
Klassisk musik i gode hænder
Phillip Faber er komponist og dirigent fra musikkonservatorierne i København og Stockholm.
I dag er han chef for DR Pigekoret.
Phillip Faber har et stort talent for formidling og underholdning. Blot tjek ham som vært i tv-programmet Den klassiske musikquiz og som dommer i konkurrencen Vidunderbørn. I 2017 modtog Phillip Faber DR’s sprogpris.
Jeg fandt det oplagt at tale med Phillip Faber for at få lirket døren op til klassisk musik, denne enorme kulturarv, som alle har hørt om, men alt for få i dag har et nært forhold til. Og så ville jeg naturligvis også gerne tale med ham om den klassisk musiks dresscoder.
Jeg drog med metroen til DR-byen for at møde Phillip Faber og interviewe ham.
Hvordan lytter man til klassisk musik?
Udfordringen er, vi i dag har adgang til alle tiders musik. Så jeg kender godt fornemmelsen af at stå over for et hav og “her har du en teske, og så kan du bare gå i gang”. Man kommer ingen steder.
Men man må være forberedt på at investere tid for at komme ind i klassisk musik og udvikle en smag.
Man kan starte enkelt, det er en god ide, ligesom man ikke begynder med den stærkeste ost på brættet, for så kan man ikke smage de andre.
Hvilken klassisk komponist starter man så med?
Traditionelt med Mozart (1756-1791). Fordi der er enkelhed hos ham ligesom i et klassicistisk bygningsværk. Alting passer sammen, det er nemt at overskue. Og så var Mozart genial. Han frembragte en stormelodiøs enkelhed.
Man kan også tune ind på den klassiske musiks greatest hits, og så får man cremen af Vivaldi, Mozart, Händel, Beethoven, Schubert, Chopin og dem allesammen. Nørden vil fnyse. Men man skal ikke kimse ad Für Elise, De fire årstider og så videre.
Hvilke værker skal man begynde med hos Mozart?
Hos Mozart går man ikke galt i byen med noget. Man skal måske passe lidt på med opera. Men tag Mozarts klarinetkoncert. Den er et godt sted at begynde. Eine kleine Nachtmusik er også oplagt.
Hvad med Tryllefløjten?
Den er ikke så nem som førstegangsværk, som rygtet siger. Den er jo opera, og min oplevelse er, at nye lyttere bliver skræmt væk af måden, Papageno synger på, og så synger han på tysk … Det er folk ikke vant til ud over slagere og Rammstein.
Hvem er den største komponist?
Det er et trivielt svar: Bach er den største.
Hvorfor er Bach så god?
Bach (1685-1750) er smukke symmetrier og asymmetrier og sindssygt kompliceret, men går altid op.
Han skriver noget, der på overfladen lyder som en god melodi. Men går man så ned og tæller noderne, ser man, han har haft overblik til at lægge højdepunktet på det gyldne snit, og at antallet af noder går op med eksempelvis hans eget efternavn. Der er en talmystik nedenunder, der vidner om et vanvittigt overskud.
Som Mozart i virkeligheden også har.
Men Bach er bare evig, fordi han ikke er så fjollet. De matematiske strukturer finder hinanden hos ham. Der er et kosmos hos Bach. Som en musikskribent har sagt, er Bach matematik for sjælen.
Hvis jeg kun måtte lytte til en komponist resten af mit liv, ville det være Bach.
Hvorfor glider man over i den atonale musik i starten af 1900-tallet?
Et vokseværk begynder i romantikken i 1800-tallet. Beethoven lægger for. Musikken udvider sig mere og mere går amok i kæmpeorkestre og hundredevis af mennesker.
Man er i virkeligheden desperat, for alt er brugt op. Hvis man skriver en melodi eller rytme, er de anvendt før. Der er ikke flere muligheder. Parykken er brugt på de måder, den kan bruges.
Udviklingen er faktisk smuk. Klange er jo bygget af toner, typisk en treklang. Så finder man på at stable flere toner oven på hinanden i romantikken, som man også gør i jazzen. Til sidste kan man ikke stable flere toner over på hinanden. Man har det her vakkelvorne tårn.
Er det det man hører hos Mahler?
Ja, for eksempel.
Hvad sker så?
Nogen smider en bombe. Navnet er Arnold Schönberg. Han tager reminiscenserne fra den gamle verden og introducerer det atonale tolvtonesystem.
Hvad er tolvtonemusikken i sin enkelhed?
