Finlitteratur er ikke finere
“Vi har som forfattere en pligt til at underholde. Vi befinder os i showbusiness,” siger Peter Adolphsen
Han nægter at stikke næsen i sky. Forudsætningerne for at gøre det er ellers tilstede. Han har undervist på Forfatterskolen, som beskæftiger sig med udvikling af stor litteratur. Og senest har han modtaget Statens Kunstfonds Hædersydelse. Den er en livsvarig ydelse, som Statens Kunstfond kan give til forfattere, som skaber kunst “af ypperste kvalitet”.
“Jeg bryder mig meget lidt om udtrykket høj og lav. Der er en valorisering, der dybest set er dum – som om finlitteratur var finere end populærlitteratur. Man skal ikke tro, man bare kan skrive en krimi, hvis man vil det. Det er et utroligt svært, et håndværk, man skal mestre. Jeg har prøvet at skrive en krimi, for “så ville alle mine økonomiske problemer blive løst”, har jeg tænkt, temmeligt naivt. Jeg kan ikke,” siger Peter Adolphsen.
Jeg har sat Peter Adolphsen stævne på Den franske Café på Østerbro i København. Jeg havde læst hans roman Rynkekneppsygen (2017) og til min overraskelse netop følt mig stærkt underholdt. Hidtil havde jeg forbundet Peter Adolphsen med svær og krævende litteratur. Men jeg strøg igennem Rynkekneppsygen på et par timer.
Modesvingninger i dansk litteratur
Peter, hvordan ser du udviklingen af dansk litteratur fra 1970’erne til i dag?
“Der er to yderpunkter i litteraturen, der altid har været der, eller i al fald siden 1700-tallet. Der er det yderpunkt, der handler om mennesker, og der er det, der handler om “at finde på”. Man kan også sige, der er realisme til den ene side og spekulativ fiktion til den anden.
I praksis vil der altid være elementer af begge traditioner i en given bog. Men alle bøger tenderer mere eller mindre mod et af de to yderpunkter.
Det, der måske mest skifter mellem årtier, er mediernes opmærksomhed mod det ene eller andet yderpunkt, altså hvad der er på mode.
Hvis man tager 1970’erne, var det, der blev hype’t i samtiden, den her meget realistiske, meget venstreorienterede politiske litteratur. Samtidig var der andre forfattere, der lavede det andet. Det kunne være Henrik Bjelke eller Peter Højholt. Der var så mange.
Når eftertiden ser tilbage og skal fortælle litteraturhistorien, er den arbejderistiske litteratur måske gledet lidt i baggrunden, fordi meget af det bare ikke var særligt godt. Det var forfattere, der løb efter en tidsånd i stedet for deres kunstværkers egen nødvendighed.
80’erne var meget lyrik og modernisme, pendulerende mod formeksperimenter. Sådan var det nok også i 90’erne. Alligevel var der også masser af psykologisk realisme. Den vil altid være der, fordi det er nemt at identificere sig med. Folk vil gerne læse om nogen, de kan spejle sig i.
Nærmer vi os i dag, i 10’erne, er den her auto-fiktion meget i vælten, som er mod det realistiske yderpunkt.
Harry Potter er i den forbindelse et meget interessant analyseobjekt. Vi har en hovedperson, som ligner sine læsere helt ekstremt meget, og han befinder sig i en kostskoleverden med relationer, som også ligner læserens verden helt ekstremt meget. Men så er der alt muligt magi og flyvende koste, som kommer fra den anden pendulposition, og som skaber et lykkeligt litterært ægteskab. Hvis man kommer for langt ud i en af yderpositionerne, bliver det tit uinteressant. Man skal have begge strømninger med.”
Populær med en højlitterær kerne
Er det, du beskriver, også sådan noget som Per Højholts Gittes monologer?
Ja, det var Per Højholt for fuld udblæsning i underholdningesbranchen. Det, der samtidig gør Gittes Monologer interessante i forhold til så mange andre litterære produkter, er, Gitte har en højlitterær kerne inde i sig, som langt de fleste ikke bemærker – og som heller ikke er nødvendig at kende til for at blive underholdt.
Per Højholt havde jo også et lyrisk forfatterskab, og han skrev noveller. Det er i øvrigt de noveller, som han kaldte “Blindgyder”, som er der, jeg blev dannet, de er nogle af mine grundtekster. Per Højholt var også personligt min mentor. Han gennemgik mine tekster, før jeg udkom første gang.
Hvad har du nærmere med fra Per Højholt?
Det er en kombination af at finde på en god historie, som ikke kan foregå i virkeligheden, men som samtidig bliver afleveret ekstremt mundret. Når umage elementer pludselig passer sammen, har man en grundmekanik i al god kunst. Og så er det noget med tonefald, jeg har fra Per Højholt.
Jeg er inspireret af såkaldt fantastisk litteratur, som er noget andet en fantasy. Grundpræmissen i fantastisk litteratur er, at historien er overnaturlig, men også at historien foregår i en meget genkendelig virkelighed.
Det ser du for eksempel tydeligt i min bog Rynkekneppesygen, som handler om et rumvæsen, der forårsager en epidemi. Historien foregår i et meget genkendeligt København med Nørrebros Runddel, Kvickly, KUA og så videre.
Ord der giver æstetisk nydelse
Du lyder meget praktisk, næsten snusfornuftig, når du beskriver, hvordan du går til en bog, der skal skrives. Kan man også kombinere kommerciel tænkning og strategiske overvejelser med skabelsen af stor kunst?
