Rigtige håndsyede sko
Søndag den 22. august 2021 kan du blive målt op til rigtige håndsyede sko efter mål. Det foregår på Frederiksberg, København.
Skriv til torsten@denvelklaedtemand.dk for at bestille tid.
Event’en baserer sig på et længere tilløb, som begyndte for snart fire år siden, da jeg var i Wien og bla. besøgte håndskomageren Alexandru Maftei.
Siden har jeg gået med tanken om at få en egentlig håndskomager til København, ligesom jeg får en herreskrædder og skjortemager til hovedstaden.
Og nu sker det altså.
Maftei – pris m.m.
Håndskomageren er netop Maftei. Det er et gammelt wienerfirma med rumænske rødder. De benytter toplæder fra Frankrig og Tyskland. Prisen er meget rimelig, efter min vurdering en af de allerbedste på markedet (1500 euro + 250 for læste og prøvesko) på trods af en nylig prisstigning.
Maftei har et kontor og et mindre værksted i Wien, hvor de fremstiller læste og flere af deres prøvesko. Selve skoforarbejdningen foregår på deres værksted i Rumænien.
Alexandru Maftei, der er læstemager, er uddannet hos den fineste håndskomager i denne verden: Scheer (hvor prisen begynder ved 6.000 euro for et par sko!).
Maftei har i mange år rejst til Tyskland og har således et veltestet system for bestilling, prøve og levering.
Du betaler et depositum ved bestilling og resten, når skoene er færdige.
Proces
Alexandru Maftei måler dine fødder op, tager et fodaftryk og noterer “særheder” ved dine fødder.
Vi taler om model og design, herunder læder. Tag gerne nogle foto med, hvis du har et særlig model/design i tankerne. Til inspiration, vel at mærke. Maftei kopierer ikke en-til-en.
I første omgang er ellers det væsentlige skel, om du vil have et par loafers eller en anden model. Som flere andre håndskomagere fremstiller Maftei nemlig specifikke læste til loafers.
I efteråret 2021 vender Maftei tilbage til København med prøvesko. Dem tager du på, og Alexandru Maftei gennemgår fit med dig.
Dernæst går fremstilling af skoene i gang. Den tager godt tre måneder. Forvent således et forløb på et halvt års tid.
Skind og modeller
Maftei har adgang til alle de bedste skind inden for boxcalf, ruskind shell cordovan med videre. Det er bare et vælge mellem de prøver, de medbringer.
Alle klassiske skomodeller er mulige: Captoes, loafers, monk straps mv.
Formmæssigt vil jeg anbefale, at du fokuserer på tåen, som har stor betydning for skoenes udseende. Skal tåen være klassisk afrundet eller mere aflang og kantet (chisel toe), som har været moderne de senere år?
Du er meget velkommen til at drøfte skind- og modelvalg med mig på forhånd.
Hvad kan du forvente?
Håndsyede sko efter mål er ikke for alle, ligesom skræddersyede jakkesæt ikke er det. Dels koster de noget, dels er stilen særegen. Man får en tradition, en håndværkers fortolkning af klassiske sko, som man skal sætte pris på, nyde, ligsom man gouterer en skrædders særlige stil. Hvis man vil have en kopi af et par Edward Green, skal man springe håndsyede sko efter mål over og i stedet købe sig et par Edward Green.
Foruden stilen får man en anden og bedre forarbejdning, hvis man vælger håndsyede sko i stedet for Edward Green og de andre fabrikssyede sko. Det har jeg skrevet mere om her.
Og så er der selvfølgelig pasformen, fit’et. Håndsyede sko efter mål er en helt anden historie end fabrikssyede sko.
I al fald i teorien, men som regel også i praksis. Processen med opmåling, personlig læst og prøvesko betyder noget. De fleste vil mærke stor forskel fra et par sko i standardstørrelse.
Samtidig skal man være pragmatisk. Håndskomageren forsøger at skyde sig ind på ens smag. Og det er ikke sikkert, han rammer den 100 pct. i første hug. Men gode sko som minimum skal det nok blive til.
Eksempler på Mafteis arbejde
Håndsyede sko og et eksempel på træsømmede sko.
hasse Gårde-Askmose skriver
Jeg ta’r den op her:
Ifbm. skibsrederens sko:
https://denvelklaedtemand.dk/2014/05/et-foelgebrev-til-dansk-skomuseum-2.html
Spurgte jeg ind til de “hvide pletter” på hælene.
d. 15 feb.
“Jeg går ikke ud fra, at “det hvide” på hælen af hr. Møllers sko er rester af due- eller mågeklatter. Er det noget der er indlagt i hælen for at undgå, at de bliver slidt skæve? (Som jeg har tendens til).”
Nu kan jeg se på de afbillede sko i denne tråd, at der åbenbart er indlagt særlige “ting”. Både på hæle og i visse tilfælde også på snuden.
Er det forstærkninger????
Eller hva’?
Jeg har et par gange bedt “min skoma’r” om at bagflikke. Han kiggede underligt på mig som om han ikke vidste, hvad det var. Bagflikning (eller hvad det nu hedder, når hælen – en del af den – udskiftes) var da meget normalt min min ungdom….for mmaannggee år siden….60’erne f.f. (19xx ikke 18xx).
Kenneth Korsbæk Olsen skriver
Hej Hasse,
Nu blev jeg selv lidt nysgerrig og kiggede en ekstra gang på således på de sko der er doneret til museet.
Jeg har ikke selv været opmærksom på det før, og kan ikke sige hvad det er, men mågeklatter kan vi godt udelukke.
Har lige tjekket et par andre sko jeg fik af Hr. Møller og de har ikke de samme indlæg i hælen som de afbillede sko har.
Mvh
Kenneth K. Olsen