Af Michael C. G. Iversen
Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt om, hvilken cigar der er den bedste. Spørgsmålet kan ikke besvares uden, at jeg først spørger ind til, hvornår cigaren skal ryges, hvor erfaren rygeren er, hvilke præferencer har han osv. Med andre ord, det er et spørgsmål om smag og behag.
Omformulerer man derimod spørgsmålet, og spørger hvem der er mest omhyggelig i fremstillingsprocessen og har de strengeste kvalitetskrav, så er svaret straks mere entydigt. Det er Davidoff.
Et yderst illustrativt eksempel på, hvor strenge Davidoffs kvalitetskrav er, fandt sted den 11. juli 1988, da cigarerne stadig blev rullet på Cuba. På en industrigrund i udkanten af Basel blev 131.000 cigarer, svarende til mere end 5200 kasser med 25 i hver, overhældt med brandbar væske, hvorefter der blev sat ild til hele herligheden. Cigarerne var gode, bevares, men det er altså ikke godt nok, når man kun vil lægge navn til det bedste.
I 1989 flyttede Davidoff fra Cuba til Den Dominikanske Republik. Her har de udviklet en imponerende produktion med fuldstændig kontrol over hvert eneste led. Lige fra fremstilling af frø over høst og fermentering til rulningen af de færdige cigarer og den efterfølgende lagring. Jeg besøgte Davidoff i februar, og selvom jeg havde hørt, hvordan de arbejdede og havde set diverse dokumentarfilm, så var mødet med virkeligheden intet mindre end overvældende.

Og hvor adskiller Davidoff sig så fra andre gode cigarproducenter? Ud over de ubøjelige kvalitetskrav er det først og fremmest systematikken, grundigheden og ikke mindst de meget lange lagrings- og fermenteringsprocesser. Intet er overladt til tilfældighederne.
Det starter allerede ved de spæde frø. Her bestøves udvalgte planter ved håndkraft under ledelse af eksperter i planteforædling og genetik, så frøene har de arveanlæg, der ikke alene giver den bedste tobak, men også gør planterne resistente over for sygdomme og insektangreb.
Systematikken går igen ved høsten af tobakken. Man starter forneden på planten og bevæger sig op i takt med at bladene modnes. De mildeste blade sidder nederst, de kraftigste øverst. Når tobakken har gennemgået den første tørring og fermentering, presses den til baller, pakkes i lærred og bliver lagt på lager, indtil den skal bruges. Lagringen kan vare fra tre til ti år, og Davidoff havde, da jeg besøgte dem, et lager til en anslået værdi af 43 millioner USD.
Det enorme lager giver helt unikke muligheder, når der skal udvikles nye cigarer, og det sikrer en ensartet kvalitet i de allerede eksisterende. Inden man står med en helt færdig cigar, har tobakken gennemgået langt over 100 håndholdte processer, og hver gang tobakken har været forarbejdet det mindste, får den lov til at hvile i længere tid. Det betyder, at det tager mindst fem år at fremstille en Davidoff-cigar.

Det er almindelig anerkendt, at Davidoff har verdens bedste rullere. Det vil sige dem, der minimum ruller 99 ud af 100 cigarer perfekt. Det lyder voldsomt, men selvom kontrollen er nådesløs, så er det forbløffende få cigarer, der kasseres. Og når en cigar kasseres, er det marginaler, der tæller. Jeg fik selv stukket et par kasserede cigarer i hånden og blev bedt om et bud på, hvad der var galt. For mig så de fine ud, indtil jeg fik udpeget en minimal ujævnhed i overfladen eller en lille luftlomme under dæksbladet. Fejlene havde sikkert ikke betydet det mindste for cigarens smag eller træk, men kravet er perfektion, og kan cigaren ikke leve op til det, ja, så er det ikke en Davidoff.
Foto: Michael C. G. Iversen
[…] skal aldrig tage en tændt Cigar med sig ind på et Kontor eller […]