For fem år siden skrev jeg en artikel om panamahatten for Dagbladet Børsen. Siden har jeg villet have en selv. Der er bare ikke sket noget. Sådan er det engang imellem. Man lander i en uendelig tøvefase.
Sidste år ændrede situationen sig alligevel. Kald det bare et tilfælde. Jeg passerede Kgs. Nytorv, og drejede ned af St. Kongensgade. Få sekunder senere faldt mit blik på en samling nøje udvalgte hatte i et butiksvindue. De var tydeligvis ikke de sædvanlige konfektionsvarer.
Jeg opdagede, at jeg stod foran modist Susanne Juuls butik. Jeg har siden fundet ud af, at Susanne Juul figurerer som måske den mest anerkendte modist herhjemme. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke rigtigt placere hende. Jeg associerede hende dog til kvalitet og håndværk, og sådan noget slår jeg jo ud på.
Jeg kiggede indenfor og mødte en meget talende og spontan kvinde, og snakken gik derudad. Det viste sig, at Susanne Juul oprindelig er uddannet herreskrædder og såmænd under Willy Mokjær på Det kgl. Teater.
Se, det kunne jeg forstå, også fordi jeg sværger til den (muligvis vildfarende) tro, at herreskrædderi er det ypperste beklædningshåndværk forstået på den måde, at kan man herreskrædderi, kan man hurtigt sætte sig ind i og bemestre andre beklædningshåndværk. Jeg kunne også forstå på Susanne Juul, at hun trækker på både materialeforståelse og forarbejdsningsteknikker fra herreskrædderiet i sit arbejde som modist.
Jeg blev undervejs i samtalen overbevist om, at Susanne Juul skulle vække min panamahat til live. Vi vendte ideen, herunder en visning af forløbet på Stiljournalen og hattens rette pris, og jeg drog hjem for at læse op på panamahatten.
Jeg fik blandt andet genopfrisket, at panamahatten slet ikke kommer fra Panama. Eller som jeg skriver i den gamle artikel:
“En ægte panamahat kommer pudsigt nok ikke fra Panama, men fra det sydliggende Ecuador, og allerhelst fra den lille by Montecristi. Der har fingernemme bønder flettet panamahatte siden 1700-tallet med fibre fra en lokal palmeart kaldet ”toquilla”. En person kan bruge flere måneder på en enkelt hat, mens han fletter den med fibre så tynde som sytråde.
Det var skabelsen af Panamakanalen, der gjorde palmehatten fra Montecristi berømt. Under det kolossale byggeprojekt, der varede fra 1904 til 1914, søgte mange ly for solen i palmehattens skygge. Ingeniører, militærfolk og turister fra USA og Europa tog hatten med hjem, og mesterværket fra Montecristi i Ecuador fik navnet ”en panamahat”.”
Den amerikanske præsident Theordore Roosevelt skal også have tak for markedsføringen af panamahatten. Under sit besøg af byggeriet af den vældige kanal bar han som alle andre på stedet palmehatten fra Montecristi, og den amerikanske presse sendte fotos ud til hele verden af den stolte præsident bærende – som man skrev – ”en panamahat”.”
Jeg blev også erindret om, at den mest berømte panamahat er optimo’en. Den bærer en karakteristisk i fold pulden, der i teorien gør, man kan rulle hatten sammen. Historisk har man nu set mange forskellige panamahatte, flere i varianter over for fedora-formen, som vi kender fra den bløde filthat.
En anden klassisk detalje ved panamahatten, jeg også fik fat på igen, er fino-graden. Den siger noget om, hvor mange rækker fibre, der ligger ved siden af hinanden på en centimeter eller tomme. Fino-graden skal man dog passe på at tage for pålydende. Der er ingen klar standard fra sælger til sælger, og fino-graden vil varierer efter, hvor på hatten man måler.
Der dukkede også et par navne op af arkivet, Brent Black og Panama Bob’s. Begge forretninger drives at et par vidende og entusiastiske amerikanere, der har en base i Ecuador og har specialiseret sig i de fineste stumper (som endnu uformede hatte hedder) til panamahatte.
Jeg endte med at købe en stump af Panama Bob’s, en fino 22. Det er en relativt fin(!) fino-grad, dog ikke i den afsindige ende af skalaen, hvor en fletter har brugt tre måneder på at flette hattestumpen.
Købet hos Panama Bob’s fik lov at passe sig selv i skuffen vinteren over og langt ind i det nye år. Tøvefasen truede igen, da jeg endelig rykkede og aftalte en tid med Susanne Juul forleden.
Vores første opgave var at finde hatteformen. Den slags skal man tænke over. Har man et stort, ja, grødhoved, som Stiljournalens redaktør, er det vigtigt, at hatten får en god stor puld og noget skygge, der kan afbalancere fremtoningen.
Heldigvis ligger Susanne Juul inde med at væld af forskellige hatteforme. Flere af dem er fra Skodsborg Hattefabrik, der lukkede i 1970.
Og det var netop en form fra Skodsborg Hattefabrik, jeg valgte. Den har en høj puld og stor kløft, og jeg var slet ikke i tvivl om, at den er mig.
[Fortsættes her …]
Foto: Stiljournalen
Vældig interessant. Besynderligt nok var en panamahat den første beklædningsgenstand jeg fik lavet efter mål. En fransk modist stod for fremstillingen. Jeg må indrømme at den ikke bliver luftet så meget. Det er som om det kræver noget jord (en have, for eksempel) som jeg der bor i lejlighed ikke har meget af.
Mjah, som Jeeves siger til Wooster et sted: “A gentleman should not wear a strawhat in the metropolis, Sir!” Hertil kan man naturligvis indvende at en panamahat ikke er fremstillet af strå, men alligevel. Dog må jeg tilstå at jeg uden betænkelighed bærer min Borsalino panamahat i byen, når solen bager ned på mit sagesløse hoved. Når man først har vænnet sig til den, er den svær at undvære. I øvrigt findes der en mængde gode tips og tricks til hvordan man behandler sin panamahat, så den holder længere, herunder noget så tilsyneladende simpelt som at tage hatten af og på. Den nye indehaver af Petitgas i Købmagergade ved en masse om den slags og er god at konsultere. I øvrigt glædeligt, at den gode gamle butik er overtaget af en kompetent ildsjæl med hjerte og forstand på rette sted.