Bachs mest kendte værker er en uskik
Det nærmer sig perversionen at lave en hitliste over Johann Sebastian Bachs mest kendte værker. Man kan ikke reducere mesteren fra Leipzig, den største komponist nogensinde, et bevis i det verdslige på guds eksistens i det hinsides, til en flok ørehængere.
På den anden side var Bach (1685-1750) en prosaisk mand, en rigtig lutheraner. Han tog nok sig selv højtideligt, men ikke i en romantisk, skrøbelig forstand. Han var en hidsig, egensindig musikhåndværker. Han kan tåle at blive udsat for banal omklamring, som en oversigt over hans mest kendte værker er.
Når vi siger kendte værker, er det også et spørgsmål, om det nu også er de mest kendte værker, jeg faktisk har udvalgt. Jeg er hverken Bach- eller musikekspert. Jeg er en nyder, der blot har lyttet sig frem i det omfang, at jeg har læst om Bach på nettet og i Bach-biografien Den klingende orden af Jens Kjeldsen.
Så jeg overser meget vel flere stykker af Bach, der burde fremhæves under komponistens mest kendte værker.
Du skal være velkommen til at gå i rette med mig.
Da jeg mødte Bach
Mit første møde med Bach foregik på omfartsvejen nord for Løgten, en gammel stationsby på vej til Mols, hvis man kommer syd fra. Jeg kørte af sted med min far i hans sølvgrå Volvo 343. Jeg var 14 år. Han havde i mange år udsat mig for klassisk musik. Den prellede af. Jeg ville den ikke.
Indtil hin dag på omfartsvejen. Paraderne var nede. Og hvad var det?
Det var András Schiff, der spillede Bachs Das Wohltemperierte Klavier. Jeg havde hørt cd’en så mange gange før. Nu modtog jeg musikken, der løb ubesværet ind i kroppen og masserede bevidsthedens bløde hinde. Paraderne kom aldrig op igen.
“Uden musik ville livet være en fejltagelse,” som Nietzsche siger, skønt han nok mere har Wagner i tankerne end Bach.
Matthäuspassionen – Wir setzen uns mit Tränen nieder
Matthæuspassionen og Bach havde været glemt i næsten 200 år, da komponisten og dirigenten Felix Mendelsohn til vild jubel i Berlin i 1829 genopførte Bachs i dag herostratisk berømte værk, hvor han fortolker Jesu liv og lidelser. Matthæuspassionen er fyldt med vidunderlige kor- og solopartier.
Matthäuspassionen – Erbarme dich
Messe i h-mol – Agnus Dei
Bach skrev på sin katolske messe, som messen i h-mol er blevet omtalt, i mange år, og den blev det sidste værk, han afsluttede. Man nåede aldrig at opføre messen, da Bach levede. Agnus Dei (Guds lam) er messens afsluttende arie og muligvis det allersidste stykke færdiggjorte musik fra Bachs hånd overhovedet.
Johannespassionen – Herr, unser Herrscher
Johannespassionen går til stålet med det vons. Koret synger snart for fuld styrke “Herr, unser Herrscher”. Det er jo meget servilt for nutidens øre, men det virker. Johannespassionen tilhører påsken som få andre værker fra Bach.
Toccata og Fuga d-mol
Det er en stående lakonisk bemærkning, at Bachs mest kendte stykke musik måske slet ikke er skrevet af Bach. Toccata og Fuga i d-mol er atypisk for Bach, mener nogle eksperter. Andre forklarer afvigelsen med, det er et ungdomsværk eller en omarrangement af et violinstykke. I alle fald: Toccata og Fuga i d-mol er meget bogstaveligt storslået.
