Dresscode smoking og kjolesæt – afvigelse

Lejligheder får vinger af tradition

Man må respektere de traditioner, der omgærder smoking og kjolesæt, for at dragterne kan virke ordentligt og bidrage til den givne lejligheds betydning.

Kan man slet ikke afvige fra traditionerne?

Det kan man, men ikke efter forgodtbefindende. Der er traditioner for, hvordan man afviger fra smokingens og kjolesættets traditioner.

Alternativ smoking

Smoking er mest fleksibel. Faktisk er der temmelig mange historisk certificerede udgaver af en smoking. Den helsorte er nr. 1, dernæst den midnatsblå. Men jakken kan være i nok så mange farver og tilmed tern, bare den er designet som en smokingjakke med spidst revers ellers sjalskrave og paspolerede lommer. Silkeslået revers må også anbefales, men kan undværes og bør normalt undlades på en hvid eller naturhvid smokingjakke.

Desuden må skjorten være hvid og bukserne, sløjfen og skoene sorte. De fire komponenter skal man under ingen omstændigheder røre ved (for så vidt man strengt taget godt kan binde en hvid sløjfe med en smoking).

Til gengæld ser jeg ikke et stort problem i at bære en fingerring med et dødningehoved, et stort dykkerur, Pitti-armbånd eller knaldrøde strømper. Jeg synes ikke, at det er god smag, men man ødelægger ikke smokingens basale, positive mekanik ved sådanne indslag. De kvalificerer ikke til “grosser Fehler”, som skrædder Arnulf i Potsdam ville sige.

Man må også erkende, at smokingen har været anvendt på så mangeartet vis siden 1920’erne, at det næsten er blevet en etableret tradition i sig selv at benytte den på bad taste-manér.

Alternativt kjolesæt

Til forskel fra brugen af kjolesættet. Kjolesæt, kjole & hvidt, svalehale – “evening dress”og “white tie” på engelsk – er strikt som en overlærer i den sorte skole.

Igen, det går på tradition. Kjolesættet benyttes til lejligheder, hvor det historiske vingesus ikke kan blive højt nok. De mindste afvigelser fra den traditionelle brug af kjolesættet truer med at tage luft ud af et arrangement. Omvendt vil korrekt brug løfte det.

Vi har jo for eksempel tidligere haft en diskussion, om man kan bære et diskret armsbåndur med sort rem til et kjolesæt. Jeg mente ja, og egentlig uden problemer. Nogle læsere mente, man burde bære et lommeur, hvis man skulle bære ur.

Jeg mener også, at man kan bære et kjolesæt i midnight blue. Hertugen af Windsor har lagt skinnerne. Men det er ikke bare noget, man lige skal gøre uden at have stikket en finger i jorden først.

Et aktuelt eksempel på, hvor svært det er at introducere personlige indslag i kjolesættet, er den nys overståede Nobelpris-ceremoni i Stockholm, hvor vi havde en dansk kemiprofessor, der skulle modtage den ærværdige medalje. Til forskel fra alle andre mandlige modtagere, så vidt jeg kunne se, bar han en kulørt sløjfe i stedet for en hvid, en ellers aldeles central bestanddel i kjole & hvidt. Bare navnet siger det. Professorens kulørte sløjfe havde en kobberfarvet nuance og henviste, kan jeg forstå, til klikkemi, hans forskningsfelt, og matchede tillige en medmodtagers kjoles farvenuance. Lige meget hjælper det. Et så afvigende indslag, hvor god en intention der end ligger bag, reducerer klarhed, kan sætte de andre prismodtagere i forlegenhed og bliver til et hak i begivenhedens højtidelighed og betydning. Det er lidt ligesom, at cykelløbet Tour de France er større end den enkelte rytter, selv sejrherren må indordne sig og spille efter det udstukne reglement.

Medmindre, selvfølgelig, at der er en tradition for personlige indslag ved uddeling af Nobelprisen. Det er der mig bekendt ikke rigtigt.

Og hvis den eksisterer, bør den helt sikkert anvendes med omhu. Jeg mener: da hellere en kobberfarvet fingerring eller sågar ørering eller evt. kobberfarvede manchet- og brystknapper.

Den sorte skole findes, sorry.