Spar es i skjortekraven
Der er mange sære detaljer i Mads Brüggers prisbelønnede dokumentarfilm Cold Case Hammarskjöld (2019). Selv blev jeg måske allermest forhekset af det enlige spillekort, som titter frem under skjortekraven på Dag Hammarskjölds lig. Man kan ikke se på de sorthvide foto, der er frigivet fra FN-chefens flystyrt i Ndola i det centrale Afrika i 1961, hvilket spillekort det er. Nogle udsagn peger i retning af spar es, som CIA historisk skulle have efterladt bag sig, når de har været involveret i en mission. Men det er umuligt at finde nagelfast dokumentation for, at spillekortet er spar es. Og at CIA rent faktisk har benyttet sig af et spillekort som morbidt visitkort, er heller ikke sikkert. Den fantasi, som bobler med spillekortet i Dag Hammarskjölds skjortekrave, er måske blot en fantasi.
Eller som Mads Brügger selv siger om hele sit forehavende i begyndelsen af Cold Case Hammarskjöld:
“Enten er dette verdens største mordmysterium eller en idiotisk konspirationsteori.”
Et skudhul
Jeg mødte Mads Brügger på Café Europa ved Amagertorv i København forleden for at tale med ham om Cold Case Hammarskjöld, fiktion og fakta, og så naturligvis om tøj og tilbehør.
– På de foto, der findes fra ulykken, ligger Dag Hammarskjölds lig påfaldende uberørt på en båre. Hvad kan man lægge i fotoene fra dengang?
“Det er rigtigt. Stort set alle andre passagerer fra flyet er forkullede og ligger spredt i stumper og stykker, men ikke Dag Hammarskjöld. Hans lig er intakt.
Og så er der det famøse spillekort siddende i Dag Hammarskjölds skjortekrave.”
– Ja, en fantastisk detalje. Men kan det ikke bare et være tilfælde – at en har sat det der for at stoppe en blødning?
“I Sverige mødte jeg en søn af en svensk mand, der tog ned til nedstyrtningsstedet i 1961. Hans fandt spillekortene fra Dag Hammarskjölds fly og tog dem med hjem. Jeg så spillekortene oppe i Sverige. Spar es var der ikke.”
– Ved man, det var spar es, der sad Dag Hammarskjölds krave?
“Nej, det kan man ikke se på fotoet. Men jeg mødte den eneste civile fotograf, der fik adgang til området. Han fik at vide af en engelsk politimand på stedet, at det var spar es, der sad i skjortekraven.
Men det er rigtigt, det djævelske er, man ikke kan se på fotoet, hvilket kort det er. Samtidig nævner man ikke spillekortet med et ord i obduktionsrapporten. Det ville man normalt gøre.”
– Er obduktionsrapporten fornuftig i øvrigt?
“Relativt fornuftig. Men der udestår også et spørgsmål om ligets tilstand. Bjørn Egge, der var en norsk FN-mand lige under Dag Hammarskjöld, kom til Ndola timerne efter nedstyrtningen og så Dag Hammarskjölds lig. Han svor til sin dødsdag, at Dag Hammarskjöld havde et skudhul i sit hoved. Bjørn Egges enke, som stadig lever i Norge i dag, bekræfter det. Men skudhullet fremgår ikke af obduktionsrapporten og heller ikke af billederne, der er blevet frigivet af Dag Hammarskjölds lig, som derfor kan være manipulerede.”
Mads Brügger versus Dagbladet Information
Cold Case Hammarskjöld et blevet særdeles godt modtaget. Filmen deltog blandt andet på den anerkendte filmfestival Sundance i USA, hvor den vakte opsigt, og hvor Mads Brügger selv blev beæret med førstepræmien i kategorien Bedste instruktør.
Filmen har også haft sine kritikere. I Danmark har Dagbladet Information været ude med riven. De er utilfredse med Mads Brüggers brug af kilder, når det kommer til det sydafrikanske spor og den gedulgte hærenhed South African Institute for Maritime Research (SAIMR), som Mads Brügger og hans tro svenske væbner Göran Björkdahl forsøger at trevle op i filmens sidste halvdel, fordi SAIMR kan have været indblandet i Dag Hammarskjölds død.
– Hvad siger du til Information, når de kritiserer dig for ikke at efterprøve dine kilder godt nok, fordi det vil kunne ødelægge den gode historie?