Musikalisches Opfer – Krebskanon
Få stykker musik som Musikalische Opfer kan sende den teoretiske fraktion af Bach-elskere i runddans. Festen er blevet næret af kultbogen Gödel, Escher, Bach (1979), hvor forfatteren Douglas Richard Hofstadter bruger Musikalische Opfer som et eksempel på et selvrefererende system. Bach skrev musikken til Der alte Fritz, preusserkongen i Potsdam, efter et møde ham den 7. maj 1747. Særligt berømt i Musikalische Opfer er Bachs brug af kompositionsmåden krebskanon, hvor musikken også kan fremføres bagfra, og simultant forfra og bagfra som vist i videoklippet.
Brandenburgkoncerterne – Nr. fem i d-dur, Allegro
Brandenburgkoncerterne er noget af den mest tilgængelige musik, Bach har skrevet. Orglets alvorlige klang er væk. De seks orkesterværker slår ud med armene og inviterer alle indenfor. Man får lyst til at tage hørhabitten på og gribe sig en champagnefløjte.
Bach – Air, Orkestersuite 3
Som Toccatta og Fuga i d-mol er Air fra Orkestersuite nr. 3 i fare for at blive stiliseret musik, man næsten ikke kan lytte til. Så mange gange er de skønne toner blevet brugt. Men Bach er Bach, og lytter man, falder den kulturelle pastiche, der har sat sig fast, hurtigt af.
Koncert for to violiner og orkester i d-mol
Jeg er i tvivl, om koncert for to violiner hører til på en liste over Bachs mest kendte værker. På den anden side er der så meget kendt musik fra Bachs arbejdsomme værksted, at koncerten nok fint kan tages med. Her er den med to af 20. århundredes allerstørste violinister side om side, David Oistrach og Yehudi Menuhin.
Cellosuiter – Suite nr. fem i c-mol
Bachs cellosuiter er til gengæld indlysende på en liste over hans mest kendte musik. Cellosuiterne er så distinkte og bevægende.
Das Wohltemperierte Klavier – Præludium nr. 10
Og Das wohltemperierte Klavier, de to værker fra 1722 og 1742, der på Bachs tid var tiltænkt cembalo, men i dag er klavervirtuosens Mount Everest. Man finder mange ekspertbemærkninger om værkets enestående betydning i musikhistorien. I første omgang behøver man blot at lytte til eksempelvis András Schiff spille det.
Goldbergvariationer – Variation nr. 25
Da en ung canadisk pianist, Glenn Gould, spillede Bachs 30 variationer over et tema, Goldbergvariationerne, skælvede den klassiske musikscene. Den unge pianist spillede i et tempo, så den romantiske belægning, værket havde fået, krakelerede af. Siden genindspillede Glenn Gould værket i 1981 “hængende som en gibbonabe under sit flygel”, som Karl Aage Rasmusssen malende skriver i sin biografi om Glenn Gould. Tempoet var sat dramatisk ned og stod i direkte kontrast til hans egen ungdomsindspilning. Siden har man skændtes, om hvilken indspilning der er bedst. Her er den sidste indspilning.
Fugaens kunst – Den uafsluttede fuga
Som om andre værker hos Bach ikke indeholder nok magisk materiale til analyse og fortolkning, er der også Die Kunst der Fuge at kaste sig over, hvis man vil være Bach-ekspert. Værkets metadata, så at sige, er uhyre betydningsladede. Fugaen er kernen i Bachs kontrapunktiske kompositionsteknik. Han arbejder med to eller flere stemmer, der gentager et tema. I Die Kunst der Fuge forsker Bach på højtryk for afdække fugaens veje.
Bach nåede aldrig at gøre værket færdigt. Det slutter abrupt, jf. klippet med Glenn Gould ovenfor.
“Her døde komponisten,” har Carl Philipp, en af Bachs sønner, nøgternt noteret i nodearket i den uafsluttede fuga, dér, hvor Bach netop har skrevet noderne B – A – C – H.
Det er helt vildt, som man sagde i Østjylland, da jeg boede der.
Tusen takk for et interessant innlegg. Spesielt violinkonserten med Oistrach og Menuhin var super
God påske !