Internettet er en udmærket opfindelse. Men den fysiske verden har endnu sine forcer, for eksempel hvis man skal ekvipere sig. Diverse nuancer går tabt på nettet. Man fornemmer dårligt tekstilers tekstur, farverne kan snyde, og den nøjagtige størrelse af en beklædningsgenstand er svær at fastslå.
En af de få butikker i Danmark, der stadig leverer virkelighedens ekviperingsoplevelse inden for klassisk herremode, er Britannia i Hellerup. Jeg cykler jævnligt forbi og stoppede med kameraet den ene dag og talte med Marianne Moesgaard, datter til ejeren Niels Moesgaard, og hendes partner i butikken.
Marianne fortalte, at butikken har eksisteret siden 1904. Den blev deres, da hendes oldefar N. N. Moesgaard overtog den 1929.
N. N. Moesgaard var en entreprenant herreskrædder, der havde startet Københavns Tilskærer-Akademi i 1904, udarbejdet et tilskæringssystem, som blandt andet Peter Undén har arbejdet med, berettede Marianne Moesgaard, og som altså også opbyggede et fint herretøjsmagasin i Hellerup.
Britannia gik videre i familien i 1948, da N. N. Moesgaard døde, og i 1954 tog barnebarnet Niels Moesgaard, Mariannes far, over. Han havde i årene inden opholdt sig i Tyskland, England og Schweiz, hvor han havde uddannet sig inden for klæde- og handelsfagene.
Branchen har forandret sig meget siden dengang, kunne jeg forstå på Marianne. Produktionsformerne har ændret sig, og et land som Italien står anderledes stærkt i dag inden for klassisk beklædning. Så det engelske sortiment dominerer ikke længere. Nu er det en blanding af mestendels tysk, italiensk, engelsk og svensk.
Jeg måtte naturligvis spørge, hvad der er Britannias pejlemærker under nutidens vilkår, og Marianne forklarede, at de ønsker at holde fast i værdier som varer af kvalitet, vidende kundeservice og handel med varer fra firmaer, der er specialister i den pågældende varer. De sælger for eksempel skjorter fra skjortefabrikanterne Van Laack, Stenströms og Viyella – og ikke fra Ralph Lauren. Ligesådan med jakkesættene, der i hovedsagen kommer fra tyske Dressler, og undertøjet, der kommer Zimmerli. Nattøjet er ligeledes fra en specialist: Derek Rose. Tanken er naturligvis, at chancerne for kvalitet og vellykket design stiger, hvis man holder sig til et firma, der er bygget op om den pågældende varegruppe.
I den forbindelse fortalte Mariannes butikspartner en anekdote om, at Ralph Lauren havde sponseret det amerikanske landshold inden for udendørs sportsgren. Designet så umiddelbart imponerende og flot ud. Der var bare lige den hage, viste det sig, at regnjakkerne ikke var vandtætte. Det ville næppe have sket, hvis en rigtigt regntøjsproducent havde taget sig af opgaven.
Da jeg kiggede forbi Britannia, havde Marianne og butikspartner netop skiftet fra sommer til efterår i butikken. Fløjl, molskinds- og flannelsbukser (!) samt tweed hang nu på bøjlerne. Jeg må sige, det så fristende ud. Min garderobe bugner dog allerede i den kategori. Andre, der mangler, kunne måske få gevinst. Jeg er ikke bekendt med mange andre butikker i Danmark, hvor man finder et beslægtet genuint klassisk efterårs- og vintersortiment.
Læs, og se mere på Britannias hjemmeside.
Foto: Stiljournalen
[…] Se også efter færdiglavede sommerhatte hos Susanne Juul og Petitgas i det indre København. Britannia og Bindesbøl byder på både sommertrøjer, shorts og lette hyttesko. Claus Broe og Jan Hrasko […]