“Grundliggende er al kritik velkommen. Men jeg ked af, at Information ikke tilbyder mig genmæle, når de saver filmen over. Mange af de ting, de anholder, ville jeg sagtens kunne opklare for dem.”
– Hvad med kilden Alexander Jones, som I finder frem til i Sydafrika?
“Ham skal der bestemt stilles spørgsmål ved. Men det helt afgørende for mig er, at Alexander Jones er på en liste over soldater, der søgte ind i SAIMR. Så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Alexander Jones har været involveret i SAIMR. Jeg er heller ikke i tvivl om, han har været ganske tæt på SAIMR’s leder, Keith Maxwell. Han ved nogle ting om Keith Maxwell, som man kunne ville vide, hvis man har mødt Keith Maxwell.
Som illustration møder vi filmen en læge, der også kender Keith Maxwell, og som beskriver, hvordan han gik klædt som Lord Nelson, hvad Alexander Jones også fortæller os om. Lægen og Alexander Jones kender ikke hinanden, og jeg har ikke fortalt Alexander Jones om, at Keith Maxwell gik klædt som Lord Nelson, og oplysningen er ikke tilgængelig i åbne kilder.”
Røven på komedie
– Hvordan ser du din egen rolle i filmen?
“Oprindeligt havde jeg ikke tænkt mig, jeg skulle medvirke i filmen, kun Göran.
Men det er en enormt kompleks sag med en masse spor, og jeg erkendte, at hvis der skal være hoved og hale i det her, skal der være en fortæller, en speaker. Og så meldte spørgsmålet sig, hvem skulle det være? Det oplagte svar var, den rolle tager jeg selv.
Jeg opdagede også, at Göran og jeg sammen på kamera var et sjovt makkerpar.
Der er så folk for hvem ideen om, at filminstruktøren selv er i billedet, er forbudt i forhold til idealet om at være en flue på væggen. Personligt synes jeg, der er en befriende ærlighed i, at filminstruktøren selv giver sig til kende. Men det er noget, man skal være meget påpasselig med. Det kan nemt give bagslag. Og hvis det, man udkommer med – om det er en bog eller en film, dybest er noget lort, så får man røven på komedie. Man kan ikke gemme sig bag noget.
En typisk kritik i den forbindelse er jo, man er foran kameraet for at fyre sig selv af. Og der kan da bestemt være egomæssige belønninger i at gøre det. Men med det løber man også en stor risiko, og det er altså ikke så nemt, som man skulle tro.”
Et af de lande, hvor filmen forøvrigt blev værst modtaget, var i Sverige. En anmelder kaldte den “en narcissistisk dokumentarrodebutik”.”
Sociopater er til Dupont-lighter
– Hvorfor har du slips på i filmen?
“Jeg bruger enormt meget tid på at udvælge rekvisitter til mine film. De er meget vigtige. Man kan ikke overvurdere rekvisitter. En rigtigt valgt rekvisit kan løfte en film op i skyerne, og en forkert rekvisit kan ødelægge en film.
Jeg oplevede i forbindelse med Ambassadøren (2011), hvor meget sandhed der er i “Klæder skaber folk”, især inden for diplomati. Ligesom hvide mennesker har fantasier om sorte mennesker, har sorte mennesker fantasier om hvide mennesker. Hvis jeg kan forvandle mig til en sort fantasi om en hvid diplomat, så kan der komme noget interessant ud af det, tænkte jeg. Også ud fra en overlevelsesstrategi. I stedet for at gå et med tapetet, ville jeg gå påfuglevejen. Så ville de fleste folk tænke, “Ok, han går sådan klædt, så er han den ægte vare.” Det sidste, de ville tænke, var, man er en skandinavisk dokumentarist.
Noget af det, der var meget æstetisk styrende for Ambassadøren, var, vi meget tidligt fandt et billede af en ung Jacques Chirac, der besøger Mobuto i Zaire, hvor han har fransk diplomatis signaturjakkesæt på, som er et dueblå jakkesæt. Det var meget fransk stil at gå i det jakkesæt i de tidligere kolonier.
I Cold Case Hammarskjöld er der dels de scener, hvor jeg optræder som Keith Maxwell i hvidt tøj. Så er der de andre scener, hvor jeg er i skjorte og slips, og hvor Göran og jeg har de her tropehjelme på. Det er en måde at visualisere bestemte former for kolonialisme på.
