Cheftilskærer (Head Cutter) på Savile Row Davide Taub.
I en verden af mærkevarer kan man fornøje sig over, at en af de allerstærkeste mærkevarer, som man støder på inden for beklædning, ikke stræber målrettet efter at blive en mærkevare. På Savile Row er det produktet, håndværket, som gælder, mens historien og den dragende fortælling, som industrisamfundets tøjproducenter er forgabt i, tænk fx på Ralph Lauren, er et biprodukt. Savile Row-skræddernes kontrære og umiddelbart ringe strategiske tankegang har dog produceret en ekstremt stærk mærkevare og fortælling, et magisk brand om autenticitet, som ligefrem kan få lyrikere til at synge. Fx flirter selveste Søren Ulrik Thomsen i en digtsamling, vistnok City Slang, med at “omsætte en arv” i et jakkesæt fra Savile Row.
Davide Taub fra Gieves
Senest havde det fornemme amerikanske østkystmagasin The New Yorker en lang artikel om Savile Row, en ret god en, faktisk, “The Suit that Couldn’t be Copied“. Den unge cheftilskærer fra skrædderiet Gieves, Davide Taub, spiller hovedrollen.
Pudsigt nok var Davide Taub den første, jeg mødte, da jeg svingede fra Vigo Street ind på Savile Row i London i forbindelse med et besøg derovre, der også bragte mig til Malcolm Plews. Jeg fik stillet ham hen ved det berømte vejskilt og fik ham i kassen, og vi tog os en passiar om Firenze og Pitti Uomo, hvor vi begge havde været forbi. Jeg oplevede, han var mellemfornøjet med turen dernede, blandt andet fordi det kommercielle står så stærkt ved en messe som Pitti Uomo. Modsat mange andre cutter’e er Davide Taub en lidt genert og tilbageholden type – hvad der ikke tilfører ham mindre autoritet.
Richard Anderson i gang med et papirmønster.
Videre gik det til Richard Anderson, Huntsman-lærlingen, der skulle opbygge sit eget stærke skrædderi på Savile Row. Ham mødte jeg også for nogle år siden i Pitti Uomo, hvor han var for at promovere en ready-to-wear-linje, som jeg ikke rigtigt kan få øje på i hans nuværende lokaler. Skræddersyede jakkesæt er klart kerneforretningen.
På en hylde i Richard Andersons værksted & butik stod en glasramme med et foto af Colin Hammick, Richard Andersons læremester hos Huntsman. Jeg husker Colin Hammick fra den ret underholdende selvbiografi om livet på Savile Row, som Richard Anderson – med ghostwriter – bragte til torvs for fem år siden eller deromkring. Colin Hammick forvaltede Huntsmans slanke linje, som inkluderede, og stadig gør det, en lang jakke inspireret af ridejakken (the hacking jacket) og med bare en knap foran.
Dege & Skinner
Næste stop var Dege & Skinner. De går for at være den herreskrædder, der ved siden af skrædderiet tilbyder det bedste skjortemageri på Savile Row. Roger Whittaker, deres skjortemagerboss, var i færd at klippe skjorter, da jeg kiggede indenfor.
Ellers er Dege & Skinner særligt kendt for traditionsbetonet beklædning som uniformer og ridetøj. Michael Skinner, den ældste af chefduoen hos Dege & Skinner, beretter om sine skrædderispecialer i en lidt tung og ufærdig, men ikke desto mindre oplysende interviewbog, der udkom med i 2011, “The Savile Row Cutter. Michael Skinner – Master Tailor”.
Hvis gik og troede, at brune sko var ved at blive normale med blå og grå forretningshabitter, er man halvt på afveje. London City var fuld af sorte sko, også på herren her med paraplyen. De sorte skos dominans slog mig.
Det er mere i det øjeblik, man bryder det mørke jakkesæt op i sportsjakke med separate bukser, hvad påfaldende sjældent sker i Londons konservative gader, at brune sko i utallige brune nuancer finder frem til asfalten. Man mærker da, at en italiensk og mere farverig mode får lov at påvirke stilen.
Henry Poole
Jeg måtte tillige hilse på Henry Poole. Dem har jeg været forbi før. Intet lod til at have forandret sig, bort set fra den mørkegrønne rygejakke (smoking jacket) med sjalskrave ikke sad på ginen sidst. En sådan rygejakke eller en sort smokingjakke vil altid være at finde udstillet hos Henry Poole, da de bragte de første eksemplarer til verden i slutningen af 1860’erne. Det var den engelske kronprins Bertie, den senere Edward VII, der bestilte den første smokingjakke i 1865 – som jeg beretter om i bogen Den velklædte mand.