Det mener jeg bestemt. Dem, der siger, de kun tager kunstneriske hensyn, er enten offer for et selvbedrag eller bare meget dårlige forfattere. Selvfølgelig er læseren en del af ligningen. Vi har som forfattere en pligt til at underholde. Vi befinder os i showbusiness, og vi skal tage praktiske hensyn for at få et vellykket kunstværk.”
Hvad er så forskellen på det, du laver, og en meget mere kulørt forfatter?
“Det er måske bare det publikum, vi skriver for. Jeg bryder mig meget lidt om udtrykket høj og lav. Der er en valorisering, der dybest set er dum – som om finlitteratur var finere end populærlitteratur. Man skal ikke tro, man bare kan skrive en krimi, hvis man vil det. Det er et utroligt svært, et håndværk, man skal mestre. Jeg har prøvet at skrive en krimi, for “så ville alle mine økonomiske problemer blive løst”, har jeg tænkt, temmeligt naivt. Jeg kan ikke.”
Men er der ikke stor forskel i sprogbrug mellem dig og en kulørt forfatter?
“Njaa, hos en krimiforfatter er ambitionen, at sproget skal være usynligt, fordi det handler om plottet. Der må ikke være ord, man snubler over.
Jeg har så et publikum, der gerne vil have de her sære ord, der kan være æstetisk nydelse.”
Styr på fakta
Der er mange koncise detaljer og fakta i dine bøger. Hvorfor det?
“Der var engang en, jeg kendte, som kaldte det “maling på bagsiden af kulissen”, som betyder, man skal vide mere, end det man gør, og man skal ikke gøre alt, hvad man ved. Der skal være et overskud af evner, fordi resultatet så får en meget større autoritet, selvsikkerhed og elegance. Versefødderne skal passe. Læseren fornemmer det.”
Er det en erkendelse, du selv har gjort?
Det har jeg fra alle mulige kilder, fra Per Højholt, Forfatterskolen, og det er en erfaring, jeg selv har gjort.
Jeg skrev en roman, der handlede om olie, hvor der var en passage, der handlede om en olieboring. Efter et oplæsning til et arrangement kom en mand hen til mig sagde:
“Nu arbejder jeg i oliebranchen. Det, du beskrev der kan simpelthen ikke lade sig gøre.”
Jeg sank simpelthen i grus. Man skal bare have styr på fakta.”
Kafka er størst
Hvilken bog har betydet mest for dig?
“Så må jeg sige Kafkas fortællinger, de to bind, både de udgivne og de efterladte. Kafkas fortællinger åbnede feltet for mig. Det er noget med præcision og fantasi. Det handler om at finde på en god historie og aflevere den fejlfrit. Og når jeg siger fejlfrit, inkluderer det fejl. Der skal være den her skurren, hvor man fornemmer forfatteren er på glat is.”
Hvad med så med forfattere i dag?
“Jeg er meget glad for den argentinske forfatter César Aira, der har en fuldstændig ustyrlig fantasi. Jeg er stor fan af de forfattere, der får en god ide. Jeg er også en stor fan af Svend Åge Madsen.”
Den gode idé
Hvad er en god idé?
“Det er umuligt at definere. Men man kan genkende den gode ide, når man ser den. Den gode ide bryder nogle skemaer. Den opbygger forventninger og overasker samtidig læseren, så det giver mening, “Årh, selvfølgelig, det havde jeg ikke set komme, men sådan må det være, det er klart”.
Men man er nødt til øve sig og lære sig sit håndværk. Når Glenn Gould spiller Bach, ligger der et uendeligt antal af skalaøvelser og musikteoretisk viden – et enormt apparat – bag. I det øjeblik, han spiller, er det følelser, han udtrykker, han er i musikken, og det udtryk kan kun komme frem på baggrund af hans tekniske apparat.
På samme måde i litteraturen skal man have sin teori og teknik på plads, og så kan man spille musik.”
Søren Ulrik Thomsen skriver i En hårnål klemt inde bag panelet (2016) om henholdsvis en sjusket og en pillen mand, han sidder ved siden af på to flyveture. Har du læst det essay?
“Ja, der ser du det. Ham den pilne spiller skalaer, mens ham den sjuskede sidder og hamrer i klaveret med knytnæver.
Man skal kunne sit håndværk, så man netop kan glemme det i øjeblikket, man er oppe på scenen. Jeg tror, det gælder inden for alle livets forhold.”
Mere Peter Adolphsen
3. marts 2020 udgiver Peter Adolphsen sin bog Små historier 3.
“Den er 48 tekster, som stikker i allemulige retninger,” siger Peter Adolphsen.
Jeg har som sagt selv læst Rynkekneppesygen (2017) med stor fornøjelse.
Nedenfor følger hele Peter Adolphsens bibliografi.
- Små historier (1996)
- Den ubændige historie om Ræsergåsen og drengen Didrik (2000)
- Små historier 2 (2000)
- Brummstein (2003)
- Man skal også kunne male på bagsiden af kulisserne (2003)
- Verdens længste lort (2004)
- Prismet på æsteten (2005)
- Skibet er ladet med (2005)
- Machine (2006)
- En million historier (2007)
- Duerne flyver højt over byen (2008)
- Katalognien (2009)
- Glimfyr og Klumtøs (2011)
- Glimfyr og Klumtøs bygger en tank (2012)
- År 9 efter Loopet (2013)
- Blommeægget (2016)
- Papegøjerne spang gok! (2016)
- Rynkekneppesygen (2017)
- Jeg kan ikke huske (2018)
- Små historier 3 (2020)
Kilde: Bibliografi.dk
Chris skriver
Hvilken fin introduktion til en forfatter jeg ikke kendte. Ham vil jeg læse!