Der er også en æstetik i det. En tropehjelm filmer godt.
Før vi tog af sted, henvendte jeg mig til Petitgas i Købmagergade, men de havde ikke tropehjelme på lager. Så tænkte jeg, at i Sydafrika, der er en gammel, engelsk kronkoloni, må man kunne finde dem. Alle dernede sagde dog til mig, det det kunne jeg godt godt glemme. Det er fortid. Men så opdagede jeg en butik i udkanten af Johannesburg, som er drevet af nogle indere. Butikken fremstiller og forhandler de fedeste tropehjelme. Det har de gjort i generationer.
Et andet eksempel er, jeg anvender en Dupont-lighter i Ambassadøren. Det særlige ved den er, den tiltrækker sociopater. Hvis man sætter sig ind på et værtshus med en Dupont-lighter, vil der før eller siden komme en person hen til en, som vil vise sig at være stærkt karakterafvigende, og han vil fortælle en, at han også engang har haft en Dupont-lighter, som er blevet stjålet fra ham. Hans mål og motiver er nu, han vil stjæle ens lighter.
Jeg benytter også Rimovas klassiske attachémappe Topas i Ambassadøren. Rimova Topas bruges til at opbevare stoffer, kontanter, hemmeligheder og bomber. Rimova Topas signalerer international mystik og spænding, selv om man ikke ved som seer, hvilken attachémappe det præcis er.
Ultimativt appellerer de her nøje udvalgte rekvisitter til fantasier og feticher, og de tiltrækker folk, som abonnerer på samme mønstre.”
Virkeligheden belønner dumdristighed
– Følte du det ikke risikabelt i de her tider at lave en filmisk konstellation, hvor du sidder i hvidt tøj og dikterer dine ord til en sort, kvindelig sekretær?
“Jo, det var risky business. Der er folk, hvor en hvid mand filmet med sort kvinde på et hotelværelse i sig selv er en forbrydelse. Og der er da også noget uskønt i en hvid mand, der sidder fortæller og forklarer afrikansk historie til en sort, afrikansk kvinde.
Men inde midt i filmen ændrer magtbalancen mellem mig og sekretærerne sig. De begynder at stille flere og flere spørgsmål, gode spørgsmål, og min selvtillid begynder gradvis at krakelere. Magtforholdet ændrer sig. De får det, man på engelsk kalder agency og ender med at være ovenpå. Men det var da meget hasarderet, og jeg var nervøs for, om de ville give bagslag. Det gjorde det så ikke.”
– Prøver du at sætte en signatur i dine film?
Njaa, jeg arbejder meget instinktbaseret, hvis afsættet ellers er grundliggende sundt og interessant. Det synes, man i sig selv kan komme langt på.
Og så er det min erfaring, at jo mere skrøbelig, hasarderet – nogle vil sige suicidalt – et projekt er, des mere viser virkeligheden en enorm imødekommenhed. Virkeligheden har det med at belønne dumdristighed.
– Kommer der en fortsættelse af Cold Case Hammarskjöld?
På grund af filmens succes har jeg og Göran og den svenske producer fået et hav af henvendelser. Så det kan sagtens tænkes, vi tager fat på historien på en eller anden måde igen.”
Cold Case Hammarskjöld på DR
ANNONCE Bliv premium-medlem af Den velklædte mand
Få fri adgang til Den velklædte mand i 2020 og adgang til eksklusive, kontante fordele hos fem partnere. Læs mere her.
ANNONCE Udsalg hos Garodkin
Herretøjsforretning Garodkin, som Den velklædte mand samarbejder med, holder vinterudsalg fredag 17. januar til 1. februar 2020.
Yderst spændende! En enkelt kommentar til billedet af Jacques Chirac; han var i 1985 ikke fransk præsident (det blev han først i 1995), men derimod “blot” borgmester i Paris.
Joakim, tak, rettet.
Torsten
Er det muligt at få oplyst, hvor Brüggers jakke er fra?
Den er fra Acne. Han har købt den i New York
Bemærk.
Parablyen med whangee håndtag på foto, er en dame parably. Det ses på det ekstra lange håndtag.
Det er en herreparaply. Det snyder lidt, fordi skærmen står smååben og blotter håndtaget