Japansk forelskelse i Ivy League
På trods af glohed told, ekspeditionsgebyrer og fragtpriser trænger japansk tøj sig på. Det er, som om man tiltror japanerne større færdigheder i ikke bare modeudvikling, men også i at genopfinde klassisk herretøj.
Amerikaneren David W. Marx har skrevet en længere bog om fænomenet, Ametora (2015), hedder den.
Ametora er et stempel, som japanere sætter på traditionel amerikansk Ivy League- og preppystil.
Som de ser den, skal understreges. Hele pointen er, at japanerne siden sidst i 1950’erne har skabt den amerikanske garderobe i deres eget billede. I første omgang kopierede de den så godt, som de nu kunne. Siden satte de deres eget præg og forbedrede kvaliteten af den, og nu påvirker deres ametora-tøjstil hele verden.
Det begyndte med Kensuke Ishizu i 1950’erne. Han havde næse for tidens strømninger og bemærkede, at japanske mænd så småt fik behov for modetøj. Kensuke Ishizus erkendte til fulde det store potentiale i Ivy League-stilen i 1959, da han var på rejse i USA. Der besøgte han blandt andet Brooks Brothers. Tilbage i Japan introducerede Kensuke Ishizu en nøje frembragt kopi af Brooks Brothers’ sack suit under navnet “Ivy Model”. Snart fulgte khakibukser, loafers og ikke mindst buttondown-skjorten.
Kensuke Ishizu var tidligere i 1950’erne gået ind i rollen som redaktør for et japansk modemagasin, Otoko ne Fukushoku. Han forvandlede magasinet til en højtaler for Ivy League-stilen, som han behændigt leverede gennem VAN. I 1960’erne voksede VAN til en kæmpe firma i Japan.
Bogen Take Ivy
I 1964 sendte Kensuke Ishizu en mindre delgation med sønnen Shosuke Ishizu i spidsen til Harvard og Princeton for at indfange ægte Ivy League-stil. De blev eftersigende en smule skuffede over, hvad de så. Virkeligheden var ikke nær så gennemført, som de havde forestillet sig. Men de fik skudt en masse foto, og det blev i 1965 til bogen Take Ivy, som for nogle år siden blev genudgivet med engelsk tekst hos Simon & Schuster. Den oprindelig bog var kun på japansk.
Begejstringen for Ivy League-stilen og VAN toppede omkring 1967 i Japan. 1970’ernes flower power og rå knallertstil, som også spredte sig i Japan, havde Kensuke Ishizu svært ved at navigere i. I 1978 gik VAN konkurs.
Reddede jeans
Japanernes fornemmelse for klassisk amerikansk og europæisk tøjstil forvandt dog ikke. Da Levi’s i 1984 relancerede Levi’s 501, blev flere japanere meget skuffede. De syntes ikke, produktet levede op til, hvad de var blevet lovet. Hvad var forståeligt. 1980’ernes Levi’s blev vævet på nye, moderne væve, der slet ikke leverede den gamle, robuste denim. Som reaktion kastede japanere sig i første omgang over amerikanske vintagejeans.
“Udsigten til en enorm fortjeneste sendte en strøm af japanske købere til USA. Inden de unge rekrutter tog af sted, blev de uddannet i at vurdere denim ned i mindste detaljer. Det mest sigende tegn var en rød kant på benenes indersøm. Den fortalte, at bukserne var af samme kvalitet som Levi’s 501 fra før 1983. Disse ældre Levi’s havde en karakteristisk rødhvid kant, fordi denimen var vævet på gamle Draper-væve, der lavede en ægkant. I branchen kaldte man denimen for “selvedge”,” beretter David W. Marx i sin bog.
Derefter begyndte japanske firmaer at væve klassisk selvedge-denim selv. Grundlaget for den interesse for god denim, der eksisterer den dag i dag, ikke bare i Japan, men sågar et sted som Danmark, blev lagt.
Ametoras særegne udtryk
Til forskel fra amerikanere og europæere, der vokset op med Occidentens tøjstil, har japanerne måttet tilegne sig den. Blandt andet derfor er ametora ikke det samme som amerikansk-europæisk tøjstil, skriver David W. Marx. Han peger specifikt på fire forskelle, når det drejer sig om herretøj i Japan:
- regelfokus
- indøvelse
- klar kønsopdeling
- kvalitet
Resultatet – og det er mine ord – er, at japanerne både er meget klassiske og halvflamboyante i udtrykket. Regelfokus og indøvelse gør figuren så klar, at der næsten kan træde en karikatur frem. I og med tøjet er kvalitet, og traditionsbevidsthed er stærkt tilstede, bliver tøjstilen dog ikke nødvendigvis komisk, tværtom ofte inspirerende.
Mens ametora oprindelig var nært knyttet til en japansk fortolkning af Ivy League, er begrebet nu mere bredt og dækker i nogle tilfælde generelt japanske mærkers udlægning af amerikansk-europæisk tøj.
Fem japanske tøjmærker
Ametora lever i en række japanske tøjmærker i dag. Selv et mainstream-mærke som Uniqlo har den i sig, skriver David W. Marx. De største tøjkæder United Arrows, Tomorrowland og Beams er i allerhøjeste grad eksponenter for den.
Og mange amerikanske og europæiske connoiseurbutikker, både online og offline, fører nu japanske mærker, faktisk så mange, at det må blive et indlæg for sig.
Men nedenfor fem japanske tøjmærker til en start.
Fem japanske jeansmærker
Genopfindelsen af jeans skete i Osaka i 1980’erne. Siden er der opstået utallige japanske jeansmærker. Fem stykker:
En spændende historie. Tak for den ! Kan du uddybe det du skriver, at japansk tøjstil er flamboyant, tak.
Det flamboyante eller dandificerede opstår, når man står hårdt på regler eller tradition – som japanere har en tendens til i tøjet, i ametora. I Occidenten er vi mere pragmatiske i tøjet og retter os ind efter situationens normer. Generelt sagt