Den flaskegrønne rygejakke i uriflet fløjl er for øvrigt traditionelt værtens rygejakke, mens gæsterne kan tage røde, blå og sorte rygejakker på, hvis de da ikke nøjes med en sort smokingjakke.
Den gode mand Alan Alexander, senior cutter hos Henry Poole, var der også ligesom sidst, og ligesom sidst – snart seks år siden – poserede han også denne gang rank i seler og butterfly.
Anderson & Sheppard
Sidste stop blev Anderson & Sheppard, muligvis den mest populære Savile Row-skrædder, i det mindste blandt amerikanerne. De er ligesom Steven Hitchcock kendt for deres “soft tailoring”, der alt andet lige betyder, at indlægget i jakken er mere blødt forarbejdet, og at stoffet får lov at drapere mere over bryst og skuldre end hos andre Savile Row-skræddere.
Uden for butikken i Old Burligton street mødte jeg Oliver Trenchard, forholdsvis nyuddannet tilskærer-lærling hos Anderson og Sheppard. Hans farvebrug gives ikke mere konservativ og engelsk, men snittet er karakteristisk moderne. Ærmer, bryst og bukseben er tætskårne og viser i samme moment, at Savile Row ikke er “en komedie, tabt i fortiden,” som Giorgio Armani engang hævdede.
En anden myte er, at blødt skrædderi næsten ikke bruger polstring i skuldrene. Det gør man hos Anderson & Sheppard, hvis man finder det nødvendigt, og man skal i det hele taget passe på med at ligne engelsk blødt skrædderi med italiensk. De er to forskellige traditioner.
I kælderen hos Anderson & Sheppard arbejder skrædderne. Sunna Johnson, svensker og uddannet “coat maker” hos Anderson & Sheppard, fortalte mig, hun får en bundt ned af jakkedele fra tilskæreren ovenpå, som hun derpå forarbejder til en jakke.
Dejligt at se, at der er skandinavere, der har fået nål og tråd i hånden hos Savile Row-skræddere. Danske Fredrik Andersen, der i dag kører A. W. Bauer i Stockholm, har tillige en uddannelse fra verdens mest berømte skrædderidistrikt. Frederik og A. W.. Bauer fortæller jeg om her.
Foto: Den velklædte mand
Mange tak for en dejlig reportage.
Tak for de mange indtryk! Fik du samtaler med nogle af tilskærerne eller var der tid til at tale om noget mere specifikt inden for skrædderiet? Jeg ved, at en del skræddere i London har svært ved at overleve hhv. skal sænke niveauet eller skrue produktionen gevaldigt op for at det nogenlunde kan løbe rundt for dem. Selv når de gør, er mange af dem stadig fattiglus på et tidspunkt i livet, hvor andre i hvilken som helst professionsgruppe har etableret sig. Da fokus ligger på tilskæreren og husets historie og da skrædderne åbenbart ikke er organiseret godt nok, hører vi ikke om dette ellers relevante emne. I stedet for får vi hele tiden præsenteret et glansbillede af magasiner som The Rake osv. Javist, slutproduktet er det væsentlige, helt klart, men hvis en del skræddere bliver nødt til at lægge saksen selv om de har et enestående talent, og i stedet for vælger arbejde i en tøjbutik, så siger det egentlig nok om, hvor meget håndarbejdet og basissen for skrædderiet bliver værdsat i denne kæde. Det burde være relevant, da man kræver årelang training og arbejdsintensive tekniker af skrædderne. Spændt på at høre mere om dine ture til London.
Der var ikke tid til meget samtale andet end med Plews. Mht. pengene er de eneste, der potentielt kan tjene godt, vist ejerne af et skrædderi, og jeg tvivler på, hvor meget de kan hente ud med de omkostninger, de har til leje mv. En ansat tilskærer, selv en topversion som Davide Taub, får ikke en imponerende hyre, som også artiklen i The New Yorker berører. Der var for ikke længe siden en artikel om Rory Duffy, ung engelsk savile Row-skrædder i New York, der kæmper for eksistensen: http://suburbeurope.com/en/news/176.html