Englænderne
Som jeg tidligere har skrevet, opstår den gode smag, hvis man gentager nogle anerkendte måder at klæde sig på.
Inden for klassisk herretøj har først og fremmest englænderne skabt de anerkendte måder. Man opdager det, hvis man går historisk til værks og læser gamle herremodemagasiner og litteratur på området. I europæiske lande og USA refereres der i 1800-tallet og op gennem 1900-tallet igen og igen til England, hvis man skal forklare, hvad god stil er inden for jakkesæt. Beau Brummell og Hertugen af Windsor har personificeret indflydelsen allertydeligst.
Amerikanere og italienere har også gjort sig gældende. Førstnævnte viste fra 1950’erne og fremefter en uformel, ungdommelig brug af jakkesættet gennem preppy-stilen. Den påvirker eksempelvis den korrekte brug af Oxfordskjorte og loafers. Italienerne kom rigtigt på banen i 1970’erne. Lettere konstruktion og andre, blødere metervarer skabte en jakkesættetsstil, der fik den engelske til at fremstå stiv, tung og gammeldags. Den italienske billedstrøm har blandt andet pulseret gennem tøjmærket Giorgio Armani.
Derudover har filmens verden præget den gode smags hierarki. Jeg har selv været med til igen og igen at fremhæve Cary Grant, Fred Astaire, Gary Cooper, Jimmy Stewart, David Niven og så videre. James Bond-figuren må vi selvfølgelig også inkludere som en stilskabende faktor. Selv om filmstjernernes brug af jakkesættet kan se uddateret ud, illustrerer de endnu principper, vi stræber efter at følge, for eksempel hvis vi taler om bukselængde, taljehøjde og kombination skjorte, slips og jakke.
Kampen begynder
Det siger sig selv, at med en sådan sammensat referenceramme kan man i forskellige tilfælde diskutere, hvad der er den gode smag. Nogle vil eksempelvis vægte en specifik, engelsk overklassebrug af slips, andre en italiensk. Der opstår således en uorden i geledderne, en kamp om, hvad hierarkiet er, hvad den gode smag er.
Kampen kompliceres kun af tidens stemmer. Man ser talrige mennesker online og et sted som herretøjsmessen Pitti Uomo, der vil vise deres fortolkning af klassisk herretøj, af traditionen. De presser en modedynamik ind i påklædningen, så visse snit, farver, tekstiler og tilbehør kommer mere i hopla end andre. De rene traditionalister er skeptiske og er hurtige til at kategorisere nyfortolkninger som latterlige og netop mode.
Alvoristen Den velklædte mand
Man finder også et sammenstød mellem, hvad man kunne kalde alvorister og performaister. Jeg tilhører selv den første gruppe, hvor vi mener, at klassisk herretøj bør bygges op med skrædderi, hvis man vil levere ægte stil og ikke risikere et forlorent udtryk. Performaister er mere pragmatiske. Det er nok, at tøjstilen ligner den gode smag, og de klarer sig med ready to wear og genbrug.
Alvoristerne har også en konflikt med den nyrige smag, hvor man køber Brioni, Kiton med videre. Prisen forveksles med stil og kvalitet, er alvoristernes anke.
Minimalister og maksimalister
Man observerer tillige en stilistisk kamp mellem minimalister og maksimalister, som man til dels selv afspejlet i forskellen mellem Beau Brummell og Hertugen af Windsor. Minimalister er forsigtige med brug af farver og tilbehør, maksimalisterne frimodige.
Frugtbare kampe
De mange småkampe om den gode smag inden for klassisk herretøj er ikke uheldige, men frugtbare, for de gør, at klassisk herretøj lever. Uden ville stilarten dø ud.
Super interessant vinkel – bravo!
Mvh X
Synes begreber som alvorister og performaister klinger en smule polemisk. Hvad nu hvis en person har ambitionen om at nærme sig idealet med skrædderi, men budgettet eller tilgængelighed ikke slår til? Altså hvis man har ambitionen og holder pasform, kvalitet og tradition for øje, men virkeligheden gør, at ready-to-wear og genbrug mange gange er det som en person må gøre godt med. Synes det sætter en præmis om, at idealet om smag og stil kun kan forløses af dem med midlerne. Hvor det er omstændighederne og ikke bevidstheden og et godt blik der gør det.
Mvh
Mads
Hej Mads, jeg kan godt se, det blev lidt polemisk. Naturligvis kan man blive fremragende klædt i ready to wear, hvis man har øjnene med sig. Samtidig er der mange, der har midlerne, der ikke føler et behov for prioritere skrædderi. Det er, som om tøj simpelthen betyder mindre i dag. Privatforbruget på tøj er nede på 3 %. I midten af 1960’erne lå det stadig på 10 %. Så jeg ser en generel problematik om, at tøj ikke må koste noget i dag. Jeg ville gerne, at flere folk (der har midlerne) sindede sig på at betale mere for deres tøj og sko.
Hej Torsten. Det kan jeg godt følge dig. Jeg har set mænd, som har mere end råd, købe billige stang-jakkesæt, som de ikke så ikke engang ofrer penge på at tage forbi en forandringsskrædder. Det køber så ofte også et par meget smarte designer-solbriller, som de bærer til deres jakkesæt og mener at det gør det ud for stil.
Citat: “..Alvoristerne har også en konflikt med den nyrige smag, hvor man køber Brioni, Kiton med videre. Prisen forveksles med stil og kvalitet, er alvoristernes anke….”
Var “lige ” inde og kigge på Brionis og Kitons hjemmesider…for at se bl.a. priserne. De – priserne – forekommer mig horrible. Og minder mig om en oplevelse i barndomshjemmet: Familen samt nogle venner af forældrene sad og småhyggede foran pejsen og tigerskinnet. Min bror kom ,og jeg spurgte, om han ville have et glas cognac. Han kiggede på flasken, og da han så, at det var Fundador -“hjemtaget” fra ferie i Spanien – vrissede han, at han ikke drak det sprøjt. Senere kom han tilbage til selskabet. Jeg havde i mellemtiden fundet en tom Larsen-flaske og hældt Fundador på den. Tilbød min bror et glas af denne. Han sagde ja tak (han var høflig). Han smagte på den og sagde “Se det er caognac”. Ak ja!!!
Erindring om priser: I primo/medio af tresserne kostede en Hobson tweedjakke hos Østrup Møller i Kgs. Lyngby 400-500 kronger….hvis jeg ikke husker meget galt. Jeg tør ikke vise, hvad det svarer til i dag. Se selv efter. 🙂
Hej Hasse,
Jeg tror, det vil blive omkring 6.000 kr. i dag for jakken. En typisk tweedjakke sælges i 2024 for 3.000 kr. Men så er den heller ikke fremstillet i Danmark, som Hobson gjorde.