Fotoet af Nixon i frakke med pelskrave får mig til at tænke på en anekdote i Meïr Goldschmidts erindringer. Ham, der i satirebladet Corsaren drev gæk med Søren Kierkegaard og andre notabiliteter i midten af 1800-tallet, bliver selv sat på plads en dag – af Søren Kierkegaard, der dog gør det af bedste vilje:
“Jeg bestilte en vinterfrakke hos Farhner, datidens fashionable skrædder, og da jeg var usikker om, hvordan den egentlig skulle være, sagde Fahrner: Vil De nu gøre mig den tjeneste at overlade det ganske til mig? Jeg skal sy Dem den smukkeste frakke i hele København.
Det gik jeg ind på, og da den var færdig, var det også en meget smuk frakke, af fint, mørkeblåt klæde, med pelsværkskrave og, i stedet for knapper, med snore, en rig, sort snorebesætning på brystet. Den behagede mig, fordi den havde et fint militært anstrøg, hvad der passede til mine fantasier om våbenbrug; men netop på det punkt skræmmede den mig også som virkelighedsdragt. Havde jeg i min natur haft, hvad skrædderen vel antog, en hang til at vække personlig opsigt, til at tage ungdomslivet lidt friskfyrs- eller spradebasseagtigt, så ville frakken være mageløs.
Det var nu efter omstændighederne ikke muligt at komme med nogen kritik over den, den var i sin art mesterlig, og Fahrner var ganske stolt af den og ønskede, at jeg straks skulle gå med den ned ad Østergade. Det ville jeg dog ikke, men nøjedes med at forsøge mig ned ad Købmagergade, hvor “etablissementet” var, og da folk undervejs ikke syntes at lægge videre mærke til mig – for sådan er folk, man kan ikke se på dem, hvad de vil sige, når de er forbi -, så begyndte jeg at få tillid til frakken.
Sådan kom jeg ad Amagertorv op i Vimmelskaftet; der mødte jeg Kierkegaard. Han vendte sig om, talte først om et og andet, som jeg ikke husker, og sagde derpå dæmpet, med et umiskendeligt udtryk af god vilje:
“Gå ikke med en sådan frakke. De er jo ikke berider. Man skal gå klædt som andre folk.”
Jeg sagde ham ikke, at det var første gang, og med hvilken følelse jeg var i frakken, men gik hjem, sendte den tilbage og lod pelskrave og snorebesætning tage af. Det gjorde mig kun ondt, at Kierkegaard havde troet, at jeg var rigtig glad i frakken.”
Herlig anekdote af uldkræmmerens søn!