Cykelsportens poesi
“Den nye Jørgen Leth”, læste jeg et sted om Bastian Emil Goldschmidt.
Jeg ved ikke, hvad Jørgen Leth (f. 1937) og Bastian Emil Goldschmidt (f. 1992) siger til den udnævnelse, men mere jordnært handler den vel om, at Bastian Emil Goldschmidt som Jørgen Leth har en poetisk, reflekterende tilgang til cykelsporten.
Den kommer til udtryk på skærmen, hvor Bastian Emil Goldschmidt blandt andet kommenterer cykelløb på Discovery, og i hans nye bog, Fremad, netop udgivet på forlaget Strandberg Publishing.
Fremad er en essaysamling om cykelløb og ryttere. Bastian Emil Goldschmidt beskriver det udefra set prosaiske pedalarbejde, så drømme, lykke og ulykker vokser frem. Det er godt gjort, sådan at køre på den store litterære klinge, som essayet er, når man endnu ikke har passeret 30 år, og jeg kontaktede Bastian Emil Goldschmidt for at høre mere.
Det blev til en lille video, hvor Bastian Emil Goldschmidt læser op og skriftlige svar på spørgsmål, jeg havde.
Interview med Bastian Emil Goldschmidt
Hvordan blev du vild med cykelsport?
“Somme tider tænker jeg, at jeg holdt af cykelsporten siden, før jeg blev født. Min mor så Tour de France i sommeren 1992, mens hun ventede sig med mig, Jeg tror, at lyden fra cykelløbet rejste fra fjernsynet og gennem stuen og ind, hvor jeg lå og lyttede med. Cykelsportens meditative lydbillede er kendt af de fleste, fra motocyklernes brummen, og helikopterens summen, og tilskuernes opmuntrende klappen og råb fra vejkanten. Så kommer jeg til at tænke på, hvor utroligt det er, at selv lyden af cykelsporten er dragende, som om det ikke allerede var nok med det drama der udspiller sig på cyklerne.”
Hvad er det med ham Fausto Coppi, Jørgen Leth skrev et digt om ham, og han fylder også godt i din bog?
“Hvor skal jeg begynde … Lad os starte med hans navn. Angelo Fausto Coppi. I dette navn hviler meget af hans skæbnes fortælling. Angelo som får en til at tænke på englene i himlen, og Fausto som Goethes Faust, som får en til at tænke på underverdenens mørke. Netop på grund af denne dobbeltbundethed er Coppi cykelsportens uddødelige helt. Fordi han ikke kun repræsenterede storslået og ensom sejr i Alperne og Dolomitterne bjerge, som i dag er forbundet med hans navn, men også fordi han kæmpede med modgang og sindets dystre sider. Han tvivlede på sig selv, han styrtede, han tabte, han mistede sin bror, han ønskede at give op – men gjorde det ikke. Fordi han var det levende symbol på nedbrydelsen af modstand med fremdrift.”
Du skriver om de flotte trøjer i gamle dage. Hvorfor er cykeltøj blevet grimmere?
“Dette spørgsmål har jeg ofte spekuleret over. Jeg tror det handler om at vi lever i en tid, hvor håndværk og faglig stolthed er trængt i baggrunden for effektivitet og kvantitet. Jeg tænker, at det kan eksemplificeres med butiksfacadernes forfald. Før i tiden skulle en skiltemaler male et skilt, og således var der garanti for en vis kvalitet og forståelse for farve og komposition, fordi det netop er det, som optager en skiltemaler gennem et helt liv. Men i dag kan alle selv printe deres skilte på en plasticplade og faget har dermed mistet sin faglighed.
Når det er sagt, sidder jeg netop nu med Michael Mørkøvs par nr. 7. trøje fra det københavnske 6-seksdagesløb i 2018, og den er fantastisk smuk.”
Jeg husker, Bjarne Riis engang snerrede ad Jørgen Leth, fordi han var (for) vidtløftig i sine fortolkninger. Accepterer og forstår cykelryttere en intellektuel, tænkende tilgang til cykelsport?
“Cykelryttere er historiebevidste og stolte sportsmænd, og de ved at deres tilværelse har en heroisk og episk kvalitet.”
Cykelsporten spejler livet, men forvrænger den det også – er livet så entydigt kamp og konkurrence?
“Kampen og striden er central i cykelsporten, men i ligeså høj grad drejer det sig også om nederlaget, om styrtet og at rejse sig igen, om hjælperytterens opofrelse i kaptajnens tjeneste, om samarbejdet, om at tage føringer for hinanden, at give en anden rytter læ, at hente vand, at opmuntre og at juble. Jeg mener, at cykelsportens univers giver et mere præcist billede på livet en nogen anden sportsgren.”
Hvad bemærker du af tendenser i cykelløb?
“I disse år ser jeg en tendens til meget offensive cykelløb, hvor det unge kuld af ryttere, som stormer frem, for tiden ledt an af Kasper Asgreen, Van Der Poel, Van Aert, Alaphillippe og Pogacar, ikke frygter nederlaget, men angriber utålmodigt i alle terrænner. Dette er en god udvikling efter flere år med Team Skys kvælende dominans, hvor watt-tal blev studeret frem for skønheden i et ensomt angreb i regnvejr i marts.”

Hvorfor går du i jakkesæt, skjorte og slips?
“Fordi det giver styrke og ro. Det lægger en alvor ind i det, jeg arbejder med som jeg sætter pris på, og jeg holder af de mange regler, som kan overholdes eller brydes. Jeg kan lide følelsen af at binde slipset og føle, at nu er alt, som det skal være.”
Har du nogle tøjstilistiske idiosynkrasier?
“Jeg synes, det er ærgerligt at fodboldspillere ikke længere har trøjen i bukserne. Det ser sjusket og useriøst ud, at den hænger af flagrer. Jeg kan godt lide cykelrytterens forfængelighed, om det handler om barberede ben eller kortklippede hår og nypudsede cykler med rent styrbånd. Det er anset at skille sig ud, hvis man også er i stand til at køre fra de andre. Det giver stilen og udtrykket en hårdtkøbt tyngde.”
Hvem vinder Tour de France i 2021?
“Primož Roglič.”
Skriv et svar