Der er så at sige kun 12 forskellige toner på klaveret, hvis du spiller tangent for tangent. Når du passerer den tolvte, rammer du den første tone igen, bare en oktav højere. Schönberg tager de 12 toner og rangordner dem. Man må ikke spille den første tone igen, før man har været igennem alle de andre toner, siger han. Musikken bliver derved meget forskelligartet, fremmed for sig selv, kan man sige.
Hvad er status for den atonale musik i dag?
Der kom også en reaktion på den atonale musik, dels den ny enkelhed og dels minimalismen. Minimalistisk musik er nemt at lytte til. Den blomstrede i USA.
Amerikaneren Philip Glass er en af de største i den bevægelse. Han har også skrevet filmmusik. Så du får den her moderne klassiske musik, der både er abstrakt og meget tilgængelig. Der er også esteren Arvo Pärt, meget matematisk, men også med meget enkle og smukke klaverstykker.
Hvor lever den klassiske musik i dag?
Hvis du spørger konservatorier, vil de sige, at den lever sådan et avantgardistisk, eksperimenterende sted. Specielt i Frankrig, hvor de har opfundet den såkaldte spektralmusik, syrer de helt ud.
Andre vil måske sige, at klassisk musik er blevet til filmmusik. Filmmusik er popmusik og musical iblandet Debussy – fransk, impressionistisk musik.
Der er en forbindelse mellem klassisk musik og malerkunst?
Bestemt. Jeg havde en ganske vist meget dygtig elev, men han kunne i ni ud af ti tilfælde forbinde et stykke musik med et maleri, han ikke havde noget kendskab til på forhånd.
Så billedkunst, hvis man kender den verden og i mindre grad den klassiske musik, kan også være en vej ind i musikken. Epoker har et fælles sprog på tværs af kunstarter.
Hvad er den traditionelle påklædning for musikere inden for klassisk musik?
Der er flere konventioner. Et symfoniorkester skal eksempelvis være i kjolesæt. For medlemmerne er det en uniform. De går i reglen ikke op i detaljerne. Så skræddersyet er det ikke, og sløjfen er forbundet.
Hvad med solister?
De er meget mere frie. Det er dirigenten også.
Det er stjernernes privilegium?
Lige nøjagtig, og en måde at skille sig ud på.

Fabio Luisi, der er chefdirigent for DR SymfoniOrkestret, er gennemført. Han er i butterfly eller slips til prøverne i løbet af ugen. Og han har sin egen duftserie, custom made, sgu!
Hvordan klæder du dig selv?
Jeg holder selv lidt igen. Jeg vil ikke virke overdressed. Man springer først tøjmæssigt ud, når man er oppe i årene – over 50, ligesom at langt de fleste store dirigenter også først bryder igennem da. Blandt kordirigenter er der heller ikke kutyme for kjolesæt. Og jeg har ikke prangende jakker på til koncerter. Det handler ikke om mig, men om koret.
Som vært i Den klassiske musikquiz prøver jeg at se festlig ud uden at blive Jacob Haugaard. Jakken skal skulle noget, være ekstraordinær. Men jeg tør ikke gå all-in, og jeg tager ikke altid sløjfe eller slips på. Det lader jeg paneldeltagerne om.
Hvad med publikums tøj?
Man kan være klædt på, som man vil. Jeg oplever, især i operaen, at mænd kan lide tage fint tøj på. Det er også et rum, hvor man kan gøre det. Der bliver ikke set skævt til en smoking.
Er der andre normer i koncertsalen?
Stilheden er en forudsætning for musikken. Den er et lærred. Det er ikke for at krukke, men hvis man ikke har den baggrund, giver musikken ikke mening. Så der må være ro. Hoste må man derfor ikke, kun i pauserne.
Der er flere eksempler på pianister, der er stoppet op midt i musikken og bedt folk om at gå, fordi de har hostet for meget.
Man klapper heller ikke mellem satserne. Det er også en konvention heroppe nordpå. Man kan støde på andre traditioner i fx Italien, hvor publikum nogle gange både jubler og buher.
Det kunne alligevel være fantastisk at prøve herhjemme.

– – –
Bevar din adgang til Den velklædte mand – bliv medlem nu
Har du tegnet et medlemskab, så du kan forsætte med at se og læse artikler fra 1. januar 2019?
Hvis ikke, så gør det nu. Det kan betale sig. Læs mere her.
Fremragende læs og lyt. Jeg blev beriget. Tak
Tak, Hr. M. Godt at høre, det kan bruges – at fodarbejdet giver værdi. Sådan at tematisere klassisk musik er jo ikke typisk på DVM.