Overdressed og underdressed litterært set

Balancen mellem overdressed og underdressed

Hvis man taler om, en person er “overdressed”, drejer det sig normalt om, at man for eksempel bærer jakke og slips, hvor andre er i jeans og åbenstående skjorte. Omvendt mener man, at en person er “underdressed”, hvis han for eksempel er i jeans og åbenstående skjorte, mens andre bærer jakke og slips.

Men der er også en anden vinkel på at være henholdsvis overdressed og underdressed, der forener deres vildveje. Det blev jeg opmærksom på, da jeg læste i Søren Ulrik Thomsens essaysamling “En hårnål klemt inde bag panelet: Noter fra eftertiden” (2016).

For sjusket

Søren Ulrik Thomsen skriver:

“I flyet sidder jeg ved siden af en kvabset, midaldrende mand med skællene dryssende fra nakken og åbenbart helt uden anelse om sin fremtræden sidder og smasker flymaden i sig, mens han spilder ned ad sin krøllede T-shirt [… Jeg] påmindes om, hvor vigtigt det er, at man med alderen bliver sig kroppens obskøne forfald bevidst og holder det nogenlunde stangen med grundige afvaskninger, tandtråd og nystrøgne skjorter. Forlener et unshaved look og omhyggelige huller i cowboybukserne den unge mand med en sexet nonchalance, virker skægstubbene og de forrevne bukseben hos den bare knap så unge pludselig en smule frastødende […] Hvad han ikke indser, er, at unge mennesker ligner marcipangrise, ligegyldigt hvad de tager på, og af samme grund har de skiftende ungdomskulturer med sorgløs opfindsomhed konstant kunnet kreere nye klude uden hensyn til det tamme begreb velklædthed: Men er en ung kvinde klædt i forårets vagabondmode lige til at spise, ligner en lidt ældre i samme outfit bare en bums.”

Søren Ulrik Thomsens uformelt klædte medpassager har fuldstændig mistet blikket og interessen for at præsentere sig, til trods hans krops forfald gør det ekstra vigtigt. Det private får lov at flyde – drysse! – frit i det offentlige rum.

For pillen

Resultatet kan paradoksalt nok være det samme, hvis man er stærkt optaget af at præsentere sig rigtigt. Både ham, der er underdressed, og ham, der er overdressed, belemrer det offentlige rum med det private.

Søren Ulrik Thomsen skriver videre:

“Til gengæld sad jeg på hjemrejsen ved siden af en anden midaldrende mand, hvis propre pillenhed var lige så påfaldende som den førstes sjuskede ligegyldighed: Hvert hovedhår lå parallelt med et andet i frisurens sirligt kæmmede mønster, ansigtshuden var svullen og let lyserød som efter talrige bade, et par sarte, lyse bukser med skarpe pressefolder og perfekte læg svævede i korrekt afstand over de sandfarvede sko, der så ud, som om de aldrig havde rørt jorden. I begge tilfælde fik medpassageren et alt for privat indblik, for når denne talkummerede pertentlighed virkede lige så forstemmende på mig som svineriet, skyldtes det (som min gamle ven Claus Carstensen påpegede, da jeg fortalte ham historien), at hvor den første mand helt savnede viden om sit anmasende kropslige forfald, udstillede den anden med sit overmåde kultiverede legeme en smertelig bevidshed om sin fysiologiske sårbarhed.”

Køb Søren Ulrik Thomsens essaysamling her.

Mere Søren Ulrik Thomsen

• Søren Ulrik Thomsen om påklædning