Skindet kan bedrage
Den dristigt klædte mand er en spændende mand. Den konventionelt klædte mand er en fantasiforladt mand.
Så enkelt er det ikke. Men sådan mente man faktisk i 1970’erne og 1980’erne, hvis man var progressiv, venstreorienteret.
I dag tænkes der ikke så simpelt. Eller måske gøres der. Det er bare ikke venstrefløjens privilegium alene at brillere med den banale fordom om en persons kreativitet baseret på personens påklædning. Man møder også mange på højrefløjen i dag, specielt i iværksættermiljøer, der er skeptiske over for de evner for nytænkning, som kan gemme sig i jakkesæt, skjorte og slips.
Det skal naturligvis med, at fordomme også kan rettes den anden vej. En mand i jakkesæt kan have sine fordomme om en mand i t-shirt og shorts og hans evner for at tilberede andet end vindsteg og luftfrikadeller.
Digteren – og mere og mere essayisten – Søren Ulrik Thomsen har underholdende forsvaret de konventionelt klædte. Det sker i essayet “Balladen om den tynde mand.”
Søren Ulrik Thomsen tager udgangspunkt i et foto fra Det Danske Akademis årsfest i 1974. Man ser Jens Jørgen Thorsen på fotoet. Sammen med Jørgen Nash har han netop sluppet en flok hvide mus løs som en happening. Det Danske Akademis forsigtige, borgerlige kunstnere skal afsløres.
I fotoets højre side ser man hovedpersonen, dr. jur. Allan Philip. Som Akademiets sekretær spiller han egentlig en birolle. Men Søren Ulrik Thomsen tildeler ham en hovedrolle:
Velklædthed versus udklædthed
“På pressefotoet repræsenterer Thorsens buttethed uskylden, det barnligt-spontane, mens hans kropsbehåring og kønsorgan promenerer en seksualitet, der sammen med al uskyldig umiddelbarhed synes trængt tilbage bag Allan Philips prikkede butterfly og kridhvide pyntelommetørklæde. Kort sagt: Thorsen er natur, mens Philip må give rollen som konformistisk kerub ved civilisationens port, men man skal være ualmindelig naiv for at overse, at juristens velklædthed mere end matches af kunstnernes udklædthed (den være sig aldrig så nøgen), og at provokatørerne for at få bekræftet deres egen identitet spejler den i en bestemt fantasi om borgeren, som Allan Philip her tages som gidsel for,” skriver Søren Ulrik Thomsen.
[…] Søren Ulrik Thomsen om påklædning […]