beklædningsfronten?”.
Man kan naturligvis læse Stiljournalen og man kan købe din hjælp til at få udført en skræddersyet habit. Men findes der en oversigt over leverandører i DK eller i andre lande? Måske med guider til brugerne: “Tip til dig, som skal købe dine første randsyede sko” og “Sådan vedligeholder du dine sko”.
Det kan virke banalt, men i højhastighedskulturen er det min oplevelse, at unge mellem 20 og 30 år ikke har fået lært selv de mest basale ting og mangler viden, når de så vil i gang. Vores datter på 15 år er fx meget imponeret over at jeg kan pudse mine egne sko og at min far kan stoppe sine sokker. osv. Min kone gør meget ud af, at hendes mor aldrig må smide sine sylteopskrifter ud, så hun kan komme i gang med at sylte, når hendes mor en dag stopper leverancerne.
Tomasso skriver
Hej Torsten – og MS
Ja, mange tak for et særdeles inspirerende indlæg på Stiljournalen.
Jeg oplever, at vi befinder os i et historisk vadested mellem brug-og-smid-væk-forbrugerismen og en gryende besindelse på at handle lokalt, mens man tænker globalt.
Lad os gøre, hvad vi kan for at øge tilgangen til skrædderi og bæredygtig konfektion. Og hvad skulle egentlig kunne forhindre, at det samme kunne ske for skræddere, skomagere og specialbutikker, som det er sket for mikrobryggerier, slowfood og nordisk mad?
Personligt tror jeg, at vi – ligesom eksemplet med konferencen hos EUC Syd – må inddrage uddannelsesinstitutionerne noget mere, så børn og unge tidligt kan få viden om og erfaringer med kvalitet, design og bæredygtighed.
Maria skriver
Kære Torsten.
Er der måske en bog på vej af dig? Jeg har refereret til dig et par gange i opgaver, og det ville bare være lidt ‘sjovere’ med en bog.
Mvh
Torsten skriver
Er Stiljournalen nu ikke fin nok som kilde? 🙂 Men jo, måske, en dag, så kommer der bog …
VH Torsten